Gult, hvidt og grønt i forårshaven

I haven, i hegnene, på markerne – alle vegne lyser det gult. Sådan en diset morgen i maj er udsigten fra min computerplads ovenpå et studie i gult og grønt.

Rapsen blomstrer, så luften er tyk af pollen. Man kan dufte den helt ind i stuen. Mælkebøtterne lyser gult i græsmarkerne (til Bondemandens store fortrydelse) og ranunkelbusken er sprunget ud i al sin solskinsgule pragt.

Også Mahoniebusken blomstrer.

Det er som om blomsterne vil minde solen om, at den gerne må skinne. Og alligevel er det regnen, der har kaldt alt det grønne frem. Det er næsten overvældende, som alt er blevet grønt i de sidste dage. Som en grøn eksplosion. Selv egetræerne langs vejen er ved at springe ud.

Hægen med den dejlige duft af forsommer blomstrer i hegnet. Fine, hvide klaser af duftende blomster.

Duften af hæg bliver til ‘duften’ af kattetis, hvis man tager den ind. Hæg skal nydes i det fri.

Tulipanen Spring Green er sprunget ud i det hvide bed.

Der er forårsfest derude. I haven og i hegnet. Det er lige skønt hvert år. Lige overvældende og fantastisk. Planter, blomster, græs og træer – mild luft og fuglesang. Som der står i andet vers af den dejlige ‘Det dufter lysegrønt af græs’:

Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
Hvert kim og kryb
i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så høj som himlens lærker.

Det er sådan det er lige nu. Solen ved at bryde igennem disen her i Skivholme, og endnu en dejlig majdag ligger forude. Det er da næsten synd at tage på arbejde…

God onsdag.

Vitello tonnato – en lettere udgave

I fredags på Store Bededag var vi i Aarhus Teater – til Jesus Christ Superstar. Inden mødtes vi med en flok familie her til en tidlig og let aftensmad. Det var dejligt sommervejr, og vi skulle spise allerede klokken fem. Ikke vejr til gryderetter – der måtte noget koldt og lækkert til. Det blev til en lettere udgave af den klassiske Vitello Tonnato – koldt kalvekød med tunsauce.

Den klassiske udgave er med tun og mayonnaise – her er brugt creme fraiche 6% i stedet for.

Men først kødet. En roastbeef af inderlår er perfekt.

Den skal koges. Det kræver lidt mod at koge så lækkert kød, men det bliver godt. Rigtig godt.

Til kogelagen skal du bruge:
Vand, så det dækker kødet
3-4 fed hvidløg
1 stængel bladselleri
1 løg
Et par kviste rosmarin
Salt

Bring vandet i kog med løg, hvidløg, bladselleri, løg, rosmarin og et drys salt. Læg kødet i og lad det koge i 30-35 minutter. Kernetemperaturen skal være 60 grader. Tag kødet op og lad det køle helt af, før du skærer det i tynde skiver.

Til tunsaucen skal du bruge:
1 dåse tun
2,5 dl cremefraiche 6%
En stor spsk kapers
1 tsk koncentreret tomatpure

Blend det hele sammen til en blød og lækker konsistens, smag til med salt og peber og stil det på køl.

Jeg lavede dobbelt portion, for vi var mange, og der skulle da ikke mangle noget.

Skær kødet i tynde skiver, dryp med tunsauce og pynt eventuelt med ekstra kapers. Stil en skål med tunsauce på bordet – den mængde, der ser dekorativ ud på fadet, er slet ikke nok, for det smager af mere…

En salat og et godt brød passer fortrinligt til. Det smager af sommer – sommer i Italien.

God mandag aften.

Er æggeskyer det nye sort?

De seneste dage har der været rigtig mange opslag på min opskrift på æggeskyer. Den er fra 2014.

Faktisk har et par tusind mennesker været inde og kigge på opskriften i løbet af ugen. Det har undret mig en del. Hvorfor lige det indlæg? Og hvorfor lige nu – næsten tre år efter, det blev skrevet?

