Chiliolie og andre hotte godter

Jeg er vild med chili – i alle former og afskygninger og til alle måltider – også morgenmad. I år bugnede min svigerindes flotte, nye drivhus af chilier i alle farver, faconer og styrker. Hungarian Wax, Peruvian Purple og mange flere. Et pragtfuldt syn. Jeg fik også lov at nyde godt af dem både i form af spændende, friske chilier, jeg ikke selv havde i drivhuset, men bestemt også i denne form – den skønneste værtindegave, man kan tænke sig:

Et chiliorgie. Chiliolie, syltede chili, chilihonning og et glas med hjemmelavet sambal oelek. En chiliomans ønskedrøm. Scoville, så det sco ville noget!

Min svigerindes opskrift på chiliolien kommer her:

Fjern stilkene på chilierne og halver dem på den lange led. Overhæld dem med kogende vand og lad dem trække i 5 minutter. Det kogende vand er vigtigt. Camilla Plum skriver, at hvis man bare putter friske chilier i olie, er der stor risiko for botulisme. Og så er det jo så som så med fornøjelsen.

Læg chilierne imellem to lag køkkenrulle, der kan opsuge vandet, læg dem i et sylteglas – eventuelt sammen med et par fed pillede hvidløg – og hæld olivenolie over, så det dækker. Lad det trække 1 uge – smag efter – hvis olien er stærk nok, er den klar. Ellers lad den trække en uge mere. Si olien igennem et kaffefilter og hæld den på flasker.

Olien er god til mange ting – blandt andet til grøntsager i ovn.

Her er den dryppet over rødbedeternene. (Gulerødderne er dryppet med chilihonningen og drysset med salt. Kartoflerne er vendt i olivenolie, drysset med salt og venter på at få tilføjet hakket hvidløg, når de er halvbagte – hvidløg skal ikke have så lang tid i ovnen – de bliver bitre, hvis de bliver sorte.)

En god ide til, hvad man kan gøre ved sit overskud af chilier – og til lækkert hot tilbehør til en efterårsmiddag.

God fredag.

Agurketid

Nu er det juli – og agurketid. Rundt omkring bugner drivhusene af agurker. Ikke mit. I går smed jeg planterne på komposten. Så gør de da nogen nytte. Små, ranglede med masser af blomster, men ingen agurker. Jeg må nok erkende det. Det var ikke varmt nok, da de blev sat ud. Jeg havde givet dem en dårlig barndom, og det var derfor ikke så mærkeligt, at de blev adfærdsvanskelige. For sådan er det. Det læser man i avisen, der i øvrigt også er gået over til agurketid. Det er vist en trend.

Men så kan man glæde sig over, at alt andet blomstrer,

og at naboen har varme i drivhuset og masser af agurker. Og at han er et godt menneske, der gerne forærer nogle agurker væk.

Der er til agurkemadder, der er til agurkesalat, og der er til kartoffelsalat med hyldeblomst og agurk.

Og så skulle man vel være et skarn, hvis man ikke kunne finde noget andet at bruge den nye plads i drivhuset til? Starte et hold koriander og salat mere? Sætte en sart og yndig blomst lige i hjørnet, så man kan se den, når man går forbi?

God søndag.

Heldig og Fennikel

Der er mange, der har spurgt om to ting:

Hvordan går det med den lille kalv, som moderen ikke ville have?

Og hvordan går det med de fennikel, du såede?

Til begge spørgsmål er svarene heldigvis: Godt!

De små fennikelplanter blev plantet ud i Pinsen. De står fint, og de er begyndt at få spæde, men rigtige, fennikelblade.

Til gengæld er de fennikel, jeg såede ude, ikke kommet op. Det kan måske være et spørgsmål om tid, men fremover jeg vil nok foretrække kun at forspire dem. De er så små, de spirer, at man dårligt kan se dem, og står de i hver sin lille avispotte og samler kræfter til udelivet, tror jeg på, at de kommer bedre. Det er jo også en vindomsust have med stiv lerjord, vi har. Et mere beskyttet sted, gik det måske bedre med at så direkte.

Egentlig gælder det samme for kalven, som er kommet til at hedde Heldig. Efter de første 10 dage i drivhuset – stalden – blev også hun plantet ud i Pinsen. Hun voksede fint, og det var på tide, at hun kom ud og lærte kolivet at kende. Hun er som en fisk i vandet. Hun klarer sig godt og er ikke blevet en outsider i flokken. Hun har stadig grime på, så vi kan tage fat i hende, hvis det bliver nødvendigt, men den ryger også snart.

Nu lever hun det vilde kalveliv sammen med de andre kalve. De leger – jagten går over stok og sten, når de leger løbeleg med hinanden. Og så sover de. Godt, trygt og længe.

De store køer tager sig godt af hende. Revser hende, når hun laver ulykker, skubber hende i den rigtige retning, når hun vil gå for langt væk, og sørger for, at hun sover midt inde i flokken om natten. De er nogle gode og ansvarlige køer. Tingene skal gå ordentligt for sig i cow-world, og det sørger de for.

Fodringen kan de dog ikke klare. Det er stadig os, der kommer med mælken – nu i en spand og ikke i en flaske, og nu tre gange i døgnet og ikke fire. Når Heldig får øje på en af os, kommer hun styrtende, mens hun slikker sig sultent om munden. Hun er glad for sin mad. Når hun er færdig med spanden, skal vi hygge og kæle lidt. Hun læner sig op ad vores ben og bliver kløet på ryggen, og så går hun ellers ud til sine legekammerater igen.

Det ser ud til, at det er endnu en gruelig historie, der ender godt.  Vi er også heldige.

God søndag – vi har lige noget mælk, der skal varmes…