En julebog

Der er en bog, der altid ligger på mit natbord i december.

billede1

Mord til Jul.

Det charmerende omslag gør den til ren julepynt, og novellerne er fra en tid, hvor bestialske drab ikke blev udpenslet i bøger og film, og hvor fokus var på opklaringen. Nu kan man godt hævde, at et mord er et mord, men der er en alligevel en uskyld og en nærmest blufærdighed over de gamle noveller. Agatha Christie, Ellery Queen, Ngaio Marsh, Conan Doyle….

Det var ikke en mere uskyldig tid, som nogen hævder. Bogen er fra 1952 – 7 år efter afslutningen på 2. Verdenskrig. Vi ved jo godt, at de civile tyskere, der gemte sig i Berlins ruiner, blev slagtet af russiske soldater, præcis som det sker i Aleppo lige nu. Og som det skete efter Roms fald og.. og… og… Der er intet nyt under solen. Det bliver det ikke bedre af. Der har bare aldrig været en uskyldig tid, og menneskehjernen har ifølge hjerneforskerne ikke udviklet sig det mindste siden stenalderen. Trist nok.

Men tilbage til bogen. Mord til Jul hører til på natbordet i december.

billede2

Den er en del af den ret omfattende samling gamle krimier, jeg arvede fra min mormor. Dem hun havde stående i et skab ude i gangen – et skab, jeg kastede mig over hver gang, vi var på besøg hos hende – efter jeg lærte at læse. Så fandt jeg mig en krog for at begrave mig i spænding, engelske godser, logiske udredninger og flotte politimænd med smukke koner. Dejligt.

Sådan har jeg det stadig. Engelske krimier – til nød amerikanske – tiltaler mig så meget mere end Nordic Noir og Sarah Lund trøjer. Sjovt nok er Sarah Lund trøjerne og de tilhørende film kæmpe succeser i USA og England. Vi fascineres nok alle af det, der er anderledes end det, vi kender hjemmefra.

Har du en yndlingsjulebog? Så lad mig høre. Jeg er altid på jagt efter nye læseoplevelser.

God torsdag.

Claus Dalby: Hvid Jul – og lidt om inspiration

Forleden kom jeg hjem med Claus Dalbys nye julebog, Hvid Jul. Jeg havde egentlig tænkt mig at spare lidt på den, at gemme den til vi kom tættere på december. Men det regnede noget så frygteligt, og det stormede også. Lige vejr til at putte sig i sofaen og lade sig opsluge.

Billede1

Bogen hedder Hvid Jul, og det er julepynt og dekorationer med hovedfarven hvid, der er i højsædet. Hvidt sat sammen med grønt og grålige nuancer (med et strejf af blåt i et af kapitlerne). Elegant, rent og direkte opløftende. Der er fine, men også rustikke dekorationer til både ude og inde.

I det hele taget er den fyldt med de skønneste billeder af buketter, opstillinger og dekorationer – og der er de smukkeste billeder fra Claus Dalbys egen have, hvor sneen ligger tykt og oplyses af et væld af julelys. Rigtig, rigtig smukt er det. Guf for øjnene.

Så jeg startede med at bladre og sige neeej, åååh og næææh – og ‘sådan en vil jeg også lave’.

Billede2

Men det er ikke kun en neeeej, åååh og næææh bog, fandt jeg hurtigt ud af, da jeg begyndte at læse. Den er fuld af hyggelig julesnak og fortællinger fra Claus Dalbys eget liv. Om kreativitet og inspiration – og af sjove fakta som, at der faktisk kun er hvid jul hvert 12. år i gennemsnit. Et par julesange bliver der også plads til. Og der er vejledninger, så man selv kan gå i gang. Vejledninger, der er lige til at gå til efter en tur i skoven, hegnet eller haven. Claus Dalby er rigtig god til at afmystificere pyntningens ædle kunst. Hurra for det!

I bogen er der også flere henvisninger til websites, hvor Claus Dalby køber materialer, og det er rigtig nyttig viden.

