Græskar-kartoffelmos med sprøde kerner

Som sagt blev lørdagsmaden et par flotte t-bone steaks. Behørigt stegt af bondemanden, ham selv. For der er visse traditioner. Store bøffer skal steges af store mænd. Ligesom spinkle kvindehænder, der lige har knipset rundt med en fuld 10 liters suppegryde, er for små og svage til at åbne en flaske vin. So is it bare.

Det er nu godt at have folk til det grove.

Så kunne jeg koncentrere mig om tilbehøret: rosenkål fra haven – de var lige stærke nok, og skal have lidt mere frost, før de bliver helt gode – og en lækker både blød og sprød mos af græskar, løg og kartofler.

Til et standardfad skal man bruge:

1 stort løg
3 store bagekartofler
1/4 halloweengræskar af håndterbar størrelse
4 spsk revet parmesan
Salt, peber og
Græskarkerner

Skræl kartoflerne, skær dem i mindre stykker og kog dem meget møre – uden salt.

Rens et halloweengræskar for kerner og trevler, skær det i både og bag bådene møre i ovnen ved 200 grader. Læg bagepapir i bunden af bradepanden – så er den lettere at gøre ren bagefter. Når græskarret er bagt, er det let at fjerne skindet, og bådene bliver til mos, bare man kigger fast på dem. Brug et kvart græskar til mosen, del resten op i portioner og frys dem ned. Så er der til mos, suppe eller kage en anden gang eller tre.

Hak løget fint og svits det i smør – løgene skal være klare og bløde – ikke tage farve.

Bland de bløde løg, græskarmosen og de meget møre kartofler med halvdelen af parmesanen, pisk det igennem med et piskeris. Smag til med salt og peber. Smør et fad med smør, fordel mosen i fadet, drys med den resterende parmesan og drys også med græskarkerner – de ristede, man bruger til knækbrød.

Gratiner fadet i oven, til toppen er gyldenbrun, og kernerne knaser – mos i topklasse!

Endnu et par tanker om mænd, kvinder og mad: Hvorfor formodes det altid, at mænd skal have kød, mens kvinder skal falde i svime over en rå broccolibuket og et lille salatblad, som de nipper sirligt til, før de vildt frådende kaster sig over macaroons og chokolade? Jeg kan meget bedre lidt ‘rigtig’ mad end det søde – og så kan en broccolibuket altså ikke gøre det, hvis man ikke skal gå hen og blive uklædedeligt bleg og mager.

Så hit med bøffen og mosen! (Der blev nu til en sandwich om søndagen af resterne fra min bøf – for de havde altså herrestørrelse!)

God mandag.

Store Kartoffeldag

En ny årligt tilbagevendende festdag har set dagens lys.

Store Kartoffeldag.

Den dag, hvor ens alt for sent lagte kartofler er klar til, at man andægtigt kan grave den første top op.

De er så fine sådan nogle små nye kartofler.

Og de allerførste kartofler fra haven smager af lange, lange sommerferier, hvor solen altid skinnede, hvor Mormor slog på gong-gongen, når det var spisetid, og alle børnebørnene myldrede til ude fra den store have for at stå i kø ved håndvasken – på gammeldags vis – ikke på politikervis – for at vaske hænder og derefter komme ind i spisestuen og kaste sig over nye kartofler, karbonader og salat fra haven – med jordbær eller rødgrød til dessert.

Det er længe siden, men når man sidder med årets første hjemmedyrkede kartoffel på tallerkenen, har man lov at blive lidt nostalgisk over dengang da. Da livet var mere ukompliceret. Ens eget liv forstås. Ens eget dengang næsten tiårige liv.

Nostalgi er jo som bekendt ikke, hvad det har været. Mormor har sikkert ikke syntes, det var helt ukompliceret med 6 børnebørn på besøg på én gang. Og egentlig findes ‘ukompliceret’ nok kun i bakspejlet – eller i andres øjne. Selv har man da sit at slås med – altid, ikke?

