Der går ikke røg af et lam, hvis der ikke er grill

Pinsemiddagen valgte vi at indtage på Cafe Den Lille Terrasse. Den med blomsterudsigt og bindingsværk. Man skal jo veksle lidt.

Efter en kølig drink – mousserende rosévin med hyldeblomst, var appetizeren et par kapitler krimi, mens grillen blev klar.

Menuen lød på grillede, marinerede lammesteaks, myntehvidløgsdip og grillede asparges med bacon (den totalt oversete krydderurt) og nye kartofler. Enkel og lækker mad.

Bylten med viskestykket på bordet? Det er for at holde kartoflerne varme.

En god grillmarinade til lam er en blanding af 1/2 dl olivenolie, en stor håndfuld hakket mynte, et skvæt æbleeddike og 3 fed knust hvidløg. Smør lammekødet ind i blandingen og lad det stå køligt og trække i nogle timer.

Lammesteaks, der egentlig bare er lammekølle i skiver, skal grilles i 3 minutter på hver side midt på grillen og derefter lige over kullene, indtil de bliver passende brændte. Striber skal de i hvert fald have.

Der er sket meget med grill i de senere år. Jeg husker halvrå portionsørreder med slatten dild i midten, klodsede salater med majs og kinakål og humpler af råt blomkål, bøffer, der var stegt udenpå og rå indeni – det hele skyllet ned med lunken hvidvin eller kold rødvin. Imens sad folk så og frøs, mens de bedyrede overfor hinanden, hvor HYGGELIGT, det var at grille. Og man sang selvfølgelig med på visen. Hvem vil være den eneste, der ikke synes, noget er hyggeligt?

Men med kuglegrillen er der heldigvis sket store forandringer til det bedre. Hvad med en Nobelpris til den, der opfandt kuglegrillen? Eller for den sags skyld køkkenrullen? Støvsugeren? Opvaskemaskinen??

Vi lever i de bedste af alle tider – på trods af meget skidt rundt omkring – så hurra for det og ud og så ærter.

God Pinsemandag.

Pinsesol og pillerejer

I al sin glans nu stråler solen. Pinsesalmen, der giver baghjul til alle andre en pinsesøndag, hvor solen danser og allerede klokken 7 varmede klappekalvens sorte pels, mens vi øvede ‘drikke af spand’.

Der går et par fasaner og skråkker nede i engen, nogle ænder rapper, og højt oppefra kan vi høre musvågens jagtskrig. Det store, gamle kastanjetræ står med lys.

Endnu en dejlig dag i Skivholme. Man kan kun være taknemmelig.

I dag vil vi gentage gårsdagens succes, og tage Restaurant Flimmerskyggens bedste frokostmenu. Pillerejer med citron og kryddermayonnaise.

Det er ikke raketvidenskab, men det er lækkert, frisk og hurtigt. Og det er ikke uvæsentligt, når sommeren er kommet på besøg, og der er tusind andre ting, man hellere vil end at stå i køkkenet.

Kryddermayonnaisen er Hellmans mayo smagt til med lidt Heinz ketchup, citron og Worcestershiresauce. Lav den endelig ikke for stærk – det skal smage af noget, men ikke helt overdøve rejerne.

Husk skylleskålene med varmt vand og citron og en hel køkkenrulle. Det er praktisk, når man sådan får fingrene i maden.

Velbekomme – og God Pinse.

Tærte og flimmerskygge

Når vi spiser ude, har vi forskellige yndlingsspisesteder. 

For eksempel terrassen inde i staudehaven, terrassen foran B&B’en, Femøren, og pladsen under de store træer, hvor der hele dagen er flimmerskygge. Vi vælger efter vejr og især vind.

I går blev det Restaurant Flimmerskyggen med en løgtærte med bacon og en frisk tomatsalat med rødløg og basilikum. Let skygge med solstrejf og en fantastisk udsigt. 

Hunden kunne ligge udstrakt og sove, mens køerne gumlede lige uden for hegnet, og fuglene sørgede for musikken. Hvad kan man ønske sig mere?

Lav tærtebunden som til laksetærten. Mens dejen hviler, kan du lave fyldet.