Selvfølgelig promoverer han også sit eget brand. Men hvad sker der nu ved det? Det ville jeg da også gøre, hvis jeg havde et. Helt afgjort. I den grad.

Bogen er en ren fornøjelse, og den giver kriblen i fingrene efter selv at gå i gang.

Mon hunden vil med en tur over til skoven, hvis jeg bærer kurv og saks?

God søndag.

Min mormor hilser og siger undskyld

Jeg har fået en bog af People’s Press. En dejlig bog. Endnu en varm, kærlig, fantastisk sjov og sprudlende bog fra Fredrik Backman, den svenske blogger og forfatter, der står bag En mand der hedder Ove og Britt-Marie var her.

Min mormor hilser og siger undskyld, hedder den.

Billede1

Den er sjov og underfundig på trods af dens egentligt ret alvorlige emner. Det er en historie om venskaber, om ensomhed, om at være anderledes, om at elske og om at håndtere det, når man mister dem, man elsker, til den ubønhørlige død. Og den handler om, hvordan mennesker går skævt af hinanden, og om hvordan intet er helt, som det ser ud ved første øjekast.

Bogen bliver fortalt af Elsa, der er syv, næsten otte. Hun er ikke noget standardbarn. Hun kan læse – og ikke mindst tænke over det, hun læser. Hun bruger Google og Wikipedia, når hun vil vide noget, og hun har allerede læst en hel del af det, hun kalder ‘kvalitetslitteratur’. Harry Potter for eksempel. Og Spiderman. Selvfølgelig bliver hun derfor også mobbet i skolen. Elsas eneste ven er mormor på 77, der bestemt heller ikke er nogen standardmormor. Det er mormødre sjældent, hvis de er den slags, der skyder med paintball geværer mod irriterende naboer, bryder ind i zoologisk have og kører bil uden kørekort for bare at nævne nogle af de mindre ting.

Mormor, der har været kirurg i verdens brændpunkter, og Elsa er ‘to mod verden’. De har deres eget hemmelige sprog og deres eget eventyrunivers i Landet-næsten-vågen. Det er Mormor, der fortæller eventyrene, og de har – ligesom rigtige eventyr skal have – en hel del med virkeligheden at gøre.

Mormor dør, men inden får hun Elsa sendt ud på en ‘skattejagt’, hvor hun skal finde og aflevere en række breve, Mormor har skrevet til alle i ejendommen, hvor de bor. Alle brevene indeholder en undskyldning. For noget Mormor har gjort eller måske især ikke gjort i forhold til hver af dem.

Skattejagten fører til usandsynligt morsomme situationer, morsomme, underfundige og alligevel med et stik i hjertet. For ejendommens beboere har alle deres fortid og historier, og ingen af dem er særligt muntre. Ulvedrengen, Havenglen, Rådvilddyrene  og Nuerne fra Mormors eventyr – kongerigerne i Landet-næsten-vågen og sågar det hemmelige sprog – der er en forklaring på alt.

Vi møder Britt-Marie igen. Britt-Marie, som hun var, før hun flyttede til Borg. Jeg elsker når det sker. Når personer fra forfatteres andre bøger dukker op i de nye historier.

Fredrik Backman giver mere end nogensinde før los for sin finurlige og livsglade fantasi og fortælleevne. Det er en historie om – og med – eventyr. Om eventyrenes magt. Hvor slutter eventyret? Hvor begynder virkeligheden? Og kan man (og bør man) virkelig altid skelne helt 100 procent?

Mormor hilser og siger undskyld er en fantastisk bog, der flyver afsted på sprogligt sikre vinger. Find dig en god lænestol – eller et sofahjørne, der ikke er optaget

Billede3

og gør klar til at få en dejlig historie.

Billede2

God søndag.

Italiensvej – en boganmeldelse

Italiensvej. Sådan hedder Anne Grues nye roman, der udkommer den 28. maj. Min søster, Elsebeth Engell, har anmeldt den, og ikke mindst den anmeldelse gør, at det er en bog, jeg virkelig glæder mig meget til at læse. Anna Grue er altid god, men bogen her er noget nyt og vist ganske særligt.

