Skjulte stikkelsbær

Der er stadig uopdagede steder på kloden. Men nu er der ét mindre.

Inde i skrubbet på skrænten, bag nogle selvsåede ahorn og op ad et gammelt egetræ, har der sået sig en stikkelsbærbusk. Den fandt jeg i går. Og fordi den stod så gemt og i skyggen, var der faktisk et halvt kilo modne, røde stikkelsbær på busken. Dem plukkede jeg.

I processen blev jeg mindet om, hvorfor stikkelsbær hedder stikkelsbær. De stikker. Helt vildt. Og bærrene? De mindede mig om, hvorfor der er noget, der hedder stikkelsbærben. Sådan kan så mange tanker komme og gå, mens man uelegant klavrer rundt på en skrænt, plukker bær og siger av.

Men der blev til et par glas stikkelsbærmarmelade, og det var jo ren bonus. Overskud i krisetider.

Skulle du være lige så heldig, kommer opskriften her:

1/2 kilo stikkelsbær
1 lille sjat vand
250 gram sukker
Saft fra en halv citron
En spsk sukker mere blandet med en tsk rød melatin

Nip (ja, de skal altså nippes) bærrene, skyl dem og kog dem i en fem minutters tid med en lille sjat vand og saften fra en halv citron. Når bærrene er kogt, tilsætter man sukkeret. Lad det koge op og koge i to minutter. Tilsæt melatinen blandet med sukker – rør rigtig godt rundt, så der ikke kommer klumper – og lad det koge i to minutter mere.

Skum af, hæld på atamonskyllede glas, sæt låg på og lad marmeladen køle af. Så kan der prøvesmages. For når man har opdaget nye territorier, fortjener man nemlig en marmelademad.

God mandag.

Krydderurter til vinteren

Det er ved at være på tide at sikre sig krydderurter til vinterbrug. For pludselig ser det jo sådan her ud – og så er det ligesom lidt for sent.

Krydderurter som salvie og rosmarin kan sagtens fryses. Frysning bevarer mere smag end tørring. Der er dem, der vil sige, at der da ikke er grund til at fryse hverken rosmarin eller salvie – de står jo ude hele vinteren. Men bor man et af de steder, der altid stiller op i første række, når de taler om ‘frost på udsatte steder’, skal man nok ikke satse på det.

Jeg plukker blade fra salvie, stængler fra rosmarin, skyller dem, tørrer dem, og putter dem i en plasticform med låg i fryseren. På den måde slipper man for dryssende poser.

Koriander til brug i varme retter kan også fryses, ligesom persille kan det. Skyl dem, tør dem i salatslyngen og put dem i poser – når poserne er frosne, kan man knuse blade og stængler – så er de hakkede og klar til drys.

Man kan sagtens nå at så endnu et hold koriander i drivhuset.

Man kan faktisk også godt nå et hold pluksalat mere i drivhuset. Jeg har sået mine salatplanter i et stykke tagrende, der er sat op på et par høje potter – det holder sneglene væk.

Basilikum kan man hakke og fryse i isterningebakker – eller man kan lave pesto og fryse den – ligeledes i isterningebakker. Klumperne flytter man over i en pose, når de er frosne. Men basilikum mister nu noget smag ved frysning, synes jeg.

Mynte kan også hakkes og fryses i isterningebakker – eller den kan tørres. Hæng myntebuketter op et tørt sted uden direkte sollys – lav ikke buketterne for tykke, for så rådner stænglerne i midten. Tørret mynte er god til græske retter – og til te.

Eller man kan lave myntegele, der passer godt til lammekød.

God søndag.

Saltimbocca af kyllingeinderfilet med fennikelpesto

Saltimbocca er en af de italienske yndlingsretter. Normalt er saltimbocca lavet af kalvefilet. Men mindre kan også gøre det – med stort held. Små saltimbocca lavet af kyllingeinderfilet er både lækre – og i den billige ende i indkøb.

