Pasta med laks, asparges og limesovs

Skoven er sprunget ud.

Bøgetræernes kroner står nu lysegrønne over de blomstrende fuglekirsebær. Den skønneste, skønneste tid.

Over marken svæver gulspurvekrattet som en hvid sky af slåenblomster.

Det hele står i grønt og hvidt, let og frisk, alle skarpe kanter glattet ud af nyt løv og hvide blomster.

Sådan blev aftensmaden også.

Grønne asparges, hvid pasta og sovs, grønne limefrugter. Et forårsfad.

Man skal bruge:

2 lakseportioner (en pr. mund)
1 pk frisk pasta
1 bundt asparges
2 limefrugter
1 lille hakket løg
2 dl vand
1 tsk honning
1,5 dl fløde
Salt, peber og blå birkes til laksen.

Hak løget og svits det klart i en klat smør. Tilsæt saft fra den ene lime, 2 dl vand og 1 tsk honning, lidt salt og peber og lad det koge godt sammen i et par minutter. Tilsæt fløden og lad også den koge godt sammen med resten. Jævn evt. med lidt maizena udrørt i koldt vand, og smag til med salt og peber.

Skær de grønne asparges i stykker på ca. 2 cm og damp dem i 3 minutter.

Sæt vand over til pasta og kog den, mens du laver laksen.

Drys sorte birkes over laksen på oversiden og klap dem lidt fast. Steg laksen i lidt smør i en lille dyb pande. Når laksen er sat over, lægger man et stykke sølvpapir over panden. Så behøver man ikke at vende laksen, så alle de fine sorte korn ryger af.

Bland nu de grønne asparges i sovsen, hæld sovsen over den afdryppede (og kogte) pasta, læg laksestykkerne i midten og pynt med den sidste lime skåret i tynde skiver.

Nå, er der vel nok nogen, der vil sige. Hvis det skal være et forårsfad, hvorfor er laksen så sort? Joh det – den skal ligne de bede, der endnu ikke er sået noget i, fordi det bliver ved med at være nattefrost her inde i landet. Minus tre i går nat. Men det må da få en ende.

God tirsdag.

Laksesalat – til søndagsfrokosten

Det er søndag, klokken iler mod frokosttid, og man synes ikke, der er noget spændende i køleskabet. Eller i skabet.

Der er måske noget spændende i Brugsen. Men man har ikke meget lyst til at køre nogen steder. Bare blive hjemme og søndagsvegetere – vaske tøj, gå tur med hunden, vaske de pæne glas fra i går i hånden, bladre i avisen og selvfølgelig fodre de altid og evigt sultne køer.

Et kig i fryseren afslører en enkelt lakseportion. Endnu et kig i køleskabet fører til et større guldfund: en halv rød snackpeber, et rødløg og et glas kapers. Frokosten er reddet: laksesalat. Af den lidt mere fyldige slags, for der var også Hellmans mayo og cremefraiche. Så heldig kan man være.

Kog laksen et par minutter og lad den køle af. Hak rødløg og peber, og hak også dine kapers lidt, så smagen kommer frem.

Bland med en skefuld mayo og en skefuld cremefraiche. Sådan – det var det. Laksesalat. Spis med godt brød og glæde.

God, blæsende solskinssøndag.