3 pænt store løg i skiver eller både
1 pk bacon klippet i tern
5 æg
1,5 dl fløde
Sennep
En håndfuld revet ost

Svits løg og bacon sammen på en pande, til løgene bliver klare, krydr med (meget lidt) salt og et godt drys peber.

Pisk æggene med fløden.

Rul tærtebunden ud, læg den i et smurt tærtefad, smør bunden med sennep og fordel en håndfuld revet ost over. Fordel fyldet ovenpå og hæld æggemassen over.

Bag i ovnen ved 200 grader i en tre kvarters tid. Man kan vande i drivhuset i mens. Tærten er færdig, når dejen slipper kanten, og toppen er lysebrun og hævet smukt.

Den her blev måske en anelse for ‘lysebrun’. Kokkens opmærksomhed blev afledt af græskarspirerne.

Men den smagte nu godt alligevel.

God fredag.

Forsommerdeko med døvnælder

Døvnælderne blomstrer. I hegn, på grøftekanter – og i nogle af vores bede i udkanten af haven. Det sidste er vi ikke så stolte af, men de er kønne i naturen, og de kan bruges til at lave en sjov dekoration. Jeg lærte tricket allerede som barn.

Døvnælder retter sig op, når de bliver lagt ned, og det er det, man kan udnytte.

Pluk en buket døvnælder. Du opdager helt sikkert, hvis du kommer til at tage fejl af døvnælder og brændenælder. Men for en sikkerheds skyld: husk, at døvnælderne er dem, der blomstrer nu med hvide blomster.

Tag en flad skål, fyld vand i, læg blomsterne med stænglerne ind mod midten og læg en sten på til at holde dem der.

I løbet af ganske få timer vil døvnælderne rejse sig op, og dekorationen kommer til at se sådan ud:

Det er kønt, det er sjovt, det er anderledes, det hører forsommeren til, og så er det gratis.

God torsdag.

Mynte og lam

Vores seneste pakke lam fra den lokale lammeavler indeholdt også hakkekød. Lammehakke er som regel temmelig fedt. Det skal krydres, så det frisker lidt på det, og det skal steges så langsomt, at det overflødige fedt smelter ud.

Her er en lækker opskrift på lammedeller med frisk mynte, hvidløg og chili.

En krydderblanding, der, når den er rørt ud i olie, også gør sig fortrinligt som grillmarinade til lammesteaks.

Rør 500 g hakket lammekød med en god håndfyld hakket mynte, 3 fed presset hvidløg, et æg, salt og 1/2 tsk sambal oelek. Form små kødboller og steg dem på en varm pande i 5 minutter på hver side. Smid det frasmeltede fedt ud.

De smager godt med mynte- og hvidløgsdip til, nye kartofler og auberginesalat.

Et måltid, der kan holde vampyrerne væk.

Hvis det da passer, at vampyrer ikke kan lide hvidløg. Jeg ved det ikke – jeg har aldrig mødt en. Men… vi spiser jo også meget hvidløg…

God onsdag.

Forårsblues og forsommerfryd

Der sker noget hver dag. Selvom man råber stop og beder naturen om at dvæle lidt ved de blomstrende slåen og kirsebær, går den ubønhørligt videre. Foråret er lige så stille gledet over i forsommer. Varmen er kommet – sikkert kun på gæstevisit, men alligevel.

Slåenkrattet er afblomstret, og gøgen kukker.

Kirsebærtræerne er afblomstrede.

Mælkebøttefrøene er ved at gøre klar til at flyve ud i verden.

Græsset er vokset så meget, at det mange steder når hunden over hovedet.

Det er ved at være tid til at tage første slæt. Lægge første læs på lager til vinteren.

Det hele gror, som om det blev betalt for det. Det er de hvide blomsters tid – hvidtjørnen, der står på spring,

og alle de hvide skærmplanter.

De lyse nætter er i gang. Vi kunne stadig se, da flaskekalven skulle have natmad i går. Og høre nattergalen i krattet.

Forsommer. Grøn, overdådig frodighed. Stadig frisk luft om morgenen og lyst og nyt løv, men noget af det hele er allerede brugt op for i år. Derfor lidt blues midt i forsommerfryden. Det er så smukt, at det gør helt ondt i hjertet – man vil holde fast i øjeblikket, men det kan man ikke.

