‘Forfulgt af held’ – krukkerne i Claus Dalbys have

Aldrig har jeg set så mange krukker med skønne planter som i Claus Dalbys have i lørdags. De er der i hundredevis. Netop overfloden i alt er så betagende – overflod af planter, overflod af krukker, overflod af skønne vaser, kander og potter. Med Ole Henriksens ord: I love it!

Men tilbage til krukkerne. Der er krukker med varme, glødende farver,

og krukker med kølige, rolige, hvide og grå farver.

Opstillet i smukke kombinationer overalt i haven – her i ‘The Sunken Garden’.

Og her som ‘lager’ klar til brug, når der skal fyldes ud der, hvor der opstår huller i bedene i løbet af sommeren.

Claus Dalby fortalte os gæster, at det er hans princip altid kun at plante én slags plante i hver krukke

og så at stille mange krukker sammen i opstillinger, der kan flyttes omkring og udskiftes efter lyst og behov.

Gentagelse er et hovedprincip – flere potter med samme slags plante i hver opstilling. At det virker, ser man tydeligt her i den smukke hvide og grønne opstilling på trappen. Gentagelserne giver harmoni  og ro til øjnene.

Jeg kom hjem ør i hovedet, med øjnene fulde af farver og hovedet fuldt af ideer. Der er mængder af inspiration, der skal tilpasses vores egen have. Jeg gik rundt i haven, rev hækafklip sammen og tænkte muligheder. Så plukkede jeg en buket og satte den i vores Old English vase…

… inspireret af de smukke og halvvilde buketter, der stod på bordene i Claus Dalbys have. Man skal jo starte et sted. Vores roser blomstrer også – og skvalderkål har vi nok af.

Jeg indledte de tre indlæg om besøget i haven med Claus Dalbys bemærkning om at være ‘forfulgt af held’. Jeg elsker den slags ordgymnastik, og jeg elsker gode valgsprog. Et andet Dalby bon mot er: ’Held opstår, når flid og muligheder krydser hinanden’. Det er værd at skrive sig bag øret. For en have som den – og egentlig succes i alle sammenhænge – kræver både flid, muligheder, og ikke mindst: evnen til at se mulighederne.

Det var alt fra Claus Dalbys have i denne omgang. Håber, du ikke er blevet træt af at se billeder derfra? Nej – det kan man da ikke blive?

God tirsdag.

Forfulgt af held – mere fra Claus Dalbys have

Stier belagt med brosten og grusstier med stenmel fører en fra det ene haverum til det andet. Oppe mod huset står roser i fuldt flor. Omkring karnappen og helt op på førstesalen er det Alchymist, der breder sig. Yndlingsrosen lige nu hos os.

Nede mod vejen er det Constance Spry, der stjæler billedet.

En virkelig skønhed.

Alle stier ender med et fikspunkt for øjnene, et point de vue.

Lader man øjnene gå til siden, er der tusinder af smukke detaljer.

Planlagte – og tilsyneladende uplanlagte. Planterne får lov at bestemme lidt selv, og når de gør det så smukt, skal de da også have lov?

Det milde klima tæt på vandet, den læfyldte have og den gode jord gør, at mange af planterne er cirka dobbelt så store – og høje, som de er hos os.

Her er det den skønne ridderspore, Astolat.

Krukkerne er et afsnit for sig selv, så dem venter jeg lige med til i morgen. Der skal sorteres mere i de mange billeder, og der er gæster, der venter på at få deres morgenmad i B&B’en.

God mandag.

‘Forfulgt af held’ – besøg i Claus Dalbys have

Efter to dage med tung regn og blæst dukkede lørdag ud af skyerne med solskin og det mest vidunderlige sommervejr. Sikke et held. Lørdag besøgte jeg nemlig Claus Dalbys have sammen med en stor flok andre medlemmer af Claus Dalbys haveklub.

Claus Dalby tog imod os med et kig på himlen og bemærkningen: ‘Jeg er forfulgt af held’. Den tog jeg til mig, for det synes jeg også, jeg er. Og det var vi i hvert fald i går, alle os, der besøgte haven i det milde sommervejr.

