Kommenskringler som mormor lavede dem

Kringenskomler, som de hedder her i huset  – kommenskringler, for de uindviede – hører man ikke meget til for tiden. De smager ellers godt. Og det er jo den bedste grund til at bage dem.

Gamle nordiske smagsgivere som kommen, dildfrø og peberrod er gledet noget ud af den kollektive madbevidsthed . Det er en skam, for at bruge de lokale smagsgivere giver god mening på alle måder.

Det betyder jo ikke, at man ikke skal lave mad inspireret af den store verden. Hvad ville livet være uden chili og rødvin? Rystende tanke.

Men man skal ikke glemme de herlige ting, der faktisk kan vokse lige ude i haven. Og som giver en god og kraftig smag. Hvem var det, der kaldte peberrod for Nordens Chili? En særdeles klog kone, har det været.

Således inspireret dykkede jeg i gemmerne efter opskriften

De passer fantastisk til laks – laks med peberrodscreme for at blive i den nordiske madverden. De passer også godt til ost, og de passer helt fint til sig selv.

Velbekomme….

…. og god onsdag.

Save

Grænseoverskridende handlinger

Grænseoverskridende i den mest bogstavelige forstand. Dagen i går blev tilbragt i Tyskland. Bondemanden var til møde i Aabenraa i sin egenskab af leasingmand. Jeg havde fri og tog bilen en anelse længere sydpå og tilbragte dagen i Flensborg.

Med strøgtur og powershopping.

 Men hvad slags powershopping hengiver en bondekone sig til i Tyskland? 100 kasser øl og sodavand? 800 kilo slik? Tøj? Tasker? Rene gummistøvler? En ny traktor?

En tur i et lækkert lokalt supermarked – og i Lidl. Med det formål at købe ind til mindst et par måneder af alle de lidt kedelige, men nødvendige, ting, der går til en husholdning.  Opvasketabs, tandpasta, vaskemiddel – alt til halv pris.

Der blev også købt grøntsager – friske asparges fra Sydtyskland, et savoykålhovede på størrelse med en lille campingvogn, sure agurker og nogle af alle de spændende slags sild og pålæg, man kan finde i selv en ydmyg Lidl i Flensborgs udkant.

Og – ok – jeg indrømmer det: en flaske tysk Weinbrand til 40 kroner.

Det blev også til lidt flere frø. Det er en del af den kroniske havesyge, at der altid er en frøpose eller to, man ikke kan undvære. Det er en af de visse ting i livet.

Fysisk og psykisk udmattet, halvbedøvet af forbrug, vendte jeg bilen mod Danmark (lærte i processen alt om de ensrettede gader i Flensborg) og hentede bondemanden, der skulle hjem og fodre de – igen – sultne køer.

‘Men i vor lade, på vor lo, der har vi nu Guds gaver.’ Lagrene er fyldte, og nøden holdt fra døren endnu en stund.

Vi kan nemlig vaske op 106 gange, før vi igen behøver at tænke på tabs.

God tirsdag.

Laksesalat – til søndagsfrokosten

Det er søndag, klokken iler mod frokosttid, og man synes ikke, der er noget spændende i køleskabet. Eller i skabet.

Der er måske noget spændende i Brugsen. Men man har ikke meget lyst til at køre nogen steder. Bare blive hjemme og søndagsvegetere – vaske tøj, gå tur med hunden, vaske de pæne glas fra i går i hånden, bladre i avisen og selvfølgelig fodre de altid og evigt sultne køer.

Et kig i fryseren afslører en enkelt lakseportion. Endnu et kig i køleskabet fører til et større guldfund: en halv rød snackpeber, et rødløg og et glas kapers. Frokosten er reddet: laksesalat. Af den lidt mere fyldige slags, for der var også Hellmans mayo og cremefraiche. Så heldig kan man være.

Kog laksen et par minutter og lad den køle af. Hak rødløg og peber, og hak også dine kapers lidt, så smagen kommer frem.

Bland med en skefuld mayo og en skefuld cremefraiche. Sådan – det var det. Laksesalat. Spis med godt brød og glæde.

God, blæsende solskinssøndag.

Soldaterne kommer!

Skivholme har før haft besøg af soldater. Svensken og tysken har plyndret og hærget – de sidste tabte dog en af krigene og blev sat til at bygge kirkediger. Så ku’ de lære det. Det er godt nok nogle hundrede år siden. Men det gør det vel ikke bedre, gør det?

De soldater, der kommer nu, er nok så fredsommelige. Det er Fastelavnssoldater.

Hvert år går børnene fra Skivholme soldat til fastelavn. De går rundt til alle huse og gårde i sognet, synger deres fastelavnssang og får en skærv i indsamlingsbøssen.

Pengene, de samler ind, går til en fastelavnsfest næste dag – med tøndeslagning. Men heldigvis uden kat.

At gå soldat er en gammel tradition. Når jeg henter æg hos vores æggepusher, Helene, tsk’er hun over de nymodens skikke. Helene bliver 85 på torsdag. Da hun var barn, gik de nemlig hele vejen.  Nu bliver de kørt på de lange stræk og går kun selv mellem husene i landsbyen og mellem de gårde, der ligger tæt på hinanden.

Det var nu lykkedes dem at blive både kolde og våde alligevel. Godt, at frokosten ventede forude i et tørt og varmt hus på sådan en kold og regnfuld dag.

