Fredagsmad er nippemad – Kartoffelpizza

Fredag igen. Nippemad på programmet. Mad, der kan spises med fingrene, og som passer til et stort glas rødvin.

I Italien skelner man mellem røde og hvide pizzaer. Kartoffelpizza er en hvid pizza uden ost og uden tomatsovs. Som al god italiensk mad fantastisk lækker i al sin enkelhed.

Lav først dejen til bunden:

100 g durummel
400 g pizzamel
3 dl vand
1/2 pk gær
1 sjat olivenolie – Olio extra virgine. Hvordan kan man egentlig være ekstra jomfru??
1 tsk salt

Rør gæren ud i vandet, tilsæt salt og olie. Rør først durummelet i og derefter pizzamelet. Ælt til en smidig dej, dæk til og lad hæve til dobbelt størrelse.

Mens dejen hæver er der tid til at skrælle 4-5 kartofler, skære dem i meget tynde skiver og vende dem i en skål med olivenolie, salt og peber. Der er også tid til at hakke 1/2 glas oliven groft – og plukke og hakke et par spiseskefulde rosmarin. Og der er tid til at tage et lille madlavningsglas. Det er jo fredag.

Når dejen er hævet, vendes den ud på et skærebræt og deles i 9 stykker, der flades ud på en bageplade med bagepapir. Smør dem med lidt olivenolie.

Kartoffelskiverne fordeles på de små pizzabunde og trykkes godt fast i dejen. De hakkede oliven og den hakkede rosmarin drysses over sammen med lidt groft salt. Så skal pizzaerne bare bages i 20-25 minutter på 225 grader.

Sprøde og lækre bunde med blødt og lækkert fyld.

Italien er midlertidigt flyttet til Skivholme.

God weekend.

Nu hjælper det på det

Nu er vi midt i marts. Så midt i marts, som man kan komme. Nu er det ikke kun de små stædige forårsblomster, der tappert peger mod forår.

Det er heller ikke kun lyset – lyset, der er ved at vende tilbage til vores lystørstige øjne.

Det er heller ikke kun udsigten til, at det bliver sommertid om kort tid.

Det er solsorten, der synger, før det mørkner. Man havde helt glemt, hvor smukt det lyder.

Det er hunden, der fælder – vinterpelsen klør, og der skal rulles ved enhver given lejlighed.

Det er køerne, der ikke længere står som en massiv klump ved foderhækken. De ligger spredt ud over græsmarken, tager solbad og tygger drøv.

Det er træerne, der på afstand ser uldne ud – der er knopper på vej.

Det er gæslinger i hegnet.

Det er blomsterknopper i mirabellerne og i Gulspurvekrattet, det er små skud på solbærbuskene. Det er kampen om stærekasserne, skovspurve, der slås, sidste års kalve, der leger stangeleg. Og det er ømme muskler fra forårsklargøring af haven – meget ømme muskler.

Det er hele naturen, der stille og roligt og helt af sig selv går i den rigtige retning.

Nu hjælper det på det.

God forårstorsdag.

Det er dejligt at få gæster.

Som hund har man meget at se til. Der skal sniffes spor. Der skal graves muldvarpeskud. Der skal leges og spilles bold. Der skal holdes øje med posten.

Der skal tigges godbidder. Der skal ventes. Ventes på mad, ventes på mere mad, ventes på, at katten går gennem køkkenet, så man kan skubbe den ud gennem kattelemmen, ventes på, at far kommer hjem. Og der skal soves. Soves igennem.

Et hundeliv. Hårdt arbejde det hele. Pligter, pligter, pligter.

En gang i mellem skal man have et afbræk fra det daglige slid. Man skal have gæster.

Gæster at grave muldvarpeskud med. Gæster at sniffe spor med.

Gæster at lege og spille bold med.

Gæster at tigge godbidder med.

Og gæster at slappe af med – i et uautoriseret øjeblik.

Det er dejligt at få gæster.

