Græskar-kartoffelmos med sprøde kerner

Som sagt blev lørdagsmaden et par flotte t-bone steaks. Behørigt stegt af bondemanden, ham selv. For der er visse traditioner. Store bøffer skal steges af store mænd. Ligesom spinkle kvindehænder, der lige har knipset rundt med en fuld 10 liters suppegryde, er for små og svage til at åbne en flaske vin. So is it bare.

Det er nu godt at have folk til det grove.

Så kunne jeg koncentrere mig om tilbehøret: rosenkål fra haven – de var lige stærke nok, og skal have lidt mere frost, før de bliver helt gode – og en lækker både blød og sprød mos af græskar, løg og kartofler.

Til et standardfad skal man bruge:

1 stort løg
3 store bagekartofler
1/4 halloweengræskar af håndterbar størrelse
4 spsk revet parmesan
Salt, peber og
Græskarkerner

Skræl kartoflerne, skær dem i mindre stykker og kog dem meget møre – uden salt.

Rens et halloweengræskar for kerner og trevler, skær det i både og bag bådene møre i ovnen ved 200 grader. Læg bagepapir i bunden af bradepanden – så er den lettere at gøre ren bagefter. Når græskarret er bagt, er det let at fjerne skindet, og bådene bliver til mos, bare man kigger fast på dem. Brug et kvart græskar til mosen, del resten op i portioner og frys dem ned. Så er der til mos, suppe eller kage en anden gang eller tre.

Hak løget fint og svits det i smør – løgene skal være klare og bløde – ikke tage farve.

Bland de bløde løg, græskarmosen og de meget møre kartofler med halvdelen af parmesanen, pisk det igennem med et piskeris. Smag til med salt og peber. Smør et fad med smør, fordel mosen i fadet, drys med den resterende parmesan og drys også med græskarkerner – de ristede, man bruger til knækbrød.

Gratiner fadet i oven, til toppen er gyldenbrun, og kernerne knaser – mos i topklasse!

Endnu et par tanker om mænd, kvinder og mad: Hvorfor formodes det altid, at mænd skal have kød, mens kvinder skal falde i svime over en rå broccolibuket og et lille salatblad, som de nipper sirligt til, før de vildt frådende kaster sig over macaroons og chokolade? Jeg kan meget bedre lidt ‘rigtig’ mad end det søde – og så kan en broccolibuket altså ikke gøre det, hvis man ikke skal gå hen og blive uklædedeligt bleg og mager.

Så hit med bøffen og mosen! (Der blev nu til en sandwich om søndagen af resterne fra min bøf – for de havde altså herrestørrelse!)

God mandag.

Porredip med feta og græsk yoghurt

For nogle uger siden var vi til fødselsdag, hvor vi fik en lækker, cremet dip med feta og porre. Den var købt hos en ‘tyrkisk købmand’ i Lystrup. Imidlertid er 30 km mere, end jeg vil køre for at købe en skål dip, så jeg besluttede mig til at prøve at lave den selv.

Fortsæt med at læse “Porredip med feta og græsk yoghurt”

Den nyttigste dims

Vores maskinpark er aldrende. Dens helbred svigter. Vi skal have et nyt køleskab. Vaskemaskinen skal repareres. Komfuret er lige blevet repareret. Opvaskemaskinen blev skiftet sidste år. Dyrt – men nødvendigt.

Så bliver man endnu mere glad for de små, ikke-elektriske ting, der gør livet nemmere, og som kan erstattes for en beskeden sum, hvis det er nødvendigt.

Den nyttigste dims, når jeg bager, er – udover den trofaste, gamle røremaskine, der også tilhører den elektriske gruppe  – min dejskraber. Min helt fantastiske lille plasticdims. Den har kostet 14 kroner, og gør mit bageliv meget lettere.

Den har lige hjulpet mig on and off i halvanden time, og derfor kom jeg til at tænke på at synge dens pris og fortælle alle jer andre om dens fortræffeligheder.