Men den dag, hvor Store Kartoffeldag skal fejres med sådan et godt, gammeldags sommermåltid, sørger smagsløgenes hukommelse for, at alt går op i en højere enhed, og man næsten tror på illusionerne. Og det er værd at fejre.

God torsdag.

Kartoffelsalat med krydderurter og hyldeblomstsaft

Jeg ved det. I tror, jeg har fået hyldegalskab.

At al den hyld, der vokser omkring mig, er steget mig til hovedet og har gjort mig skør, så  jeg nu putter hyldeblomstsaft i alt. Det gør jeg ikke. Næsten ikke i hvert fald. Og kun om sommeren – næsten i hvert fald. Men der er meget, der har godt af at få sin sødme fra et lille skvæt hyldeblomstkoncentrat.

For eksempel gin – eller hvidvin – eller kartoffelsalat. Kartoffelsalat fås i mange variationer, men den her, den er god – lidt anderledes, men ikke så forfærdeligt anderledes, at man ikke kan kende sin kartoffelsalat igen.

Det er svært at angive præcise mål til dressingen, men cirka

2 dl cremefraiche (det var 9%, der var i køleskabet)
En stor håndfuld blandede finthakkede krydderurter, kørvel, citronmelisse, salvie og løvstikke 
En stor håndfuld fintklippet purløg
En lille sjat hyldeblomstkoncentrat
Salt og peber

Kogte, kolde kartofler
Agurk i små tern

Rør dressingen sammen, bland kartofler og agurk i, pynt med lidt tomater – og et drys kørvel, hvis du da ellers husker at gemme lidt til pynt. Det gjorde jeg ikke, og det regnede voldsomt, så det blev kun til tomatpynten. Men kørvel er så kønt…

En let, frisk og duftende kartoffelsalat – kan spises til alt – og helt også uden noget til.

(Så længe hun ikke putter hyld i hundemaden, går det vel… lyder det fra vor kompetente madanmelder, som puster voldsomt efter at have motioneret et par måger på marken.)

God onsdag.

Ode til den ny kartoffel

Det er kartoffeltid. Langs vejene står der boder med poser fyldt med fristende, små nyopgravede kartofler.

De første gange, man køber dem, skal de bare koges og nydes som slik. Det er svært at få rester til næste dag. Men koger man nok, kan det lade sig gøre.

Enten til almindelige kartoffelmadder  med purløg, salt og peber.

Eller til en salat – en mild olie/eddike dressing – evt. med et skvæt hyldeblomstkoncentrat, kartofler, agurk og dild – smagen af midsommer.

Eller sammen med røget fisk – en mad med kartofler og røget laks. Eller med røget makrel – endnu en sommerspecialitet.

De små gule knolde er lige nu så lækre, at man kunne skrive en ode til dem, hvis man da ellers havde en poetisk åre.

Oh, du lille gule knold…. øøh … som kan spises varm og kold.
Du blev købt ved alfarvej, megadyr, det syntes jeg  Du blev købt ved bondens bod
og din smag var sød og god.???

Nej – den poetiske åre har vist fået åreknuder. Gør mod andre, som du ønsker, de vil gøre mod dig, siger man, så det vil jeg ikke gøre mod jer.

Men jeg vil køre en lille tur i weekenden – finde en bod med kartofler og skeje lidt ud og købe et par poser. 

Sommer i Danmark.

God weekend.

Fredagsmad er nippemad – Kartoffelpizza

Fredag igen. Nippemad på programmet. Mad, der kan spises med fingrene, og som passer til et stort glas rødvin.

I Italien skelner man mellem røde og hvide pizzaer. Kartoffelpizza er en hvid pizza uden ost og uden tomatsovs. Som al god italiensk mad fantastisk lækker i al sin enkelhed.