God og gæstfri onsdag.

Hævnens time: Suppe med brændenælder

‘Hævn er en ret, der nydes bedst kold’, sagde den grimme skurk i en film. Jeg har glemt filmen, men ikke vendingen.

Suppe kan jeg nu bedst lide varm. Også brændenældesuppe, der må være den ultimative hævn over den vækst, der hver sommer er skyld i, at  mine fingre, arme og ben brænder og stikker næsten konstant.

Søndag formiddag så jeg det. De var igen begyndt at stikke deres forhadte hoveder frem mellem hindbærrene, hvor de stortrives og er næsten umulige at udrydde.

Kæmpestore bliver de – mandshøje og menneskeædende.

En plan tog form – jeg ville æde dem, før de åd mig. Så ku’ de lære det.

Det tog ikke lang tid at plukke en lille skål af de små bitte, nedrigt sviende, topskud.

Godt, jeg fik nye og hele arbejdshandsker i julegave.

Så var det bare at digte en suppe, for brændenælder alene gør det ikke. Det blev til

1 liter god suppe
1 gulerod
3 kartofler
1 lille stykke selleri
1 porre
3 fed hvidløg
Lidt
fløde
og brændenælderne

Grøntsagerne renses, skæres i småstykker og koger møre i suppen.

Brændenælderne skylles grundigt i flere hold vand og overhældes med kogende vand, så de bliver knap så prikne. Når grøntsagerne er næsten møre, kommer man brændenælderne i og lader dem koge med i en fem minutters tid. Det hele blendes, smages til med salt og peber – og så skal suppen lige have en sjat fløde. Bare for at gøre den fløjlsblød – fløjlsbløde brændenælder. Så fik de lært det.

Hvordan er det ordsproget lyder? Af hævn bliver man sød, men sjældent rig? Man skal ikke smide hævnen ud med badevandet? Lykken står den hævngerrige bi? I hvert fald blev suppen god. Brændenælderne skal nok tage hævn over mig igen senere. Sådan går det, når man starter en vendetta.

God mandag.

Kartoffelmos – en gudespise

Er der nogen, der ikke kan lide kartoffelmos?  Findes der mon åbenlyse kartoffelmos-hadere – eller måske skabskartoffelmoshadere? Det er næsten umuligt.

Klassisk kartoffelmos til en gryderet, eller sjov kartoffelmos med andet end kartofler i. Her er tre variationer – perfekte til nu, hvor kartoflerne er begyndt at falde lidt af på den, at blive lidt melede, lidt… næsten kun karfoffelmosegnede.

Kartoffelmos er i grunden en simpel ting. Her er grundopskriften.

Skræl kartofler – nok – skær dem i mindre stykker og kog dem møre uden salt. Mos dem så. På et loppemarked har jeg fundet denne geniale indretning. Som en kæmpe og solid hvidløgspresser – en kartoffelmospresser. Genial indretning.

Rør mosen først med 1 tsk salt, måske en smørklat, hvis du er i det humør, og så mælk, tilsæt lidt ad gangen, til konsistensen er rigtig. Brug kogende mælk, hvis du vil spise kartoffelmosen med det samme.

Hvis du vil forberede i god tid og have køkkenet i orden eller læst det sidste kapitel af din bog inden spisetid, så brug bare kold mælk. Skrab mosen over i et ovnfast fad, læg nogle tynde skiver smør hist og her ovenpå og gratiner mosen i ovnen i et kvarters tid, når du er klar til det.

Og så til det sjove.

Kartoffelmos med spinat og løg

Svits et hakket løg i smør, tilsæt optøet spinat, kog væden væk og bland det med kartoffelmosen. Lækkert til for eksempel fisk og mad, der smager lyst.

Kartoffelmos med andre rodfrugter

Kog kartoflerne med gulerødder, selleri, og hvad du nu har af rodfrugter den dag. Husk endelig: ingen salt i vandet – det gør rodfrugterne umulige at mose. Gulerødder farver mosen pynteligt orange.

