Og temperaturer ned til omkring frysepunktet…

Temperaturer ned til omkring frysepunktet? Allerede –  i nat?? Jamen, jeg er jo ikke klar… og det har slet ikke været rigtig sommer endnu, og… Panikken breder sig ved radioavisens afsluttende ord, og jeg træder endnu hårdere på speederen for at komme hjem.

Hjem for at redde de sidste afgrøder fra frostens klamme hånd.

Hjem for at sætte stearinlys i drivhuset til at holde de onde ånder væk fra de sidste chilier, hjem for at plukke de sidste af de ting, der ikke tåler frosten – græskarrene, de sidste bønner og ikke mindst georginerne – dahliaerne, der ikke tåler det mindste frost.

Fodre Heldig, mens bondemanden giver de andre køer, og så til sidst plukke endnu en kurv hyldebær – bare til hvis – og hente nogle æbler og et par hundrede andre småting.

Et par hektiske timer senere så køkkenet ud som om nogen havde tabt en blandet landhandel på alle flader – incl. gulvet, hvor bondemanden havde indrettet sig med en stol, nogle hegnspæle og lidt ting, der skulle skrues sammen – så kunne vi jo snakke, mens vi arbejdede. Jeg for lige ud for at plukke nogle rosenknopper til tørring – hvad er juledekoer uden tørrede rosenknopper? En rose så jeg skyde og alt det der??

Der blev nippet hyldebær, skrællet æbler, vasket græskar, lavet dekorationer og buketter, bælget bønner, skruet hegnspæle, kogt saft, på hundens inderlige opfordring fodret indedyr – og til aller, aller sidst – også lavet lidt mad. Varmet rester. For til sådan en dag er det godt at have gode rester, der kan varmes i ovnen, mens man rydder det sidste op og fejer gulvet.

Nu til morgen kan vi glade konstatere, at det ikke blev frost her. Temperaturen nåede kun ned på 2 grader – der kan stadig komme flere georginer, og chilierne i drivhuset kan måske alligevel nå at blive røde. Og arbejdet i går er ikke spildt, for det skulle jo gøres alligevel. Men hvorfor kommer det altid bag på en, at den første frost som regel kommer omkring efterårsferien?? Og at efterårsferien ligger i uge 42? I næste uge? Man kan jo se, at efteråret er her.

God torsdag.

Spicy gulerodsdeller

2 kilo danske gulerødder for 5 kr. Et tilbud, det er svært – ja nærmest dumt – at gå forbi. Men to kilo er faktisk ret mange gulerødder – også selvom de er store og flotte. Den slags tilbud  lægger op til gulerodskreativitet og til, at gulerødderne ikke bliver tilbehør, men hovedattraktionen.

Så mens solen fik travlt med at gå ned, så den kunne komme om og lyse på kineserne,

fik jeg travlt med at rive og snitte til nogle godt krydrede gulerodsdeller med ris og den ‘sædvanlige’ orientalsk inspirerede sovs, og selvom aftensmaden dermed blev ganske kødløs, var der ingen, der brokkede sig. Det handler nemlig ikke om med eller uden kød – det handler om med eller uden smag.

Til dellerne skal man bruge:

4 store gulerødder
1 stort løg
3 fed hvidløg
1 chili
1 snackpeber
1 generøs spsk revet ingefær
4 spsk mel
4 spsk havregryn
2 små æg
Salt og peber

Riv gulerødder og løg på den grove side af rivejernet. Riv hvidløg og ingefær på den fine side. Skær snackpeberen i små tern og chilien i endnu mindre tern. Bland det med de øvrige ingredienser og rør godt rundt.

Jeg brunede dellerne på panden i en blanding af smør og olie, og lagde dem over på en bageplade, så de kunne bage færdige i ovnen, mens jeg lavede sovsen – og ryddede op i køkkenet, der på en eller anden måde aldrig ligner TV kokkenes, når de laver mad.

