Aurikler

Aurikler, Primula auricula, er en stor, stor glæde at have i haven. I massevis.

Den er en lidt gammeldags blomst, der får en til at tænke på stråtækt idyl og velpassede gamle haver. Haver, hvor bedene er indrammet af en krans af aurikler i mange farver. Hvor en lille rund kone kommer ud af en lav dør, strækker ryggen og står tilfreds og betragter sin blomstrende have, mens hun tørrer hænderne i forklædet.

Jeg fik mine af en nabo. En klump jord med bitte, bittesmå selvsåede planter. De nye planter er meget små, og man skal være lidt fingernem, når de skal plantes.

De blev priklet i bakker, stod sommeren over og voksede sig store og stærke, og så blev de plantet ud i bedene i september. Næste forår stod i de blomst. Siden har jeg gentaget processen mange gange, og nu er der aurikler mange steder i haven. Til farvefryd og glæde.

De sår sig selv med en livskraft så stor, så ser man en have med aurikler, kan man sikkert tiltuske sig et par småplanter til at starte bestanden op. De krydser sig også på kryds og tværs, og der kommer nye farvekombinationer hvert år. Tit kommer der også en efterblomstring i efteråret.

Som sagt, kræver de små planter fintfølende fingre, når de skal prikles. Men så går det også af sig selv. Og det er jo dejligt, når noget går af sig selv.

God fredag.

I dag skal der bages – og sås

I dag skal fryseren i kælderen – brødfryseren – have en tiltrængt opfyldning. Vi er nede ved krummerne, og der kommer gæster i weekenden.

Der skal bages lidt af hvert: Grove med rug, hvide – halvdelen med birkes og den anden halvdel med sesam, og så skal der bages et hold krydderboller. I en smidig arbejdsgang.

Først laver jeg alle tre slags dej. Så går jeg i haven, mens de hæver.

Så skal brødet slås op. Og så går jeg i haven, mens de efterhæver.

Til sidst skal de bages – og der skal ryddes op, mens de bager – og støvsuges.

Derefter er det mig og mit rene drivhus – en hel masse små potter, og nogle poser frø. En hot date.

God tirsdag.

Et rent og funklende drivhus

Lørdag formiddag er brugt op. Men drivhuset er nu fri for alger, fugleklatter og skidt. Klar til forspiring af alt det, jeg forspirer ude, for at duerne og fasanerne ikke skal tage det.

Det er ‘dirty work’ at gøre drivhus rent. Og man bliver våd  – og kold. I  år blev den lille højtryksrenser taget i brug.

Den er effektiv.

Drivhuset er rent. Det står der og skinner.

Nu skal det tørre, mens jeg laver frokost. Og bagefter skal alt det her –

og alt det her

sorteres, børstes, tørres af, bæres ind, stables pænt og arrangeres på den mest praktiske måde.

Eftermiddagen er vist også gået.

God weekend.

Fredagsmad er nippemad: Forårspizza med asparges, cherrytomater, mozzarella og hvidløgsolie

En frisk og lækker forårspizza med asparges, cherrytomater, frisk mozzarella, frisk basilikum og en lækker hvidløgsolie. Rigtig forårsmad.

Lav først dejen – ligesom den til kartoffelpizzaen.

Derudover skal du bruge:

1 bundt grønne asparges
250 g cherrytomater
1,5 kugle frisk mozzarella
1/2 dl olivenolie
4 fed hvidløg
Salt og peber
1 bundt basilikum

Lav en stærk hvidløgsolie: Hæld 1/2 dl olivenolie op i en skål, pres 4 fed hvidløg ud i den, tilsæt en god teskefuld salt og rør rundt. Sæt den til side og gør tomaterne klar. De skal skæres midt over, og så skal man med tommelfingeren presse kernerne ud af dem. Kernerne skal ikke med. De gør pizzaen alt, alt for våd.

Gør aspargeserne i stand og skær dem i stykker på ca. 3 cm. Skær mozzarellaen i tynde skiver, og hak basilikumbladene groft.

Når dejen er hævet, rulles den ud på en bageplade – med bagepapir. Så tyndt, som du synes.

Pensl dejen med hvidløgsolien, fordel mozzarella, tomater, asparges og basilikum ud over dejen og dryp det hele med resten af olien.

Bag i 1/2 times tid på 225 grader.

En god start på weekenden.

God fredag.

Save

Krydderurtegris med sprød svær

Det sidste stykke kamsteg – et stykke på et kilos penge – fra den halve gris, vi købte i sommer, stod for tur. Men selvom det var det sidste stykke, og der skulle vises kødet fuld respekt, var det alt for meget forår til respekt i traditionel forstand (læs: med rødkål).

Jeg måtte ud og se, hvad haven kunne byde på. Det var ikke meget – der var minus 3 igen i nat. På marken var der rim på græsset, mens slåenbuskene var begyndt at blomstre på sydsiden. Kampen mellem vinter og vår – mellem godt og ondt, mellem Harry Potter og Voldemort. Den evige…..

