Blomster i julihaven – Studenternellike

Endnu en af de toårige – dem man skal så i bakker om sommeren og plante ud i september. De blomstrer året efter.

Findes der noget dejligere end et væld af farver, der lyser op mod det grønne? Jeg har dem i grupper rundt omkring, hvor der mangler lidt farve. Står de i halvskygge, blomstrer de ekstra længe. Studenternellikerne står i det hele taget i rigtig lang tid – også i buketter -, og man har glæde af dem længe i juli, hvor der tit er et hul mellem junistauderne og de stauder, der først begynder at blomstre i august.

Man kan vælge farveafstemte frøblandinger, eller man kan lade tilfældet råde og bare købe en blandet pakke, der tit er med i de sortimenter til et par kroner pr. pose, man kan købe i supermarkeder. Skulle der komme en variant, man slet ikke kan lide – jamen, så er lugespanden jo altid ved hånden hele sommeren.

Man kan stadig nå at så studenternelliker til blomstring næste år. Sår man dem to år i træk, vil de selvså og være der hvert år. Det kan ske, at de efterhånden udvikler sig til alle at være den samme farve. Men så er det jo hverken svært eller dyrt at starte et nyt hold.

Og sneglene kan ikke lide dem.

God mandag.

Pluk kamille til vinterens småskavanker

Langs med de dybe traktorspor og i græsmarkens udkant gror der rigtig meget kamille. Man kan dufte det på lang afstand, når man nærmer sig. Det er Skivekamille, og blomsterne kan tørres til te.

Kamillete er godt for meget. Mod forkølelse og ondt i halsen, mod betændelsestilstande generelt, mod urolig mave og for at sikre en dyb og rolig søvn. Og så er den god at vande med, hvis ens planter har fået noget svampestads. Den ægte kamille gror kun vildt meget få steder i Danmark – på kalkholdig jord. Men Skivekamille er heldigvis lige så god. Og den vokser som det rene ukrudt. Den er enårig, og man kan finde den rigtig mange steder – gerne hvor jorden er lidt mishandlet, som der hvor traktoren har kørt og wrap maskinen har stået.

Pluk den, når den blomstrer – den har ingen hvide kronblade, kun de små gulgrønne toppe. Klip blomsterne af og tør dem inde på en bakke. Har man plukket  mange, skal man rode lidt i dem en gang i mellem. Når de er helt tørre, kan de gemmes i en lufttæt dåse.

Det er mest for sjov, man selv tørrer kamille – kamillete er jo billig i indkøb. Men der er nu noget ved at bruge af de ting, man finder i naturen eller dyrker i haven. Det giver en særlig glæde – og de gratis glæder har man altid råd til.

God weekend.

Store Kartoffeldag

En ny årligt tilbagevendende festdag har set dagens lys.

Store Kartoffeldag.

Den dag, hvor ens alt for sent lagte kartofler er klar til, at man andægtigt kan grave den første top op.

De er så fine sådan nogle små nye kartofler.

Og de allerførste kartofler fra haven smager af lange, lange sommerferier, hvor solen altid skinnede, hvor Mormor slog på gong-gongen, når det var spisetid, og alle børnebørnene myldrede til ude fra den store have for at stå i kø ved håndvasken – på gammeldags vis – ikke på politikervis – for at vaske hænder og derefter komme ind i spisestuen og kaste sig over nye kartofler, karbonader og salat fra haven – med jordbær eller rødgrød til dessert.

Det er længe siden, men når man sidder med årets første hjemmedyrkede kartoffel på tallerkenen, har man lov at blive lidt nostalgisk over dengang da. Da livet var mere ukompliceret. Ens eget liv forstås. Ens eget dengang næsten tiårige liv.

Nostalgi er jo som bekendt ikke, hvad det har været. Mormor har sikkert ikke syntes, det var helt ukompliceret med 6 børnebørn på besøg på én gang. Og egentlig findes ‘ukompliceret’ nok kun i bakspejlet – eller i andres øjne. Selv har man da sit at slås med – altid, ikke?

Men den dag, hvor Store Kartoffeldag skal fejres med sådan et godt, gammeldags sommermåltid, sørger smagsløgenes hukommelse for, at alt går op i en højere enhed, og man næsten tror på illusionerne. Og det er værd at fejre.

God torsdag.

Feriemad: Basaren møder Skivholme

Her møder de helt lokale produkter den store verden. Et stykke Dexter klump af egen avl, skåret i tynde strimler, marineret, lynstegt og rullet ind i tyrkiske fladbrød fra basaren sammen med agurk (fra naboen), salat fra haven, tomat og rødløg.

Hurtig mad – fast food af den bedste slags. Nemt, sundt (NB: uden at smage sundt!) og lækkert.

