Blomster i julihaven – Studenternellike

Endnu en af de toårige – dem man skal så i bakker om sommeren og plante ud i september. De blomstrer året efter.

Findes der noget dejligere end et væld af farver, der lyser op mod det grønne? Jeg har dem i grupper rundt omkring, hvor der mangler lidt farve. Står de i halvskygge, blomstrer de ekstra længe. Studenternellikerne står i det hele taget i rigtig lang tid – også i buketter -, og man har glæde af dem længe i juli, hvor der tit er et hul mellem junistauderne og de stauder, der først begynder at blomstre i august.

Man kan vælge farveafstemte frøblandinger, eller man kan lade tilfældet råde og bare købe en blandet pakke, der tit er med i de sortimenter til et par kroner pr. pose, man kan købe i supermarkeder. Skulle der komme en variant, man slet ikke kan lide – jamen, så er lugespanden jo altid ved hånden hele sommeren.

Man kan stadig nå at så studenternelliker til blomstring næste år. Sår man dem to år i træk, vil de selvså og være der hvert år. Det kan ske, at de efterhånden udvikler sig til alle at være den samme farve. Men så er det jo hverken svært eller dyrt at starte et nyt hold.

Og sneglene kan ikke lide dem.

God mandag.

Pluk kamille til vinterens småskavanker

Langs med de dybe traktorspor og i græsmarkens udkant gror der rigtig meget kamille. Man kan dufte det på lang afstand, når man nærmer sig. Det er Skivekamille, og blomsterne kan tørres til te.

Kamillete er godt for meget. Mod forkølelse og ondt i halsen, mod betændelsestilstande generelt, mod urolig mave og for at sikre en dyb og rolig søvn. Og så er den god at vande med, hvis ens planter har fået noget svampestads. Den ægte kamille gror kun vildt meget få steder i Danmark – på kalkholdig jord. Men Skivekamille er heldigvis lige så god. Og den vokser som det rene ukrudt. Den er enårig, og man kan finde den rigtig mange steder – gerne hvor jorden er lidt mishandlet, som der hvor traktoren har kørt og wrap maskinen har stået.

Pluk den, når den blomstrer – den har ingen hvide kronblade, kun de små gulgrønne toppe. Klip blomsterne af og tør dem inde på en bakke. Har man plukket  mange, skal man rode lidt i dem en gang i mellem. Når de er helt tørre, kan de gemmes i en lufttæt dåse.

Det er mest for sjov, man selv tørrer kamille – kamillete er jo billig i indkøb. Men der er nu noget ved at bruge af de ting, man finder i naturen eller dyrker i haven. Det giver en særlig glæde – og de gratis glæder har man altid råd til.

God weekend.

Vidunderlige valmuer

Papaver Somniferum – Opiumvalmue. Store, statelige planter. Silkefligede blomsterblade i alle nuancer fra hvid over rosa

til mørk, mørk lilla.

Har man én gang sået den, kommer den igen og igen. Den sår sig selv og laver sine egne farvekrydsninger, og den kommer alle vegne. Heldigvis er den nem at luge op, hvis den kommer et helt forkert sted – eller hvis der kommer en helt forkert farve. Vi fik engang nogle, der var røde med næsten sorte kanter – de lignede uartigt undertøj, gjorde de. Den slags hænder i selv de bedste familier.

De fleste af dem er ganske enkelt en fryd for øjet.

Fra start

Til slut.

Frøstandene er smukke i buketter, og de holder længe i modsætning til blomsterne, der drysser efter få timer. Frøstandene kan tørres og dukke op igen i juledekorationerne.

De er meget nemme at få til at vokse. Det nemmeste er at blande de små frø med jord i en spand, og så smide håndfulde af den frøblandede jord der, hvor man gerne vil have valmuer. Det fordeler frøene og giver det tilfældige look, der klæder dem så godt.

Og frøene er spiselige – de er birkes til bollerne.

Opiumvalmue. Ikke lige et navn, der skaber de bedste associationer. Opiummarker i Afghanistan – og dermed skæggede, lasede, kvindehadende mænd med maskingeværer, der står for en væsentlig del af verdens narkoproduktion. Måske det krigen i virkeligheden handler om?

Men den variation af opiumvalmuer, vi kan dyrke i haven, er light udgaven. Der er ikke opium i. Vi risikerer ikke at blive en del af et narkokartel uden at vide det. Vi kan bare nyde de smukke og nemme blomster i hele juli måned. Og det er jo ikke så ringe.

God onsdag.

Rosens Navn

Det er lørdag morgen. Kalven er fodret, hunden er luftet og fodret, og vi er blevet fodret. Gæsterne er også blevet fodret – men de sov, da jeg kom med morgenmaden, selvom de havde bedt om at få den kl. 8. Nogle mennesker har et lemfældigt forhold til deres vækkeur – men det er så dem, der ender med varm juice og kolde boller. Mens de spiser, går hunden og jeg en runde for henholdsvis at kigge på blomster og lytte til fuglesang og for hundens vedkommende for at snuse efter rævespor.

