Sommerfuglekarse, en spiselig skønhed

Som små gule sommerfugle svæver blomsterne over de grønne. fligede blade. Sommerfuglekarse. Tropaeolum peregrinum.

En af de yndigste sommerplanter i haven. Både blade, blomster og frø er spiselige. Blomsterne er et yndefuldt indslag som pynt på salaten.

Og den blomstrer glad og fro endnu, selvom det lakker mod enden af september.

Den er i familie med den almindelige tallerkensmækker, Tropaeolum majus, som muntert dækker metervis af have, hvis den får lov. Den er knapt så vildtvoksende, og den gør sig rigtig godt i krukker med noget at klatre på. Grene fra haven eller et fint pilestativ. En af mine vokser smukt op ad nogle grene i en potte sammen med en rød grønkålsplante, hvis blade i øvrigt gør sig rigtig godt i buketter.

Sommerfuglekarse er en enårig plante, men heldigvis laver den en masse frø. De umodne frø kan spises rå som knas i salaten, eller man kan sylte dem som kapers, ligesom man kan med tallerkensmækkerfrøene.

Men man kan også gemme en håndfuld modne frø, så man har til at så igen næste år. Jeg forkultiverer dem i avispapirpotter. De siges at kunne selvså, men det har jeg nu ikke oplevet. Jeg har også kun haft dem i de senere år, hvor vintrene har været hårde.

De første frø købte jeg hos Camilla Plum. Siden har jeg taget frø i eftersommeren og sået dem i foråret, og det er gået fint. Jeg syntes dengang, at frøene var lidt dyre – men er det nu så mærkeligt, når der er tale om et varigt forbrugsgode?

God onsdag.

Henrivende høstanemoner, solide sankthansurt og pyntelige pileurt

I haven i begyndelsen af september – for det er det jo i dag – nærmest så meget begyndelse, som det kan blive – er der stadig knald på farverne i blomster og løv.

Høstanemonernes blomster svæver yndefuldt over de mørkegrønne blade.

Høstanemoner, Anemone hupehensis, findes også i hvid. Både den hvide og den lyserøde udgave er meget, meget voksevillige, og de breder sig muntert. De har et kraftigt rodnet, og de sender masser af skud ud. Faktisk kan de tage kampen op mod skvalderkål, og så er man bestemt ikke nogen svækling. De vokser fint både i halvskygge og sol, men alt for tør eller alt for våd jord, kan de ikke lide. Almindelig havejord er det, de trives bedst i.

En anden stærk og voksevillig staude, der blomstrer nu, er sankthansurt, sedum spectabilis. I staudebedet har jeg to havevarianter. En med lyse blomster, røde stængler og rødlige blade, der begynder at blomstre i august, og så den ‘almindelige’ med mørkere røde blomster og lysegrønne stængler og blade, der blomstrer i september. De klæder hinanden godt.

Vil man have flere af dem, skal man bare klippe en blomst af nede ved jorden, fjerne de fleste af bladene og derefter stikke den i jorden der, hvor man gerne vil have en ny plante. Den slår rødder fra der, hvor bladene har siddet. Nemt.

Foran mine to sankthansurt står der en pileurt. Jeg kender ikke navnet på den, har fået den af en nabo. Men den er også yderst dekorativ og passer perfekt i farverne.

Den blomstrer fra juni, til frosten kommer. Blomsterne er hvide, men når de afblomstrer, bliver de rosa. De rosa afblomstrede pileurt kan tørres og bruges i dekorationer.

September i haven og i naturen er i det hele taget en god måned til at få samlet ind til dekorationer. For eksempel begynder bøgetræerne at drysse bog i løbet af måneden, og der er de stadig lyse og kønne. Og frøstande er kønne og endnu ikke hærgede af vind og vejr. Så gå aldrig en tur uden en pose og en saks i lommen. Det kan blive jul, før man aner.

God weekend.

Krydderurter til vinteren

Det er ved at være på tide at sikre sig krydderurter til vinterbrug. For pludselig ser det jo sådan her ud – og så er det ligesom lidt for sent.

Krydderurter som salvie og rosmarin kan sagtens fryses. Frysning bevarer mere smag end tørring. Der er dem, der vil sige, at der da ikke er grund til at fryse hverken rosmarin eller salvie – de står jo ude hele vinteren. Men bor man et af de steder, der altid stiller op i første række, når de taler om ‘frost på udsatte steder’, skal man nok ikke satse på det.

