God gammeldags rødkål

Der er mange, der aldrig har prøvet at lave rødkål selv, og det er faktisk synd – for det er billigere end det købte, og det smager hundrede gange bedre.

Man tager et rødkålshovede – et smukt, stort, grådugget rødkålshovede, som man skærer midt over

Billede1

og derefter snitter i småstykker.

Billede2

Op i en gryde med kålen.

Billede3

Tilsæt disse eksotiske ingredienser:

Billede4

1 dl vand
1 dl eddike
3 spsk ribsgele
3 spsk sukker
1 tsk salt
.

Bring det i kog og lad det simre i en god times tid. Smag til – måske skal der lidt mere eddike eller lidt mere sukker i. Også der er smag og behag jo forskellig.

Når det er koldt, kan det fryses ned i portioner og tages ud, når man skal bruge det.

Et rødkål til 12 kroner, eddike, sukker og gele for måske en femmer mere. Så har man rødkål til lang, lang tid for under en 20’er. Hjemmelavet, rigtig god rødkål.

Sommerfuglekarse, en spiselig skønhed

Som små gule sommerfugle svæver blomsterne over de grønne. fligede blade. Sommerfuglekarse. Tropaeolum peregrinum.

En af de yndigste sommerplanter i haven. Både blade, blomster og frø er spiselige. Blomsterne er et yndefuldt indslag som pynt på salaten.

Og den blomstrer glad og fro endnu, selvom det lakker mod enden af september.

Den er i familie med den almindelige tallerkensmækker, Tropaeolum majus, som muntert dækker metervis af have, hvis den får lov. Den er knapt så vildtvoksende, og den gør sig rigtig godt i krukker med noget at klatre på. Grene fra haven eller et fint pilestativ. En af mine vokser smukt op ad nogle grene i en potte sammen med en rød grønkålsplante, hvis blade i øvrigt gør sig rigtig godt i buketter.

Sommerfuglekarse er en enårig plante, men heldigvis laver den en masse frø. De umodne frø kan spises rå som knas i salaten, eller man kan sylte dem som kapers, ligesom man kan med tallerkensmækkerfrøene.

Men man kan også gemme en håndfuld modne frø, så man har til at så igen næste år. Jeg forkultiverer dem i avispapirpotter. De siges at kunne selvså, men det har jeg nu ikke oplevet. Jeg har også kun haft dem i de senere år, hvor vintrene har været hårde.

De første frø købte jeg hos Camilla Plum. Siden har jeg taget frø i eftersommeren og sået dem i foråret, og det er gået fint. Jeg syntes dengang, at frøene var lidt dyre – men er det nu så mærkeligt, når der er tale om et varigt forbrugsgode?

God onsdag.

Rødbedesalat med peberrod, løg og kapers

En lækker og frisk rødbedesalat, jeg fik første gang i kantinen, da jeg arbejde hos Oracle. Det er mange år siden, men salaten husker jeg. Nu har jeg lavet den selv, og her får du opskriften.

Man skal bruge:

1 kg rødbeder
1 finthakket lille løg
2 spsk kapers – hak dem lidt, så smagen slipper ud
Revet peberrod efter smag

Sennepsdressing:
2 spsk æbleeddike
1 tsk flydende honning
1 tsk Dijon sennep
3 spsk olivenolie

Kog rødbederne i en halv times tid med skal på. Tag dem af blusset, hæld vandet fra, og hæld straks iskoldt vand på og lad dem stå lidt. Det sprænger rødbederne, så de bliver møre. Gnub ‘frakken’ af dem og skær dem i tern. Bland dem med de øvrige ingredienser og lad salaten trække lidt.

Salaten smager godt til al slags kød. Vi spiste salaten sammen med en T-bone steak, nogle af de sidste kartofler og bønner fra haven og de absolut sidste hestebønner.

Så kan det vel ikke blive meget bedre.

God mandag.

At spise æbler

Vinden har revet masser af æbler ned fra det vilde æbletræ i hegnet. De ligger spredt på jorden, hvor de bliver til føde for de mange, der færdes deroppe i hegnet. Fugle, ræven, grævlingen – og ikke mindst hunden.

At spise æbler som en hund er en kunstart i sig selv – en øvelse i nærvær.

Man tager hele æblet ind i munden og brækker det i stykker med kindtænderne, så jorden omkring en er fyldt med æblestykker.

Man tygger hvert stykke grundigt og koncentreret.

Man nyder hver bid.

Intenst.

At leve i nuet. At fryde sig over øjeblikket. At være helt, helt fuld af inderlig tilfredshed med tilværelsen. Sådan er det at spise æbler som en hund.

God weekend.

Min ultimative burgerbolle

Når det gælder burgerboller, bryder jeg mig ikke om den slags, der er grove i  munden. Næh, det skal være de blide, hvide, bløde boller med sesamdrys på toppen. De tager nemlig ikke smagen fra det gode kød og fyld, og når de er bløde, skubber de heller ikke fyldet ud, når man bider i dem.

Burgerbollerne her er slet ikke fulde af grovheder. De skal heller ikke gøre det ud for det daglige brød – det der skal kerner i. De skal bare være det, de er: burgerboller.