Så prøvede jeg at google æggeskyer. Måske kunne jeg finde ud af det ad den vej. Det viser sig, at BT har opdaget æggeskyerne.

Du kan læse artiklen her.

De har ikke linket direkte til mit indlæg – så var nettet nok brudt sammen, når man tænker på, hvor mange der læser BT, og hvor mange, der normalt er på linjen hertil. Men den afledte interesse må være skyld i det. Andre forklaringer kan jeg ikke finde.

Det er da også en både dekorativ og lækker ret, de fine skyer, så prøv dem og vær med på moden.

Selv kan jeg kun sige, at det da er ret sjovt at være firstmover for en gangs skyld. Jeg plejer da ellers altid at være sidst med det første og ikke først med det sidste. Det er nærmest en livsstil. Men denne gang er det omvendt. Det var jo helt tilbage i 14, jeg første gang lavede æggeskyer. Længe før BT fik øje på dem.

Med næsen i sky: God lørdag.

Stafetten går videre

For et par uger siden skrev jeg om det nye blogsamarbejde, jeg er med i sammen med Mit Landliv, Aargang 73, og Fifty Fabulous, og jeg fortalte om den stafet, der skal køre over de næste 12 fredage. 12 indlæg skrevet efter tur af en af os fire.

I fredags lagde jeg ud med det første indlæg om ‘noget med noget i’.

I dag er det så min tur til at slappe af. Rent skrivemæssigt – ellers ikke ligefrem, men det er en helt anden historie. For i dag er det fredag og tid til andet afsnit i stafetten om værtindegaver. Malin med bloggen Aargang 73 skriver i dag om værtindegaver med lækre, hjemmelavede chokolader.

Foto: Malin Bisander

Du kan se Malins stafet-indlæg her. De lækre snickerskugler vil jeg gerne sætte tænderne i – hellere før end senere…

I næste uge er det så Nanas tur og ugen efter Pias. Resultatet af de 12 uger bliver 12 vidt forskellige indlæg med ideer til værtindegaver – ideer, man godt kan skrive sig bag øret, nu hvor tiden for de mange sommerfester nærmer sig.

God fredag – som jo altså ikke bare er fredag, men også Store Bededag.

Tærte med tomat og basilikum – lækker og hurtig

Får du gæster i morgen til Store Bededag? Og skal de have lidt lækkert nip til en drink eller en forret? Så har jeg en ide her. En butterdejsbund med lækkert ostefyld, søde tomater, hvidløg og frisk basilikum. Med færdig butterdej, er sådan en hurtigt lavet.

Jeg faldt over en ny friskost på tilbud. Sådan et to for tyve tilbud. En Buko med basilikum. Basilikum og tomat er altid en god kombination, og med lidt færdig butterdej i køleskabet fandt jeg på den her lille tærte til fredagsnippemaden i sidste uge.

Du skal bruge:
Butterdej
Tomater
Friskost med basilikum
Basilikumblade
Presset hvidløg og olivenolie

Smør butterdejspladen med osten – smør kun til en centimeter indenfor kanten. Læg tomatskiver ovenpå, pres lidt hvidløg ud over tomaterne, drys lidt salt over dem og drys så med masser af hakket basilikum. Dryp tomatskiverne med lidt olivenolie – kun tomaterne, ikke osten og dejen.

Bag tærten i ovnen på 200 grader i 20 minutter.

Hvis du vil lave tærten som snack til gæster, kan du bruge cherrytomater skåret i halve (pres kernerne ud med en finger, så de ikke væder så meget) i stedet for tomatskiver og skære tærten i små firkanter med en halv cherrytomat på hver. Det er mere dekorativt. Men smagen er den samme. Fyldig, krydret og lækker.

God torsdag.

Åben have? Uha – nej.

For en tid siden læste jeg, at den kendte og fantastisk dygtige havearkitekt Kjeld Slot var holdt op med at have åben have. Og hvorfor? Jo, folk brokkede sig over, at der var ukrudt i haven. Den var ikke perfekt nok.

Hmmm, tænker jeg så. Hvad er det for et sygeligt krav om perfektion, der har overtaget overalt? Et krav, som bringer rigtig meget utilfredshed med sig?

