Appelsinmarmelade – 1. del.

I januar er appelsinerne bedst – søde og saftige, og deres skønne appelsinfarve fryder øjnene en dag som i dag. For det ser ud som om, det slet ikke har tænkt sig at blive lyst i dag. Det sner – store våde snefnug, der hvirvler rundt for den stride vind, rammer ruden og bliver til våde, kolde dråber.

Vejret er perfekt. Perfekt til at lave appelsinmarmelade og nyde synet og duften.

Lav bare hele denne store portion. For den skal nok blive spist. Og så har man altid et glas eller to til at give væk. Til nogen, der virkelig har fortjent at blive forkælet.

2 kilo øko appelsiner – de skal være usprøjtede, man skal nemlig bruge rub og stub.

4 øko citroner

1/2 så meget sukker som frugt. Vej frugten, så du er sikker på, hvor meget sukker du skal bruge (skriv det ned på en lap, så du ikke glemmer det – og glem ikke, hvor lappen blev af).

Ca. 1/2 liter vand

Atamonskyllede glas – og måske lidt rød melatin.

Melatinen er kun til hvis. Frugt arter sig forskelligt. Nogle appelsiner er meget saftige, andre mindre. Nogle indeholder meget pektin, andre mindre. Det ville være ærgerligt, hvis du ikke kunne få marmeladen til at ligge fast på brødet. Og selvom mere sukker kan redde konsistensen, ville det også være ærgerligt, hvis marmeladen blev for sød. Den skal være frisk og lidt syrlig, lækkert sød og lokkende bitter.

Vask appelsiner og citroner grundigt og skær dem i stykker. Kværn dem igennem kødhakkeren. Tilsæt ca. 1/2 liter vand og rør rundt.  Dæk skålen til og stil den køligt til i morgen. Vandet trækker pektinen ud af skallerne, og det hjælper til at give marmeladen konsistens. Jeg sætter min ud på fryseren i baggangen. Der er køligt – mildest talt.

Det var alt for i dag – del to følger i morgen.

Nu er det tid til alle de andre lørdag-formiddags-aktiviteter. Der skal køres træpiller ind, der skal støvsuges en halv hund op fra gulvene (og sofaen?), og der skal også bages brød, så vi har noget at putte marmeladen på i morgen.

God lørdag!

Karen

Gulspurvekrattet

Nogle steder har deres egen mystik. Steder, der gemmer på en hemmelighed. De har en særlig fascination – er omgivet af myter, og gætværk. Amazonas, Bermuda trekanten og Gulspurvekrattet.

Især en let tåget vintermorgen, hvor solen kun lige er på vej op over horisonten – sådan ved 9 tiden.

Gulspurvekrattet ligger oven for marken over skoven. Det er tæt, uigennemtrængeligt tæt, medmindre man er en fugl eller måske et mindre pattedyr. Det er et slåenkrat, mørke grene med lange torne. Inde i krattet vokser knudrede gamle hyldetræer, hvis tykke stammer man kun dunkelt aner gennem krattets tætte mørke. Man kan gå rundt om det – og altid finde læ for vinden et sted. Ikke engang vinden trænger igennem Gulspurvekrattet.

Helt nede ved jorden et sted er der et rundt hul. Det ligner en port – en lav og smal vej til krattets indre. Her går ’nogen’ tit. Men hvilke ’nogen’? Ræven er det ikke, for det ville man kunne lugte – ræve lugter fælt. Og rævelugt gør hunde kulrede. Hunden er ikke kulret. Grævlingen? Ham har vi set tøffe rundt på sin jagt på regnorm og mirabeller. Han ligner en bjørn i en alt for stor pelspyjamas. Efterladenskaber tyder på, at det nok er grævlingen. Men er det kun ham eller også skovfolket? Nisser? Højden på hullet passer til nissers standardmål.

Men dem, der bevisligt er krattets faste beboere, er gulspurvene. Der lever en lille flok af dem derinde. På hyldens allerøverste grene sidder de i godt vejr og vipper, og forår og sommer kan man høre deres karakteristiske sang: 1-2-3-4-5-6-syyyyyyyv gentaget med samme entusiasme i en uendelighed. Deres knaldgule fjer lyser som mælkebøtter i trætoppene.

Om foråret tager krattet festdragten på – et hvidt pur af slåenblomster, en hvid sky, der svæver over marken. Det er der faktisk ikke så længe til.

Om efteråret står det med orange blade og blå frugter. Det er faktisk ikke så længe siden.