Til sovsen skal man bruge:

1,5 dl hønsebouillon
2 spsk flydende honning
2 spsk soya
2 spsk risvin (brug sherry, hvis du ikke har risvin)
1 spsk friskrevet ingefær
1 fed fintrevet hvidløg

1 spsk koncentreret tomatpure
1/2-1 tsk sambal oelek eller en lille, finsnittet, stærk chili
1 spsk limesaft

Bland det hele i en lille gryde og kog det godt sammen.

Og så er der kun tilbage at gå ind i stuen, dække bordet, tænde petroleumslampen, der hygger sådan i vindueskarmen, nu hvor det begynder at være mørkt om aftenen, spise og lade roen falde på efter endnu en lang og travl dag.

God onsdag.

En giftig skønhed

Venusvogn, Aconitum, (også kaldet stormhat) blomstrer nu i vores have med høje blå spir – de ligner faktisk riddersporer lidt. De blomstrer sent og giver en smuk blå farveklat i et hjørne af haven på et tidspunkt, hvor der ikke er så meget, der blomstrer mere.

Når man ser nærmere på de enkelte blomster, kan man godt forstå navnet Stormhat. De ligner noget, dværge har på, når de skal danse med Snehvide.

Venusvogn er en statelig plante, der bliver op til to meter høj, hvis den står beskyttet og i god jord.

Jeg er glad for at have den, men den er giftig – meget, meget giftig. Så hvis du har børn, der sparker bolde ind i bede og rører ved planterne, skal du nok nøjes med at se på billederne af Venusvogn. Billederne er det eneste, der ikke er giftigt ved den. 2-4 gram af en planteknold kan slå et voksent menneske ihjel, og giften kan trænge gennem huden og i bedste fald give udslet. Når de tørre stængler skal fjernes til foråret, skal man også huske handskerne. Giften, aconitin, har været brugt som pilegift både i Europa og Asien. I England hedder planten Wolfsbane (den plante, der kan dræbe ulve) og den har ofte været forbundet med sort magi.

Kejser Claudius, som mange af os kender bedst fra den fænomenale britiske serie ‘Jeg Claudius’, siges at være blevet myrdet med aconitin af sin fjerde kone, Agrippina den Yngre. Hun var i øvrigt mor til Nero, der senere blev kejser og fik et synderegister længere end resultatlisten fra en dårlig google søgning, men det er en helt anden historie.

Hvorfor skal man så have sådan et giftigt uhyre i sin have? Jo, fordi det er et meget smukt, giftigt uhyre. Når man ved, at man ikke skal røre ved den – ja, så lader man jo bare være, ikke? Og man planter den der, hvor man ikke lige støder ind i den sådan rent fysisk.

Men – stadig – med børn i huset er det bedre af få kulør i sin efterårshave fra mere fredelige planter som for eksempel den her: Strandasters.

God og ugiftig tirsdag.

Crepes med krydret rejefyld

Her mødes Frankrig

og Sverige

i et lykkeligt blandet ægteskab.

Franske crepes med svensk inspireret rejefyld i dildsovs. I Sverige gør de meget i dildsovs til laks, og jeg har prøvet at gøre dem kunsten efter – med rejer i stedet for laks. Det lykkedes faktisk rigtig godt og udgjorde en smuk helhed.

Man skal bruge:

1 spsk smør
1 spsk mel
1,5 dl mælk
1/2 dl hvidvin
Dildspidser – friske eller tørrede
Citronsaft
200 g rejer

Lav en opbagning af smørret og melet og rør mælk og hvidvin i lidt ad gangen. Bland dildspidserne i. Kog det godt igennem og og smag til med salt og citron.

Det skal være en ret tyk sovs. Bruger du tørrede dildspidser, som jeg måtte forfalde til, fordi der ikke var mere frisk dild på lager, er det godt at lade sovsen stå og trække lidt, så dildspidserne bliver udblødte og slipper smagen fri.