Men krydderurterne er begyndt at skyde, og det blev til stor håndfuld skud fra krydderurtebedet: løvstikke og purløg, citronmelisse og et enkelt skud mynte. Med revet citronskal fra en halv citron og to fed hakket hvidløg blev det fyldet.

Jeg stak en lang kniv lige midt igennem stegen på langs – og proppede fyldet ind.

Så blev kødet lagt i et ovnfast fad med lidt vand i bunden og sat i en kold ovn, der blev tændt på 150 grader. Den var klar efter et par timer – (test om stegen er gennemstegt ved at stikke i den og se, om kødsaften er klar – hvis den er lyserød, skal den have lidt længere).

Til sidst blev vandet hældt op i en gryde til sovs og skummet af for fedt, mens stegen fik lidt grill, så sværene kunne blive sprøde – det lykkedes at få den ud lige i tide – det går hurtigt, så hold et øje på den!

Mens stegen stod og sundede sig oven på den behandling, lavede jeg sovsen.

Vandet fra stegen ( der havde fået smag af krydderurterne), en sjat kartoffelvand og en sjat fløde – plus lidt kulør. For bondemanden nægter at spise grisesteg med hvid sovs. Og jeg er enig – det ser bare ikke rigtigt ud. Sovsen blev jævnet med en tsk Maizena rørt ud i vand.

Med kartofler og sprød fennikelsalat blev det endnu en kurfyrstelig (lørdags)middag.

God torsdag.

Højt til himmelen

Landskaber er én ting – ‘skyskaber’ noget andet. Og alligevel hænger de sammen. Ville landskabet være lige så smukt – eller interessant – uden skyerne? Spillet mellem sol og skyer giver himmelen karakter – som rynker i et ansigt. En vandrende sky kaster en vandrende skygge over markerne og ændrer øjets fokus. Bevares – en helt skyfri blå himmel er da smuk. Men er det ikke kun, fordi den er så sjælden en gæst? Og fordi det som regel er kortvarigt? Ville vi nordboere kunne trives med den skyfri himmel – altid?

Skyer fremhæver landskabets træk.

Får os til se, hvor stor himmelen er.

Giver variation og drama i landskabet.

Skyer er smukke.

Med næsen i sky… God onsdag!

Fennikel i skålen og i haven

I år skal jeg have fennikel i haven. Jeg har købt frø – jeg har forspiret nogle af dem, og så vil jeg ellers forsøge mig frem med at så nogle på friland også. Tror jeg. Fasaner og duer nipper alle spirer, der ser lækre ud, så jeg forspirer det meste i drivhuset. Forrige år såede jeg nemlig bønnerne om tre gange. Men duerne så fede og fornøjede ud.

Fennikel er en køn plante – i bogstaveligste forstand. Bladene ligner kæmpedild. Og så smager den godt sådan en fennikel fyr. Lidt af lakrids – meget af forår. Især i rå tilstand. Det er næsten synd at gøre ret meget ved den, for dens smag er perfekt, som den er. Snittet i en salat med en mild olie/eddikedressing – det er nok. Hvorfor forstyrre billedet? Eller med andre ord: if it works – don’t fix it.

Her er en af mine yndlingssalater med fennikel:

4 spsk æbleeddike
1 tsk flydende honning
Salt og peber
4 spsk olivenolie
1 frisk og flot fennikel
2 forårsløg

Rør en dressing af eddike, honning, salt, peber og olivenolie. Snit fennikel og forårsløg, bland det, og lad det stå og trække lidt.

Er der nogen, der har erfaringer med fennikel, må de gerne skrive til mig. Jeg har nemlig ikke prøvet at dyrke dem før. Tænk – bare kunne gå ud og plukke, når man har lyst?

Men indtil de kommer op, må vi nøjes med dem, vi køber. Der var to i pakken – den anden kan vel blive til… ? Vi får se.

God tirsdag.

Klapsammen-sandwichboller

Mens lyden af dyb hundesnorken driver op ad trappen her mandag morgen, sidder jeg ved computeren og tænker på frokost. En god frokost kan være mange ting. Det afhænger af, hvem man er, hvor man er, vejret, situationen og en hel masse andet.

For hunden er en god frokost lig med det, man nu kan tigge sig til. For katten ligeså – men det skal være nu – så hold op med at skrive på den computer og kom ned i køkkenet!

For en franskmand er det noget med flere retter og et par timer på langs. Til jul er det julefrokosten med det hele.

For mig er det en god sandwich. En god bolle, smurt med miracle whip, med salat i, et eller andet kød og et eller andet surt. Sure agurker, peberfrugtstrimler i eddike – og måske et par løgringe. Brødet er vigtigt.

Bollen skal være blød, så den ikke drysser for mange krummer. Den skal være stor nok til, at man kun behøver at smøre én.  Den skal have noget groft i sig, så man ikke bliver sulten igen efter en time. Og så skal den selvfølgelig smage godt i sig selv.

De krav kan denne klapsammen-sandwichbolle sagtens leve op til.

