Helstegt dyrekølle

Nu kunne man jo godt tro, at det hele gik op i nye kalve. Især fordi der kom to mere her til morgen. 38 og 39. To tyrekalve.

Men der var skam også tid til gæster. Bondemanden – i sin egenskab af jægersmand – nedlagde et rådyr i efteråret, så det endte med en helstegt dyrekølle, med kartofler, klassisk vildtsauce, bønnesalat (mere herom en anden dag) og en salat med nødder og solbær i en mild olie/eddike dressing. En klassisk vildtmenu.

Det er en gevaldig en sådan en dyrekølle. Kødet er magert og så kompakt, at der er rigeligt mad til 8, og det var jo heldigt, for det passede med, hvor mange vi var.

Man skal bruge:

1 hel dyrekølle, salt, peber, smørklatter, og lidt vand.

Til sovsen skal man bruge:

Ribsgele, blå ost, stegeskyen, piskefløde, salt og peber og måske lidt af kartoffelvandet.

Vildtkød er, som sagt, meget magert, og det kan let blive tørt. Start derfor med at gnide køllen med salt og peber og med at lægge tynde smørskiver på oversiden af kødet. 

Så ind i ovnen til bruning på 250 grader i et kvarter. Derefter ned på 150 grader med en cm vand i bunden af fadet.  Kødet er klar til at blive taget ud, når kernetemperaturen når 65 grader. Det skal være gennemstegt, men ikke tørt. Når stegen er færdig, skal den trække på et bræt i en 20 minutters tid. Det giver tid til at lave sovsen – og nej ikke saucen – for der skal være nok.

Hæld stegeskyen over i en kasserolle og skum den af for fedt. Det fedt, der er, stammer fra smørskiverne, og det er er ingen grund til at putte i sovsen, når der skal piskefløde i. Bring væsken i kog og tilsæt et par spiseskefulde blå ost og en god klat ribsgele. Lad det smelte sammen. Hæld en halv liter fløde i og lad det koge godt igennem. Tilsæt evt. lidt kartoffelvand og jævn den med lidt maizena rørt ud i koldt vand. Smag til med salt og peber og måske lidt mere ribsgele.

God mad for cowboys og cowgirls.

God mandag.

Og så kom nr. 36 og 37

Søndag morgen bød på to nye glædelige begivenheder. Henholdsvis en lille kviekalv og en lille tyrekalv. Nr. 36 og 37.

 

Her 37, der fik grime på, så han kunne holde sig i ro, mens han fik sine – alt for store, alt for gule – øremærker sat i. Øremærkerne var han ligeglad med. Men tøjret var han sur over. En time gammel og fuld af vilje – i dette tilfælde modvilje.

Samme skæbne overgik 36. Men hun var i det hele taget ligeglad. For hun var søvnig.

Det er i det hele taget en god ide, at lade dem være lidt under kontrol, mens deres klove stadig er hvide – det første døgns tid. De er nemlig fyldt med vand, og de virker som et par gummistøvler – isolerende. De kan ikke mærke strømmen i hegnet, så de tonser bare ud og ind, som det passer dem på deres ufatteligt hurtige små ben. Og så kan vi hente dem i næste kirkesogn, hvis ikke de kommer ulykkeligt af dage inden.

Så dagen ud, venner, dagen ud. Så skal I nok få fri til at gå med mor rundt i engen.

Nu mangler vi kun 11.

God søndag til alle – i grime og uden.

 

 

Årets første kalv

I dag kom årets første kalv. En lille kviekalv. Nu begynder det. Mylderet af små, sorte, legesyge, hoppende og dansende kalve.

Men den første dag i ens liv hopper man ikke så meget. Man har lært at gå, ja da. Hvem kan ikke gå, fra de er et kvarter gamle?

Men man er lidt træt af alt det nye og skal sove, mens ens mor passer på.

Og man skal have en stor portion piskefløde.

Man skal nemlig til at have kræfter nok til alle kalvespilopperne. Man skal løbe væk. Gå igennem hegnet. Man skal gemme sig og sove igennem, mens ens mennesker leder efter en og vader engen tynd med angst i hjertet for, at man skal være faldet i bækken og druknet.

Den slags tænker man ikke meget over som nyfødt kalv. Man holder bare verden beskæftiget, mens man passer sine egne sager. Kalve-business.

Og det er vel også nok til at starte med.

God weekend.

