Forår på Sicilien

En lille ridset lejebil, snoede bjergveje, ubegribeligt smukke landskaber, fantastisk mad, rare mennesker og blomster, blomster, blomster, ruiner og ældgamle templer har været rammerne om vores ferieverden i den sidste uge. Forår på Sicilien.

Ad snoede bjergveje op

til den snedækkede vulkan – Dame Etna, som hun hurtigt blev døbt.

Til dale med appelsin- og citronplantager.

Det blå, blå Middelhav og de barske klipper på nordkysten.

Ældgamle templer og ruiner, hvor smukke grønmønstrede firben smuttede ud og ind.

Lækker mad – og et italiensk ordforråd, der voksede, mens vi med fagter og få ord fik opskrifter og forklaringer på, hvordan vi selv skulle lave siciliansk mad, når vi kom hjem.

Der kom meget med hjem i opskriftbagagen, og det kan ikke gå helt galt, for madfilosofien var også der gode råvarer og enkel tilberedning.

Det sidste sted vi boede – et hyggeligt familiehotel i Scopello – fik vi 5 kilo citroner forærende – friskplukkede fra haven. Kan man forestille sig en smukkere gave? Nu skal der laves citronmarmelade, citronchutney med ingefær, lammekølle med citron her til påske og mange flere af de lækkerier, vi har smagt på i den sidste uges tid. Resultater og opskrifter følger.

Vi er hjemme igen. Pillefyret har været slukket, og huset er kun langsomt ved at varme op. Hunden er hentet i sin pension og sover trygt efter en travl uge med masser af hundekunster og nye hundevenner. Katten sover også. Vores hjemkomst i nat blev fejret med en anmodning om ekstra aftensmad. Den blev naturligvis imødekommet. Køerne står derude og gumler. Det er dejligt at rejse, men også altid dejligt at komme hjem.

Vasketøjet kalder.

God mandag.

Det handler om haven

Det dejlige vejr har sat gang i alting i haven. Jeg troede, jeg var godt med – i forhold til årstiden i hvert fald. Men naturen har overhalet indenom. Jeg er bagud. Vildt bagud. Kan mærke den der klump af stress lige under brystbenet.

Faktisk er der meget, der stadig er på planlægningsstadiet.

Forårsoprydningen er slet ikke færdig.

Der er stadig masser af frø, der skal forspires. Og der er ikke flere ledige vindueskarme.  Det hjalp ikke engang på pladsen, at katten fortærede nogle af de nypriklede chiliplanter.

Der er kun et at gøre. Træk vejret. Tag det roligt. Angrib det på samme måde, som man spiser elefanter: Èn bid ad gangen. Og husk på, at det går nok.

Det går nok, at ærteblomsterne stadig ligger i deres frøposer. De skal nok blive sået og komme op. Det går nok, at hestebønnerne ikke er kommet i jorden. De skal også nok komme op. Det går nok. Og det, jeg ikke når, ja, det må blive en anden gang. Lidt bagud er man vel altid.

Der skal også være tid til at nyde foråret, haven og naturen. Det er ikke kun arbejde. Og nogle ting kommer helt af sig selv.

Der er anemoner, der har slået sig ned i en træstub.

Skovbunden vrimler med guldstjerner.

Det hele ser så dejligt ud – og haven skal nok følge med.  Så det går nok.

I næste uge – uge 13 – holder bloggen ferie. For der har jeg ingen computer. Ingen mail. En hjernepause. Hele næste uge. Men det går nok også.

God uge.