Bland sovsen med optøede, afdryppede rejer og varm op til næsten kogepunktet. Rejerne skal ikke koge. Læg et par skefulde af stuvningen på en friskbagt crepe og pynt med et par ekstra rejer – og med frisk dild, hvis du har det.

Bør indtages i hyggeligt selskab og med et glas kølig hvidvin. Husk at gemme et par rejer til katten.

God mandag.

Efterår

Det er efterår. Skoven falmer ikke endnu, men den er begyndt at gløde. Det regner, så alt står lidt tåget. Det drypper fra pandehåret.

En kløverblomst har taget fejl af årstiden.

Men gæssene ved, det er oktober nu. Hver dag flyver små og store træk over os efter nattens rast ved Lading Sø, mens de skræppende gåseskændes om, hvis tur det er til at flyve forrest.

Vi begynder at finde de varme trøjer frem, at bage flere kager, at tænde op i brændeovnen, når vi kommer hjem. At sende længselsfulde blikke mod bogreolen, der har været forsømt i den travle sommertid.

Det er efterår på godt og ondt – og vi kan ligeså godt nyde det, der er at nyde. Det er faktisk slet ikke så lidt.

God weekend.

Chiliolie og andre hotte godter

Jeg er vild med chili – i alle former og afskygninger og til alle måltider – også morgenmad. I år bugnede min svigerindes flotte, nye drivhus af chilier i alle farver, faconer og styrker. Hungarian Wax, Peruvian Purple og mange flere. Et pragtfuldt syn. Jeg fik også lov at nyde godt af dem både i form af spændende, friske chilier, jeg ikke selv havde i drivhuset, men bestemt også i denne form – den skønneste værtindegave, man kan tænke sig:

Et chiliorgie. Chiliolie, syltede chili, chilihonning og et glas med hjemmelavet sambal oelek. En chiliomans ønskedrøm. Scoville, så det sco ville noget!

Min svigerindes opskrift på chiliolien kommer her:

Fjern stilkene på chilierne og halver dem på den lange led. Overhæld dem med kogende vand og lad dem trække i 5 minutter. Det kogende vand er vigtigt. Camilla Plum skriver, at hvis man bare putter friske chilier i olie, er der stor risiko for botulisme. Og så er det jo så som så med fornøjelsen.

Læg chilierne imellem to lag køkkenrulle, der kan opsuge vandet, læg dem i et sylteglas – eventuelt sammen med et par fed pillede hvidløg – og hæld olivenolie over, så det dækker. Lad det trække 1 uge – smag efter – hvis olien er stærk nok, er den klar. Ellers lad den trække en uge mere. Si olien igennem et kaffefilter og hæld den på flasker.

Olien er god til mange ting – blandt andet til grøntsager i ovn.

Her er den dryppet over rødbedeternene. (Gulerødderne er dryppet med chilihonningen og drysset med salt. Kartoflerne er vendt i olivenolie, drysset med salt og venter på at få tilføjet hakket hvidløg, når de er halvbagte – hvidløg skal ikke have så lang tid i ovnen – de bliver bitre, hvis de bliver sorte.)

En god ide til, hvad man kan gøre ved sit overskud af chilier – og til lækkert hot tilbehør til en efterårsmiddag.

God fredag.

Hyldebærsaft – del 2.

Nu er bærrene dryppet af, og det er tid til at finde de fine flasker frem. Skold flaskerne og skyl dem med atamon for at undgå mug. Det er nemlig heller ikke sundt.

Mål saften af og hæld den op i en gryde. Tilsæt 400 g sukker og 1 tsk vinsyre pr. liter saft. Bring det i kog og lad det koge i et par minutter.

Nu kan saften hældes på flaskerne. Smuk, smuk mørk saft.

Når man skal drikke sin hyldebærsaft hælder man en sjat i bunden af et krus og hælder kogende vand på.