Vi har prøvet at lave slåensnaps. Det var mundsammensnerpende bittert – måske var det os, der havde den forkerte opskrift. Eller måske var det bare det, at Gulspurvekrattet ikke har tænkt sig at være til gavn for andre end de vingede og firbenede, der søger ly og læ derinde, sommer og vinter. Et lille stykke ældgammel natur, kroget, tornet, tæt. Det giver ikke noget fra sig, det er et af de steder. Et af de steder, der holder på sine hemmeligheder.

Kartoffelfad med kål

Skal man give sin hjerne ro til at tænke, er det godt at gå en tur. (Når man er hund, er det altid godt at gå en tur.)

Man kan også luge i haven, lege med perler, rydde op i en køkkenskuffe eller – aha! – lave mad. Det er også afstressende.

God, nærende vintermad med fyldig smag – i dette tilfælde kartoffelfad med kål. En lækker og billig ret. Eventuelle rester bliver en glimrende frokost. Men sats ikke for hårdt på rester….. i hvert fald ikke, hvis du som jeg har både en bondemand og en hund i huset.

1/2 hvidkålshovede – snit det i tern eller strimler og kog det i vand med lidt salt, til det lige falder lidt sammen.
8-10 kartofler – skræl dem og skær dem i tynde skiver.
Et par håndfulde revet ost – riv det selv, så du ved, at det er ost og ikke et eller andet mærkværdigt ‘produkt’.
1 pakke af den oversete krydderurt  (bacon) – steg det langsomt til det meste af fedtet er smeltet af, og din krydderurt er lækker, brun og sprød. Lad skiverne køle af på et par stykker køkkenrulle og knus dem så til småstykker – brug bare fingrene – og giv hunden et lille stykke, før du vasker hænder. Det står i både Jyske Lov, Grundloven og i en brochure fra dyreværnet – mener jeg helt bestemt.

Find et fad – læg et stykke bagepapir i, så du ikke skal bruge alle timerne inden sengetid på at skrubbe fad. Og fortsæt så i bedste lasagnestil: et lag kartoffelskiver, drys med salt og peber, en håndfuld revet ost, drys med bacon, kål, og igen kartofler. Det øverste lag skal være kartofler med et par smørklatter på.

Sæt fadet i en kold ovn, sæt temperaturen til 200 grader. Nu har du en hel time til at lave alt muligt andet. Billedet her er kun et forslag – du kan jo også betale regninger eller andet opbyggeligt.

Til sidst er der kun de hårde pligter tilbage – men den, der har evnen, har pligten, så spis!

En hel, en halv eller en kvart?

Hvert år i begyndelsen af november får vi slagtet. Det er studene fra sidste år, der må holde for, og de er cirka halvandet år gamle på det tidspunkt.  Som I kan se, så har de det godt hos os – faktisk lidt forkælede er de. Men det kan de nu godt lide at være. Vi hører ingen klager – udover et muh i ny og næ over for sløv servering af wrapgræs og gulerødder.

Vi sælger dem i hele, halve og kvarte. Det er jo små dyr, så en halv svarer til 60-65 kilo ‘på krogen’, som det hedder.

Men hvordan skal man så håndtere sådan en halv ko?

Kommer der en hærdebred slagter med overarme som egestammer og smider kræet på bordet?

Og er det derefter op til dig og dine spinkle køkkenknive at forvandle dyret til noget, der kan minde om mad?

Heldigvis ikke. For så skulle jeg heller ikke nyde noget, da.

Vi får slagtet i Aidt Slagtehus, hvor de dygtige slagtere sørger for, at din kasse med kød ser sådan ud:

Alt er pakket i poser, med lækre opskrifter – lige til at putte i fryseren.

Det er kun hakkekødet, du selv skal veje af. Lav poserne flade. Så fylder de mindre i fryseren.

Kødet skal afhentes i Aidt Slagtehus. Der har de rigtige, godkendte forhold til at opbevare det.

Karen

Velkommen til Skivholme

Du har forvildet dig ind på min nye blog – den er næsten ikke oprettet endnu – jeg er kun lige begyndt at lege med den  – men her vil der efterhånden dukke indlæg op om vores gård, Dalsgaard, og livet på landet i Skivholme.

Bloggen vil komme til at handle om mange ting:

Om vores små sorte Dexterkøer – og opskrifter på, hvordan man laver lækker mad med oksekød – efter de har endt deres lykkelige græsfyldte liv.

Om vores Bed & Breakfast – og opskrifter på mine yndlingsbrød og boller, der kan bruges til både gæsternes og vores egen morgenmad.

Om haven – og opskrifter til at bruge de ting i køkkenhaven og fra hegnet, der i sæsonen er der i overflod.

Og om stort og småt hos os i en lille landsby mellem Århus og Silkeborg – og opskrifter på…..?

God fredag – kig ind igen. Forhåbentligt er der snart mere indhold på. Men man skal jo lige have lov til at komme i gang – ikke?

Karen