Fredagsmad er nippemad – Kartoffelpizza

Fredag igen. Nippemad på programmet. Mad, der kan spises med fingrene, og som passer til et stort glas rødvin.

I Italien skelner man mellem røde og hvide pizzaer. Kartoffelpizza er en hvid pizza uden ost og uden tomatsovs. Fortsæt med at læse “Fredagsmad er nippemad – Kartoffelpizza”

Det er dejligt at få gæster.

Som hund har man meget at se til. Der skal sniffes spor. Der skal graves muldvarpeskud. Der skal leges og spilles bold. Der skal holdes øje med posten.

Der skal tigges godbidder. Der skal ventes. Ventes på mad, ventes på mere mad, ventes på, at katten går gennem køkkenet, så man kan skubbe den ud gennem kattelemmen, ventes på, at far kommer hjem. Og der skal soves. Soves igennem.

Et hundeliv. Hårdt arbejde det hele. Pligter, pligter, pligter.

En gang i mellem skal man have et afbræk fra det daglige slid. Man skal have gæster.

Fortsæt med at læse “Det er dejligt at få gæster.”

Hævnens time: Suppe med brændenælder

‘Hævn er en ret, der nydes bedst kold’, sagde den grimme skurk i en film. Jeg har glemt filmen, men ikke vendingen.

Suppe kan jeg nu bedst lide varm. Også brændenældesuppe, der må være den ultimative hævn over den vækst, der hver sommer er skyld i, at  mine fingre, arme og ben brænder og stikker næsten konstant.

Søndag formiddag så jeg det. De var igen begyndt at stikke deres forhadte hoveder frem mellem hindbærrene, hvor de stortrives og er næsten umulige at udrydde.

Fortsæt med at læse “Hævnens time: Suppe med brændenælder”

Soldaterne kommer!

Skivholme har før haft besøg af soldater. Svensken og tysken har plyndret og hærget – de sidste tabte dog en af krigene og blev sat til at bygge kirkediger. Så ku’ de lære det. Det er godt nok nogle hundrede år siden. Men det gør det vel ikke bedre, gør det?

De soldater, der kommer nu, er nok så fredsommelige. Det er Fastelavnssoldater.

Fortsæt med at læse “Soldaterne kommer!”

I år passer de godt på os

Sidste år, da vinteren lakkede mod enden, og tø og frost skiftede i en uendelighed, var der mangel på vejsalt.

Vores vej, den eneste vej herfra ud i den store verden, blev ganske glemt – eller sprunget over? Det afhænger nok af synsvinklen. Men vejen var i hvert fald dækket af et tykt lag is.

Det strakte sig hele vejen op.

Fortsæt med at læse “I år passer de godt på os”

Fasaner har sure tæer

Sneen og kulden får fuglene til at komme tæt på. Spætten. Mejserne. Blåmejse, musvit, sumpmejse, den frække spætmejse og af og til den lille lyserøde halemejse. Rødhalsen, de mange spurve – jernspurv, gulspurv og de utallige skovspurve. Og bogfinker. Sikke nogle billeder, man kunne tage, hvis de var lidt mere indstillet på at stå model.

Fortsæt med at læse “Fasaner har sure tæer”