Jeg plukker blade fra salvie, stængler fra rosmarin, skyller dem, tørrer dem, og putter dem i en plasticform med låg i fryseren. På den måde slipper man for dryssende poser.

Koriander til brug i varme retter kan også fryses, ligesom persille kan det. Skyl dem, tør dem i salatslyngen og put dem i poser – når poserne er frosne, kan man knuse blade og stængler – så er de hakkede og klar til drys.

Man kan sagtens nå at så endnu et hold koriander i drivhuset.

Man kan faktisk også godt nå et hold pluksalat mere i drivhuset. Jeg har sået mine salatplanter i et stykke tagrende, der er sat op på et par høje potter – det holder sneglene væk.

Basilikum kan man hakke og fryse i isterningebakker – eller man kan lave pesto og fryse den – ligeledes i isterningebakker. Klumperne flytter man over i en pose, når de er frosne. Men basilikum mister nu noget smag ved frysning, synes jeg.

Mynte kan også hakkes og fryses i isterningebakker – eller den kan tørres. Hæng myntebuketter op et tørt sted uden direkte sollys – lav ikke buketterne for tykke, for så rådner stænglerne i midten. Tørret mynte er god til græske retter – og til te.

Eller man kan lave myntegele, der passer godt til lammekød.

God søndag.

Kær blomst har spøjse navne

Når jeg går tur – og med en glad hund i huset, sker det temmelig tit – er det ikke altid den vide udsigt, der fanger min opmærksomhed mest. Jeg går og kigger ned. Blomster, sten, græsser, spøjse frøstande, rådyrspor, grævlingens efterladenskaber og meget mere.  Lige nu er der masser af de vilde blomster, der har spøjse navne.

Torskemund.

Galtetand.

Og hanekro.

Der er også gederams, hareurt, stenbræk og mange andre. Navnene er sikkert afledt af, hvad man engang syntes, de lignede – begreber, man måske dårligt kender i dag. Hvis man gerne vil lære dem at kende, er Fugle og Natur et godt sted at kigge. Og vil man gerne vide, hvorfra navnene kommer – hvad de betyder, og hvad planterne eventuelt har været brugt til som mad eller medicin, er der masser af hjælp at hente på Google og i Gyldendals Åbne Encyklopædi på nettet.

Når man er færdig med at finde ud af, hvad de planter, man har plukket, er for nogle, kan man – eventuelt sammen med et par blomster fra haven – lave sig en lille halvvild buket af sine fund. Så er der også noget kønt at kigge på inde.

God weekend.

Blomster i julihaven – Studenternellike

Endnu en af de toårige – dem man skal så i bakker om sommeren og plante ud i september. De blomstrer året efter.

Findes der noget dejligere end et væld af farver, der lyser op mod det grønne? Jeg har dem i grupper rundt omkring, hvor der mangler lidt farve. Står de i halvskygge, blomstrer de ekstra længe. Studenternellikerne står i det hele taget i rigtig lang tid – også i buketter -, og man har glæde af dem længe i juli, hvor der tit er et hul mellem junistauderne og de stauder, der først begynder at blomstre i august.

Man kan vælge farveafstemte frøblandinger, eller man kan lade tilfældet råde og bare købe en blandet pakke, der tit er med i de sortimenter til et par kroner pr. pose, man kan købe i supermarkeder. Skulle der komme en variant, man slet ikke kan lide – jamen, så er lugespanden jo altid ved hånden hele sommeren.

Man kan stadig nå at så studenternelliker til blomstring næste år. Sår man dem to år i træk, vil de selvså og være der hvert år. Det kan ske, at de efterhånden udvikler sig til alle at være den samme farve. Men så er det jo hverken svært eller dyrt at starte et nyt hold.

Og sneglene kan ikke lide dem.

God mandag.

Pluk kamille til vinterens småskavanker

Langs med de dybe traktorspor og i græsmarkens udkant gror der rigtig meget kamille. Man kan dufte det på lang afstand, når man nærmer sig. Det er Skivekamille, og blomsterne kan tørres til te.