 

Aurikler

Aurikler, Primula auricula, er en stor, stor glæde at have i haven. I massevis.

Den er en lidt gammeldags blomst, der får en til at tænke på stråtækt idyl og velpassede gamle haver. Haver, hvor bedene er indrammet af en krans af aurikler i mange farver. Hvor en lille rund kone kommer ud af en lav dør, strækker ryggen og står tilfreds og betragter sin blomstrende have, mens hun tørrer hænderne i forklædet.

Jeg fik mine af en nabo. En klump jord med bitte, bittesmå selvsåede planter. De nye planter er meget små, og man skal være lidt fingernem, når de skal plantes.

De blev priklet i bakker, stod sommeren over og voksede sig store og stærke, og så blev de plantet ud i bedene i september. Næste forår stod i de blomst. Siden har jeg gentaget processen mange gange, og nu er der aurikler mange steder i haven. Til farvefryd og glæde.

De sår sig selv med en livskraft så stor, så ser man en have med aurikler, kan man sikkert tiltuske sig et par småplanter til at starte bestanden op. De krydser sig også på kryds og tværs, og der kommer nye farvekombinationer hvert år. Tit kommer der også en efterblomstring i efteråret.

Som sagt, kræver de små planter fintfølende fingre, når de skal prikles. Men så går det også af sig selv. Og det er jo dejligt, når noget går af sig selv.

God fredag.

I dag skal der bages – og sås

I dag skal fryseren i kælderen – brødfryseren – have en tiltrængt opfyldning. Vi er nede ved krummerne, og der kommer gæster i weekenden.

Der skal bages lidt af hvert: Grove med rug, hvide – halvdelen med birkes og den anden halvdel med sesam, og så skal der bages et hold krydderboller. I en smidig arbejdsgang.

Først laver jeg alle tre slags dej. Så går jeg i haven, mens de hæver.

Så skal brødet slås op. Og så går jeg i haven, mens de efterhæver.

Til sidst skal de bages – og der skal ryddes op, mens de bager – og støvsuges.

Derefter er det mig og mit rene drivhus – en hel masse små potter, og nogle poser frø. En hot date.

God tirsdag.

Et rent og funklende drivhus

Lørdag formiddag er brugt op. Men drivhuset er nu fri for alger, fugleklatter og skidt. Klar til forspiring af alt det, jeg forspirer ude, for at duerne og fasanerne ikke skal tage det.

Det er ‘dirty work’ at gøre drivhus rent. Og man bliver våd  – og kold. I  år blev den lille højtryksrenser taget i brug.

Den er effektiv.

Drivhuset er rent. Det står der og skinner.

Nu skal det tørre, mens jeg laver frokost. Og bagefter skal alt det her –

og alt det her

sorteres, børstes, tørres af, bæres ind, stables pænt og arrangeres på den mest praktiske måde.

Eftermiddagen er vist også gået.

God weekend.

Fredagsmad er nippemad: Forårspizza med asparges, cherrytomater, mozzarella og hvidløgsolie

En frisk og lækker forårspizza med asparges, cherrytomater, frisk mozzarella, frisk basilikum og en lækker hvidløgsolie. Rigtig forårsmad.

Lav først dejen – ligesom den til kartoffelpizzaen.

Derudover skal du bruge:

1 bundt grønne asparges
250 g cherrytomater
1,5 kugle frisk mozzarella
1/2 dl olivenolie
4 fed hvidløg
Salt og peber
1 bundt basilikum

Lav en stærk hvidløgsolie: Hæld 1/2 dl olivenolie op i en skål, pres 4 fed hvidløg ud i den, tilsæt en god teskefuld salt og rør rundt. Sæt den til side og gør tomaterne klar. De skal skæres midt over, og så skal man med tommelfingeren presse kernerne ud af dem. Kernerne skal ikke med. De gør pizzaen alt, alt for våd.

Gør aspargeserne i stand og skær dem i stykker på ca. 3 cm. Skær mozzarellaen i tynde skiver, og hak basilikumbladene groft.

Når dejen er hævet, rulles den ud på en bageplade – med bagepapir. Så tyndt, som du synes.

Pensl dejen med hvidløgsolien, fordel mozzarella, tomater, asparges og basilikum ud over dejen og dryp det hele med resten af olien.

Bag i 1/2 times tid på 225 grader.

En god start på weekenden.

God fredag.