Det er svært at sætte ord på, hvor dejligt det er at gå rundt i haven. Sol og skygge veksler, fugle synger i træerne og alle vegne er man omgivet af blomsterfryd og planteskønhed.

Der er en følelse af blandet ro og energi – ro fra de smukke syn og energi fra den frodige vækst. Øjnene suger til sig – skifter mellem at kigge ud over store og små helheder og fokusere på indtagende detaljer.

Stramt klippede takshække indrammer havens forskellige sektioner, og i bedene bugner det af blomster og planter. Blomsterfarver, løvfarver, former og forskellige højder.

Roserne blomstrer og dufter, bierne summer, og i skovhavens køligere skygge spejler himmel og træer sig i bassiner.

Tættere på huset står metervis af krukker, og robuste jernstativer venter på at blive dækket af hurtigtvoksende klokkeranker og lathyrus.

Jeg er slet ikke færdig – men mere må vente til i morgen, for nu kalder dagliglivet og dets vasketøj. Jeg er stadig helt høj af besøget i går, og i morgen vil jeg vise mere – smukke krukker sat sammen på finurlig vis, blomsterdetaljer og spændende planter.

Jeg besøgte også haven for to år siden. Det kom der disse indlæg ud af – også med mange billeder: Besøg i Claus Dalbys have og Detaljer fra Claus Dalbys have. Dengang var det gråvejr, og det giver faktisk bedre billeder. Men at vandre rundt mellem sol og skygge med rosenduft i næsen er nu dejligt.

God søndag.

Værtindegaver: Pyntekugler fra haven

Da jeg i sidste uge var til åbningen af CPH Garden i Valbyparken fik jeg en ide til en god gave. Ideen fik jeg af blomsterkunstneren Aase Hviid. Hun havde lavet disse fine kugler beklædt med judaspenge. Sådan nogle måtte man da selv kunne lave uden den store ståhej?

Jeg var vild med dem, og jeg tænkte, at de nok ikke var så svære at lave. Det var de heller ikke. Tre styks lavet på en halv time. Det handler bare om at få ideen, og den havde Aase da heldigvis fået…

I gemmerne har jeg en stor kasse med styroporting – kugler, hjerter, kegler og kranse. Små knappenåle er der også masser af i hobbykassen, og i haven er der judaspenge, der lige er klar. Grønne og fine.

Start med at klippe en ordentlig bunke ‘penge’ af. Find så kugler og nåle frem. Start i toppen og arbejd rundt, så pengene efterhånden ligger taglagt hele vejen omkring kuglen. Vend dem samme vej – med den lille spids nedad.

Når kuglen er dækket, dækker man hullet i top og bund med endnu en ‘mønt’, og så er kuglerne klar. Klar til at pynte på et fad, en hylde eller hvor man nu vil. De tørrer fint og holder længe.

Har du ikke judaspenge, kan du lave det samme med efeublade eller lammeøre. Efeu har godt af at ligge en dags tid, før man begynder – så er bladene blevet bløde og håndterbare.

Som gave ville jeg lægge dem på en skiferplade af den slags, trendy restauranter bruger som tallerkener (de kan købes i Imerco og den slags steder til ikke ret mange penge) og pakke det hele ind i cellofan med en sløjfe af havesnor.

Hvis jeg skulle besøge en, jeg kender godt – og til en uformel lejlighed – ville jeg nok også rende ud og plukke en buket af den duftende, uægte jasmin – sådan en kan man altid finde plads til i den korte tid, de blomstrer.

God fredag.


Stafetten er et samarbejde mellem bloggene Mit Landliv, Aargang 73,  Fifty Fabulous og mig. 12 fredage, 12 indlæg og 12 ideer til værtindegaver – skrevet efter tur af en af os fire.