Der gror roser allevegne i hegnet omkring vores græsmark. Der er de sædvanlige – men ikke mindre smukke af den grund – hybenroser, Rosa Rogusa. Der er en lille stikkende djævel af ukendt navn og herkomst, og så er der multiflora roserne.

I juli en overdådighed af blomster.

I oktober en overdådighed af små røde hyben. Dem man kalder Mariebær. De kan plukkes og stå hele vinteren uden at blive rynkede – og uden at miste glansen. De kan stå og pynte i en vase hele vinteren – eller de kan bruges i dekorationer sammen med andre ting.

Blomsterkunstneren, Else Marie Andersen, binder dem blandt andet i kranse. I det hele taget er hun en meget inspirerende kvinde, og hun har skrevet nogle gode bøger om, hvordan man selv laver anderledes og spændende dekorationer. Her er hendes website.

De små mariebær er endnu en af de mange ting, man skal holde øje med, når man går i naturen, hvis man er glad for at lave sine egne dekorationer. Og det letteste er at finde en rosenbusk nu, hvor den blomstrer, mærke sig stedet og komme igen i efteråret. Og hvem ved – måske finder man samtidig andre smukke ting, man kan bruge?

God weekend.

Den frygtelige Kortstråle

I haven i dag skal der sås ude, nu hvor det lunere vejr endelig er kommet med lidt diset solskin. Rødbeder, ærter og andet godt

En masse små planter fra drivhuset skal sættes i jorden, så der bliver plads til tomater, chilier, agurker og peberfrugter derinde stedet for. Og der skal sås græskar, bønner og squash – inde i stuen. Og et nyt bed oppe i hjørnet af græsmarken skal gøres klar til at blive et græskarbed – i fuld sol.

I urtehaven skal såbedene brændes først – med gasbrænderen. For forrige år fik vi en ny gæst i urtehaven – Kortstråle. Gå ind og læs om den og se billederne. En nysselig lille ukrudtsplante, i begyndelsen ganske undselig, men næsten umulig at udrydde. Den smider op til 30.000 frø pr. plante. Breder sig uhæmmet. Starter småt, men vokser sig kæmpe, kvæler andre planter og er svær at trække op, fordi den knækker. Og der hvor den knækker, skyder den tre nye stængler. En træls fætter at dele urtehave med.

Hvis du har den i din have – eller ser bare skyggen af den, så gå til kamp med det samme.

Jeg starter med at brænde såbedene. Eller rettere sagt – Bondemanden brænder såbedene for mig. Det gør, at de frø, der ligger i overfladen, mister spireevnen. Så ka’ de lære det. Men roder man i jorden, åbner man banken. Frøbanken. Den bank, der har mottoet: ‘Hvad kan vi gøre mod dig?’

Hvordan skal man kunne plante og så uden også at rode i jorden? Den har ukrudtet regnet godt ud.

Brænd, lug og bekæmp. På barrikaderne! Landet stander i våde. Hvor er Holger Danske, når man virkelig har brug for hjælp?

God søndag.

Hævnens time: Suppe med brændenælder

‘Hævn er en ret, der nydes bedst kold’, sagde den grimme skurk i en film. Jeg har glemt filmen, men ikke vendingen.

Suppe kan jeg nu bedst lide varm. Også brændenældesuppe, der må være den ultimative hævn over den vækst, der hver sommer er skyld i, at  mine fingre, arme og ben brænder og stikker næsten konstant.

Søndag formiddag så jeg det. De var igen begyndt at stikke deres forhadte hoveder frem mellem hindbærrene, hvor de stortrives og er næsten umulige at udrydde.

Kæmpestore bliver de – mandshøje og menneskeædende.

En plan tog form – jeg ville æde dem, før de åd mig. Så ku’ de lære det.

Det tog ikke lang tid at plukke en lille skål af de små bitte, nedrigt sviende, topskud.

Godt, jeg fik nye og hele arbejdshandsker i julegave.

Så var det bare at digte en suppe, for brændenælder alene gør det ikke. Det blev til

1 liter god suppe
1 gulerod
3 kartofler
1 lille stykke selleri
1 porre
3 fed hvidløg
Lidt
fløde
og brændenælderne

Grøntsagerne renses, skæres i småstykker og koger møre i suppen.

Brændenælderne skylles grundigt i flere hold vand og overhældes med kogende vand, så de bliver knap så prikne. Når grøntsagerne er næsten møre, kommer man brændenælderne i og lader dem koge med i en fem minutters tid. Det hele blendes, smages til med salt og peber – og så skal suppen lige have en sjat fløde. Bare for at gøre den fløjlsblød – fløjlsbløde brændenælder. Så fik de lært det.