For et års tid siden blev den gamle af dem væk. Helt væk. Jeg har ledt højt og lavt, og jeg har ikke fundet den. Derfor ønskede jeg mig en ny i fødselsdagsgave. Jeg fik mange dejskrabere. På skaft, for hårde, for bløde, og en, jeg troede kunne erstatte den gamle – en fin, farvet design en. De samler nu støv eller er blevet givet væk. For jeg fandt den rigtige – i Imerco, gemt lidt væk bag de dyre designerdimser – den lille, hvide billige en, der bare kan det der. Og hvad er det så, den kan bruges til?

  • Til knækbrød – glem alt om kagerullen – to stykker bagepapir med dejen imellem og skrab med den flade side for at fordele dejen tyndt. Det tager ingen tid. Brug så den runde side til at rulle dejen i knækbrødsformede stykker. Sæt ‘hælen’ i og rul helt frem til spidsen. Bare rul – så trækker dejen ikke, som når man bruger en kniv.

knækbrød

 

  • Til at få det sidste brøddej ud af skålen – den runde side passer i enhver skål.
  • Til at få dej af bordet – den flade side skraber, men ridser ikke.
  • Og når stabelen af dejskåle skal gøres rene – lad dem stå, så dejresterne på kanten bliver lidt tørre. Grib så dimsen og skrab. Nu er der ingen klistrede rester, der kan sætte sig i opvaskebørsten – eller i opvaskemaskinens filtre.

En pragtfuld stump plastic. Kort og godt. Og jeg får ikke penge for at skrive det – der er i det hele taget ikke nogen, der betaler mig for at skrive noget som helst. Ærgerligt nok, for jeg ville da gerne tjene penge ved at rose noget, jeg godt kan lide. Men kun det. Så sådan bliver det nok ved med at være.

Nu bipper minuturet – knækbrødet skal ud af ovnen. Og hunden er begyndt at kigge mig dybt ind i øjnene med en slet skjult opfordring om en gåtur.

For nu er bladene røget af de fleste af træerne,

og på trods af sjaggernes indtog – man hører deres sjag, sjag kald overalt – er der stadig æbler – lidt spiste, lidt brune og lidt bløde – under træet i hegnet. Lidt endnu. Og de skal findes af en lækkersulten hund.

God weekend.

Historien om et grisehovede – jeg gør det (nok) aldrig igen

Et grisehovede er stort. Ret stort. Faktisk meget stort. Og på et grisehovede sidder der nogle ganske få klumper kød – de så berømte svinekæber, som er lækkert og mørt kød, men som det er et bøvl af rang af få frigjort.

Her ser I et halvt grisehovede.

Og her ser I, hvad der kommer ud af et helt grisehovede.

200 gram kød – 5 kilo affald.

I gamle dage kogte man sylte på grisehovedet, men – nej – det havde jeg altså ikke lyst til. Jeg fandt en gang en grisetand i en mad med sylte, og siden har begejstringen været en smule begrænset. Det er ligesom at gå lidt for tæt på.

Men nu var de små klumper blevet frigjort, og efter sidste år (ja – der gjorde jeg det også) at have prøvet at lave de berømte ølbraiserede svinekæber, som jeg ærligt talt syntes var lidt kedelige, blev det i år en opskrift inspireret af Camilla Plums flæskesteg med lakrids – opskriften står i hendes dejlige julebog og er bestemt værd at prøve.

Jeg stødte 5 hele allehånde, korn fra 5 kardemommekapsler, en tsk revet ingefær, 1 tsk muscovadosukker, 5 peberkorn, en halv tsk lakridsrodsstykker og lidt salt i en morter, gned kødet ind i det og brunede det i en kasserolle. Så lagde jeg en flækket chili uden kerner (af de små onde) ved og dækkede kødet med vand og lod det simre i en lille times tid, til det var mørt som smør. Til sidst blev sovsen jævnet med lidt maizena.

Imens kogte jeg et par bagekartofler meget møre, svitsede et hakket løg i smør på en pande, bagte nogle både græskar til mos og blandede det hele til en lækker græskar/kartoffel/løg mos, smagte til med salt og gav hele herligheden lidt friskrevet parmesan på toppen, før det blev gratineret.

Det blev godt – meget godt endda.  Bondemanden havde stillet sig meget tvivlende overfor alle de mellemøstlige julekrydderier til kødet, men han blev overbevist. Smagen var overbevisende god, og græskarmosen passede perfekt til.

