Fuglene synger nu. Synger rigtigt altså. Solsorten sidder på taget og synger sin forårssang, lærken svæver syngende højt over marken, gulspurvene synger deres tællesang (1-2-3-4-5-6-syyyyyyv) og spætten akkompagnerer det hele med vilde trommesoloer oppe fra de høje træer.
Stæren er kommet. Det er lyden af forår.
Alle vegne er der små klynger af vintergækker og erantis.
I weekenden er det pinse. Pinsesolen skal danse, hvis den da ellers får lov for regnen, og skoven skal blive rigtig grøn. For til pinse skal skoven nemlig være rigtig grøn.
Til pinse, når skoven bli’r rigtig grøn,
så skal vi derud hver en gårdmandssøn,
og så er det skikken nu her til lands
at svinge de piger i lystig dans.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!
Den er ved at være der.
Bøgen er sprunget ud og lyser lysegrønt over fuglekirsebærrene, der kun så småt er begyndt at blomstre. Snart står de som en hvid sky mod de grønne blade.
Gulspurvekrattets slåen blomstrer – der bor vist nogen derinde, der lugter en del af ræv.
På marken ovenfor skoven kan en lille kalv få sig en lur tæt op ad sin store mor. Lykken er.
Postbudets søn – den lille brune – er blevet en stor, flot fyr, som går sammen med de andre kalve fra sidste år og nipper græs og gør, hvad sådan nogle nu ellers går og gør. Tygger drøv og den slags meningsfyldt ko-beskæftigelse.
Lydsporet til det hele er fuglesang – pip og fløjt fra buske og træer, lærkens triller højt oppe og ikke mindst gøgens kukken, der sammen med mælkebøtterne fortæller os, at det altså er maj. Om natten kan vi høre nattergalen nede fra Elverpigernes eng.
Så skidt med, at det regner lidt, for det hele emmer af frodighed, liv og vækst. Endnu en herlig morgen i Skivholme.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!
Og så kan I også nynne på den resten af dagen.
God onsdag.
Nu hvor der kommer blade – og blomster – på træerne,
ser man ikke fuglene så meget mere. Men man hører dem. Hvor man dog hører dem.
Hvis du har svært ved at genkende de fugle, der synger for dig, på lyden alene, er her en rigtig god side: Fuglestemmer.dk.
Her er der både billeder af fuglene og lydfiler med fuglesang fra 135 forskellige fuglearter. Hvor jeg dog elsker det store net, hvor man kan finde hjælp til alt (undtagen rengøringen). For det er da sjovere med alting, når man ved noget om det.
Nu ved jeg, at det er en munk, der synger så smukt i træerne ved drivhuset, hvor jeg er ved at forspire og prikle – og så kan jeg sige ‘Hej Munk’, når den begynder – man vil vel gerne være på fornavn med naturen, ikke?
God blid, blød og våd Kristi Himmelfartsdag.
De ligner dem fra sidste år – indrømmet. Men de er så fuldstændigt nye, de har deres små vakkelvorne ben, der alligevel kan styrte af sted over stok og sten. Deres øjne har stadig det blå skær. De vejer ikke mere end en 18-20 kilo. Og deres nysgerrighed, livsenergi og tossestreger kalder smilet frem. Små krudtugler.
Man bliver helt rørt, når man ser dem stå der og få mælk, mens man kan høre den højlydte, energiske sutten, der efterlader dem med mælkeskæg i hele hovedet.
Efter et solidt måltid skal der hviles lidt.
Og så er der en, der ånder lettet op. Endelig, endelig kigger de ikke mere på de kedelige køer. Nej – de leger med mig.
Men glæden er kort – for arbejdet venter.
Og så er der jo ikke andet at gøre end at lægge sig til at vente – på næste tur ud på marken.
God søndag.
Det var lige før. Lige før man troede, vinteren ville vare evigt. Men så galt er det sjældent gået. Faktisk aldrig, hvis jeg tænker ordenligt efter. Og nu er det forår for fuld musik, leveret af flerstemmigt fuglekor. Solsortens fløjt om aftenen. Lærken over marken, de pippende, svirrende svaler, rødhalsen med sine lange serenader og alle de andre, der er med i kor og orkester.