Billede5

Derfor, mine damer og herrer, overlader jeg hermed ordet til dagens gæsteskribent (og fotograf) Elsebeth Engell: Fortsæt med at læse “Italiensvej – en boganmeldelse”

Boganmeldelse: Konkylien

I sidste uge fik jeg tilsendt en ny bog for at læse og anmelde den. Konkylien. Den er skrevet af Nina Christrup, og det er hendes første bog. Den handler om et evigt aktuelt emne: aktiv dødshjælp og de etiske overvejelser, der hører til hele den problemstilling. Men den gør det på en ret utraditionel måde.

Billede2

Hovedpersonen, Maria, er sygeplejerske på mave-tarmkirurgisk afdeling. I det gamle hus, hvor hun flytter sammen med sin kæreste, finder hun en kasse på loftet. Den indeholder blandt andet en gammel dåbskjole, et rødt bånd og en konkylie. Ting, der gemmer en historie og en række hemmeligheder. En af de hemmeligheder gør hende i stand til at gøre noget for de uhelbredeligt syge og døende patienter. Hun kan hjælpe dem over i ‘De To Soles Land’, hvor smerten er væk, og hvor de får chancen for at blive genforenede med dem, de elsker. 

Det kræver altså bare, at hun slår dem ihjel først – her i denne verden. Hun hjælper flere, men det griber om sig. For Maria opdager snart, at der også er familiemedlemmer, der har brug for hendes særlige hjælp.

Mange tråde flettes sammen i bogen, og de handlingsforløb, der i første øjeblik ser ud til at være adskilte, viser sig at finde sammen og føre frem til en næsten uundgåelig og alligevel overraskende slutning.

Nina Christrup er uddannet sygeplejerske, og afsnittene fra Marias arbejde på hospitalet er særdeles velskrevne og – tror jeg, der godt nok aldrig har været på hospitalet – meget realistiske. Den mere fantasyprægede del af bogen – den, der foregår i De To Soles Land, glider ikke så let ned hos mig. Men jeg tænker undervejs, at når besøgene i De To Soles Land hænger sammen med Marias stærke migræneanfald – er det tankespind? Eller skal det opfattes som virkelighed?

For alt i De To Soles Land er heller ikke idel fryd og lykke, selvom det ser sådan ud i starten – og der begynder det at blive rigtig spændende.

Det er en velskrevet og  ret anderledes bog, og den er absolut værd at læse.

Billede4

God tirsdag.

En mand, der hedder Ove

Weekenden tilbragte jeg mestendels sammen med en mand, der ikke var min egen. Men bliv nu ikke forarget eller få ondt af den stakkels Bondemand over, at han har sådan en skidt kone. Manden var nemlig  ‘En mand, der hedder Ove’.

Billede4

En bog af Fredrik Backman. Endnu en morsom svensker – noget, man for ganske få år siden ville have forsvoret fandtes – altså før Jonas Jonasson præsenterede os for den  hundredårige og analfabeten.

Men tilbage til Ove. Ove er en bitter mand. Møgirriterende. Kontrollerer naboernes affaldssortering. Flytter cykler, der holder, hvor de ikke må. Skælder og smælder, når nogen kører i det bilfri område i boligforeningen. Rydder sne med millimeterpræcision. Boligforeningens sure mand. Naboen fra helvede.

Og alligevel kommer man til at holde uendeligt meget af Ove. Der ligger en historie bag Oves bitterhed. En noget trist historie. Livet har ikke været mildt mod ham. Han er 59, han er lige blevet fyret efter 30 år i jobbet, og hans elskede kone er lige død. Hende, der var farverne i hans liv, hvor han er i sort/hvid, som han selv udtrykker det.

Han vil også dø, og han prøver igen og igen at tage livet af sig. Det er han bare ikke ret god til. Det mislykkes gang på gang, ikke mindst, fordi hans nye naboer, en gravid iransk kvinde, hendes milde svenske mand (‘droget’), deres to børn – og katteskravlet, bliver ved med at blande sig i hans liv og have brug for hans hjælp.