Save

Krydderurtegris med sprød svær

Det sidste stykke kamsteg – et stykke på et kilos penge – fra den halve gris, vi købte i sommer, stod for tur. Men selvom det var det sidste stykke, og der skulle vises kødet fuld respekt, var det alt for meget forår til respekt i traditionel forstand (læs: med rødkål).

Jeg måtte ud og se, hvad haven kunne byde på. Det var ikke meget – der var minus 3 igen i nat. På marken var der rim på græsset, mens slåenbuskene var begyndt at blomstre på sydsiden. Kampen mellem vinter og vår – mellem godt og ondt, mellem Harry Potter og Voldemort. Den evige…..

Men krydderurterne er begyndt at skyde, og det blev til stor håndfuld skud fra krydderurtebedet: løvstikke og purløg, citronmelisse og et enkelt skud mynte. Med revet citronskal fra en halv citron og to fed hakket hvidløg blev det fyldet.

Jeg stak en lang kniv lige midt igennem stegen på langs – og proppede fyldet ind.

Så blev kødet lagt i et ovnfast fad med lidt vand i bunden og sat i en kold ovn, der blev tændt på 150 grader. Den var klar efter et par timer – (test om stegen er gennemstegt ved at stikke i den og se, om kødsaften er klar – hvis den er lyserød, skal den have lidt længere).

Til sidst blev vandet hældt op i en gryde til sovs og skummet af for fedt, mens stegen fik lidt grill, så sværene kunne blive sprøde – det lykkedes at få den ud lige i tide – det går hurtigt, så hold et øje på den!

Mens stegen stod og sundede sig oven på den behandling, lavede jeg sovsen.

Vandet fra stegen ( der havde fået smag af krydderurterne), en sjat kartoffelvand og en sjat fløde – plus lidt kulør. For bondemanden nægter at spise grisesteg med hvid sovs. Og jeg er enig – det ser bare ikke rigtigt ud. Sovsen blev jævnet med en tsk Maizena rørt ud i vand.

Med kartofler og sprød fennikelsalat blev det endnu en kurfyrstelig (lørdags)middag.

God torsdag.

Højt til himmelen

Landskaber er én ting – ‘skyskaber’ noget andet. Og alligevel hænger de sammen. Ville landskabet være lige så smukt – eller interessant – uden skyerne? Spillet mellem sol og skyer giver himmelen karakter – som rynker i et ansigt. En vandrende sky kaster en vandrende skygge over markerne og ændrer øjets fokus. Bevares – en helt skyfri blå himmel er da smuk. Men er det ikke kun, fordi den er så sjælden en gæst? Og fordi det som regel er kortvarigt? Ville vi nordboere kunne trives med den skyfri himmel – altid?

Skyer fremhæver landskabets træk.

Får os til se, hvor stor himmelen er.

Giver variation og drama i landskabet.

Skyer er smukke.

Med næsen i sky… God onsdag!

Fennikel i skålen og i haven

I år skal jeg have fennikel i haven. Jeg har købt frø – jeg har forspiret nogle af dem, og så vil jeg ellers forsøge mig frem med at så nogle på friland også. Tror jeg. Fasaner og duer nipper alle spirer, der ser lækre ud, så jeg forspirer det meste i drivhuset. Forrige år såede jeg nemlig bønnerne om tre gange. Men duerne så fede og fornøjede ud.

Fennikel er en køn plante – i bogstaveligste forstand. Bladene ligner kæmpedild. Og så smager den godt sådan en fennikel fyr. Lidt af lakrids – meget af forår. Især i rå tilstand. Det er næsten synd at gøre ret meget ved den, for dens smag er perfekt, som den er. Snittet i en salat med en mild olie/eddikedressing – det er nok. Hvorfor forstyrre billedet? Eller med andre ord: if it works – don’t fix it.

Her er en af mine yndlingssalater med fennikel:

4 spsk æbleeddike
1 tsk flydende honning
Salt og peber
4 spsk olivenolie
1 frisk og flot fennikel
2 forårsløg

Rør en dressing af eddike, honning, salt, peber og olivenolie. Snit fennikel og forårsløg, bland det, og lad det stå og trække lidt.

Er der nogen, der har erfaringer med fennikel, må de gerne skrive til mig. Jeg har nemlig ikke prøvet at dyrke dem før. Tænk – bare kunne gå ud og plukke, når man har lyst?

Men indtil de kommer op, må vi nøjes med dem, vi køber. Der var to i pakken – den anden kan vel blive til… ? Vi får se.

God tirsdag.