Traditionen stammer helt tilbage til den gang, hvor General Rye og hans soldater holdt til i det østjydske. General Rye faldt i slaget i 1849, efter hans hest blev skudt under ham. Så det er jo et par dage siden.  Dengang var det sognets karle, der gik soldat. Nu er det byens børn. Med fanebærere, konge, nar og alt, hvad til faget hører.

Et højt hurra for vores tapre, våde, fastelavnssoldater, der holder traditionen i live med højt humør og sang.

Måtte der aldrig være andre børnesoldater end vores fastelavnssoldater.

God fastelavnsfest!

I år passer de godt på os

Sidste år, da vinteren lakkede mod enden, og tø og frost skiftede i en uendelighed, var der mangel på vejsalt.

Vores vej, den eneste vej herfra ud i den store verden, blev ganske glemt – eller sprunget over? Det afhænger nok af synsvinklen. Men vejen var i hvert fald dækket af et tykt lag is.

Det strakte sig hele vejen op.

Fortsæt med at læse “I år passer de godt på os”

Havesyge

Når havesygen melder sig, når de grønne fingre hungrer efter igen at få sorte negle, når man har sået de der chilifrø. Når det stadig  er for tidligt at så andet. Og haven stadig er dybfrossen. Så kan man godt forfalde til lidt pjatværk. Unyttigt, men uundværligt pjatværk.

For nogen tid siden faldt jeg over denne artikel om miniaturehaver. Fortryllende små haver i en skuffe eller skål. Det var på den tid af året, hvor den rigtige have var mest arbejdskrævende, og jeg tænkte, sødt nok, men hvem har tid til den slags, når skvalderkålen truer?

En dag faldt jeg over artiklen igen. Og glemte den igen indtil den dag, jeg fandt havebænken. En 10 cm lang havebænk. Uimodståelig. Jeg var solgt, og den blev købt.  En minirosenbue var let at lave af elefanttråd og vindseltråd. I den der skuffe  – skuffen med ‘muligvis brugbare dimser’ – lå der en lille haveskultur. Og en miniurtepotte. Så skulle der bare nogle miniplanter og sten til.

God weekend.

Fasaner har sure tæer

Sneen og kulden får fuglene til at komme tæt på. Spætten. Mejserne. Blåmejse, musvit, sumpmejse, den frække spætmejse og af og til den lille lyserøde halemejse. Rødhalsen, de mange spurve – jernspurv, gulspurv og de utallige skovspurve. Og bogfinker. Sikke nogle billeder, man kunne tage, hvis de var lidt mere indstillet på at stå model.

 For hvor er de vimse. Og kønne. Det er ved at være parringstid, og de har taget scoretøjet på. Selv i frosten genlyder luften af musvitternes fløjten, deres gå-væk, gå-væk, gå-væk pip, der snart vil afløses af deres kom-til-mig, kom-til-mig kald.

De er væk, så snart jeg nærmer mig ruden med kameraet.

På marken og i hegnet er der mange flere. Sjaggerne, de små siskener, og en lille flok dompapper, der holder til i mirabelletræerne, hvor de spiser knopperne, mens de trutter deres lille trompetlyd. Spis bare. Der skal nok være mirabeller til både os og grævlingen alligevel. En enkelt hun vover sig ned til fuglefrøene, hvor hun i sin elegante brune og sorte dragt troner midt i maden.

Kun én af dem er med på at være fotomodel. Ham her.

Poserende fasankok

Man kan se, han ved, hvor flot han er, når han værdigt kommer skridende på sine store, benede fødder.  Han holder til her, hvor der er mad, og han holder især meget af den frosne rosmarin foran drivhuset.

Han poserer gerne. Lige uden for vinduet, hvor han driver hunden til vanvid.

Hunden piber og slår på ruden. Hr. Fasan kigger sig bare overlegent omkring. Går vi ud, flakser han op med en fornærmet kaglen. Og hunden følger hans spor. Løber som vinden med næsen i sporet. Op og ned ad skrænten og marken rundt. End ikke kulden kan dæmpe færten.

Så én ting er vis. Nok er de flotte at se på, men fasaner har sure tæer.

Èn kylling – tre middage: Suppe med kinesisk inspiration

Så er vi nået til den sidste del i føljetonen om kyllingen, der blev til tre middage: Kyllingesuppen – med grundsuppen, der nu ligger i fryseren. Her i en udgave med ingefær og soya, der giver den både karakter og varme.

Her er de ingredienser, der skal til:

 

Start med at tø suppen op i en gryde. Skræl og snit ingefæren i tynde skiver. Kog suppen med ingefær et kvarters tid. Fjern ingefæren og smag til med salt og soya. Tilsæt kyllingebidder og majs og lad det koge med et par minutter. Snit forårsløg og drys dem i suppen. Lad dem bare lige koge med et minuts tid. Det var da enkelt, ikke?

Brødet er et bradepandebrød drysset med græskarkerner, hakket frisk chili, en håndfuld revet ost og groft salt. Det er et hurtigt brød, og til det skal du bruge:

500 gram mel
1/2 pakke gær
3 dl vand
1 tsk salt
Lidt olivenolie

Rør gæren ud i vandet, tilsæt salt, tilsæt mel, ælt det godt og bred dejen ud i en lille bradepande. Smør dejen med olie og drys med det, du nu har. Ost, hakket peberfrugt og græskarkerner som her, oliven og rosmarin – eller soltørrede tomater – eller?

Lad brødet hæve en times tid og bag det så ved 200 grader i en 20 minutters tid.

God mandag.