Læg et stort salvieblad på hver inderfilet, pak den ind i italiensk lufttørret skinke og steg dem i en tre-fire  minutter på hver side afhængigt af størrelsen på inderfileterne.

Fennikelpesto er endnu et af mine forsøg på at spise mig igennem havens fennikelbestand. Her er det bladene, der skal bruges. Blend en buket fennikelblade med olivenolie, lidt fintrevet parmesan og en håndfuld ristede pinjekerner. Smag til med salt og lidt citronsaft.

Pestoen kan både bruges til pasta og til kartofler.

Nu er mine fennikel allesammen løbet i stok.

Der er ikke flere af de lækre knolde. Først var jeg rigtig ærgerlig over det – det skete praktisk taget på én dag. Men så fandt jeg ud af, at man kan skrælle stokkene. De er nemlig ikke hule, og bag den seje skræl er der den lækreste sprøde fennikelstok. Nu er fennikelsalaten lavet af skrællede stokke, skåret i tynde skiver.

Sådan et stykke grøntfoder skal nemlig ikke komme her og narre en garvet fennikelfan.

God fredag.

Heldig igennem 3 måneder

I dag er Heldig blevet 3 måneder gammel. Heldig, vores klappekalv, som moderen ikke ville have, og som vi har fodret op. Hende, der var så lille, og som de fleste sagde havde dårlige chancer for at overleve. Og hvis hun gjorde, ville hun nok blive lidt skravlet.

Hun er nok tre gange så stor som dengang og følger fint med de andre kalve i udvikling. Hun følges med flokken, og hun leger med de andre kalve. Heldig…vis har de fleste ikke altid ret.

Hun er stadig en kælebasse. Hvis hun kan komme til det, nupper hun en af vores fingre og sutter på den, selvom hun nu, hvor hun ikke får mælk mere, egentlig burde være ‘for gammel’ til det pjat.

Men hun finder tryghed, når hun står der med lukkede øjne og læner sig – efterhånden tungt – ind mod en af os og sutter af hjertens lyst, mens vi klør hende på halsen. Babyer får en narresut – Heldig får en finger. For det er jo i bund og grund det samme. Vores tre måneders baby vejer bare tæt på de 60 kilo – og træder lidt hårdt med sine spidse klove, når hun vil så tæt på, at hun tramper os over tæerne.

At man kunne komme så nær på vores kønne, frække og charmerende, men halvvilde kalve, havde vi end ikke drømt om. Når Heldig ser os, muher hun højt og kommer drønende. Hun er helt klart lykkelig over at se os – også når vi ikke har mad med. Og vi smelter totalt, når vi ser hendes klovnede kalvenumre og ubændige livsglæde. Det er skønt at være Heldig.

Men hvem har været mest heldig?

God torsdag.

Lam grillmad… helstegt lammebov

Nu hvor vejret har rettet sig (på tide! er vi nogle, der synes), kan man igen få gang i grillen og gøre naboerne sultne i miles omkreds med duften af brasende lammebov på grill.

På grill bliver lam så godt, som det overhovedet kan blive.

Min yndlingsmarinade til lammekød laver man af 1/2 dl olivenolie, masser af finthakket rosmarin og timian, et skvæt æbleeddike og 3 fed knust hvidløg.

Smør kødet godt ind i marinaden, læg det i en plasticpose og lad det marinere nogle timer. På grillen skal det stege ca. 50 minutter pr. kilo.

Og tilbehøret? For tiden vælger vi tilbehør efter, hvad der nu er klar i køkkenhaven. Hestebønner – dampede i et par minutter, dryppet med olivenolie og drysset med parmesanflager.

Pluksalat med tahinedressing – den nemme: 1 spsk tahine, 2 spsk vand, saften fra 1/2 citron, et fed knust hvidløg og lidt salt.