Fru Grøns Fænomenale Knækbrød

Fru Grøn og jeg har kendt hinanden i rigtig mange år. Vi arbejdede sammen i begyndelsen af dette årtusind, og har været venner lige siden. Det var i København. Så flyttede vi tilbage hertil, og nu er Hr. og Fru Grøn også flyttet til Jylland. Udover at kunne jonglere med hestehold, hund, kat og job, er Fru Grøn rigtig god til at bage. Det er fra hende jeg har opskriften, der er blevet døbt Fru Grøns Fænomenale Knækbrød.

billede13

Den opskrift får du her. Fortsæt med at læse “Fru Grøns Fænomenale Knækbrød”

Pork and Apple pie som på pubben i Cotswolds

Jeg har længe ledt efter den helt rigtige kombination. Den Pork & Apple Pie, der smager, som Pork & Apple pie skal smage – som på pubben i de engelske Cotswolds, hvor vi smagte den første gang. Den, hvor dejen er rigtig pie-agtig, og kødet får smag fra salvie og æbler.

Nu tror jeg faktisk, den er der. Det er den. Lige i skabet.

Dejen:
125 g hvedemel
1 drys salt
1 tsk bagepulver
60 g smør
Et par spiseskefulde vand

Bland mel, salt og bagepulver og smuldr smørret i det. Saml det hurtigt med vandet. Det skal ikke æltes alt for godt, det gør dejen tung. Med let hånd. ‘A light hand with pastry’, som butlere har formanet mangen en kokkepige i engelske kælderkøkkener.

Lad dejen hvile koldt en times tid. Portionen er kun til at lægge på som låg. Hvis man også vil have dej i bunden, skal man lave dobbelt så meget. Det bliver let for voldsomt med så meget dej. Og skæve til kaloriemængden skal de fleste jo også.

Farsen (nej, der skal IKKE kat i):
500 g hakket svinekød
1 groftrevet løg
2 groftrevne æbler
1 dl rasp
2 spsk hakket frisk salvie
1 æg

Bland det hele sammen og lad også det hvile lidt.

Smør et ovnfast fad eller en tærteform med smør, fordel farsen i fadet.

Rul dejen ud med kagerulle og læg den over farsen. Lad den bare være lidt for stor – den skrumper, når den bliver bagt. Skær et hul midt i dejen, så dampen kan slippe ud. Skal det være fint, kan man lave pynt af eventuel overskudsdej og pynte pie’en.

Bag i en lille times tid ved 200. Den smager lige godt kold som varm. Rester bliver en fin frokost.

Og hvad er så det hvide ved siden af?

Det er Sellerisalat:

1/2 lille groftrevet selleri lægges i en skål, og kogende vand hældes over. Der står det så lidt og tænker over tilværelsen, før man sier vandet fra, lader sellerien køle af og blander den med en dressing af cremefraiche, lidt sennep (Receptsennep fra Søstrene Grene er super), lidt salt og peber. Lad det trække koldt, mens pie’en er i ovnen.

Ikke al engelsktalende mad er direkte fra køkkenet i Fawlty Towers. Heldigvis.

God torsdag.

Kollegiekage

En kage med masser af knas og smag – lavet af ting, man som regel har i huset alligevel. Og den er hurtig at lave – en spontan kage, man kan bage, når kagelysten overmander en, eller der kommer kaffegæster med kort varsel.

Navnet ‘Kollegiekage’ er ikke misvisende, selvom der hverken er kollegier eller kolleger i den. Jeg fik opskriften fra en tidligere kollega, der havde haft den på repertoiret, siden hun var en fattig studerende. Prisen er studentervenlig, og smagen er til slikmunde i alle aldre.

3 dl cornflakes
3 dl havregryn
3 dl kokosmel
1,5 dl sukker
150 g smeltet smør
2 spsk honning

Smelt smørret og rør honningen ud i det. Bland resten i og bland det godt. Det er faktisk lettest at bruge hænderne. Vask dem både før og efter…… Pres massen godt sammen i en lille bradepande og bag kagen i ca. 20 minutter på 175 grader.

Tag den ud og lad den køle af i et kvarters tid. Skær den så i firkanter, inden den bliver helt kold og dermed sprød hele vejen igennem. Jeg foretrækker småkagestørrelsen, men større humpler glider sikkert også ned. Bidderne kan snildt holde sig i en kagedåse i en uges tid – hvis man da har glemt, hvor dåsen står.

