Havrebrød med tørrede frugter

De allersidste julerester. Godt en halv pakke blandede tørrede frugter – dadler, figner og abrikoser.

Billede1

De endte deres dage i et havrebrød. Sådan et brød med tørrede frugter, der passer så godt til blå ost, brie – eller bare med smør. Og som næsten er endnu bedre ristet.

Man skal bruge:

Tørrede frugter – en halv pakke af de blandede passer til portionen. Man kan jo supplere med rosiner, hvis man synes, der ikke er nok.
150 havregryn
5 dl kogende vand
1 pk gær
3 dl koldt vand
1 kg mel
2 tsk salt

Bland havregryn og salt og hæld det kogende vand over. Rør rundt og lad blandingen trække og køle af. Rør gæren ud i det kolde vand og bland det i, når havregrynene er kølet så meget af, at gæren ikke dør – ca. 35 grader. Tilsæt de tørrede frugter og melet og ælt. Det bliver en noget klistret dej.

Billede2

Lad dejen hæve en times tid, form den til to brød og lad dem efterhæve endnu en times tid. Bag dem ved 200 grader i en 35-40 minutter.

Billede3

Og så afsted til ostemanden efter blå ost. Jeg har lagt mærke til, at når man bruger rester af noget, fører det næsten uundgåeligt til indkøb af noget andet. Skruen uden ende. Det er til at blive tosset af…. men lidt tosset skal man vel være?

God torsdag.