Projekt ‘Tøm Fryseren’: Hindbærmarmelade

Nu starter projekt ‘Tøm Fryseren’. De bær, der er til overs fra sidste år – dem, jeg har gået og sådan lidt dumnærigt sparet på – sådan lidt ‘til hvis’, skal nu bruges. For der er kun kort tid tilbage, før buskene bugner igen.

Første projekt blev hindbærmarmelade.

Hindbærmarmelade er meget populær hos vores gæster hele sommeren, så det skal der altid være nok af. Jeg lavede marmelade af to et halvt kilo hindbær, men for nemheds skyld, skriver jeg her opskriften for ét kilo – så kan man selv gange op.

1 kilo hindbær
500 g sukker
Et par spiseskefulde sukker mere
3 tsk Rød Melatin
Atamon til skylning af glassene.

Lad hindbærrene tø op i en gryde og bring dem langsomt i kog. Lad bærrene koge i små 10 minutter. Gå ikke for langt væk fra gryden. Men brug bare de 10 minutter fornuftigt.

Tilsæt sukkeret og bring langsomt i kog igen. Lad marmeladen koge i 2 minutter. Bland 3 tsk Rød Melatin med 2-3 spiseskefulde sukker og drys det i – ‘under omrøring’, som der står på posen. Pisk det i. Brug piskeriset i stedet for en grydeske – så er det meget lettere at undgå klumper. Lad nu marmeladen koge i yderligere 2 minutter, og hæld den så på atamonskyllede glas, som skal lukkes med det samme.

Udover at være en lækker ting at have i huset, er hindbærmarmelade en god værtindegave. Brug et kønt glas, sæt en lillle stofhætte på, bind med havesnor og lav eventuelt en sød etiket.

Etiketter laver jeg i Powerpoint, klipper ud og sætter på med limstift. Limen fra en limstift er vandopløselig, og det gør det lettere at fjerne etiketten, når glasset skal bruges igen til en ny slags marmelade. For kønne glas skal bruges mere end én gang.

God torsdag.

Første slæt i år

Søndag aften blev græsset klippet. Mandag blev det spredt ud med traktorriven. Tirsdag lå det og tørrede i blæsten, og onsdag var det de helt store maskiners tur.

Det blev revet sammen i baner med en kæmpe traktorrive.

Det blev presset til baller.

De blev samlet  øverst oppe på græsmarken, hvor der er nogenlunde fladt.

Og der blev de pakket ind i mange, mange lag plastic.

Nu ligger det så der, smukt stablet. Madpakker til køerne.

Himlen bliver mere og mere grå, det ser ud til regn. Lad det så bare regne. Nu er græsset pakket. Vi trænger til  regn. Haven hænger – ja selv skvalderkålene ser trætte ud. Og regn vil få græsset til at gro igen, så vi i juli kan tage andet slæt. Der skal meget til at mætte de mange, sorte komunde, når det igen bliver vinter.

I mens kan foderhækken bruges som putteplads for en fræk klappekalv. Heldig har overtaget pladsen for en stund.

God onsdag aften – nu vil jeg gå ned og lave mad – men jeg syntes nu lige, at glæden ved et vellykket første slæt skulle deles med jer.

Hvad forstår bønder sig på agurkesalat?

Det er et spørgsmål, der har optaget generationer af store tænkere. Både Holberg og Oehlenschläger har spurgt om det, men de nåede aldrig at få svar i deres levetid. De troede vist også, at de allerede kendte svaret,  og så var det jo ikke så synd for dem.

Men her er det endelige svar, der kan lukke den diskussion. Og det lyder i al sin enkelhed:

Så ganske meget, endda.

Agurkesalat og sommer hører sammen. Til enkle, men gode middage. Som for eksempel nye kartofler, agurkesalat og karbonader lavet af skrumpefrit svinekød. Når noget bliver en klassiker, er der som regel en grund til det.

Den nemmeste måde at lave agurkesalat på kommer her. Ikke noget med at koge lage og alt det der opvask-genererende hurlumhej – nej – så enkelt kan det gøres:

Skær en agurk i meget tynde skiver. Brug dit yndlingsredskab – jeg bruger skivedimsen på rivejernet. Drys skiverne med et par skefulde sukker og lidt salt og rod rundt i det. Lad det stå og trække i en skål, mens du ordner kartoflerne og koger dem, og mens du steger karbonader, eller hvad du nu gerne vil have som tilbehør til agurkesalaten.

Næste gang du ser på skålen, er der trukket masser af saft ud af agurken. Tilsæt lidt eddike, smag til med sukker og måske lidt mere eddike, og så er der agurkesalat.