Så hæng på og tag hele turen med – følg hvert afsnit i sommerens gang og nyd det intenst – der kommer først en genudsendelse næste år.

God tirsdag.

Oksegryde med kommen og røget paprika

Gryderetter ser mere eller mindre ens ud. Man kan ikke se smagen. Man kan ikke fotografere den.

Men forestil dig, at du har redet på den ungarske steppe hele dagen – skiftevis i sol og piskende regn – på vej med en taskefuld vigtige dokumenter. Du er øm i hele kroppen, træt og sulten. Du kommer til en rejsestald, og allerede på mange meters afstand kan du lugte kød, der simrer i en krydret sovs.  Udmattet klavrer du af hesten, overlader den til stalddrengen, så den kan få hø og vand, og vakler hjulbenet til bordet, hvor du får stillet en skudefuld gryderet med kartoffelmos foran dig. En oksegryde med peberfrugter, løg, kommen og røget paprika. På få minutter er maden væk, du får endnu en portion, som du spiser lidt langsommere, mens du mærker styrken vende tilbage til kroppen.

Sådan ser smagen ud.

Vil du prøve det samme – bare uden hest? Måske efter en hård dags arbejde i haven?

Så skal du bruge:

500 g oksekød i tern – gerne klump (og selvfølgelig gerne Dexter!)
1 stort løg i tynde både
3 fed hakket hvidløg
3 peberfrugter
1 tsk kommen
1 spsk røget paprika
1 nip chiliflager
1 spsk tomatpure
1/2 dl fløde
vand, salt og peber

Brun oksekødet, tilsæt løg, peberfrugter, hvidløg, kommen, røget paprika og chiliflager. Hæld vand på, så det dækker. Bring det i kog, lad det simre i en times tid, tilsæt tomatpure og fløde, kog igennem og smag til med salt og peber.

Spis med entusiasme og kartoffelmos eller ris.

Nu er du klar til at dejse om i halmmadrassen på rejsestaldens loft.

God mandag.

Den frygtelige Kortstråle

I haven i dag skal der sås ude, nu hvor det lunere vejr endelig er kommet med lidt diset solskin. Rødbeder, ærter og andet godt

En masse små planter fra drivhuset skal sættes i jorden, så der bliver plads til tomater, chilier, agurker og peberfrugter derinde stedet for. Og der skal sås græskar, bønner og squash – inde i stuen. Og et nyt bed oppe i hjørnet af græsmarken skal gøres klar til at blive et græskarbed – i fuld sol.

I urtehaven skal såbedene brændes først – med gasbrænderen. For forrige år fik vi en ny gæst i urtehaven – Kortstråle. Gå ind og læs om den og se billederne. En nysselig lille ukrudtsplante, i begyndelsen ganske undselig, men næsten umulig at udrydde. Den smider op til 30.000 frø pr. plante. Breder sig uhæmmet. Starter småt, men vokser sig kæmpe, kvæler andre planter og er svær at trække op, fordi den knækker. Og der hvor den knækker, skyder den tre nye stængler. En træls fætter at dele urtehave med.

Hvis du har den i din have – eller ser bare skyggen af den, så gå til kamp med det samme.

Jeg starter med at brænde såbedene. Eller rettere sagt – Bondemanden brænder såbedene for mig. Det gør, at de frø, der ligger i overfladen, mister spireevnen. Så ka’ de lære det. Men roder man i jorden, åbner man banken. Frøbanken. Den bank, der har mottoet: ‘Hvad kan vi gøre mod dig?’

Hvordan skal man kunne plante og så uden også at rode i jorden? Den har ukrudtet regnet godt ud.

Brænd, lug og bekæmp. På barrikaderne! Landet stander i våde. Hvor er Holger Danske, når man virkelig har brug for hjælp?

God søndag.

Flaskebørn på fire ben og restemad med myntedip

Det er ikke altid, naturen opfører sig ordentligt. Eller retfærdigt. Når man skal prøve at råde bod på det, kan man godt blive både afmægtig, vred, ked af det og træt – meget træt. Men lykkes det, er det det hele værd, og man kan ikke blive gladere.