Din krop skal være perfekt, og er du 60, skal du ligne en på 30. Din bolig skal være perfekt – med wellnessrum i stedet for badeværelse, og med den helt rigtige kombination af nyt og gammelt – dyrt forstås. For din økonomi skal også være perfekt. Hvorfor er der mon så mange, der hopper på kviklån af den ene og anden slags, hvis de ikke synes, de bør have en hel masse, de ikke har råd til?

Dine børn skal være perfekte. Yummy Mummies har per definition perfekte børn, og de skal henholdsvis drives og roses frem til at blive stjerner – også selvom de måske er ret almindelige unger. Hvorfor er der mon så mange unge, der får en depression?

Din have skal være perfekt. I hvert fald, hvis du vil vise den frem. Selv en havearkitekt med fantastiske ideer må ikke have nullermænd i krogene – eller skvalderkål i hækken.

Sidste år besøgte jeg flere haver, og de skønneste af dem havde fået hård kritik. En fik personlig kritik for at være uprofessionel, og en anden blev kritiseret for at have for meget græs. Jamen – hvor er vi henne? Er øjnene blevet lukket for skønhed og erstattet af falkeblik, der fokuserer på selv den mindste afvigelse?

Derfor når nogen spørger, om vi vil være med til at have åben have? Så er svaret nej tak. Venner, familie og B&B gæster må gerne gå rundt, som de lyster. Men den frådende kritikerhob må gerne blive hjemme.

En have er en meget følsom og personlig ting. Man lægger sit hjerte i den, og man bliver ked af det, hvis man får uvenlig kritik. En have er også altid i udvikling, og der vil altid være steder, der står lidt tomme, indtil tingene vokser op. En stor have har altid steder, man ikke rigtigt har styr på.

Det vil jeg ikke udsætte mig selv for, for jeg er så glad for vores have i dens tilstand af stadig udvikling.

Nu, hvor åben have sæsonen begynder, vil jeg gerne opfordre til, at man ser på de store linjer, når man er ude. At man kigger efter ideer og gode indfald, nyder haveejerens engagement og ikke søger efter ukrudt eller noget at brokke sig over.

Ja – det mener jeg faktisk om hele livet – perfekt behøver det slet ikke at være for at være godt. Rigtig godt.

God onsdag.

Af alle tulipaner…

De sværeste spørgsmål, man af og til bliver stillet, er spørgsmål af typen ‘hvilken forårsblomst holder du mest af’ eller ‘hvilken tulipan holder du mest af’. For af alle tulipaner i hele verden holder jeg mest af…. dem alle sammen.

Fra de små botaniske tulipaner med deres glade solskinsansigter,

over de mellemstore til de store og måske flottere. Enkelte, fyldte, diskrete og farvestrålende.

Tulipaner, der var så kostbare, at de engang kun var for konger og fyrster, kan man få i næsten alle mulige farver og faconer, og enhver kan være med, når der er minus 50% i efteråret. Minus 50% er mit yndlingsmærke…

Tulipanerne står så fint lige nu. Sartgule liljeblomstrende under buskene.

De ubestemmeligt rosa i krukken ved drivhuset.

De små, hvide Calgary i det hvide bed – hvor der også snart kommer flere og højere tulipaner. Mount Tacoma hedder en af dem. Tulipaner har også flotte navne…

Der står mange tulipaner rundt omkring i havens forskellige afdelinger, og de kommer forskudt over lang tid.

Der også er nogle, der går til. Enten forsvinder de af sig selv, eller også bliver de ædt. Mosegrise er glade for tulipanløg. Den her ser jeg aldrig igen – den er ædt. Og den var ellers så køn, næsten som en pæon.

Af en eller anden grund smager de fineste løg vist bedst. Men mosegrise kommer ind fra markerne, og det må man leve med, selvom man kan knibe en tåre over ødelæggelserne.

