Fra blomst til frø

Det er tid til at samle. Samle frø til næste års blomster, samle frøstande til dekorationer og i det hele taget samle af alt det, naturen og haven tilbyder os som eftersommerbonus lige nu.

Billede16

De hvide skabioser, der har blomstret i over en måned, svævende på deres strunke, stive og tyngdekraftstrodsende stængler,

Billede15

har fået de fineste frøstande. Dem vil jeg prøve at tørre. Bare for at se, om det kan lade sig gøre. De kunne være så kønne i efterårets og julens dekorationer.

Billede17

Frøstandene skal klippes af under alle omstændigheder. Hvert af de små frø udvikler sig og falder af med egen faldskærm. De har vist sig at trives så godt hos os, at de selvsår ret voldsomt. Hele haven skal de nu alligevel heller ikke have for sig selv, så saksen skal frem.

Men kønne er de, både som blomst og frø, og det ville være dejligt, hvis de kan holde faconen og pynte i den mørke vinter, hvor de kan minde os om alle de blomstrende sommerglæder.

God tirsdag.

Save

En pakke med frø

Så kom de frø, jeg havde bestilt. En pose fuld af havedrømme. Chili, sommerblomster og en pakke med 6 forskellige squash – der skal være farvefest i squashbedet i år.

Billede2

Rosenslynger har jeg også købt frø til – de er nu så kønne.

Billede7

Sidste år brugte jeg en stor gren fra korkelmen som klatrestativ for den – det vil jeg gøre igen.

Lampepudsergræs har jeg også købt. Det skal vokse store krukker på terrassen ved B&B’en. Og så noget, jeg ikke kendte: Sommercypres. Den skal angiveligt vokse op som grøn plante og så blive rød i efteråret. Det lød lidt spændende, syntes jeg. Det er jo ikke længere siden, at det var efterår, end at man godt kan huske, at der manglede lidt farve hist og her.

Billede1

Sidste år på den her tid, købte jeg også frø. Til de mørke skabioser, Black Knight, som kom så flot, men så frygteligt sent. Dem har jeg ikke købt i år. Måske har nogle selvsået sig?

Billede5

Frø til digitalis købte jeg også sidste år. Dem får vi glæde af i år. Især er jeg spændt på den ferskenrosa – mon den kommer til at se ud som på billedet?

Billede1

Det er spændende tider, vi går i møde. I weekenden starter havesæsonen for mig, for der vil jeg så chili. Egne frø igen i år, så hvad mon de bliver til af sjove krydsninger? Vi får se. Der er også nogle nye slags chili – hvordan mon de bliver? Det er noget af det mest spændende ved at have en have.

God tirsdag.

Tak!

Her til morgen var der rod i køkkenet – frodigt rod – rod der kommer til at blomstre.

Billede1

Jeg har ikke et grovkøkken – heller ikke en lun plads udenfor med rindende vand, hvor jeg kan grise så meget, jeg lyster. Så det blev altså i køkkenet. Men pyt – køkkengulve skal jo alligevel gøres rent tit, når man har hund – og køkkenborde skal altid gøres rent tit – hund eller ej.

Det er nu gjort, ordenen er genoprettet, og udenfor står der kasser med nysåede frø af den slags, der skal have kulde for at spire.

Billede2

Og her er det så, at overskriftens tak kommer ind i billedet. For det er mestendels frø, jeg har fået af søde og haveglade mennesker, jeg har lært at kende igennem bloggen. Og det er da det bedste ved frøene, ikke? Når de vokser til, når jeg prikler dem, når de skal plantes ud, og når de blomstrer, vil jeg tænke på jer og smile endnu en tak.

Stokroser, lilla kvan, kæmpe skælhoved og de skønne staudekongelys, der blomstrede første gang sidste år, og som vil blomstre igen til sommer i selskab med de nye børn til haven. Det bliver en fest.

Billede8

Men først skal de have kulde for at spire – og der er de kommet til det rigtige sted. Regn med små iskugler i afløses af en vinterbleg sol, der kun er en skygge af sig selv, og så regner det igen. Koldt nok? Eller for koldt? Der er altid noget at bekymre sig om – men mon ikke det går alligevel? Det plejer det jo.

Nu vil jeg gå ned i det rene køkken og bage noget – solbærkage tror jeg, det skal være. Der er solbær i fryseren. Endnu en af haveglæderne – solbær altså. Søndag er da en dejlig dag.

Billede1

God søndag.

Så er frøene kommet, og festen starter

Små poser fyldt med frodighed og muligheder. Jeg har igen bestilt frø fra Kerneliv.dk. Kerneliv har givet mig lov til at bruge nogle af deres billeder – de kunne jo godt se, at ellers ville der gå flere måneder – ja år for nogles vedkommende – før jeg kunne tage dem selv.

Hvide og sartrosa digitalis har jeg købt. Til skyggehaven.

Billede1

Dem får vi først glæde af næste år, men de skal sås i maj og plantes ud i september.

Og kæmpe skælhoved – det lyder ikke godt, men det er det. En statelig staude, jeg har set andre steder, og som pludselig kom sådan til at mangle i haven. Op til to meter høje stængler med disse skønne blomsterhoveder.