Og den irske – kartoffelmos med kål.


Den har faktisk et navn – Colcannon. Der er mange opskrifter på den, men her er min – den hurtige og nemme: Svits ca. 250 g snittet kål – for eksempel savoykål eller spidskål – i smør på en pande, til det falder lidt sammen, og rør det i den færdige kartoffelmos.

Der er uanede muligheder for, hvad man kan blande i kartoffelmos, for eksempel hakkede, ristede valnødder eller revet (riv det selv!) parmesan. Prøv dig frem! Der er kun et problem med kartoffelmos: Man spiser altid for meget af det.

God weekend.

Det knækkede kirsebærtræ

I den vilde del af haven, den del, der engang for mange år siden var en frugthave, ligger et væltet træ. Et kirsebærtræ. Det er knækket en meter oppe. Et alvorligt brud. Det lå der allerede, da vi kom hertil for snart ni år siden.

Stammen ligger hen langs jorden. Grenene står ret op i vejret.

Lidt ustruktureret ser det ud. Der er da også dem, der spørger, hvorfor det får lov at ligge der og flyde – når nu vi har gjort så meget ved resten, som de siger.

Men der er en ting, de ikke ved, når de ser det en vinterdag.

Træet er ikke dødt. Det er bare knækket. Det blomstrer. Og det bærer frugt.

Som et symbol på styrke og overlevelse på trods af alle odds ligger det der. Den tynde tråd, der forbinder det med livet, holder år efter år. At komme med motorsaven ville være en form for helligbrøde, en fornægtelse af naturens kraft.

Det er overdreven orden faktisk tit.

Træet får lov at blive liggende. Det er et skulpturelt indslag med en symbolværdi ud over det sædvanlige. Tak, træ.

God tirsdag.

Hvid grøntsagssuppe

Søndag aften er man sjældent gammelsulten.

I weekenden har man tit spist lidt mere og på lidt andre tidspunkter end til hverdag. Søndag aften mangler man ikke rigtig noget – men ‘noget’ skal der alligevel til. Derfor begyndte vi for flere år siden at lade søndag være lig med suppedag. Og der er gået sport i at finde på nye supper. Vi leger med farver, smagstyper og konsistenser, men suppen er altid baseret på en hjemmelavet grundsuppe. Og så kan det ikke gå helt galt.

Denne søndag blev det til en blød og lækker hvid grøntsagssuppe.

1 lille blomkål – eller 1/2 større.
1 pastinak
1 løg
4 fed hvidløg
3 kartofler
1 skive selleri
Timian, salt, peber og ca. 1,5 l suppe

Gør grøntsagerne i stand og skær dem i småstykker. Kog dem i suppe med bladene fra en kvist timian, til de er møre. Blend suppen med stavblenderen, kog igennem og smag til med salt og peber.

Mangler der lidt syrlighed i smagen – rodfrugter kan godt være en anelse fade og trænge til et spark af et eller andet – så tilsæt lidt citronsaft – efter smag.

Så simpelt er det – ingen fløde, ingen legering – kartoflerne gør det ud for begge dele.

Og bedst af alt: ingen sære tilsætningsstoffer, ingen e-numre, ingen emulgator, ingen kunstige fibre. Bare mad – lavet af det, som fryseren og grøntsagskurven gemte.

I dag skal der blandt meget andet kigges lidt på frøposerne. Det er svært at holde sig i skindet. Man kunne måske prøve at forspire bare nogle af tomatfrøene? Chilierne er oppe. De er nu lidt større end karse og skal rykkes ovenpå til køligere forhold med meget lys.

Der er meget at glæde sig til.

God mandag.

Forår og solbærmuffins

Den allerførste dag i marts. Den allerførste forårsdag – ifølge kalenderen. Det blæser og er bestemt ikke særlig varmt. Men forår – det er det nu, selvom det ser ud til nattefrost.