Velbekomme – sommer i Danmark.

God Grundlovsdag.

Søndag kl. 22.27

Månen er stået op, men det er stadig lyst, og der er stadig aktivitet på markerne omkring Skivholme.

Nabo Lars slår vores græsmark.

Bondemanden henter kalven til aftenfodring.

Der spises natmad,

og så skal hun følges tilbage til flokken igen.

Vi går tilbage, vasker spanden, gryden og termometret. Der skal gås tissetur med hunden og hentes brød op fra fryseren til i morgen. Så skal der lige checkes nyheder og mails, og endelig er det tid at sove. Så længe det varer.

For mandag kl. 06.15 er vi badede, påklædte og i gang igen:

Mælken skal varmes, kalven skal hentes, fodres og bringes, hunden skal luftes, katten skal fodres, spanden skal vaskes, gryden skal vaskes og termometret ligeså. Bondemanden skal i sin egenskab af leasingmand til møde hele dagen to timers kørsel herfra.

Når han er kørt, skal der hentes mælk til kalven, gøres rent i B&B’en, der skal luftes hund igen, og så er det undertegnedes tur til at tage på arbejde.

Hjemme igen ca. 16 i dag. Så skal der varmes mælk, og hele møllen starter igen. Kl. 18 er Bondemanden hjemme, og det nyslåede græs skal spredes over marken med riven, så det kan tørre, før det skal pakkes. Jeg skal vise B&B’en frem, lave mad plus det løse – støvsuge hundehår og den slags. Tiden iler, og klokken bliver hurtigt 22 igen, så der skal varmes mælk etc.

Men… danskerne skal bestille noget mere, siger de. Jeg ved ikke, hvem de der ‘danskere’ er, som de altid de snakker om. Det er i hvert fald ikke nogen her omkring. De kan simpelthen ikke nå mere. Det må da være nogen af dem ovre øst på? Ebeltoft måske? Er de nogle dovne hunde, derude? Eller er det ovre i Udkantsdanmark – der ovre, hvor man rammer en svensker, hvis man spytter lidt for langt?? Jeg skal ikke gøre mig klog på det, for jeg skal op og hente mælk.

God mandag.

Heldig og Fennikel

Der er mange, der har spurgt om to ting:

Hvordan går det med den lille kalv, som moderen ikke ville have?

Og hvordan går det med de fennikel, du såede?

Til begge spørgsmål er svarene heldigvis: Godt!

De små fennikelplanter blev plantet ud i Pinsen. De står fint, og de er begyndt at få spæde, men rigtige, fennikelblade.

Til gengæld er de fennikel, jeg såede ude, ikke kommet op. Det kan måske være et spørgsmål om tid, men fremover jeg vil nok foretrække kun at forspire dem. De er så små, de spirer, at man dårligt kan se dem, og står de i hver sin lille avispotte og samler kræfter til udelivet, tror jeg på, at de kommer bedre. Det er jo også en vindomsust have med stiv lerjord, vi har. Et mere beskyttet sted, gik det måske bedre med at så direkte.

Egentlig gælder det samme for kalven, som er kommet til at hedde Heldig. Efter de første 10 dage i drivhuset – stalden – blev også hun plantet ud i Pinsen. Hun voksede fint, og det var på tide, at hun kom ud og lærte kolivet at kende. Hun er som en fisk i vandet. Hun klarer sig godt og er ikke blevet en outsider i flokken. Hun har stadig grime på, så vi kan tage fat i hende, hvis det bliver nødvendigt, men den ryger også snart.

Nu lever hun det vilde kalveliv sammen med de andre kalve. De leger – jagten går over stok og sten, når de leger løbeleg med hinanden. Og så sover de. Godt, trygt og længe.

De store køer tager sig godt af hende. Revser hende, når hun laver ulykker, skubber hende i den rigtige retning, når hun vil gå for langt væk, og sørger for, at hun sover midt inde i flokken om natten. De er nogle gode og ansvarlige køer. Tingene skal gå ordentligt for sig i cow-world, og det sørger de for.

Fodringen kan de dog ikke klare. Det er stadig os, der kommer med mælken – nu i en spand og ikke i en flaske, og nu tre gange i døgnet og ikke fire. Når Heldig får øje på en af os, kommer hun styrtende, mens hun slikker sig sultent om munden. Hun er glad for sin mad. Når hun er færdig med spanden, skal vi hygge og kæle lidt. Hun læner sig op ad vores ben og bliver kløet på ryggen, og så går hun ellers ud til sine legekammerater igen.

Det ser ud til, at det er endnu en gruelig historie, der ender godt.  Vi er også heldige.