De gammeldags røde tulipaner, der vokser i på skrænten mellem oceaner af skvalderkål, kommer igen. Af en eller anden grund gider mosegrisen ikke grave op ad skrænten. De røde tulipaner er altid sene på grund af deres plads i skyggen. Sidste år lagde jeg mange flere af dem, og jeg er spændt på at se, hvor mange der kommer.

Mange bryder sig ikke om de stærkt røde tulipaner. Men i vildnisset, i skvalderkål til halsen, der passer de rigtig godt med deres livskraftige farve og væsen. Jeg håber, der kommer mange. Som røde dutter i alt det grønne.

Men hvilken af dem, der er yndlingstulipanen? Det ved jeg ikke, for jeg holder nu så meget af dem alle sammen.

God tirsdag.

Skovhaven bliver mere og mere have og mindre vildnis

Sikke dog et helt vidunderligt vejr vi har haft her i weekenden. Sol, varme – og mest specielt: ingen vind.

Det er blevet udnyttet til fulde. Skovhaven fik udvidet et bed, og der blev flyttet en masse planter, der stod klar i drivhuset, i potter og i andre bede. Og så blev der delt et par stauder, sået og priklet. Måske ikke lige årstiden til at dele stauder- men med lidt vand og kærlighed håber jeg, det går.

Her var vi nået til lørdag eftermiddag.

Græstørv (læs: mostørv) er fjernet og lagt op på skrænten, og bedet er pludselig blevet tre gange så stort.

Her var vi så søndag middag. Der er blevet gravet nogle huller i dag…

Man begynder så småt at kunne se ideen i skovhaven. En lang snoet sti med et stort bed op mod skrænten på den ene side og mindre bede med stier imellem på den anden side af stien ud mod vejen.

Centrum i den nye udvidelse er den fine, flettede pil, der har stået i potte i snart tre år. Nu får den lov at få rigtig jord mellem rødderne.

I bedet er der ellers kommet bronzeblad, den høje, lyserøde kertepileurt, primula, hvide staudekongelys, og lidt mere fra hist og her. Der skulle bare noget i med det samme, og nu må det meget gerne vokse i en gal hast.

Forårsløg fra potterne er også gravet ned i bedet – håber, de kommer igen til næste år. Alt det, der er flyttet omkring på nu, skal passes og plejes med vand. Ellers går det galt, og det ville da være ærgerligt. Godt, jeg har to store vandkander…

Dagen sluttede med at brænde bål – et kæmpebål af grenene fra vores vilde rosenhegn, der er blevet skåret ned i år, grene fra dengang vi fældede plads til pavillonen og meget mere. Grenene skulle alle sammen flyttes fra der, hvor de lå, til der, hvor bålet blev lagt an. For tænk nu, hvis der var fugle eller mus i stakken? Det var der ikke – men man kan ikke være for forsigtig.

Tror I, der er nogen, der er øm i stort set hver en muskel nu selv efter et varmt bad, pizza og en hektoliter rødvin (cirka, altså…)? Og som ikke rigtigt kan forholde sig til, at vækkeuret ringer klokken seks i morgen? Hvor det faktisk er mandag???

Sov godt, – og hvis du læser det her mandag morgen: Rigtig god mandag.

De lyse nætter er begyndt

I går, den 5. maj, begyndte de lyse nætter officielt. Det er ved at være sæson for mosekonebryg, nattergalesang og elverpiger.

Torsdag aften, den 4. maj, kom vi ud fra musikhuset efter koncerten, og det var stadig lyst. Vi havde været til Benjamin Britten’s War Requiem i Symfonisk Sal. En fantastisk koncert – storladen, sørgende og inderligt smuk. En passende koncert til at højtideligholde den 4. maj.

På vejen hjem gennem Aarhus, så vi mange steder lys i vinduerne. Men ikke nok efter min mening. Jeg frygter historieløshed og ser det som en virkelig trussel mod den fred, der blev vundet så dyrt dengang. Glemmer man, kan det ske igen.

Da vi kom hjem til os selv, tændte vi også lys i vinduerne. Det var så småt begyndt at mørkne, og stearinlysenes glød var smuk mod den nu mørkere himmel, der stadig havde rødt skær mod vest.