Den seneste lille kalv blev afvist af sin mor. Og ikke høfligt afvist. Koen ville ikke kendes ved kalven overhovedet. Kalven blev ikke gjort ren, og da den rejste sig op på sine små, nye, vaklende ben for at få sin livsvigtige råmælk, fik den et spark og en skalle. Alle forsøg – og det var mange – på at få moderen til at passe kalven mislykkedes.

Nu har vi et flaskebarn.

En lille kviekalv på 17 kilo, som vi skal hjælpe til at overleve og blive stor. Vi varmer mælk og giver flaske fire gange i døgnet. Den lille er glad for sin mad, men hvor er det synd, at den ikke har sin mor. Og for os er det tidskrævende. Tid, som vi i forvejen altid har for lidt af, når alting skal passes.

Med al det renderi og puslen og nuslen om den lille regnede jeg ikke med, at jeg ville få tid til at lave nogetsomhelst til aftensmad – endsige at skrive om det. Men det er jo ikke kun kalven, der skal fodres med jævne mellemrum, og alle kan jo trænge til en pause.

Heldigvis har vi lageret. Jeg har før nævnt det. Lagre. Landbolivets specialbutikker. Lagre er vigtige, når man har langt til butikker og ikke meget tid. Lager i fryseren, lager i skabet.

I fryseren var der et stykke af påskens stegte lammekølle, der kunne tøs op hurtigt. Det blev lunet i ovnen, indpakket i sølvpapir, mens nogle kartoffeltern stegte med. Og en klat græsk yoghurt blev lavet til den lækreste myntedip med hvidløg. Arbejdstiden var 10 minutter – ovntiden cirka 40. Det gav lige tid til at kigge en ekstra gang til den lille og nusle den lidt.

Til myntedippen skal man bruge 2-3 dl græsk yoghurt, en god håndfuld hakket frisk mynte fra haven, hvidløg efter smag – 2 fed er fint – og et drys salt. Rør det sammen og lad det stå og trække lidt.

Sådan fik vi alligevel god aftensmad, der blev også en opskrift hertil, og alle blev mætte – ikke mindst trængte den sultne bondemand, der havde været ude og passe kalven i timevis (hvor han ellers skulle have været på bukkejagt).

Her til morgen kom kalven muntert travende for at få sin morgenflaske. Nu har den fået sine øremærker på – vi håber, alt går godt. Det ser det ud til.

Men lad os alligevel håbe, at de næste kalve bliver født af mere egnede mødre. Man kan gøre meget som menneske, men street cred i cow world får en kalv nu bedst af en ko.

God Kristi Himmelfartsdag.

Her lugter af Østrig

‘Her lugter af Østrig’, siger ungerne, når de er herude. De mener lugten af ko. Den varme, trygge lugt af ko, der især kan mærkes i fugtigt vejr. Fugtigt vejr som nu til morgen, hvor vinden har lagt sig. Fugtigt vejr, der får frø til at spire, græs til at vokse og vinterbyggen til at strække sig mod dråberne.

Fugten hænger tungt mellem træerne, og her lugter af Østrig.

Mange danske børn er kun ude på landet, når de er på ferie. Og rigtig mange danske børn holder ferie i Italien. Når man skal til Italien, kommer man gennem Østrig – det passer tit med, at det er der, man overnatter undervejs.

Og i Østrig er der køer inde i landsbyerne. Små landbrug med få køer – gårdene ligger i landsbyen og markerne udenom. Et stykke eng mellem to huse bliver afgræsset af køer, langs stien til næste landsby går der køer, rundt omkring i naturen er der køer med klokker om halsen.

De hyggelige kroer ligger lige ved siden af mælkebrug, hvor køerne bliver taget ind om natten, og man i den tidlige morgen kan høre dem brøle deres ‘kom og malk mig-muh’.

Østrig er et ko-venligt land. Det er hyggeligt. Måske ikke så produktivt som moderne danske mælkebrug, men hyggeligt.

Sådan var de gamle danske landsbyer også indtil for ikke så mange år siden. Man ser det næsten ikke mere. Undtagen måske lige her hos os, hvor køerne også går ude på græsset lige på den anden side af bygningerne. Hvor man også kan blive vækket af en ko, der kalder på sin kalv.

Og hvor der også – især i fugtigt vejr – lugter af Østrig.