God søndag – vi har lige noget mælk, der skal varmes…

Korianderpesto og kokos-lime marineret kylling

I går valgte vi at spise på Café Det Rodede Landkøkken. Restauranten er udsmykket med  nyvaskede spande og beholdere til mælk til kalve, en stak avispotter på et hjørne af køkkenbordet, som om nogen lige var blevet afbrudt i at rulle potter, en hundekurv – komplet med hund – og en buket blomster fra haven. En helt særlig stemning, man kun finder der – en charmerende blanding af køkken, bryggers og spiseplads. Meget autentisk.

Det landlige understreges af menuen, der består af solid bondekost. Dagens ret var kokos- og limemarinerede kyllingeindefileter med korianderpesto og basmati ris. Typisk solid bondekost- i hvert fald for bønder i Sydøstasien.

Til marinaden skal man bruge:

1 lille dåse kokosmælk
Saft fra 1 lime
1 tsk farin – hvis man midlertidigt er løbet tør for palmesukker
1 spsk revet ingefær
1 tsk sambal oelek – efter smag – start evt. med lidt mindre og put mere i, når du smager retten til

Til selve retten:
300 g kyllingeinderfileter
1 lille hakket løg
3 fed hakket hvidløg
200 g grønne bønner – man kan købe sådan nogle halv-meterlange bønner i asiatiske butikker – men ellers dur almindelige bønner altså også.

Bland ingredienserne til marinaden, dump kyllingestykkerne i og lad dem stå, mens du laver korianderpestoen.

Korianderpesto:

1 stort bundt koriander
1/2 lille løg
50 g kokosmel
2 spsk farin
1 godt nip salt
2 gode spsk revet ingefær
Saften fra 1 lime
1/2-1 tsk sambal oelek – det er din mund, så bestem selv

Blend det hele og lad det stå og trække lidt.

Fisk kyllingstykkerne op fra marinaden og steg dem i lidt olie sammen med løg og hvidløg. Hæld resten af marinaden over, bring det i kog og kom også bønnerne på panden. Lad det hele koge, til bønnerne er møre, og sovsen er kogt ind, til den tykner. Smag til med salt og chili – evt. lidt fish sauce, hvis du har det. Ellers går det også uden.

Hot og spicy, frisk og grønt – spis med ris og korianderpesto.

Vi bruger mest basmatiris. Bondemanden tilbød faktisk at skrælle ris til aftensmaden – men jeg kunne jo med mine store sprogkundskaber fortælle ham, at basmati betyder ‘forskrællet’ på indisk. Det, syntes vi nu begge to, var ret smart fundet på af inderne.

God fredag.

Man skal ikke kaste med sten…

Man skal ikke kaste med sten, når man nusser i sit drivhus.

Det gode vejr forsvandt som dug for pinsesolen. Blæsten gør det koldt at være ude. Den river blomsterne af kastanjen,

og den basker til de små nyplantede kålplanter i urtehaven,

til de blomstrende akelejer i haven

og til klappekalven, for hvem alt vejr er nyt vejr.

Så er det godt, man har sit drivhus at putte sig i. Der kan de grønne fingre stadig få sorte negle, men uden vind om ørerne.

Der skal vandes hver dag derinde, og det er svært at komme rundt, for der står potter alle vegne. Nu skal alle græskarplanterne sikres en god start i udelivet. De skal i potter, hvor de får lov at stå en 14 dages tid endnu. Det bliver endnu sværere at komme rundt. Der skal nok også eftersås lidt af hvert i avispotter. Det bliver endnu, endnu sværere at komme rundt.

Det er heldigvis ikke forbeholdt kendte forlæggere at have Drivhusdrømme. Jeg drømmer også dejligt i drivhuset. Om at vandre roligt rundt i en frodig køkkenhave med stråhat på og en smuk kurv over armen, som jeg vil fylde med havens lyksaligheder. Virkeligheden bliver nok nærmere, at jeg styrter rundt og plukker med den ene hånd, mens jeg klipper dræbersnegle over med den anden og råber ‘Huuuuuuund – UD af bedet!’.

Men det er en helt anden historie. Mens jeg nusser i drivhuset er alt muligt. Og jeg kan se det for mig – ganske klart.

God torsdag.

Der går ikke røg af et lam, hvis der ikke er grill

Pinsemiddagen valgte vi at indtage på Cafe Den Lille Terrasse. Den med blomsterudsigt og bindingsværk. Man skal jo veksle lidt.

Efter en kølig drink – mousserende rosévin med hyldeblomst, var appetizeren et par kapitler krimi, mens grillen blev klar.

