Gulspurvekrattet

Nogle steder har deres egen mystik. Steder, der gemmer på en hemmelighed. De har en særlig fascination – er omgivet af myter, og gætværk. Amazonas, Bermuda trekanten og Gulspurvekrattet.

Især en let tåget vintermorgen, hvor solen kun lige er på vej op over horisonten – sådan ved 9 tiden.

Gulspurvekrattet ligger oven for marken over skoven. Det er tæt, uigennemtrængeligt tæt, medmindre man er en fugl eller måske et mindre pattedyr. Det er et slåenkrat, mørke grene med lange torne. Inde i krattet vokser knudrede gamle hyldetræer, hvis tykke stammer man kun dunkelt aner gennem krattets tætte mørke. Man kan gå rundt om det – og altid finde læ for vinden et sted. Ikke engang vinden trænger igennem Gulspurvekrattet.

Helt nede ved jorden et sted er der et rundt hul. Det ligner en port – en lav og smal vej til krattets indre. Her går ’nogen’ tit. Men hvilke ’nogen’? Ræven er det ikke, for det ville man kunne lugte – ræve lugter fælt. Og rævelugt gør hunde kulrede. Hunden er ikke kulret. Grævlingen? Ham har vi set tøffe rundt på sin jagt på regnorm og mirabeller. Han ligner en bjørn i en alt for stor pelspyjamas. Efterladenskaber tyder på, at det nok er grævlingen. Men er det kun ham eller også skovfolket? Nisser? Højden på hullet passer til nissers standardmål.

Men dem, der bevisligt er krattets faste beboere, er gulspurvene. Der lever en lille flok af dem derinde. På hyldens allerøverste grene sidder de i godt vejr og vipper, og forår og sommer kan man høre deres karakteristiske sang: 1-2-3-4-5-6-syyyyyyyv gentaget med samme entusiasme i en uendelighed. Deres knaldgule fjer lyser som mælkebøtter i trætoppene.

Om foråret tager krattet festdragten på – et hvidt pur af slåenblomster, en hvid sky, der svæver over marken. Det er der faktisk ikke så længe til.

Om efteråret står det med orange blade og blå frugter. Det er faktisk ikke så længe siden.

Vi har prøvet at lave slåensnaps. Det var mundsammensnerpende bittert – måske var det os, der havde den forkerte opskrift. Eller måske var det bare det, at Gulspurvekrattet ikke har tænkt sig at være til gavn for andre end de vingede og firbenede, der søger ly og læ derinde, sommer og vinter. Et lille stykke ældgammel natur, kroget, tornet, tæt. Det giver ikke noget fra sig, det er et af de steder. Et af de steder, der holder på sine hemmeligheder.

En hel, en halv eller en kvart?

Hvert år i begyndelsen af november får vi slagtet. Det er studene fra sidste år, der må holde for, og de er cirka halvandet år gamle på det tidspunkt.  Som I kan se, så har de det godt hos os – faktisk lidt forkælede er de. Men det kan de nu godt lide at være. Vi hører ingen klager – udover et muh i ny og næ over for sløv servering af wrapgræs og gulerødder.

Vi sælger dem i hele, halve og kvarte. Det er jo små dyr, så en halv svarer til 60-65 kilo ‘på krogen’, som det hedder.

Men hvordan skal man så håndtere sådan en halv ko?

Kommer der en hærdebred slagter med overarme som egestammer og smider kræet på bordet?

Og er det derefter op til dig og dine spinkle køkkenknive at forvandle dyret til noget, der kan minde om mad?

Heldigvis ikke. For så skulle jeg heller ikke nyde noget, da.

Vi får slagtet i Aidt Slagtehus, hvor de dygtige slagtere sørger for, at din kasse med kød ser sådan ud:

Alt er pakket i poser, med lækre opskrifter – lige til at putte i fryseren.

Det er kun hakkekødet, du selv skal veje af. Lav poserne flade. Så fylder de mindre i fryseren.

Kødet skal afhentes i Aidt Slagtehus. Der har de rigtige, godkendte forhold til at opbevare det.

Karen

Velkommen til Skivholme

Du har forvildet dig ind på min nye blog – den er næsten ikke oprettet endnu – jeg er kun lige begyndt at lege med den  – men her vil der efterhånden dukke indlæg op om vores gård, Dalsgaard, og livet på landet i Skivholme.

Bloggen vil komme til at handle om mange ting:

Om vores små sorte Dexterkøer – og opskrifter på, hvordan man laver lækker mad med oksekød – efter de har endt deres lykkelige græsfyldte liv.

Om vores Bed & Breakfast – og opskrifter på mine yndlingsbrød og boller, der kan bruges til både gæsternes og vores egen morgenmad.

Om haven – og opskrifter til at bruge de ting i køkkenhaven og fra hegnet, der i sæsonen er der i overflod.

Og om stort og småt hos os i en lille landsby mellem Århus og Silkeborg – og opskrifter på…..?

God fredag – kig ind igen. Forhåbentligt er der snart mere indhold på. Men man skal jo lige have lov til at komme i gang – ikke?

Karen