 

Man skal bruge:
60 g smør
600 g godt bagemel
3,5 dl vand
1 pk gær
1 spsk sukker
1 tsk salt
Æg til smøring
Sesamfrø til drys

Smelt smørret, rør gæren ud i vandet, mål mel af og bland det med salt og sukker. Hæld så smør og gærblandingen i og rør og ælt det til en ret blød dej.

Lad dejen hæve 1 times tid, slå den ned og form 9 store flade boller. Lad dem efterhæve en times tid, pensl med æg, drys med sesam og bag dem i 15 – 17 minutter på 200 grader.

Mens de bager kan man stege bøfferne, skære salat, tomat, sure agurker og løg, og man kan finde de gode venner Heinz og Hellmans frem.

Og så skal der smovses.

 

God fredag.

Gryde med okse, bacon og dijonsovs

Det er blevet lidt skarpere i luften. Lidt som om vi nærmer os det ‘rigtige’ efterår.

Voldsomme regnbyger afløses af klar himmel med hvide skyer – og tilbage igen. Vinden napper i kinderne, næsen drypper efter hundeturen, og man får lyst til lidt mere efterårsagtig mad. Lidt mere fortættede smagsindtryk, der passer til vejret og til de mere og mere intense farver derude.

Til en gryde med oksekød og bacon i sennepssovs skal man bruge:

800 g oksekød i tern – jeg brugte Dexter bov
2 store løg i tern
2 gulerødder i tern
1 stang bladselleri i tern
1 pk bacon (den kendte og elskede krydderurt) i tern
 2 spsk sennep – Dijon eller den franske med kornene i  – ikke i tern (!)
1 dl fløde
1 dl hvidvin
1 par kviste timian
Vand, så det dækker kødet
Mel til at vende kødet i

Steg baconternene til det værste fedt er smeltet af og hæld dem over i en gryde. Vend kødternene i mel og brun dem. Hæld kødet over i gryden. Tilsæt løg, gulerødder og bladselleri, sennep, timian, vin og fløde. Hæld vand på, så det lige dækker. Lad det simre, til kødet er mørt – 1 – 1 1/2 time. Hvis sovsen er for tynd, så jævn den lidt. Smag til med salt, peber og måske lidt mere sennep. Pas på med saltet – der er salt i både bacon og sennep.

Smager godt med kogte kartofler til – og en spidskålssalat med et af de allersidste spidskål fra haven.

Solid, men lækker kost. Passer godt til en dag, hvor man har været meget ude og slæbe på tunge ting – stablet brænde for eksempel? Det er jo ved at være den årstid.

God torsdag.

Crepes som i Frankrig

Crepes! Crepes! Crepes!

Alle vegne lokker sjove skilte ind i cafeer, hvor le chef står og laver de helt friske crepes på en stor rund varmeplade. Der er mange slags fyld. Søde crepes, salte crepes, crepes med kødfyld, med fiskefyld eller vores yndling: crepes med ost, skinke og æg.

For nogle år siden var vi på slotstur langs Loirefloden, hvor vi nærmest levede af crepes uden at blive træt af dem. Crepes skyllet ned med et stort krus Cidre – det for voksne – det med smag og alkohol.

I fredags, hos Leclerc i Limoux, købte vi en pose af det specielle crepe-mel fra Normandiet. Blé de Noir.

Det er boghvedemel, og det er det, der skal til, hvis man vil lave de rigtige franske crepes.

Dejen er enkel at lave. 500 gram boghvedemel blandes med en teskefuld salt, og 1 liter vand og 1 æg piskes i.

Voila – som de siger på de kanter. Så skal det bare stå og trække lidt.

Steg pandekagen i smør – først på den ene side, vend den, læg lidt revet ost og en skive skinke på midten, slå et æg ud ovenpå og fold kanterne ind, så pandekagen bliver firkantet og ægget bliver ‘inden for murene’. Når ægget er klart, er maden færdig. Det tager lidt længere tid på en almindelig pande, men det kan bestemt lade sig gøre.

Portionen kan selvfølgelig divideres ned, selvom et halvt æg er vanskeligt at håndtere – men man også lave den store portion og gemme nogle crepes naturel til næste dag. De kan varmes.

Man kan skeje ud og lave sig en frisk salat med en olie/eddikedressing til. Eller man kan bare spise sin crepe helt uden noget. Så skal man måske lave en ekstra til deling. Men gør det noget??

God tirsdag.

Dramatisk natur og dramatisk historie

De sidste fire dage har Bondemanden og jeg tilbragt langt fra matriklerne. I det allersydligste Frankrig – så langt nede, at det næsten blev Spanien. I området omkring Carcassonne og Pyrenæerne.

Naturen er dramatisk, ligesom historierne om katharerne, der byggede deres ørneborge på toppen af høje, utilgængelige klipper

for at forsvare sig mod korsriddere og pavens folk, der ville dræbe dem for at have en anden tro – en mere protestantisk præget tro – end den herskende.