Kamillete er godt for meget. Mod forkølelse og ondt i halsen, mod betændelsestilstande generelt, mod urolig mave og for at sikre en dyb og rolig søvn. Og så er den god at vande med, hvis ens planter har fået noget svampestads. Den ægte kamille gror kun vildt meget få steder i Danmark – på kalkholdig jord. Men Skivekamille er heldigvis lige så god. Og den vokser som det rene ukrudt. Den er enårig, og man kan finde den rigtig mange steder – gerne hvor jorden er lidt mishandlet, som der hvor traktoren har kørt og wrap maskinen har stået.

Pluk den, når den blomstrer – den har ingen hvide kronblade, kun de små gulgrønne toppe. Klip blomsterne af og tør dem inde på en bakke. Har man plukket  mange, skal man rode lidt i dem en gang i mellem. Når de er helt tørre, kan de gemmes i en lufttæt dåse.

Det er mest for sjov, man selv tørrer kamille – kamillete er jo billig i indkøb. Men der er nu noget ved at bruge af de ting, man finder i naturen eller dyrker i haven. Det giver en særlig glæde – og de gratis glæder har man altid råd til.

God weekend.

Vidunderlige valmuer

Papaver Somniferum – Opiumvalmue. Store, statelige planter. Silkefligede blomsterblade i alle nuancer fra hvid over rosa

til mørk, mørk lilla.

Har man én gang sået den, kommer den igen og igen. Den sår sig selv og laver sine egne farvekrydsninger, og den kommer alle vegne. Heldigvis er den nem at luge op, hvis den kommer et helt forkert sted – eller hvis der kommer en helt forkert farve. Vi fik engang nogle, der var røde med næsten sorte kanter – de lignede uartigt undertøj, gjorde de. Den slags hænder i selv de bedste familier.

De fleste af dem er ganske enkelt en fryd for øjet.

Fra start

Til slut.

Frøstandene er smukke i buketter, og de holder længe i modsætning til blomsterne, der drysser efter få timer. Frøstandene kan tørres og dukke op igen i juledekorationerne.

De er meget nemme at få til at vokse. Det nemmeste er at blande de små frø med jord i en spand, og så smide håndfulde af den frøblandede jord der, hvor man gerne vil have valmuer. Det fordeler frøene og giver det tilfældige look, der klæder dem så godt.

Og frøene er spiselige – de er birkes til bollerne.

Opiumvalmue. Ikke lige et navn, der skaber de bedste associationer. Opiummarker i Afghanistan – og dermed skæggede, lasede, kvindehadende mænd med maskingeværer, der står for en væsentlig del af verdens narkoproduktion. Måske det krigen i virkeligheden handler om?

Men den variation af opiumvalmuer, vi kan dyrke i haven, er light udgaven. Der er ikke opium i. Vi risikerer ikke at blive en del af et narkokartel uden at vide det. Vi kan bare nyde de smukke og nemme blomster i hele juli måned. Og det er jo ikke så ringe.

God onsdag.

Rosens Navn

Det er lørdag morgen. Kalven er fodret, hunden er luftet og fodret, og vi er blevet fodret. Gæsterne er også blevet fodret – men de sov, da jeg kom med morgenmaden, selvom de havde bedt om at få den kl. 8. Nogle mennesker har et lemfældigt forhold til deres vækkeur – men det er så dem, der ender med varm juice og kolde boller. Mens de spiser, går hunden og jeg en runde for henholdsvis at kigge på blomster og lytte til fuglesang og for hundens vedkommende for at snuse efter rævespor.

Der gror roser allevegne i hegnet omkring vores græsmark. Der er de sædvanlige – men ikke mindre smukke af den grund – hybenroser, Rosa Rogusa. Der er en lille stikkende djævel af ukendt navn og herkomst, og så er der multiflora roserne.

I juli en overdådighed af blomster.

I oktober en overdådighed af små røde hyben. Dem man kalder Mariebær. De kan plukkes og stå hele vinteren uden at blive rynkede – og uden at miste glansen. De kan stå og pynte i en vase hele vinteren – eller de kan bruges i dekorationer sammen med andre ting.

Blomsterkunstneren, Else Marie Andersen, binder dem blandt andet i kranse. I det hele taget er hun en meget inspirerende kvinde, og hun har skrevet nogle gode bøger om, hvordan man selv laver anderledes og spændende dekorationer. Her er hendes website.