Det smager simpelthen skønt. Sødt og syrligt på én gang. Hyldebærsaft giver energi, banker kulden ud af kroppen og kan holde vintersnuen på afstand.

Er skaden sket, og er man blevet forkølet, kan man tilsætte en sjat snaps eller vodka. Det bliver man vist nok ikke rask af, men det gør det en anelse sjovere at være syg.

God torsdag.

Hyldebærsaft – del 1

Hyldeklaserne hænger tungt og modent rundt i hegnet.

Det er blevet tid til at lave hyldebærsaft. Med en blanding af vemod og lettelse kan man gå i gang med den sidste omgang bærplukning i år. På vej tilbage skal man lige huske at samle eller plukke nogle æbler. Og så lige at sige velbekomme til fuglene, der får alle dem, der hænger højt oppe.

Skyl bærrene, klip de groveste stængler fra, og kom bærrene i en stor gryde. Gør æblerne i stand, ca. 2-3 æbler til et kilo bær, og kom også dem i gryden. Hæld vand på, så bærrene lige er dækket, og bring laaaangsomt gryden i kog.

Bærrene skal koge, til de springer, men mindst et kvarter. Hyldebær er nemlig giftige, når de ikke er kogt.

Forleden læste jeg i avisen, at 60  mennesker var blevet forgiftet på et kursussted. Kokken havde lavet smoothies med rå hyldebær, og rå hyldebær bliver man syg af. Forestil jer lige, at 60 mennesker er syge på én gang – opkastninger og diarre – og tænk på, hvordan der i forvejen altid er kø til toiletterne, når man er på kursus? Et mareridt. Stakkels folk.

Hvad kan man lære af det? Drik ikke smoothies, hvis du ikke ved, hvad der er i dem. Og hop ikke på den ‘rå’ bølge, hvor man i konkret og overført betydning sluger alting råt. Nogle ting kan spises rå – andre ikke. Og nogle ting skal man slet ikke binde an med.

Man skal vide, hvad man putter i munden, og hvordan det skal behandles først. Der er en grund til, at man i gamle dage kogte og stegte visse ting grundigt og spiste andre ting rå. Det er ikke bare ammestuesnak eller et komplot udtænkt af fødevareindustrien for at forhindre folk i at leve ‘naturligt’. At leve naturligt kræver, at man ved, hvad der er hvad.

Nå – men – mens jeg har tænkt disse tanker og  blevet velbehageligt harm over verdens dårskab, er bærrene kogt, og de skal nu over i en saftpose og dryppe af.

Lad dem bare stå til næste dag – det tager sin tid, og man må ikke trykke på posen. Det gør saften uklar.

God onsdag.

Blød og lækker rejesalat

Skal der være gilde, så lad der være gilde. Menuen til Bondemandens fødselsdagsfest lød – i al sin enkelhed – på hjemmelavet rejesalat, ribbenssteg fra den gode gris – med rødkål, en rød og mør roastbeef af egen avl, forskellige oste og den smeltende, lækre mandelmarengslagkage, jeg fortalte om i går.  En rigtig herrefrokost. Men det var jo også en rigtig herre, der havde fødselsdag.

I dag kommer opskriften på rejesalaten – den er ikke kompliceret overhovedet, men den er et hit hos både store og små.

Til en standard portion skal man bruge:

200 g mellemstore rejer
1 dåse gode asparges – her kan det godt betale sig at købe de tynde og lækre
1 dl Hellmans mayo
1 spsk Heinz ketchup
1 stænk citronsaft
Et drys mild chili – skal gøre det ud for peber

Tø rejerne op og lad dem dryppe godt af – tryk lidt på dem i sigten, så overflødigt vand bliver presset ud. Gør det samme med aspargeserne – tryk dem lidt, men mas dem endelig ikke.

Rør Hellmans med Heinz, citron og mild chili – smag til – dressingen skal være let krydret og ikke stærk.