For Ove er dygtig. Han kan lave alt og reparere alt. Han synes bare ikke, der er nogen grund til at snakke om det. Og så kan han godt lide, at der er lidt orden i tingene. Med Oves egne ord: “Mænd er det, de er, på grund af det, de gør. Ikke på grund af det, de siger”.

Bogen handler om venskab, om at blive ældre, om sorg, glæde og om kærlighedens mange ansigter. Den er rørende, morsom, sørgelig, og varm. Og samtidig er der velfortjente, grove hug til det system, vi – og svenskerne – har fået strikket sammen.

Ove kan du købe hos SAXO.com, der sendte mig bogen, så jeg kunne læse den og skrive om den – og om dem også, selvfølgelig. Så det her er altså det, man kalder et ‘sponsoreret indlæg’. Det gør jeg gerne. Jeg kan godt lide Saxo og har handlet hos dem flere gange. De har et kæmpe udvalg, og det er så meget nemmere at handle hos dem end at køre til ind byen, finde – og betale for – parkering (det kan Ove heller ikke lide), og bagefter køre hele vejen hjem igen. Jeg har også købt bøger til gaver hos Saxo. Det er ret smart, at man kan have én fakturaadresse og en anden leveringsadresse. Det sparer både køretur, parkering og en tur på posthuset. Hurra for nethandel.

Billede1

Fik jeg fortalt, at Ove kører Saab? Og altid har gjort det? Og at han mener, at en mands valg af bil viser, hvad han indeholder? Bondemanden kører også Saab. Det har han gjort i 20 år. Og han er helt enig med Ove.

Billede3

Næste weekend bliver det nok Bondemanden, der hygger sig med Ove, mens jeg er i gang med en anden bog. For hvad ville livet være uden bøger? Det tør jeg slet ikke begynde at tænke på.

Du kan læse et uddrag af bogen hos Saxo – her – ganske gratis. Mon ikke du har tårer i øjnene af grin, inden du har læst den første side færdig?

God mandag.

Bridget Jones – igen?

Gider man virkelig læse en ny Bridget Jones? Var hun ikke temmelig typisk for den tid, og endte det i øvrigt ikke også godt for hende? Hvad kan der være at skrive om nu? Mangler forfatteren penge, siden hun finder Bridget frem igen? Eller er der virkelig noget at komme efter?

Bridget Jones

Jeg var lidt tvivlende, men lånte alligevel bogen på biblioteket, og nu er jeg vundet tilbage i fanskaren.

Bridget er blevet ældre, 51 (selvom hun selv siger 35), og hun er enke med to små børn. Hun er lige så sød, sjov og kaotisk, som hun var, da hun var i 30erne. Da bogen starter, er det fem år siden, Bridget blev enke, og nu vil hendes venner have hende ud af sørgekåben og finde en ny mand til hende. Det går ikke helt som planlagt.

Bridget er lige så god til at sige og gøre det kiksede, som hun altid har været. Nicolette (en af de der møgirriterende supermødre fra børnenes skole) kalder hun Nicorette. Og hendes trængsler med karrieren, vægten, Twitter og SMS’er, lus på skolen og børne-logistikken er forrygende morsom læsning.

Beskrivelsen af møderne med filmselskabet – Bridget har fået accepteret et filmmanuskript – er helt ud i det groteske. Men… det groteske ligger (udfra egne erfaringer) meget, meget tæt på virkeligheden, og det er der, der bliver sjovt.

Kort sagt er bogen en velgørende modgift mod tidens forudsigelige, nøglehulsformede og neurotiske korrekthed og perfektionskrav.

Så jeg sidder i sofahjørnet og læser, griner højlydt og kniber en tåre på én gang, og læser og læser.

I dag holder jeg fri, og udover at skrive den nye artikel til Hebe, bage flutes, støvsuge hundehår og vaske hundepotedabber af gulvene, vil jeg læse bogen færdig. Hyggedag forude.

Billede4

Der er lidt ventetid på bogen på biblioteket, så skynd dig at bestille den, hvis du også kunne trænge til et frikvarter sammen med Bridget Jones anno 2013.

God fredag.