Også i drivhuset var der lys. Der står en solcellelampe af en slags, jeg ikke havde set før sidste år. Grene med små pærer i bladene. Den giver et hyggeligt lys om aftenen, og lysene spejler sig i drivhusets ruder.

Grenene kan stå som en buket, som de gør nu, eller de kan stå med afstand imellem – det er ledningen lang nok til, og jeg tror, den skal stå mellem alt det grønne i bedet foran B&B’en til sommer og lyse lidt for gæsterne.

Der findes mange solcellelamper til haven. Både kønne, grimme – og også meget mærkelige. De lysende grene stammer fra KridtvejsPlanter, og de er nu hyggelige og har ikke så kraftigt et lys.

Det er smart med de solceller, der, selvom teknikken er opfundet til mere seriøse formål, også kan bruges bare for sjov. Og det er nu dejligt, at vi lever i fred, så man kan have lys i sin have, hvis man har lyst.

Det er ingen selvfølge, så husk lysene i vinduet næste 4. maj, hvis du ikke gjorde det i år. Der er grund nok til at fejre freden.

God lørdag.

Værtindegaver: Noget med noget i

I sidste uge skrev jeg om det nye blogsamarbejde, jeg er med i sammen med Mit Landliv, Aargang 73, og Fifty Fabulous, og jeg fortalte om den stafet, der skal køre over de næste 12 fredage. 12 indlæg skrevet efter tur af en af os fire.

Det første tema vi har valgt til Stafetten er temaet Værtindegaver – den lille ‘i stedet for en blomst’, man har med til værtinden for at vise, man er glad for at se værtsfolkene og glad for at være inviteret.

En værtindegave fra mig er oftest mere eller mindre hjemmelavet. Og tit er det ‘noget med noget i’. En køn dåse med småkager, et glas syltetøj lavet af bær fra haven, en udendørs dekoration i en kurv eller en køn skål med en blomst i.

Normalt finder jeg det ‘noget’, der skal ‘noget’ i undervejs. Samler til huse. På loppemarkeder, hos Søstrene Grene, hos Tigeren eller andre steder, hvor jeg lige falder over det. Patentglas, glasvaser, potter – aldrig noget særlig dyrt, men ting, der med en lille indsats kan blive til noget særligt.

Her en gammel tekande uden låg fra et loppemarked. Den er perfekt til pletter i luften og en god gave til en romantisk sjæl.

Gamle kagedåser får et lag kalkmaling og lidt decoupage, før der kommer småkager i.

Potter og skåle kan nogle gange bruges, som de er, men ellers får de også lidt kalkmaling. Glas  får en køn stofhætte på og en sløjfe af havesnor eller blonde.

Sidst jeg var hos klunserne faldt jeg over et godt glas. Men… det havde en bred, rød gummiring om maven, hvor der med store bogstaver stod Bodum. Ikke særlig dekorativt.

Til gengæld havde glasset fine proportioner, og det var tætlukkende. Det fik en tur i opvaskemaskinen, og det brede, røde gummibånd blev erstattet af et blondebånd og en lille helgenmedaljon. Fra funktionel retromode til nostalgisk romantik i en håndevending.

Nu er glasset klar til næste gang, vi skal i byen. Det er blevet til ‘noget’, der skal ‘noget’ i.

Og hvad skal det så være? Syltetøj med jordbær og ribs? Små fine citronmarengs? Alteabolsjer? Chokolade? Hæfteplaster med blomster på? Små frøposer med frø fra haven? Eller noget helt andet? Indholdet kommer helt an på, hvem der får glasset. For en gave skal jo passe til den, der får den.

Værtinden skal jo nødig stå og tænke over, hvornår genbrugspladsen åbner, mens hun jævner sovsen, vel?

God fredag.

Det var det første indlæg i stafetten om værtindegaver. Jeg glæder mig til at se, hvad de andre finder på, til at læse med og blive inspireret, og jeg giver stafetten videre til Malin, der har bloggen Aargang 73. Læs med i næste uge.