Men det var nok lige lovligt arbejdskrævende i forhold til den smule, der kom ud af det. Så næste år, når jeg bliver spurgt, om jeg vil have hovedet med, siger jeg nok nej. Eller gør jeg? For jeg hader jo at se noget gå til spilde – og hvis man skal smide hovedet ud, kan man vel ligeså godt ‘lige’ skære det brugbare af først, ikke? Eller?

Det gælder jo om at bruge hovedet.

God fredag.

 

 

 

Zigeunerschnitzel

Her midt i det ellers så civiliserede Østjylland kommer man i tvivl om, hvorvidt landet i virkeligheden befolkes af vilde kannibaler. Her spiser man Inder-filet, Inder-lår, Hamburgerryg, Bondesuppe – og som jeg så på de hedengange storebæltsfærger: Truckerbøf. Og så kommer der Sigøjnerschnitzel til. Hvad bliver mon det næste?

Nå – man må kaste den slags fine fornemmelser overbord. For alle disse ‘folkelige’ retter smager faktisk rigtig godt. Fortsæt med at læse “Zigeunerschnitzel”

Fuldmåne, frost og fødselsdag

Det var en smuk weekend. Fuldmåne, frost og  fødselsdag, gæster, gaver og god mad.

Frosten fik kastanjen til at tabe alle sine blade på én gang, og de skal rives sammen i dag og smides ind til køerne. De synes nemlig, at kastanjeblade er en lækkerbidsken. Og så skal de da også have dem, mens de stadig har bid og smag.

Det er mandag igen. Det regner igen. Festen er overstået – glassene er vasket, pladerne pillet ud af bordet, dugen ligger til vask. Det kunne være lige til at blive deprimeret af, men hvorfor nu det, når weekenden har været skøn, og der er rester i køleskabet til i aften?

Det blev nu en lækker fødselsdagsfrokost takket være egne og andres gode opskrifter. Jeg havde lavet den gode rejesalat, bagt et par leverposteje og pyntet dem med bacon, svampignoner (som de hedder i virkeligheden) og syltede rødbeder, lavet coleslaw efter Newyorkerbyhearts opskrift, stegt kyllingeinderfileter omviklet med bacon, bagt et par franske tomattærter efter Lone Landmands opskrift og lavet endnu en af de næsten for lækre marengslagkager . Selvfølgelig var der også hjemmebagt grovbrød og knækbrød.  Er der noget bedre end overdådighed – eller rester til dagen efter?

Man kan ikke altid selv opfinde hele den dybe tallerken – eller det, der skal ligge på den. Der er nogle ting, der ikke er ‘nogens’ opskrift, men som simpelthen er en del af vores kulinariske kulturarv. Men der er også mange kreative kokke ‘out there’. Hvor er det dejligt, at vi lever i en tid, hvor viden kun er et klik væk. Og hvor er det dejligt, at så mange vil dele deres viden og opskrifter med mig på nettet – ja, jeg tager det skam personligt, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak.

God mandag – også selvom det regner.

Fødselsdagsmad – igen

Man skulle da snart tro, at livet her i Skivholme er én lang fest. Det er det ikke altid, men i perioder hænder det, at tingene kommer oveni hinanden, og den ene begivenhed afløser den anden. Det er lidt hårdt, men også sjovt.

Det fryser derude, og rimen ligger tyk på blade,

på blomster

og på køer.

Bondemanden er taget ud som jægersmand sammen med hunden, og katten og jeg skal gøre rent og forberede mad til i morgen, hvor der igen er fødselsdag – min denne gang.

Vi skal lave marineret kyllingeinderfilet pakket ind i bacon og coleslaw – coleslaw efter Newyorkerbyhearts opskrift. Begge dele kan nemlig forberedes i dag. I morgen formiddag skal resten laves – men – der er jo nok nogle af gæsterne, der læser med, så sløret vil ikke blive løftet før efter begivenheden.

Der skal også være tid til at komme ud – for det bliver en smuk, smuk dag. Men først ud og fodre lille tilisede Heldig, så hun kan få noget at holde varmen med.

God weekend.

Receptionsmad og spaghetti med kødsovs

Så kom frosten – og nu behøver man ikke længere bekymre sig om georginerne – nu er de nemlig faldet og skal graves op i weekenden. Heldigvis nåede jeg i al travlheden i går at få plukket de allersidste ind.