Lav først dejen til bunden:

100 g durummel
400 g pizzamel
3 dl vand
1/2 pk gær
1 sjat olivenolie – Olio extra virgine. Hvordan kan man egentlig være ekstra jomfru??
1 tsk salt

Rør gæren ud i vandet, tilsæt salt og olie. Rør først durummelet i og derefter pizzamelet. Ælt til en smidig dej, dæk til og lad hæve til dobbelt størrelse.

Mens dejen hæver er der tid til at skrælle 4-5 kartofler, skære dem i meget tynde skiver og vende dem i en skål med olivenolie, salt og peber. Der er også tid til at hakke 1/2 glas oliven groft – og plukke og hakke et par spiseskefulde rosmarin. Og der er tid til at tage et lille madlavningsglas. Det er jo fredag.

Når dejen er hævet, vendes den ud på et skærebræt og deles i 9 stykker, der flades ud på en bageplade med bagepapir. Smør dem med lidt olivenolie.

Kartoffelskiverne fordeles på de små pizzabunde og trykkes godt fast i dejen. De hakkede oliven og den hakkede rosmarin drysses over sammen med lidt groft salt. Så skal pizzaerne bare bages i 20-25 minutter på 225 grader.

Sprøde og lækre bunde med blødt og lækkert fyld.

Italien er midlertidigt flyttet til Skivholme.

God weekend.

Kartoffelmos – en gudespise

Er der nogen, der ikke kan lide kartoffelmos?  Findes der mon åbenlyse kartoffelmos-hadere – eller måske skabskartoffelmoshadere? Det er næsten umuligt.

Klassisk kartoffelmos til en gryderet, eller sjov kartoffelmos med andet end kartofler i. Her er tre variationer – perfekte til nu, hvor kartoflerne er begyndt at falde lidt af på den, at blive lidt melede, lidt… næsten kun karfoffelmosegnede.

Kartoffelmos er i grunden en simpel ting. Her er grundopskriften.

Skræl kartofler – nok – skær dem i mindre stykker og kog dem møre uden salt. Mos dem så. På et loppemarked har jeg fundet denne geniale indretning. Som en kæmpe og solid hvidløgspresser – en kartoffelmospresser. Genial indretning.

Rør mosen først med 1 tsk salt, måske en smørklat, hvis du er i det humør, og så mælk, tilsæt lidt ad gangen, til konsistensen er rigtig. Brug kogende mælk, hvis du vil spise kartoffelmosen med det samme.

Hvis du vil forberede i god tid og have køkkenet i orden eller læst det sidste kapitel af din bog inden spisetid, så brug bare kold mælk. Skrab mosen over i et ovnfast fad, læg nogle tynde skiver smør hist og her ovenpå og gratiner mosen i ovnen i et kvarters tid, når du er klar til det.

Og så til det sjove.

Kartoffelmos med spinat og løg

Svits et hakket løg i smør, tilsæt optøet spinat, kog væden væk og bland det med kartoffelmosen. Lækkert til for eksempel fisk og mad, der smager lyst.

Kartoffelmos med andre rodfrugter

Kog kartoflerne med gulerødder, selleri, og hvad du nu har af rodfrugter den dag. Husk endelig: ingen salt i vandet – det gør rodfrugterne umulige at mose. Gulerødder farver mosen pynteligt orange.

Og den irske – kartoffelmos med kål.


Den har faktisk et navn – Colcannon. Der er mange opskrifter på den, men her er min – den hurtige og nemme: Svits ca. 250 g snittet kål – for eksempel savoykål eller spidskål – i smør på en pande, til det falder lidt sammen, og rør det i den færdige kartoffelmos.

Der er uanede muligheder for, hvad man kan blande i kartoffelmos, for eksempel hakkede, ristede valnødder eller revet (riv det selv!) parmesan. Prøv dig frem! Der er kun et problem med kartoffelmos: Man spiser altid for meget af det.

God weekend.