1 pk gær
4 dl vand
2 æg
50 g solsikkekerner
100 g fuldkornshvedemel + lidt til drys
750 g hvedemel – af god bagekvalitet
1,5 tsk salt
1,5 tsk sukker – til at give gæren noget at leve af

Rør gæren ud i vandet, tilsæt solsikkekerner, salt, sukker og de to æg. Tilsæt fuldkornsmelet og rør lidt rundt. Tilsæt til sidst hvedemelet og ælt til en smidig dej, der skal hæve en times tid.

Vend dejen ud på bordet og del den i 10. Flad hver del ud til en oval, fold ovalen sammen på midten.

Læg dem på bagepapir på en bageplade og lad dem efterhæve endnu en times tid. Pensl med æg og drys med lidt mere fuldkornsmel.

Bag ved 200 i 15 – 17 minutter.

Så er frokosten serveret. Her på tallerken. Pakket ind i film og gnavet undervejs er mindst ligeså godt. På arbejde – på stranden.  ‘Til picnic, til hverdag til fest – en god sandwichbolle er bedst’ – nå nu løber poesien da helt af med mig – jeg må hellere slutte og ønske

God mandag.

Når bunden er god… laksetærte med asparges

I begyndelsen af firserne var tærter super moderne. Madtærter. Man kaldte dem quiche – udtalt kiiiish – med et indforstået ‘jeg har styr på de sidste trends’-blik. Man fik kiiiish ved enhver lejlighed. Af svingende kvalitet. Tit med halvrå porrer og hårde salte fetaklumper. Rigtig ‘damemad’, som mænd ikke ville røre. Godt tænkt. Måske man skulle lade tærterne gå over i historiens glemsel?

Nej, for er den lavet rigtigt, smager en kiiiish rigtig godt – også for mænd – spørg bare Bondemanden ham selv.

Den bedste tærtedej får man ikke i en pose i supermarkedet. Desværre. Sorry. Sådan er det bare. Til gengæld behøver det ikke at være så svært at lave sin egen – meget bedre – tærtedej. Prøv selv.

200 g mel
75 g koldt smør
En håndfuld sesamfrø
1 nip salt
1 æg
2 spsk vand

Smuldr smørret i melet, tilsæt salt, sesamfrø, ægget og de to spsk vand. Saml dejen og læg den på køl i en lille times tid. Eller lav den dagen før – det sker der ikke spor ved, og så er det jo gjort.

Det er superlet at lave dejen i en foodprocessor. Min foodprocessor er fra 1983. En af de første. Nærmest historisk. Jeg ved næsten ikke, om jeg tør sætte billedet af den ind her, for Teknisk Museum kommer bare og kræver den som Danefæ. Og de er i forvejen ude efter min mobil.

Men alligevel – 1983. Dengang IBM skrivemaskinen med kuglehoved var det helt nye. Fra før mails og Google, fra før mobilen, fra før. Og var det så altsammen bedre dengang – i gamle dage? Nix. Nu er altid den bedste tid – og heldigvis for det.

Tærtefyldet kan være af mange slags. Vi skulle have laksetærte med asparges til gæstefrokost – med salat til – salat med rucula, grøn salat og artiskokker – de grillede i olie.

Fyldet bestod af:

2 laksesnitter, tøet op og skåret i små tern
1 dåse hvide asparges – friske grønne er gode i sæsonen
2 dl piskefløde (Til laksetærter og rejetærter er fløde bedre end alt andet – fløde smager blødere, og blødheden passer bedre til fisken – så må man spæge sit skind en anden dag.)
4 æg
Salt og peber

Lad de hvide asparges dryppe grundigt af. Pisk fløden til skum, rør æggene i, krydr med salt og peber. Rul dejen ud og læg den i en godt smurt tærteform.

Drys fyld ud over bunden og hæld æggemassen over. Bag i en lille times tid på 200. Tærten er færdig, når midten hvælver sig smukt, dejen slipper kanterne, og toppen har fået den rigtige lysebrune farve.

Firsernostalgi – men med smag. Hvad blev der egentlig af mine LP-plader?

God weekend.

Et blødt øjeblik

Der findes bløde øjeblikke. Når vinden lægger sig, og regnen stilner af, mens man går derude.  Lydene kommer tilbage, når vinden er væk. Sangdrosselen, spætmejsen, solsorten, skovduerne og de mange små mejser, spurvenes evige kævlen og stærenes knebren. Pludren fra det løbende vand i traktorsporene og nede fra bækken.

Det hele ikke bare lyder anderledes. Det ser også anderledes ud. Det bliver lysere – måske fordi man tager regnhætten ned og holder op med at knibe øjnene sammen mod vinden? Man ser dråberne på græstuerne.

De våde grene og disen over marken, hvor køerne har besluttet sig til at gå tur

på én lang række på deres smalle kostier.

Hver fod bliver sat nøjagtigt på linje med den forrige. Præcision en æressag.

Og lugtene mærkes tydeligere i den våde luft – jord, planter, der gror – og lidt komøg.

Sådan er et blødt øjeblik. Det er det lille øjeblik, hvor verden er i harmoni, hvor tingene er, som de skal være, hvor man bare kan være en stille iagttager/snuser/lytter. En del af det hele.

God fredag – forhåbentlig med et blødt øjeblik hist og her.