Alting er klar – knopperne er bristefærdige. Kastanjens lister sig til at folde et lille blad ud hist og her.
Gule vorterod dækker skråningerne.
Et velkomment syn, når de er der, hvor de gerne må være. Knap så velkomment et syn i bedene, men det er en helt anden historie.
Det samme gælder fætteren her – men mælkebøtter er nu et sikkert tegn på, at det er blevet maj.
Inde i haven står de der med deres spinkle stilke og ternede blomster. En af de kønneste løgplanter, man kan tænke sig. Vibeæg.
Træerne ser helt uldne ud mod den forårsblå himmel. Knopperne vokser dag for dag.
Der er ingen tvivl. Det er forår – omsider. Man kan ligefrem høre det hele gro. Og i går kom årets første lille kalv. Snart kommer der flere, for køerne er også bristefærdige.
God fredag.
Der er borgerkrig blandt havens beboere. Krigen om de bedste redepladser. Stærekassen er den absolut mest populære. I vinter har den fungeret som nattely for utallige spurve, der sover i klump derinde. Men de er væk nu for at bygge deres egne reder i buskene.
Der kommer nye beboere – eller wannabe beboere rettere sagt. Spætmejsen kommer først, og forsøger at holde bastionen. Den bliver jaget væk af flagspætten, der dog er for stor til at komme ind. Den prøver at udvide hullet ved hjælp af den ene trommesolo efter den anden, hvad huset også bærer præg af efterhånden.
Men som det sker hvert år, ender det med, at de smukke stære kommer skræppende og sætter de andre på plads. Han rydder ud i det gamle redemateriale, og begynder at samle nyt. Vi bidrager med halm og hundehår fra børsten.
Men aldrig så snart har han bygget reden færdig og har fået fløjtet en Fru Stær til sig, før der igen er rav i den.
To nye stære kommer til og forsøger at jage ham ud. Kampen går over flere dage. Det er svært at sige, hvem der bliver vinder af årets ret til luksusdomicilet. Vi holder med ham, der kom først. Han har lavet alt arbejdet og fortjener at høste frugterne af det. Men så retfærdig er verden ikke – det bliver den stærkeste stær, der vinder.
En af dem er nu inde i huset, hvor han sidder og holder vagt. Vi kan ikke se, hvem der er hvem.
Men det er helt sikkert, at der ikke går længe, før der er først æg og så unger i reden – og de to, der vandt huset i år, vil få travlt med at hente uanede mængder af stankelsbenslarver til de små. De små, der næste år vil komme tilbage og prøve at blive dem, der skal bo i kassen og blive jaget væk af nogle andre, der jages væk igen.
Den evige kamp.
God tirsdag.
En opskrift på en dejlig dag.
Man skal bruge:
1/1 fridag
100% solskin
2 stk. godt selskab
2 par fornuftigt fodtøj
4 poter
1 hundesnor og 1 sniffesnude
Der sker noget hver dag. Selvom man råber stop og beder naturen om at dvæle lidt ved de blomstrende slåen og kirsebær, går den ubønhørligt videre. Foråret er lige så stille gledet over i forsommer. Varmen er kommet – sikkert kun på gæstevisit, men alligevel.
Slåenkrattet er afblomstret, og gøgen kukker.
Nu er der syv kalve. Tre kvier – Henriette, Helene og Heidi – og fire tyrekalve. Der mangler endnu seks. De første er blevet store nok til at lege sammen – og putte sammen.
De har det herligt. Styrter op og ned – fra bunden af engen til toppen ovenfor skoven med en fart, der er en Ferrari værdig. Fortsæt med at læse “Børnebanden samles”
Nu er vi midt i marts. Så midt i marts, som man kan komme. Nu er det ikke kun de små stædige forårsblomster, der tappert peger mod forår.
Det er heller ikke kun lyset – Fortsæt med at læse “Nu hjælper det på det”
Dalsgaard i Skivholme 