De små mariebær er endnu en af de mange ting, man skal holde øje med, når man går i naturen, hvis man er glad for at lave sine egne dekorationer. Og det letteste er at finde en rosenbusk nu, hvor den blomstrer, mærke sig stedet og komme igen i efteråret. Og hvem ved – måske finder man samtidig andre smukke ting, man kan bruge?

God weekend.

Den frygtelige Kortstråle

I haven i dag skal der sås ude, nu hvor det lunere vejr endelig er kommet med lidt diset solskin. Rødbeder, ærter og andet godt

En masse små planter fra drivhuset skal sættes i jorden, så der bliver plads til tomater, chilier, agurker og peberfrugter derinde stedet for. Og der skal sås græskar, bønner og squash – inde i stuen. Og et nyt bed oppe i hjørnet af græsmarken skal gøres klar til at blive et græskarbed – i fuld sol.

I urtehaven skal såbedene brændes først – med gasbrænderen. For forrige år fik vi en ny gæst i urtehaven – Kortstråle. Gå ind og læs om den og se billederne. En nysselig lille ukrudtsplante, i begyndelsen ganske undselig, men næsten umulig at udrydde. Den smider op til 30.000 frø pr. plante. Breder sig uhæmmet. Starter småt, men vokser sig kæmpe, kvæler andre planter og er svær at trække op, fordi den knækker. Og der hvor den knækker, skyder den tre nye stængler. En træls fætter at dele urtehave med.

Hvis du har den i din have – eller ser bare skyggen af den, så gå til kamp med det samme.

Jeg starter med at brænde såbedene. Eller rettere sagt – Bondemanden brænder såbedene for mig. Det gør, at de frø, der ligger i overfladen, mister spireevnen. Så ka’ de lære det. Men roder man i jorden, åbner man banken. Frøbanken. Den bank, der har mottoet: ‘Hvad kan vi gøre mod dig?’

Hvordan skal man kunne plante og så uden også at rode i jorden? Den har ukrudtet regnet godt ud.

Brænd, lug og bekæmp. På barrikaderne! Landet stander i våde. Hvor er Holger Danske, når man virkelig har brug for hjælp?

God søndag.

Hævnens time: Suppe med brændenælder

‘Hævn er en ret, der nydes bedst kold’, sagde den grimme skurk i en film. Jeg har glemt filmen, men ikke vendingen.

Suppe kan jeg nu bedst lide varm. Også brændenældesuppe, der må være den ultimative hævn over den vækst, der hver sommer er skyld i, at  mine fingre, arme og ben brænder og stikker næsten konstant.

Søndag formiddag så jeg det. De var igen begyndt at stikke deres forhadte hoveder frem mellem hindbærrene, hvor de stortrives og er næsten umulige at udrydde.

Kæmpestore bliver de – mandshøje og menneskeædende.

En plan tog form – jeg ville æde dem, før de åd mig. Så ku’ de lære det.

Det tog ikke lang tid at plukke en lille skål af de små bitte, nedrigt sviende, topskud.

Godt, jeg fik nye og hele arbejdshandsker i julegave.

Så var det bare at digte en suppe, for brændenælder alene gør det ikke. Det blev til

1 liter god suppe
1 gulerod
3 kartofler
1 lille stykke selleri
1 porre
3 fed hvidløg
Lidt
fløde
og brændenælderne

Grøntsagerne renses, skæres i småstykker og koger møre i suppen.

Brændenælderne skylles grundigt i flere hold vand og overhældes med kogende vand, så de bliver knap så prikne. Når grøntsagerne er næsten møre, kommer man brændenælderne i og lader dem koge med i en fem minutters tid. Det hele blendes, smages til med salt og peber – og så skal suppen lige have en sjat fløde. Bare for at gøre den fløjlsblød – fløjlsbløde brændenælder. Så fik de lært det.

Hvordan er det ordsproget lyder? Af hævn bliver man sød, men sjældent rig? Man skal ikke smide hævnen ud med badevandet? Lykken står den hævngerrige bi? I hvert fald blev suppen god. Brændenælderne skal nok tage hævn over mig igen senere. Sådan går det, når man starter en vendetta.

God mandag.