Marinaden til kødet var ganske enkelt shawarma krydderi rørt ud i lidt rapsolie til en tynd grød. De tynde strimler kød blev vendt rundt i blandingen og fik lov til at stå og trække i nogle timer. Derefter blev de lynstegt i rapsolie på en varm pande – steg dem gerne i flere hold, så panden bliver ved med at være rigtig varm. På den måde steger kødet i stedet for at koge, og det bliver ikke tørt og sejt.

Som dressing lavede jeg endnu en portion af tahinedippen  – rørt lidt tyndere end dagen før, så den bedre kunne dryppes på kødet og salaten.

På udflugten til basaren havde jeg købt en velsignet mængde krydderier hos Købmand Kilic . Blandt andet Shawarma krydderi.

Normalt er jeg ikke meget for færdige krydderiblandinger. Der er tit alt for meget salt i dem – og kemisk smagsforstærker, der kan lugtes på lang afstand. Ikke et egnet fødeemne – alt for mange E-numre. Men den her bestod ifølge varedeklarationen udelukkende af rigtige, stødte krydderier, chili, paprika, hvidløg, spidskommen og salt, så jeg vovede pelsen. Og det blev godt. Ingen skummel bismag.

Så var der bare tilbage at åbne en flaske vin og dække bordet – gode opgaver for Bondemanden, mens jeg varmede fladbrødene.

God onsdag.

Feriemad: En tur i Bazar Vest

Efter en tur i Bazar Vest går man tungt belæsset ud til bilen, mens plastichankene på de små rasleposer skærer en i hænder og håndled. Hovedet er fyldt med farver og lyde – skinger bazarmusik, grøntsager og frugter i alverdens farver. Poserne er fyldt med grøntsager, frugt, krydderier, oliven og te.

Hjemme, mens den mørkegrå tordenhimmel ruller ind,

kan man under fredeligere forhold begynde at lave lidt feriemad.

Et festmåltid bestående af iranske mynteruller, fyldte tyrkiske milde chilier, en improviseret pizza lavet på et tyrkisk fladbrød, små syltede milde chilier og lysegrønne oliven, hjemmebagt brød og en tahinedip.

De fyldte chilier:

Rør en blød feta (Puck er god) sammen med græsk yoghurt, så den bliver cremet. Hak mynte, frisk koriander og bredbladet persille og rør det i. Flæk chilierne, fjern frø og frøstol og fyld de halve chilier med fetablandingen. Rist en håndfuld pinjekerner og drys med dem. Sprøde chilier, blødt fyld, knasende pinjekerner.

Og den improviserede pizza:

Der var lidt fyld til overs fra chilierne. Det blev smurt ud over et tyrkisk fladbrød, der derefter blev pyntet med lidt syltet peberfrugt i strimler og drysset med en håndfuld revet emmentaler. Den skal bages, til osten er smeltet, og kanten er sprød – ca. 10 min på 200.

Oliven og syltede milde chilier blev købt i bazaren hos købmand Kilic – ham med krydderierne og den lange køledisk med spændende oliven og forskellige dips. Sæt god tid af til at vælge – der er ufatteligt meget forskelligt derinde.

Tahinedippen var hjemmelavet. To spsk tahine blev rørt med 4 spsk græsk yoghurt – 10 pct. – og lidt vand for at gøre konsistensen lidt mere lind. Derefter en to til tre fed presset hvidløg, en god håndfuld hakket, bredbladet persille og lidt limesaft. Til sidst blev dippen smagt til med salt. En super dip til ristet fladbrød i trekanter – eller til rå grøntsager.

Dessert? Ja da. Flade tyrkiske ferskner og modne abrikoser.

Frisk og lækker sommermad. Feriemad, der lægger op til, at man sidder ved bordet i lang tid, mens planerne for resten af ferien bliver vendt og drejet.

God mandag.

Sommerferie forude

Det gamle bindingsværk skal repareres. En mur er halvt revet ned og skal bygges op igen.

Der står en kæmpe balje kalk og venter på at få lov at forskønne de gamle bygninger. Der er træ, der skal flækkes. Der skal vaskes sengetøj, og der skal gøres rent i B&B’en. Fryseren er igen ved at være tom for brød. Vasketøjskurven igen fuld. Der er igen hundehår på trappen.

Kalven skal fodres – og hygges med og følges hid og did. Hunden føler sig lidt forsømt og skal have en ekstra tur og en ekstra krammer. Katten vil bare have ekstra mad. Han har sommertravlt. Det har vi også.

Ukrudtet vokser.

Og der skal laves mere brændenældevand. Der skal nippes i drivhuset; der skal fjernes brændenælder og plukkes hindbær; der skal tyndes i stauderne; der skal en hel masse, skal der.

Vi trænger til ferie, så vi kan nå alt det, vi alligevel gør. Og i dag starter ferien. Heldigvis.