Jeg har lovet at hjælpe med maden til en reception i dag, så hele dagen i går gik med at købe ind og bage. Bage brød, kager og knækbrød til osten. Alt i store portioner. Det er forbløffende, så meget organisation, det kræver, hvis det ikke skal tage hele natten også. Man skal regne hævetid ud – lægge dejen tidsforskudt, så den kommer i ovnen lige på det rigtige tidspunkt, og ikke står og er klar, mens noget andet ikke er færdigt, mens man lige bager omgang knækbrød eller forbager en tærtebund ind imellem og så videre.

Så sidst på dagen var jeg træt som et gammelt trækdyr. Men køkkenet bugnede af gode sager, og der var også ryddet op. Der var bare hverken plads eller kulinarisk hittepåsomhed tilbage, så vi endte med den kendte klassiker

spaghetti med kødsovs. Der er tusindvis af variationer over spaghetti med kødsovs. Men jeg vil alligevel  bidrage med min, for det er jo den, jeg bedst kan lide. (Beskenhed ER jo en dyd.)

Bruger man kød, der ikke på forhånd er tilsat vand, kan det strække meget langt. Hvor 500 gram hakket supermarkedskød kun kan tage en enkelt dåse tomater, skal der to dåser til 500 gram hakket Dexter. Så opskriften lyder:

500 g hakket Dexter kød
2 store groftrevne gulerødder
2 hakkede løg
4 fed hakket hvidløg
2 dåser hakkede tomater
1 sjat hvidvin
1 spsk æbleeddike
1 spsk sukker
Salt, peber og en anelse chili

Svits kød og løg sammen, tilsæt gulerødderne, hvidløg og hakkede tomater. Giv det en sjat hvidvin, 1 spsk æbleeddike, 1 spsk sukker, salt og lidt chili. Det med vinen, eddiken og sukkeret er et trick til at give dåsetomaterne mere smag. Det giver dem både den syre og den sødme, de ellers mangler.

Lad det så koge stille en 20 minutters tid, kog pasta, bland og spis med friskrevet parmesan på toppen.

Det er ikke stor madkunst – og alligevel – det smager forrygende, og man har gjort så meget ud af sine få råvarer, som man kan.

Nu skal bilen pakkes med de mange brød, kager og knækbrød, pålæg, frugt, ost og snacks – og så går det ind til byen, hvor der skal rettes an, så det hele er fint til 50 gæster til middag. Det må egentlig være meget sjovt at have sådan et lille madlavningsfirma.

God fredag.

Tidlige tanker om jul

Der er et område, hvor jeg aldrig bliver voksen. Jul. Jeg glæder mig allerede. Jeg glæder mig over julepynt i blade og tilbudsaviser, jeg kan sniffe rundt i butikkernes afdelinger med julepynt allerede nu i slutningen af oktober, og jeg bliver ikke træt af det. Tværtimod føler jeg mig frygteligt snydt, når de fjerner julepynten før jul for at gøre plads til grimme nytårshatte. Det er som en rutschetur fra paradis til helvede sådan rent æstetisk.

Det bedste ved julen er julepynten. Dekorationerne med alle de ting, man har samlet i årets løb – og måske en lille engel, madonna eller fugl.

Kalenderlyset. Skålen med kugler. Buketter med gran og tulipaner.

Adventskransen.

Og så er der julemaden – selvom jeg ikke bliver helt vild i julevarmen over chokolade og konfekt. Det er mere alle de lækre ting, man kan lave til julefrokosten. Og selvfølgelig kunsten at lave den helt rigtige andesovs.

Men først og fremmest er det pynten og dekorationerne. At det glimter i alle kroge, og der dufter af gran og hyacinter.

Og musikken. Julesangene og salmerne. Fra Pyrus til Messias.

Hvis vejret samarbejder, går alt op i en højere enhed.

Billederne her er selvfølgelig klip fra tidligere år. Jeg glæder mig til at lave en ny adventskrans og nye dekorationer i år, til at synge Velkommen igen guds engle små – ja til, at hele juleriet for alvor begynder. Som et lille barn.

God torsdag – her lige knap to måneder før jul.