De tidligere indlæg finder du her:

Minder – en fotobog

Syrensaft fra Vadekærgård
Hjemmelavet krydderolie og kryddersalt

Kassevis af blomster til værtinden

En blomst til værtinden
Værtindegave fra hønseneKurv med hjemmelavet konfekt

Noget med noget i

Endelig, endelig, endelig er højbedene færdige

(Sponsoreret indlæg)
Der er ikke ét sted på vores grund, der er rigtig fladt. Er det fladt, er det, fordi der er gravet ud til det. Det kræver lidt snilde, fantasi – og masser af praktisk hjælp fra folk med store maskiner, hvis vi skal bruge flad jord.

Derfor har det også taget lang tid, før de højbede, vi købte hos Zinkbakken omkring Påske, blev klar til brug. Selve det at samle bedene tager ikke lang tid. De er lavet i moduler på 1,2 m, og vi har tre gange tre sektioner. Det er faktisk gjort i en håndevending.

Det, der har taget lang tid, har været forberedelserne. Det med at gøre noget plads flad. Tre terrasser skulle graves ud i kanten af græsmarken, der hvor vi også før havde vores markbed med køkkenhave. Det er næsten som terrassehaverne omkring Middelhavet – bortset lige fra klimaet…

I går kom vi til sidste fase i projektet. Halleluja – endelig.

Bondemanden hentede 10 rummeter træflis i kornvognen og kørte – med stor forsigtighed – det tunge læs fra savværket og først ned ad den stejle markvej, og så op ovenfor pavillonen, hvor bedene ligger.

Skråt er det – det hele – og ikke altid lige nemt at køre på. Slet ikke med tungt læs. Vi kunne ikke have gjort det i dag, hvor det regner.

Men det lykkedes, og vi gik i gang med sidste fase af projektet.

Først blev der igen jævnet ud på terrasserne – denne gang bare med skovlen. Knotter og sten blev fjernet. Der blev lagt ukrudtsdug og kørt trillebør efter trillebør af det fine, lyse træflis ovenpå. Det dufter så dejligt, sådan noget nyt træ.

Højbedene er med sneglekant. Det var egentlig hovedformålet med hele øvelsen. At vi kunne få vores grøntsager og salater for os selv uden at dele med de slimede uhyrer. At det så også kom til at se rigtig godt ud, er nu heller ikke så galt igen.

Og sikke en fornøjelse det er, at se på kålplanterne nu. Ingen sneglespor eller -bid. Overhovedet. Uhyrerne kan simpelthen ikke krænge sig omkring kanten.

Flisen vil blive mørkere med tiden, og højbedene vil ruste, som de skal. Det hele kommer til at se mere naturligt ud. Men lige nu frydes vi over, at det hele står så flunkende nyt og fint – og at det endelig, endelig, endelig er færdigt.

Når alt er vokset til i løbet af sommeren, kommer der flere billeder. Og til næste år kan der blive sået og plantet i god tid. Der er det hele jo klart til brug i foråret. Et forår uden entreprenørmaskiner.

Jeg tror, vi bliver meget, meget glade for vores nye køkkenhave.

God torsdag.

Det pureste guld

I disse dage flyder nettet over af rosenbilleder. Ikke mindst billeder af  store, smukke og stærke rose, Alchymist. Jeg vil tilslutte mig jubelkoret. For den er fantastisk. Det pureste guld.

Blomsterne er uendeligt smukke. Fyldte og med farver, der changerer fra lyseste gul, over rosa toner til dyb abrikos.

Den vokser kraftigt og blomstrer rigt – om end kun én gang.

Vores Alchymist står op ad væggen ved B&B’en. Et udsat sted, hvor solen bager, og regn og blæst pisker ind fra sydvest. Alligevel strutter den, og det er nogle gevaldige skud, den sender ud.

Den blev købt i 2014, midt om sommeren på rosens dag, der blev fejret hos Rosenposten nede ved Harlev. Dengang var den ret lille og undseelig, som den stod der i sin potte.

Det har den rådet bod på, efter den er kommet i voksealderen, og jeg er helt sikker på, den kommer til at dække hele væggen – og måske noget af taget med. Prøv bare at se den hos Claus Dalby – der vokser den helt op på førstesalen…

Derfor: hvis nettet oversvømmes af smukke billeder og begejstrede beretninger om Alchymist, er der altså god grund til det.