Ferie? Kan man spørge. Er det ferie?

Ja. For os er det. For uden alt det – hvad var der så?

Vi når det nok. Måske. Det meste af det. Noget af det. Plus det løse.

Vi har jo to ugers ferie.

God lørdag.

Krydrede og hotte lammepirogger med mynte

Luksusnippemad, der kræver lidt mere tid. Men som er så rigeligt ulejligheden værd. Laver man nok, er der også til frokost dagen efter. Hvis vejret arter sig, kunne det måske blive til en frokost under et skyggefuldt træ?

Fortsæt med at læse “Krydrede og hotte lammepirogger med mynte”

Vidunderlige valmuer

Papaver Somniferum – Opiumvalmue. Store, statelige planter. Silkefligede blomsterblade i alle nuancer fra hvid over rosa

til mørk, mørk lilla.

Har man én gang sået den, kommer den igen og igen. Den sår sig selv og laver sine egne farvekrydsninger, og den kommer alle vegne. Heldigvis er den nem at luge op, hvis den kommer et helt forkert sted – eller hvis der kommer en helt forkert farve. Vi fik engang nogle, der var røde med næsten sorte kanter – de lignede uartigt undertøj, gjorde de. Den slags hænder i selv de bedste familier.

De fleste af dem er ganske enkelt en fryd for øjet.

Fra start

Til slut.

Frøstandene er smukke i buketter, og de holder længe i modsætning til blomsterne, der drysser efter få timer. Frøstandene kan tørres og dukke op igen i juledekorationerne.

De er meget nemme at få til at vokse. Det nemmeste er at blande de små frø med jord i en spand, og så smide håndfulde af den frøblandede jord der, hvor man gerne vil have valmuer. Det fordeler frøene og giver det tilfældige look, der klæder dem så godt.

Og frøene er spiselige – de er birkes til bollerne.

Opiumvalmue. Ikke lige et navn, der skaber de bedste associationer. Opiummarker i Afghanistan – og dermed skæggede, lasede, kvindehadende mænd med maskingeværer, der står for en væsentlig del af verdens narkoproduktion. Måske det krigen i virkeligheden handler om?

Men den variation af opiumvalmuer, vi kan dyrke i haven, er light udgaven. Der er ikke opium i. Vi risikerer ikke at blive en del af et narkokartel uden at vide det. Vi kan bare nyde de smukke og nemme blomster i hele juli måned. Og det er jo ikke så ringe.

God onsdag.

Magisk Marinade til Præriegrill

Aftenen falder på. Kun en mumlen fra kvæget, en præriefugls fløjt og en guitars sagte toner bryder stilheden. Det lyder bemærkelseværdigt som Mark Knopflers nyeste.

En lang dag med at drive kvæget – en frygtindgydende, bissende flok Dexter No-horns – igennem det ubønhørlige, solsvedne landskab er til ende.

Colorado Kate og Rancherman har slået lejr for natten i en udtørret floddal, Fortsæt med at læse “Magisk Marinade til Præriegrill”

Rosens Navn

Det er lørdag morgen. Kalven er fodret, hunden er luftet og fodret, og vi er blevet fodret. Gæsterne er også blevet fodret – men de sov, da jeg kom med morgenmaden, selvom de havde bedt om at få den kl. 8. Nogle mennesker har et lemfældigt forhold til deres vækkeur – men det er så dem, der ender med varm juice og kolde boller. Mens de spiser, går hunden og jeg en runde for henholdsvis at kigge på blomster og lytte til fuglesang og for hundens vedkommende for at snuse efter rævespor.

Der gror roser allevegne i hegnet omkring vores græsmark. Der er de sædvanlige – men ikke mindre smukke af den grund – hybenroser, Rosa Rogusa. Der er en lille stikkende djævel af ukendt navn og herkomst, og så er der multiflora roserne.

I juli en overdådighed af blomster.

I oktober en overdådighed af små røde hyben. Dem man kalder Mariebær. De kan plukkes og stå hele vinteren uden at blive rynkede – og uden at miste glansen. De kan stå og pynte i en vase hele vinteren – eller de kan bruges i dekorationer sammen med andre ting.

Blomsterkunstneren, Else Marie Andersen, binder dem blandt andet i kranse. I det hele taget er hun en meget inspirerende kvinde, og hun har skrevet nogle gode bøger om, hvordan man selv laver anderledes og spændende dekorationer. Her er hendes website.

De små mariebær er endnu en af de mange ting, man skal holde øje med, når man går i naturen, hvis man er glad for at lave sine egne dekorationer. Og det letteste er at finde en rosenbusk nu, hvor den blomstrer, mærke sig stedet og komme igen i efteråret. Og hvem ved – måske finder man samtidig andre smukke ting, man kan bruge?

God weekend.