Billede2

En sommerblomst, jeg ikke har set i levende live, men som skal vokse her til sommer. Slyngende løjtnantshjerte. Den får gule løjtnantshjertelignende blomster på lange ranker. Det bliver spændende at se. Jeg tænker noget med, at den skal slynge sig omkring en stor gren fra korkelmen…

Billede3

Og så har jeg købt græskarfrø. Hokkaido, som er så nyttige, og en fin lille grønspættet sag med det søde navn Sweet Dumpling.

Billede4

Begge kan både pynte og spises – en glimrende kombination, synes jeg.

Der skal ske mange ting i haven i år, og det bliver sjovt at komme i gang, når den tid kommer. For lige nu er der altså ikke meget, der kan sås. Men man kan gøre sig klar, og man kan lægge planer. Mens man sammen med hunden går op til Østrig – bakken overfor huset – for at se solnedgangen, der faktisk var at se i går.

Billede7

Solen kiggede frem sidst på dagen – for første gang i en uge – og man kunne stadig se noget ude, da klokken var over halv seks. Det går fremad. Med fem minutter om dagen.

God onsdag.

To nye drivhuse

‘Nu skal der altså sås chili’, sagde jeg til Bondemanden. Han så modfalden ud. ‘Så er det slut med pæne vindueskarme indtil en gang i maj?’

Billede2

Mjoh – det måtte jeg jo nok indrømme. For vindueskarmene i stuen er det bedste sted i huset til chilibørn. Man skal holde øje med sådan nogle små bøllespirer, ellers roder de sig bare ud i noget, kommer i dårligt selskab og får lus og den slags. Og de skal vandes og pusles og ikke mindst have opmuntrende tilråb og ros.

Rodede vindueskarme er en forudsætning for et frodigt drivhus, har jeg da altid ment. Så jo – vindueskarmene var besat indtil en gang i maj.

Billede6

Så var det, Bondemanden fik en lys ide. Det gør han tit, men den her var rigtig lys. ‘Hvad med nogle små minidrivhuse?’ spurgte han. ‘Har de ikke sådan nogle i de havebutikker, du altid sidder og sukker over på nettet?’

Google afslørede, at IKEA havde nogle gode, pæne og funktionelle minidrivhuse til 129 kr.

Nu står der to af dem i vindueskarmen.

Billede4Det ser rigtig pænt ud – omend lidt bart endnu – og nu har jeg sået chili uden skrupler. Senere kommer tomater og agurker. Og græskar, og forskellige stauder, og…. der er meget, der skal forspires hen over foråret. Måske skal jeg have et par stykker til den anden vindueskarm også?

God fredag.

Sommer på pose: billige frø

I går var jeg på indkøb i Lidl. Leverpostej til hunden, toiletpapir, bagepapir, fryseposer og den slags. Vildt spændende. Men der – midt i al almindeligheden – stod et stativ. Et stort stativ. Fyldt med frø – fyldt med sommer.

Billede4

Grøntsager og blomster i uendelige mængder. Ærter, bønner, agurker, rødbeder, salater – og blomster i alle regnbuens farver, asters, frøkenhat, løvemund. Og de sjove UFO squash, jeg havde så meget held med sidste år.

Billede1

Alle dem i prisgruppe 1 koster kun 2 kroner, og de dyreste koster en rund 10’er. Sidste år købte jeg også mange frø i Lidl, og der var ingen problemer med dem trods den ringe pris.

Lidl betaler mig ikke for at skrive om deres frø – der er da ellers plads til lidt Euro’er på kontoen – men…. hvad der er sparet er tjent, som MacNaehrig sagde, og sådan et glædeligt budskab skal da deles.

De har selvfølgelig ikke alle de frø, jeg gerne vil have. Der mangler stadig knoldfennikel, bladselleri og adskillige andre. Lilla bønner for eksempel – og måske også lilla rosenkål i år? Dem må jeg købe et andet sted. Nu er basis for en frodig sommer i hvert fald i orden.

God tirsdag.

Vindueskarmene fyldes

Endnu en gang har jeg fået en dejlig gave. Frø. Frø til spændende blomster. Georginefrø – dahliafrø, som de hedder rigtigt, af sorten Bishop of Canterbury. Dem med de mørkerøde blade. Hvid kongelys – og frø af opiumvalmuer i en helt særlig lilla nuance – ‘Claus Dalby’ valmuer.

Billede4

Frøene kom med posten fra Gitte, der har bloggen Fra Frø til Blomst. En fantastisk smuk blomsterblog, hvor jeg kan bruge lang tid på at falde i svime over de dejlige blomsterbilleder. De søde frøkuverter kan du se, hvordan man laver her. Nu skal jeg selv prøve mig frem med at så dahlia, og det bliver spændende at se, hvordan de små frø vil arte sig. Tak!

Her til morgen såede jeg tomater, dahlia og kongelys. I går var såjorden en tur i mikroovnen, i nat stod den fordelt i såbakkerne og trak vand, og her til morgen var den klar til at modtage de små og store frø.

For det kolde vejr kan jo ikke blive ved, vel? Bag istappen er der en fugl, der er begyndt at samle redemateriale. Uanset hvad, går det den rigtige vej.

Billede5

Og vi skal jo være klar til at rykke ud, når det endelig bliver tid.

God søndag.