Pinsemiddag – Marineret cuvette med ramsløgskartofler

Pinsesøndag – en dejlig ekstra ‘lørdag’, hvor man kan nå utallige ting – inklusive en god middag – i tryg forvisning om, at 2. Pinsedag også er en fridag, så mandag bliver søndag i denne uge. Forvirret over min tidsregning? Det er Bondemanden – han har en mere logisk hjerne – men det forhindrede ham nu ikke i at nyde pinsemiddagen i fulde drag.

Marineret cuvette, ovnbagte løg omviklet med bacon (den der grøntsag, der smager så godt), kartofler bagt i ovnen sammen med løgene og drysset med ramsløgsalt, og grønne bønner kogt i stegeskyen fra cuvetten.

Billede1

Man skal bruge:

1 cuvette fra ungkvæg marineret i Colorado Kates marinade
1 løg pr. person
2 baconskiver pr. løg
Kartofler
Ramsløgsalt

En cuvette er ikke naturligt det møreste kød i verden, og derfor har det godt af en marinade. Jeg brugte Colorado Kates egen blanding, masserede den godt ind i kødet og lod det ligge og trække ved stuetemperatur hele eftermiddagen – inde i et køkkenskab, så kattedyret ikke skulle få ideer.

Den blev stegt på den sædvanlige måde. Brun stegen på 225 grader i et kvarter, hæld lidt vand ved i bunden af fadet, skru ned til 160 grader og tag den ud, når kernetemperaturen når 62 grader. Lad den hvile et kvarter, mens du finder fedtseparatoren frem og skiller skyen fra fedtet. Har du ikke sådan en, kan du bare skumme skyen grundigt af.

I stedet for at lave sovs af skyen, brugte vi den til at koge nogle grønne bønner i – de kunne så sammen med skyen udgøre en slags sovs.

Løgene blev pillet og skåret over på midten, omviklet med et stykke bacon og sat i et ovnfast fad – med bagepapir under. Fadet delte de med nogle små (gamle) kartofler, der var vendt i olie og drysset med ramsløgsalt. Lad dem dele ovn med stegen lige fra starten, og skru igen op på 225 grader, når stegen er taget ud. De er klar, når stegen er færdig  med at trække – løgene skal være gennembagte (prøv med et grillspyd), og kartoflerne skal være lysebrune.

Alt i alt en dejlig middag efter en lang dag i haven.

Nu er de lyserøde løjtnantshjerter sprunget ud.

Billede7

Og i et hjørne af haven under nogle store buske, vajer skovtulipanerne over – ja – det er det – jeg indrømmer det – en tæt skov af skvalderkål. De står for tur senere på sommeren – jeg vil ikke komme til at grave skovtulipanerne op, før løgene igen er klar til at blive lagt. For smukt ser det ud, ikke?

Billede2

Til sidst en lille pinsesang, at gå og nynne på her i den sidste del af Pinsen, så man ikke kommer helt i hverdagshumør for tidligt.

Det dufter lysegrønt af græs
i grøft og mark og enge.
Og vinden kysser klit og næs
og reder urtesenge.
Guds sol går ind i krop og sind,
forkynder, at nu kommer
en varm og lys skærsommer.

Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
Hvert kim og kryb i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så høj som himlens lærker.

God rest-pinse!