Hedder den nu Alchymist eller Alkymist? Tja, det afhænger vel af sproget, man taler. Lidt ligesom Hamborg og Hamburg…

Rigtig god onsdag.

Danske, hvide asparges med beurre blanc

Efter al den havesnak de sidste dage, er der nok nogen, der er blevet sultne. Det bliver man jo af havearbejde – og sikkert også af at læse om det…

Her er en opskrift på noget lidt luksuøst – danske hvide asparges. Det er ellers ved at være slut med danske asparges i denne omgang. Sæsonen slutter til Sankt Hans plus/minus et par dage.

Jeg fandt nogle fine eksemplarer hos grønthandleren netop i fredags til Sankt Hans, og de blev lavet til en lækker forret: med beurre blanc og purløg fra haven.

Hvide asparges skal skrælles, før de koges – og der skal mere af, end man lige regner med. Så skræl hellere en lille smule for meget, end en lille smule for lidt. Knæk enderne af og skræl dem fra hovedet og ned – hovedet skal ikke skrælles. Kog dem 5-6 minutter i letsaltet vand med et dryp citronsaft i.

Sovsen – eller i dette tilfælde saucen, for fransk er den jo – laver man af:
1 meget lille finthakket løg
1 dl hvidvin
1 spsk citronsaft
100 g koldt smør i tern
Fintklippet purløg
Salt og peber

Lad løgene ‘svede’ klare i 1 spsk smør. Tilsæt citronsaft og hvidvin og lad det koge igennem. Si løgene fra og pisk det kolde smør i – af en eller anden grund jævner det. Smag til med salt og peber – og måske en anelse sukker til at trække smagen frem.

Det med beurre blanc er ikke noget, man laver hver dag, men til årets sidste asparges tager man nok ikke skade af sådan en overdosis smør, vel?

Der er noget ved hvide asparges, der kalder på noget blødt og lækkert – også gerne noget lidt traditionelt, fordi man ikke laver det så tit. Lidt ligesom juleanden…

God tirsdag.

En kragerede ned gennem drivhuset

Vores drivhus står beskyttet i læ af skrænten og de høje træer. Det er gammelt. Mindst 20 år gammelt, for det var langt fra nyt, da vi kom hertil i 2003. Det har holdt til orkaner og storme uden ulykker. Det er et rigtig godt drivhus.

Men – i et af de høje træer på skrænten har der i mange år været en stor kragerede. I vinden i går rev den sig løs fra sin plads der højt oppe i trækronen, og den faldt meget målbevidst lige ned i – og igennem – drivhuset.

Fire ruder røg som en eksplosion, og der var glas overalt. Sikke et held, der ikke var nogen i huset, da det skete…

Det tog meget lang tid at rydde op, og jeg tænkte ikke ligefrem pæne ting om krager imens – ikke andet end, at de da er ret kvikke til det der med at bygge.

For sikke et bygningsværk. Et par hundrede pinde er samlet og flettet sammen. Dernæst er der bygget en indre rede af birkekviste, og til sidst er alt kittet sammen med jord – med mudder. Som et lerklinet hus. Det har taget kragerne lang tid at flyve næbfuld efter næbfuld jord op til reden.

Nu er der ryddet op, fjernet glas, fejet og dækket af med plast.

Og nu ved jeg, hvordan en kragerede er bygget. Slet ikke uinteressant – selvom det måske er en viden, jeg godt kunne undvære?

God mandag.

Inspiration og fristelser fra CPH Garden

Når man går rundt på CPH Garden, bombarderes man af indtryk. Det er vel menneskeligt, at man først ser de store træk, så de lidt mindre – og først til sidst de små, mon ikke?

Der var nemlig så mange kønne detaljer – og kønne ting til haven. Og der var også ideer, man relativt nemt kunne omsætte til brug i egen have.

En stor marksten til at give ro blandt viltre stauder.

Et kønt fad med vand i et hjørne.

Den slags gør en meget større forskel, end man lige skulle tro.