God tirsdag.

Marinade til vildt – men også til oksekød

I sæsonen hænder det, at Bondemanden skifter kedeldragten ud med det grønne tøj og bliver til Jægersmanden. Det kan der komme meget godt ud af. Gode naturoplevelser for ham og hunden – og godt kød i fryseren.

I efteråret fik han ram på et af de mange rådyr, der holder til på vores mark med vinterbyg, og der er stadig rådyrsteg i fryseren. Et bovstykke blev derfor udnævt til lørdagsmad. Marineret og braiseret og med rodfrugtmos (se afsnittet om kartoffelmos) som tilbehør.

Bovstykket lå først et døgn i denne marinade:

2 dl rødvin
2 stænk balsamico
2 stænk olivenolie
2 kryddernelliker
5 enebær og
5 hele allehånde
– giv enebær og allehånde et tryk, så de revner – evt. i morteren
3 fed hvidløg – hakket
1 tsk hele sorte peberkorn

Så blev det taget op, tørret af og brunet på alle sider. Marinaden og lidt vand blev hældt ved. Da det kom i kog, blev det skummet grundigt af, og grøntsager i tern – en blanding af gulerødder, løg og porrer – blev lagt ved. Det simrede i en lille times tid, til det var mørt, før kødet blev taget op og lagt på et bræt, så det kunne stå og samle sig.

Sovsen med grøntsagerne i blev skummet for fedt (der er meget, meget lidt fedt på rådyr), kogt lidt ind, jævnet med Maizena og smagt til med salt.

Endnu et kurfyrsteligt måltid.

Har man ikke en rådyrbov på lager, skal man ikke fortvivle. Marinaden er også rigtig god til oksekød – for eksempel til et stykke bov eller en gammeldags oksesteg. Oksebov er lidt længere om at blive mørt end rådyrbov – husk det, så maden ikke først er færdig til midnat.

Reklame:
Jeg behøver vel ikke at fortælle, at Dexter oksekød er bedste, man kan få, vel? Det har jeg vist nævnt en enkelt gang eller to. Til efteråret skal vi have slagtet 6 stykker ungkvæg, og det hele er endnu ikke afsat. Så du kan jo lade det komme an på en prøve.

Lørdag var der gang i den

Her i deltidslandmandsland betyder weekenden travlhed. Her skal ikke soves længe eller plejes tømmermænd. Det gnistrer af aktivitet. Især i foråret (og i forsommeren, i høsten og i efteråret) er der travlhed. I weekenden har man to hele dage til at arbejde i. Ikke kun aftener som til daglig. Og når solen så skinner, går det helt over gevind – på den gode måde.

Nogle fælder træer, motorsavenes hvinen går tydeligt igennem. Genboen harver, naboen pløjer, der bliver spredt gødning på en mark ovre bag bakken. Man kan høre pulsen fra de traktorer, der kører længere væk. En dunkende lyd som lyden af en fjern fiskekutter. Flokkene af måger viser, hvor der bliver pløjet, og en rustik aroma i luften tyder på, at der også bliver kørt gylle ud et sted.

Her på egen mark blev der kørt mere foder til. Gødning blev der spredt om morgenen med en lejet gødningsspreder, og nu blev det atter de sultne køers tur.

Lørdag. Dyrene skal passes. Markerne skal passes. Skoven skal plejes. Der skal flækkes brænde, ordnes have, forberedes køkkenhave og også snakkes lidt, når to naboer i traktor møder hinanden på vej til og fra. De fylder hele vejen og kan kun knebent komme forbi hinanden ved at tage rabatten til hjælp.

Og så skal der brænde på pillefyret, og det skal renses. Det sørger bondemanden for, mens jeg laver frokost.

Og ovenover det hele – højt oppe – synger lærken det bedste, den har lært.

Lørdag på landet – findes der noget skønnere?