Hvordan er det ordsproget lyder? Af hævn bliver man sød, men sjældent rig? Man skal ikke smide hævnen ud med badevandet? Lykken står den hævngerrige bi? I hvert fald blev suppen god. Brændenælderne skal nok tage hævn over mig igen senere. Sådan går det, når man starter en vendetta.

God mandag.

Forår og solbærmuffins

Den allerførste dag i marts. Den allerførste forårsdag – ifølge kalenderen. Det blæser og er bestemt ikke særlig varmt. Men forår – det er det nu, selvom det ser ud til nattefrost.

De afgørende beviser er her:

Vintergækkerne topper og står som hvide søer mod den brune jord.

Man kunne se, hvor man gik, klokken kvart over seks i morges. Nu er risikoen for at falde i et traktorspor voldsomt minimeret.

De første små iris er sprunget ud i haven.

Og bogfinken synger sit ‘Det, det, det, det, det kan jeg sige ligeså tit, det skal være’ i hegnet.

Forår.

Hvilken bedre anledning til at bage solbærmuffins? Hvis man da behøver en anledning?

200 g mel
1 tsk bagepulver
100 g sukker
1 dl mælk
50 g smeltet smør
1 æg
200 g solbær (fra fryseren – andre bær kan også bruges, ribs for eksempel).

Bland mel, sukker og bagepulver. Rør mælk, smeltet smør og ægget i. Tilsæt solbærrene og fordel dejen i en smurt muffinform – en 12 hullers – gerne med fint muffinpapir i – det pynter, men er ikke nødvendigt.

Bag dem i ca. 20 minutter på 200.

Spis en – og gå så ud i foråret igen. Der skal ryddes op i haven.

God første forårsdag.

Havesyge

Når havesygen melder sig, når de grønne fingre hungrer efter igen at få sorte negle, når man har sået de der chilifrø. Når det stadig  er for tidligt at så andet. Og haven stadig er dybfrossen. Så kan man godt forfalde til lidt pjatværk. Unyttigt, men uundværligt pjatværk.

For nogen tid siden faldt jeg over denne artikel om miniaturehaver. Fortryllende små haver i en skuffe eller skål. Det var på den tid af året, hvor den rigtige have var mest arbejdskrævende, og jeg tænkte, sødt nok, men hvem har tid til den slags, når skvalderkålen truer?

En dag faldt jeg over artiklen igen. Og glemte den igen indtil den dag, jeg fandt havebænken. En 10 cm lang havebænk. Uimodståelig. Jeg var solgt, og den blev købt.  En minirosenbue var let at lave af elefanttråd og vindseltråd. I den der skuffe  – skuffen med ‘muligvis brugbare dimser’ – lå der en lille haveskultur. Og en miniurtepotte. Så skulle der bare nogle miniplanter og sten til.

God weekend.

Fasaner har sure tæer

Sneen og kulden får fuglene til at komme tæt på. Spætten. Mejserne. Blåmejse, musvit, sumpmejse, den frække spætmejse og af og til den lille lyserøde halemejse. Rødhalsen, de mange spurve – jernspurv, gulspurv og de utallige skovspurve. Og bogfinker. Sikke nogle billeder, man kunne tage, hvis de var lidt mere indstillet på at stå model.

 For hvor er de vimse. Og kønne. Det er ved at være parringstid, og de har taget scoretøjet på. Selv i frosten genlyder luften af musvitternes fløjten, deres gå-væk, gå-væk, gå-væk pip, der snart vil afløses af deres kom-til-mig, kom-til-mig kald.

De er væk, så snart jeg nærmer mig ruden med kameraet.

På marken og i hegnet er der mange flere. Sjaggerne, de små siskener, og en lille flok dompapper, der holder til i mirabelletræerne, hvor de spiser knopperne, mens de trutter deres lille trompetlyd. Spis bare. Der skal nok være mirabeller til både os og grævlingen alligevel. En enkelt hun vover sig ned til fuglefrøene, hvor hun i sin elegante brune og sorte dragt troner midt i maden.

Kun én af dem er med på at være fotomodel. Ham her.

Poserende fasankok

Man kan se, han ved, hvor flot han er, når han værdigt kommer skridende på sine store, benede fødder.  Han holder til her, hvor der er mad, og han holder især meget af den frosne rosmarin foran drivhuset.

Han poserer gerne. Lige uden for vinduet, hvor han driver hunden til vanvid.

Hunden piber og slår på ruden. Hr. Fasan kigger sig bare overlegent omkring. Går vi ud, flakser han op med en fornærmet kaglen. Og hunden følger hans spor. Løber som vinden med næsen i sporet. Op og ned ad skrænten og marken rundt. End ikke kulden kan dæmpe færten.

Så én ting er vis. Nok er de flotte at se på, men fasaner har sure tæer.