Jeg ved ikke, om det gør fuglene den store forskel, hvordan deres solsikkekerner bliver serveret. Men… det gør det måske for den, der serverer dem?

Skal man hvile sin lugetrætte krop, kan man sætte sig på en blomstrende stol

og tage sig en kop te…

Havenoter – hvis man er så tjekket, at man faktisk får taget sådan nogle – kan tages i en lyserød notesbog med vandafvisende omslag.

Fristelser er der nok af. Og så har jeg slet ikke nævnt de mange planter. Både dem, der var til salg og dem i de smukke showhaver.

Men hvad mon sådan en digitalis hedder? Og kan man nå at så digitalis, så de blomstrer næste år? Jeg tror det næsten.

CPH Garden giver masser af stof til drømme – og til konkrete haveplaner nu og på langt sigt. Jeg må indrømme, jeg godt kan se mig selv i det citat fra Audrey Hepburn, som er motto for CPH Garden, og som jeg indledte med i forgårs.

Udstillingen er åben her i weekenden, og så er det slut for denne gang. Lad os håbe på en gentagelse i 2019.

God lørdag.

Glade gensyn med ‘de kendte’ til CPH Garden

Med ‘de kendte’, mener jeg naturligvis, folk jeg kender. Hvad ellers? Det var dejligt at møde dem i onsdags – og så i så skønne rammer.

Først og fremmest var der jo havebloggerne. Dem, man kender godt og ser jævnligt, og dem man kun møder en gang imellem. Det er altid så hyggeligt, og snakken går, som havde vi set hinanden for kun et par dage siden. Havemennesker er – som regel – rigtig rare mennesker.

Ved den store prisuddeling onsdag var en af award kategorierne ‘bedste haveblog’. Det blev Maria med bloggen Livsnyderhaven, der vandt. Her står hun og ser rigtig glad ud – ikke så mærkeligt, vel?

To andre kategorier, bedste havebog og årets grønne profil blev vundet af den samme, nemlig af Tante Grøn, Jytte Aggerholm Justesen. Det har hun i den grad fortjent – hendes bøger er de mest inspirerende havebøger, jeg har.

Men der er også kendte udstillere på CPH Garden. Der er Morten fra Zinkbakken – der, hvor vi har købt vores højbede (dem kommer der snart mere om, for det er ved at blive rigtig godt). Med i Zinkbakkens sortiment er også disse skønne, rustne spejlbassiner.

Sådan et ønsker jeg mig – meget. Og der er alle hans spændende plantekasser, højbede – og naturligvis zinkbakker. Dem har jeg ikke nogen af, men du kan læse om, hvordan Maria bruger zinkbakkerne – der faktisk er af aluminium –  her hos Livsnyderhaven.

Der er den søde og kreative Aase Hviid,

som jeg kender gennem min svigerinde, og hvis have jeg besøgte for et par år siden. Hun har en stand i medlemsteltet og lavede de skønneste, typiske Aase Hviid buketter og dekorationer med friske blomster. Se lige fletværket af græs i kransen.

Her er en god ide fra Aase til, hvad du kan lave af Judaspenge… Det vil jeg prøve. Det kræver kun judaspenge, oasiskugler og nåle. Nå ja – og en smule tålmodighed. De tørrer meget smukt op.

Tina Thorsby, der har Havens Kunst, er der også. Både med en stand og med en udstillingshave.

Skulpturer og potter af den slags, der får den eftertragtede patina og kommer til at ligne noget, der bare altid har været der. Haddonstone hedder det mærke, hun forhandler. Engelsk, selvfølgelig. Klassisk og smukt.

Der var mange flere ‘kendte’ og også mange, jeg ikke kender personligt, hvis stande jeg nød i fulde drag,

selvom de udgjorde en trussel mod lommepengene.

Kig selv på udstillerlisten på Haveselskabets website. Hvis du skal til CPH Garden i dag eller i weekenden, møder du sikkert også nogen, du kender. Ellers må du gerne låne nogle af ‘mine’.

I morgen vil jeg kigge lidt mere på nogle af de små, inspirerende detaljer, jeg faldt for undervejs.

God fredag.