Fredagsmad er nippemad – Kartoffelpizza

Fredag igen. Nippemad på programmet. Mad, der kan spises med fingrene, og som passer til et stort glas rødvin.

I Italien skelner man mellem røde og hvide pizzaer. Kartoffelpizza er en hvid pizza uden ost og uden tomatsovs. Som al god italiensk mad fantastisk lækker i al sin enkelhed.

Lav først dejen til bunden:

100 g durummel
400 g pizzamel
3 dl vand
1/2 pk gær
1 sjat olivenolie – Olio extra virgine. Hvordan kan man egentlig være ekstra jomfru??
1 tsk salt

Rør gæren ud i vandet, tilsæt salt og olie. Rør først durummelet i og derefter pizzamelet. Ælt til en smidig dej, dæk til og lad hæve til dobbelt størrelse.

Mens dejen hæver er der tid til at skrælle 4-5 kartofler, skære dem i meget tynde skiver og vende dem i en skål med olivenolie, salt og peber. Der er også tid til at hakke 1/2 glas oliven groft – og plukke og hakke et par spiseskefulde rosmarin. Og der er tid til at tage et lille madlavningsglas. Det er jo fredag.

Når dejen er hævet, vendes den ud på et skærebræt og deles i 9 stykker, der flades ud på en bageplade med bagepapir. Smør dem med lidt olivenolie.

Kartoffelskiverne fordeles på de små pizzabunde og trykkes godt fast i dejen. De hakkede oliven og den hakkede rosmarin drysses over sammen med lidt groft salt. Så skal pizzaerne bare bages i 20-25 minutter på 225 grader.

Sprøde og lækre bunde med blødt og lækkert fyld.

Italien er midlertidigt flyttet til Skivholme.

God weekend.

Nu hjælper det på det

Nu er vi midt i marts. Så midt i marts, som man kan komme. Nu er det ikke kun de små stædige forårsblomster, der tappert peger mod forår.

Det er heller ikke kun lyset – lyset, der er ved at vende tilbage til vores lystørstige øjne.

Det er heller ikke kun udsigten til, at det bliver sommertid om kort tid.

Det er solsorten, der synger, før det mørkner. Man havde helt glemt, hvor smukt det lyder.

Det er hunden, der fælder – vinterpelsen klør, og der skal rulles ved enhver given lejlighed.

Det er køerne, der ikke længere står som en massiv klump ved foderhækken. De ligger spredt ud over græsmarken, tager solbad og tygger drøv.

Det er træerne, der på afstand ser uldne ud – der er knopper på vej.

Det er gæslinger i hegnet.

Det er blomsterknopper i mirabellerne og i Gulspurvekrattet, det er små skud på solbærbuskene. Det er kampen om stærekasserne, skovspurve, der slås, sidste års kalve, der leger stangeleg. Og det er ømme muskler fra forårsklargøring af haven – meget ømme muskler.

Det er hele naturen, der stille og roligt og helt af sig selv går i den rigtige retning.

Nu hjælper det på det.

God forårstorsdag.

Det er dejligt at få gæster.

Som hund har man meget at se til. Der skal sniffes spor. Der skal graves muldvarpeskud. Der skal leges og spilles bold. Der skal holdes øje med posten.

Der skal tigges godbidder. Der skal ventes. Ventes på mad, ventes på mere mad, ventes på, at katten går gennem køkkenet, så man kan skubbe den ud gennem kattelemmen, ventes på, at far kommer hjem. Og der skal soves. Soves igennem.

Et hundeliv. Hårdt arbejde det hele. Pligter, pligter, pligter.

En gang i mellem skal man have et afbræk fra det daglige slid. Man skal have gæster.

Gæster at grave muldvarpeskud med. Gæster at sniffe spor med.

Gæster at lege og spille bold med.

Gæster at tigge godbidder med.

Og gæster at slappe af med – i et uautoriseret øjeblik.

Det er dejligt at få gæster.

God og gæstfri onsdag.