Ørkenplante på afveje

Iris Bucharica – den lille iris, jeg fik  med hjem i blomsterkassen – er en lille ørkenplante på afveje. Den står i sin potte og lyser i gult og hvidt og aner intet om, hvor den er havnet i verden.

Billede2

Godt det samme. Vores lerede og våde, østjyske jord, som roser og kål elsker, vil slå den ihjel, hvis den bliver plantet der. Knoldene vil rådne, hvis den ikke står tørt og godt. Derfor skal den have et lille ørkenbed. Et ørkenbed, der måske og måske ikke vil vokse over årene. Nu får vi se. Tingene griber jo nogle gange om sig.

Bondemanden er leveringsdygtig i et par skovlfulde stabilgrus, og pæne sten til at lægge i og omkring er nemme at finde på marken og i hegnet, hvor de gennem årtier er blevet kastet ind, når de har været i vejen for markmaskinerne.

Billede1

Det bliver spændende at se, om Frøken Bucharica vil synes om sine tilrettede omgivelser. Sker det ikke, er der ikke noget at gøre ved det, og der er heldigvis andre smukke og blomstrende planter, der er skabt til at bo her.

Billede3

Egentlig er det også dem, jeg normalt satser på. Sarte skønheder med nykker er et belastende bekendtskab – men nu vil jeg give den lille iris en fair chance.

God torsdag.

En lillebitte iris

Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det
den 8. dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lillebitte iris,
jeg planted dér i fjor.

Lidt gendigtning måske? Jo, men havde det været en iris Kaj Munk havde haft med sig til sin have i Jylland, kunne han da lige så godt have skrevet om den, ikke? Resten passer jo så lige på en prik.

Billede1

Den første lille iris. En lillebitte iris. Knap 10 centimeter høj. Havde den ikke haft den klare farve, var den lige til at overse. Men det blå lyser mod den bare jord i det bed, der stadig venter på at blive gjort forårsklart. Det var den nemlig ligeglad med.

Billede3

Sikke en styrke og næsten dumdristigt mod en så lille blomst viser ved at springe ud lige i dag, hvor det måske nok er solskin, men også et vældigt blæsevejr. Dens søskende har kun lige stukket snuderne op over jorden. Men den her – den ville frem nu. I dag. Den kunne ikke vente længere. Og det var vel nok et dejligt syn.

Billede2

God søndag.

Forår og solbærmuffins

Den allerførste dag i marts. Den allerførste forårsdag – ifølge kalenderen. Det blæser og er bestemt ikke særlig varmt. Men forår – det er det nu, selvom det ser ud til nattefrost.

De afgørende beviser er her:

Vintergækkerne topper og står som hvide søer mod den brune jord.

Man kunne se, hvor man gik, klokken kvart over seks i morges. Nu er risikoen for at falde i et traktorspor voldsomt minimeret.

De første små iris er sprunget ud i haven.

Og bogfinken synger sit ‘Det, det, det, det, det kan jeg sige ligeså tit, det skal være’ i hegnet.

Forår.

Hvilken bedre anledning til at bage solbærmuffins? Hvis man da behøver en anledning?

200 g mel
1 tsk bagepulver
100 g sukker
1 dl mælk
50 g smeltet smør
1 æg
200 g solbær (fra fryseren – andre bær kan også bruges, ribs for eksempel).

Bland mel, sukker og bagepulver. Rør mælk, smeltet smør og ægget i. Tilsæt solbærrene og fordel dejen i en smurt muffinform – en 12 hullers – gerne med fint muffinpapir i – det pynter, men er ikke nødvendigt.

Bag dem i ca. 20 minutter på 200.

Spis en – og gå så ud i foråret igen. Der skal ryddes op i haven.

God første forårsdag.