OK – jeg tror faktisk, at de kunne have troet, hvad de ville, hvis de ikke samtidig havde nægtet at anerkende kongens og kirkens magt – og dermed nægtet at betale skat til konge og kirke. Den slags giver altid problemer. Og det gjorde det også for katharerne. Der blev ført korstog mod dem, og de blev dræbt fra en kant af. På grusom vis, selvfølgelig. Der skulle jo statueres et eksempel, så andre ikke fik den slags ideer. Verden er grum – og det har den altid været.

Vi besteg bjerget – en god halv times klatren fra der, hvor der absolut ikke kunne køres længere – og nåede op til borgen Montsegur, hvor katharerne modstod en 10 måneder lang belejring, før de måtte overgive sig. De har været fantastisk seje – jeg var da slemt forpustet bare at at klatre ad stier og trapper i en tåleligt tempo – de sprang som bjerggeder ad skjulte stier uden reb og rækværk. Hele tiden med livet som indsats.

Blæsten var hård deroppe, tudede i ruinerne, men udsigten var intet mindre end fantastisk.

Grunden til, at vi tog netop dertil af alle steder, var faktisk en bog. En bog med titlen Labyrint af forfatteren Kate Mosse. En bog, som netop foregår i området omkring Carcassonne, og som handler om katharernes sidste kamp. En fantastisk bog – har du ikke læst den, så gør det nu – den er på biblioteket.

Og årsagen til, at vi kom af sted til et så fjernt og temmelig uvejsomt sted, som man ikke lige kører til for en forlænget weekend – ja – den årsag hedder Ryan Air, der har åbnet en af deres billige flyruter netop til Carcassonne. Herligt.

Efter fire skønne dage med natur – bjergtinder, kløfter, gedestier forceret med en lille lejet Renault, mere natur og gammel historie – er vi hjemme i Skivholme igen. Rigere på oplevelser, fattigere på Euro’er, men med en taske fyldt af specialiteter fra Frankrig. For der blev selvfølgelig også tid til at besøge et af de fantastiske franske supermarkeder. I aften skal vi se på at bruge noget af det specielle boghvedemel – blé de noir – der bruges til crepes. Rapport og opskrifter følger i morgen. Nu skal jeg nemlig over og hente hunden, og så skal vi gå tur i vores skønne, men heldigvis knap så dramatiske landskab.

God mandag.

Blommesyltetøj med ingefær og limesaft

Måske kan I huske det tidlige forår? Da mirabellerne blomstrede? Jeg var bange for, at det var for koldt til, at bierne ville komme ud og bestøve dem. Det var det. Der er ingen mirabeller. Eller rettere sagt – der var én.

Og én mirabel kan man ikke lave mange glas marmelade af – for slet ikke at snakke om flasker med saft. Det må blive næste år – hvis vi er heldige med et lunt forår.

Blommerne blomstrer en smule senere end mirabellerne, og det er jo heldigt nok. Derfor er der blommer i år. Vi har ikke noget blommetræ, men det er der jo heldigvis gode og gavmilde mennesker, der har, og lørdag aften kom jeg hjem med en dyrebar last – en stor skål smukke, modne og lækre blommer.

Man kan kun spise så og så mange blommer, så resten blev lavet til krydret blommesyltetøj med ingefær. Ingefær giver lige blommerne et ekstra pift.

Skulle du være lige så heldig, kommer der en opskrift her.

2 kilo blommer – udstenede og skåret i kvarte
2 spsk friskrevet ingefær
Saften fra 2 lime
1 kilo sukker
Evt. rød Melatin og Atamon til at skylle glassene i.

Bring blommerne meget, meget langsomt i kog sammen med ingefær og limesaft, så de safter undervejs. Lad dem koge møre – ca. 10 minutter. Rør ikke for meget i det. Det slår blommerne i stykker, og lidt frugtklumper må der gerne være.

Tilsæt sukkeret, bring det i kog igen og lad det koge igennem.

Hvis du, som jeg, ikke kan lide alt for flydende syltetøj, så tilsæt rød Melatin. Følg brugsansvisningen bag på posen.

Hæld syltetøjet på atamonskyllede glas og sæt låg på med det samme.

Jeg er glad for Melatin (der i bund og grund er pektin i tørret form), fordi det giver syltetøj og marmelade en god konsistens uden alt for meget sukker. Skal man koge marmelade efter den gammeldags metode (fra før krigen – altså 2. verdenskrig – der er jo snart så mange at vælge imellem), skal der mere sukker i – både for konsistens og for holdbarhed.

 

God onsdag.

Septembers himmel er så blå

Septembers himmel er så blå – en dejlig sang, en hyldest til den smukke, fuldmodne, lige-på-kanten-til-efteråret måned, september. Alex Garff skrev teksten i 1949.  En tur med hunden omkring marken langs hegnet og ned i haven var som at gå gennem sangens 3. vers. Vil du med?

Hver stubbet mark vi stirrer på, står brun og gul og gylden,

og røn står rød

og slåen blå,

og purpursort står hylden.

Og georginer spraglet gror

blandt asters i vor have,

så rigt er årets sidste flor: oktobers offergave.

God tirsdag – og syng bare med af hjertens lyst.