De afgørende beviser er her:

Vintergækkerne topper og står som hvide søer mod den brune jord.

Man kunne se, hvor man gik, klokken kvart over seks i morges. Nu er risikoen for at falde i et traktorspor voldsomt minimeret.

De første små iris er sprunget ud i haven.

Og bogfinken synger sit ‘Det, det, det, det, det kan jeg sige ligeså tit, det skal være’ i hegnet.

Forår.

Hvilken bedre anledning til at bage solbærmuffins? Hvis man da behøver en anledning?

200 g mel
1 tsk bagepulver
100 g sukker
1 dl mælk
50 g smeltet smør
1 æg
200 g solbær (fra fryseren – andre bær kan også bruges, ribs for eksempel).

Bland mel, sukker og bagepulver. Rør mælk, smeltet smør og ægget i. Tilsæt solbærrene og fordel dejen i en smurt muffinform – en 12 hullers – gerne med fint muffinpapir i – det pynter, men er ikke nødvendigt.

Bag dem i ca. 20 minutter på 200.

Spis en – og gå så ud i foråret igen. Der skal ryddes op i haven.

God første forårsdag.

Venskab

Det er rart at have en ven. En at gå tur med.

En at dele sine oplevelser og tanker med.

En man kan have med allevegne og altid være glad for. Også selvom vennen måske ikke er så ung og frisk mere. Måske er blevet en anelse flosset i kanten, og måske endda af og til lugter lidt af ræv. Og ikke er helt ren.

Af og til går der lang tid, hvor man ikke ses. Vejret kan være skyld i, at man ikke kan se sine venner i perioder.

Når man ses igen, er det som om, man aldrig havde været væk fra hinanden.

Sådan en ven er den blå bold.

En bold, der er kommet til en langvejs fra med gode venners hjælp. En svenskerbold, der blev fisket op af en svensk sø, kørt til Sjælland og derefter til Skivholme. Hvor den nu i flere år har været det, den hele tiden var bestemt til at være:

En hunds bedste ven.

God venlig onsdag.

Gammeldags rundstykker

Faktisk bor en del af vores gæster i B&B’en her, når de er i Jylland for at besøge børn og børnebørn inde i Århus. Et par fra Sjælland, der tit bor her af netop den grund, har et barnebarn, der er rigtig glad for ‘Mormormad’.

Hvide rundstykker uden korn i er lige ham. Fuldt forståeligt. Gode, hvide rundstykker skal der også være plads til i mængden af avanceret morgenbrød. Der er noget tilfredsstillende enkelt og basalt over dem.

Som om de siger, ‘jeg er et BRØD, ikke et fashion statement’.

Når hans bedsteforældrene bor her, får de en ‘barnebarnsbolle’ med til ham. Her får I – og de – opskriften. (K og K – det betyder ikke, at I ikke får en bolle med næste gang!)

6 dl vand
1 pk gær
1 tsk sukker
1 spsk salt
1 kg mel – med højt proteinindhold. Amo, Dannevirke eller den fra Lidl
Æg og blå birkes til smøring og drys.

Rør gæren ud i vandet, tilsæt sukker og salt. Rør melet i og ælt det grundigt. Til du får ondt i armene eller ondt i ørerne af at høre på røremaskinen.

Lad dejen hæve en time eller to. En er ok, men to er bedre – sådan er det jo med så meget.

Vælt dejen ud på et meldrysset bord og del den i 20 stykker. Rul dem til boller og læg dem på en bageplade på bagepapir – i dag blev bollerne aflange, for jeg var i aflangt humør.

Lad dem nu efterhæve på pladen i endnu en times tid. Går der længere, sker der ikke noget ved det.

Pensl med sammenpisket æg – giv resten af æggeblandingen til hunden – drys med birkes og bag i en 20 minutters tid på 200.

Så er der rundstykker – hvide rundstykker med brød i, med sprød og sej skorpe – lige til at spise.

God tirsdag.