Gammeldags rundstykker

Faktisk bor en del af vores gæster i B&B’en her, når de er i Jylland for at besøge børn og børnebørn inde i Århus. Et par fra Sjælland, der tit bor her af netop den grund, har et barnebarn, der er rigtig glad for ‘Mormormad’.

Hvide rundstykker uden korn i er lige ham. Fuldt forståeligt. Gode, hvide rundstykker skal der også være plads til i mængden af avanceret morgenbrød. Der er noget tilfredsstillende enkelt og basalt over dem.

Som om de siger, ‘jeg er et BRØD, ikke et fashion statement’.

Når hans bedsteforældrene bor her, får de en ‘barnebarnsbolle’ med til ham. Her får I – og de – opskriften. (K og K – det betyder ikke, at I ikke får en bolle med næste gang!)

6 dl vand
1 pk gær
1 tsk sukker
1 spsk salt
1 kg mel – med højt proteinindhold. Amo, Dannevirke eller den fra Lidl
Æg og blå birkes til smøring og drys.

Rør gæren ud i vandet, tilsæt sukker og salt. Rør melet i og ælt det grundigt. Til du får ondt i armene eller ondt i ørerne af at høre på røremaskinen.

Lad dejen hæve en time eller to. En er ok, men to er bedre – sådan er det jo med så meget.

Vælt dejen ud på et meldrysset bord og del den i 20 stykker. Rul dem til boller og læg dem på en bageplade på bagepapir – i dag blev bollerne aflange, for jeg var i aflangt humør.

Lad dem nu efterhæve på pladen i endnu en times tid. Går der længere, sker der ikke noget ved det.

Pensl med sammenpisket æg – giv resten af æggeblandingen til hunden – drys med birkes og bag i en 20 minutters tid på 200.

Så er der rundstykker – hvide rundstykker med brød i, med sprød og sej skorpe – lige til at spise.

God tirsdag.