Menuen lød på grillede, marinerede lammesteaks, myntehvidløgsdip og grillede asparges med bacon (den totalt oversete krydderurt) og nye kartofler. Enkel og lækker mad.

Bylten med viskestykket på bordet? Det er for at holde kartoflerne varme.

En god grillmarinade til lam er en blanding af 1/2 dl olivenolie, en stor håndfuld hakket mynte, et skvæt æbleeddike og 3 fed knust hvidløg. Smør lammekødet ind i blandingen og lad det stå køligt og trække i nogle timer.

Lammesteaks, der egentlig bare er lammekølle i skiver, skal grilles i 3 minutter på hver side midt på grillen og derefter lige over kullene, indtil de bliver passende brændte. Striber skal de i hvert fald have.

Der er sket meget med grill i de senere år. Jeg husker halvrå portionsørreder med slatten dild i midten, klodsede salater med majs og kinakål og humpler af råt blomkål, bøffer, der var stegt udenpå og rå indeni – det hele skyllet ned med lunken hvidvin eller kold rødvin. Imens sad folk så og frøs, mens de bedyrede overfor hinanden, hvor HYGGELIGT, det var at grille. Og man sang selvfølgelig med på visen. Hvem vil være den eneste, der ikke synes, noget er hyggeligt?

Men med kuglegrillen er der heldigvis sket store forandringer til det bedre. Hvad med en Nobelpris til den, der opfandt kuglegrillen? Eller for den sags skyld køkkenrullen? Støvsugeren? Opvaskemaskinen??

Vi lever i de bedste af alle tider – på trods af meget skidt rundt omkring – så hurra for det og ud og så ærter.

God Pinsemandag.

Pinsesol og pillerejer

I al sin glans nu stråler solen. Pinsesalmen, der giver baghjul til alle andre en pinsesøndag, hvor solen danser og allerede klokken 7 varmede klappekalvens sorte pels, mens vi øvede ‘drikke af spand’.

Der går et par fasaner og skråkker nede i engen, nogle ænder rapper, og højt oppefra kan vi høre musvågens jagtskrig. Det store, gamle kastanjetræ står med lys.

Endnu en dejlig dag i Skivholme. Man kan kun være taknemmelig.

I dag vil vi gentage gårsdagens succes, og tage Restaurant Flimmerskyggens bedste frokostmenu. Pillerejer med citron og kryddermayonnaise.

Det er ikke raketvidenskab, men det er lækkert, frisk og hurtigt. Og det er ikke uvæsentligt, når sommeren er kommet på besøg, og der er tusind andre ting, man hellere vil end at stå i køkkenet.

Kryddermayonnaisen er Hellmans mayo smagt til med lidt Heinz ketchup, citron og Worcestershiresauce. Lav den endelig ikke for stærk – det skal smage af noget, men ikke helt overdøve rejerne.

Husk skylleskålene med varmt vand og citron og en hel køkkenrulle. Det er praktisk, når man sådan får fingrene i maden.

Velbekomme – og God Pinse.

Tærte og flimmerskygge

Når vi spiser ude, har vi forskellige yndlingsspisesteder. 

For eksempel terrassen inde i staudehaven, terrassen foran B&B’en, Femøren, og pladsen under de store træer, hvor der hele dagen er flimmerskygge. Vi vælger efter vejr og især vind.

I går blev det Restaurant Flimmerskyggen med en løgtærte med bacon og en frisk tomatsalat med rødløg og basilikum. Let skygge med solstrejf og en fantastisk udsigt. 

Hunden kunne ligge udstrakt og sove, mens køerne gumlede lige uden for hegnet, og fuglene sørgede for musikken. Hvad kan man ønske sig mere?

Lav tærtebunden som til laksetærten. Mens dejen hviler, kan du lave fyldet.

3 pænt store løg i skiver eller både
1 pk bacon klippet i tern
5 æg
1,5 dl fløde
Sennep
En håndfuld revet ost

Svits løg og bacon sammen på en pande, til løgene bliver klare, krydr med (meget lidt) salt og et godt drys peber.

Pisk æggene med fløden.

Rul tærtebunden ud, læg den i et smurt tærtefad, smør bunden med sennep og fordel en håndfuld revet ost over. Fordel fyldet ovenpå og hæld æggemassen over.

Bag i ovnen ved 200 grader i en tre kvarters tid. Man kan vande i drivhuset i mens. Tærten er færdig, når dejen slipper kanten, og toppen er lysebrun og hævet smukt.

Den her blev måske en anelse for ‘lysebrun’. Kokkens opmærksomhed blev afledt af græskarspirerne.

Men den smagte nu godt alligevel.

God fredag.