Og kartofler, selvfølgelig. Selvfølgelig gravede vi også nogle kartofler op – for uden kartofler bliver en rigtig bondemand ikke mæt. Sådan er det bare. Mad uden kartofler er pigemad – og det samme gælder frokost uden rugbrød. Mandemaver er anderledes indrettet – og bondemandemaver er indrettet med ekstra plads indvendigt.

Heldigvis er der overflod i køkkenhaven – og vi er jo nok alle enige om at foretrække overflod fremfor syndflod.

God onsdag.

Nippemad: Kikærtebrød med rosmarin, salt og chiliflager

En utraditionel snack – igen fra Italien: fladt kikærtebrød drysset med rosmarin, salt og chiliflager. Jeg har længe haft en pose kikærtemel stående i skabet for at eksperimentere med at lave de lækre italienske snack/madbrød (de er faktisk temmelig mættende), og nu skulle det være.

Jeg har prøvet mig frem et par gange og fundet frem til en opskrift, der virker:

250 g kikærtemel – jeg har købt mit i  basaren
5 dl vand
1 tsk salt
Olivenolie
Rosmarin, chiliflager og groft salt til drys

Pisk kikærtemel og vand sammen med salt og lad det hvile i en times tid.

Hæld en tre-fire spiseskefulde olie en en lille bradepande og fordel det godt – smør også godt op ad siderne. Det forhindrer dejen i at brænde fast, og det giver en lækker sprød bund. Hæld dejen over i bradepanden og drys med hakket rosmarin, groft salt og chiliflager. Bag med varmluft ved 225 grader i en 20 minutters tid.

Skær i hapsere og spis dem lune til et glas vin på terrassen. Et hundevenligt tip: Drys ikke mere chili på, end at du stadig kan finde en bid eller to uden chilidrys – det vil blive påskønnet.

God tirsdag.

Zucchini Frittata sandwich

Zucchini, squash, courgetter – hvad end man kalder dem, så gror de som vilde. Og man mangler altid opskrifter til fornyelse af repertoiret. Man får øje på en lillebitte squash i bedet, kigger væk, og når man kigger igen, ligger der et kæmpe monster fra det ydre rum.

En af vores yndlingsopskrifter med squash er sandwich med squashomelet. Det fine italienske navn? Zucchini Frittata? Det lyder godt, men det er såmænd bare det, en squashomelet hedder, der hvor den kommer fra: sandwichbaren på hjørnet overfor San Marco klostret i Firenze, hvor der ligger en kaffe/sandwichbar med et kæmpeudvalg af lækre sandwiches. Vi valgte squashomelet i en blød, lidt sød bolle, og en klassiker var født.

Til omeletten skal man bruge:

1 ikke for stor squash skåret i tynde skiver – fjern evt. kernerne, hvis squashen er stor
1 hakket løg
2 fed hakket hvidløg
3-4 æg
2 spsk vand pr. æg
1 spsk friskrevet parmesan
Olivenolie
Salt og peber

Svits squash, løg og hvidløg på en pande i olivenolie, til det bliver blødt.

Pisk æg, vand og parmesan sammen og hæld det over i panden. Fordel fyldet jævnt, skru ned og læg et stykke sølvpapir over panden. Lad omeletten stivne langsomt.

Svampene var friske, lækre markchampignon, vi fandt i engen – i tide, inden ormene tog dem, eller køerne trådte på dem. De skal bare svitses i smør med lidt hvidløg i skiver som en ekstra delikatesse.

Læg stykker af omelet i en bolle – her en hjemmebagt, blød burgerbolle – og guf så løs. Det er rigtig god frokostmad til at nyde ude – på Restaurant Flimmerskyggen, Cafe den lille Terrasse, Femøren eller et andet godt sted i haven, hvor vind- og solforhold passer.

Det var så én squash. Nu må vi finde på noget til de 80 andre.

God mandag.

