Her til morgen så jeg på nettet, at den irske forfatter Maeve Binchy er død. 72 blev hun kun.
Hun har underholdt mig og millioner andre læsere med sine varme, sjove, menneskekloge og kærlige historier fra Irland igennem mange, mange år. Hvordan skal vi undvære hende? Hvordan skal vi undvære nyt fra hele persongalleriet, som vi er kommet til at kende så godt? Fordi hun har ladet sidste bogs hovedpersoner optræde som bipersoner i den næste og på den måde gjort os glade for at høre fra dem igen? Muttie Scarlet? Alle dem fra og omkring Quentin’s?
Og de første bøger – Irland i halvtredserne – små piger, store drømme, religion, snæversyn, ufrivillig humor, afsløring af hykleri og dobbeltmoral, altid med et skævt smil, forståelse og et kærligt blik til de lidt skæve eksistenser.
Hun har glædet rigtig mange læsere igennem sin lange karriere, og hun har virket som inspiration for mange af de nye irske forfattere, som vi også læser med stor glæde. Alle os, der kan lide en god historie.
40 millioner bøger har hun solgt. Tænk på, hvor mange mennesker, der egentlig har læst dem. For en bog bliver jo tit læst af flere end én person. Og alle de af hendes bøger, der står på bibliotekerne verden over?
Hun efterlader et hul på boghylden her hos mig i Skivholme.
Dalsgaard i Skivholme 