Det er en lørdag morgen…

Lørdag morgen.

Solen skinner på flok måger, der lyser mod en grå nattesky på vej væk.

Vejret lover godt for strandhunde og landmænd – vi er jo i den sidste kategori, så stranden må klare sig uden os – selvom en driverlørdag med en is ved stranden måske slet ikke var så ringe endda.

Men græsset, der var blevet langt igen,

blev slået i forgårs, det blev vendt i går, og i dag skal det presses og wrappes til køerne til vinter.

Der skal laves mad til gæsterne, vi skal i haven, der skal vaskes og bages, og der skal findes noget lækkert i fryseren og i køkkenhaven til lørdagsmiddagen. Lidt rengøring må vi nok også hellere passe ind. Og der skal plukkes blomster, så vi får et kønt bord til aften.

Naboen skal sikkert høste – hans rug ser modent ud.

Alle har et program for dagen her i deltidslandmandsland. Også hunden.

Så først skal vi gå tur. For det gælder om at gøre det vigtigste først. Og så må resten komme efter.

God weekend.

Haps, haps, haps – Prikbladet Perikon

I går fandt jeg Prikbladet Perikon

oppe ovenfor skoven i det lille stykke, vi har lagt an som vildtremise. Der har ellers ikke været meget af det i år, men der var nok. Nok til et lille glas snapsekoncentrat. Perikonsnaps smager forrygende. Og så får det sådan en flot rød farve.

Det er allerhelst de halvt udsprungne blomsterknopper, man skal bruge. Men en blanding af blomster og halvt  udsprungne knopper kan også gøre det.

Fyld et glas med blomster og knopper, hæld neutral snaps som Brøndum over, sæt låg på og lad det trække. Den røde farve kommer næsten med det samme – smagen udvikles over tid. Lad det trække mindst 14 dage og meget gerne længere.

Efter trækketiden kan koncentratet fortyndes med mere snaps efter smag. Man skal prøvesmage. Nogle gange. Før man får den rigtige blanding, skal der flere smagsprøver til. Så vent, til du er sikker på, at du ikke skal køre mere den dag.

For ikke at opfordre til umådeholdenhed skal der lige indskydes – efter man har fortyndet brygget, har det godt at at stå og lagre – så længe man nu har tålmodighed til – men en glemt flaske bagerst i skabet smager allerbedst – når man finder den.

God fredag.

Pandekager med hyben og nye rødløg

Tiden fra rose til hyben er kort. Den ene dag står man med næsen i hybenroserne fulde af sommerduft

– den næste dag plukker man hyben – sådan føles det i hvert fald.

De er lidt besværlige at rense, de hyben. Men der er så mange af dem, og det er næsten synd at lade fuglene få dem allesammen, når de nu er så lækre. Ikke kun til hybenmarmelade og i desserter – også i ‘rigtig mad’. Så med yndlingsmusikken på bliver der hvert år renset og renset og renset.

De er gode svitset i smør sammen med forårsløg som tilbehør til kylling eller som her i pandekager.

Lad et hakket rødløg og et par håndfulde rensede hyben simre på en pande i lidt smør, til de er bløde, men ikke brune.

Lad dem køle lidt af, mens du laver en pandekagedej af

150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
2,5 dl mælk
1 æg

Bland mel, salt og bagepulver. Rør mælken i og til sidst ægget. Pisk det sammen, til det er en jævn dej uden klumper. Bland løg og hyben i dejen.

Lav små runde pandekager – tag dejen op med en dyb ske, så du får fyldet med. Steg pandekagerne i smør på en pande – på en stor pande er der plads til fire ad gangen.

Lækker nippemad i hybentiden eller som tilbehør.

Hyben kan fryses med stort held. Halver dem, rens dem og frys dem i portionsposer. Midt i den mørke vinter er det dejligt at kunne tage ekstra c-vitaminer med sommersmag op fra fryseren.

God onsdag.