Tag to skåle – en stor og en lille – læg en lille håndfuld rejer i den lille skål – det er en bonus til katten, når gæsterne er gået, og kræet igen vover sig ind i køkkenet fra sin udsigtspost på marken overfor.

Bland rejer, asparges og dressing i den store skål – lad det trække lidt og rør rundt i salaten før servering.

Den bløde og lækre og alligevel friske rejesalat smager fantastisk på hjemmebagt grovbrød – for eksempel bagt efter opskriften på grove boller med rug, honning og hørfrø. Hele portionen i opskriften formes til to store brød og bages i 40 minutter. Brødet kan – ligesom bollerne – fryses.

Næste gang, der er fødselsdag hos os, er det min tur – der skal menuen være knap så herreagtig – men det skal være lige så lækkert.

God tirsdag.

Den fineste mandelmarengslagkage

Glassene er tomme, maden er spist, papirservietter og kaffekopper med kolde slatter står mellem tomme fade og tallerkener i stabler. Fødselsdagsfesten er overstået, og gæsterne er gået hjem.

For nogle timer siden var der er bugnende bord – med blandt andet den fine marengslagkage her med fyld af choko-kaffe-creme og pyntet med blomster fra haven.

Jeg havde studeret mange kagebøger og rådført mig med dygtige bagevenner, før jeg til sidst valgte at bruge min mors gode, gamle opskrift på marengs, som jeg har på en lap papir fra en gang nede i firserne, og som jeg tilsatte de mandler, der var i huset.

Man skal bruge:

160 g smuttede og finthakkede mandler lidt flere eller færre betyder ikke så meget
4 æggehvider
200 g sukker

Smut mandlerne og læg dem på en bageplade – bag dem ved 200 grader i et par minutter, til de er tørre og gyldne.

Hak dem fint.

Pisk æggehviderne meget stive – så man kan lave det stunt, der forundrer unge og gamle: at vende skålen med bunden i vejret, uden hviderne falder ud. Pisk sukkeret i og bland mandlerne i til sidst.

Bag 3 runde kagebunde – tegn efter en tallerken på bagepapiret, og spred dejen ud indenfor cirklerne. Jeg havde to plader i ovnen og bagte bundene på 125 grader med varmluft i en time. Sluk for ovnen, sæt en vinprop i klemme i ovndøren og lad ovnen køle af. Når ovnen er helt kold, er bundene færdige. Skal de gemmes til dagen efter, så læg dem forsigtigt ovenpå hinanden med bagepapir imellem i en lufttæt dåse.

Til cremen skal man bruge:

Ca. 1/2 liter piskefløde
150 g mørk chokolade
2 spsk nescafe pulver, granulat, krymmel, eller hvad man nu skal kalde det.

Smelt chokoladen i en gryde sammen med en sjat fløde og kaffekrymlerne. Lad det køle helt af – rør i det en gang imellem, så det ikke trækker skind.

Pisk resten af fløden og rør chokoladeblandingen i. Gem en lille smule af chokoladeblandingen til at pynte med.

Læg så lagkagen sammen – en bund, et tykt lag choko-kaffe-creme, en bund, et tykt lag choko-kaffe-creme, en bund og det sidste creme på toppen. Tag en gaffel og dryp det sidste af choko-kaffe blandingen på til pynt. Jeg havde pyntet med de spiselige blomster, der var tilbage i haven – hjulkrone, sommerfuglekarse og en enkelt tallerkensmækkerblomst som centrum.

Kagen skal lægges sammen kort før, den skal spises, men de fleste af forberedelserne kan gøres i god tid. Bundene kan bages dagen før, og cremen nogle timer før.

Det er en kage, der smelter i munden – og sikkert lige ud på hofterne, hvor den slår sig ned for til evig tid at minde om, hvor god den var. Men – som jeg vist har sagt før – man bliver, hvad man spiser, og så kan man selv vælge, om man vil være en gang vandet bulgursalat eller en lækker og fristende kage.

God mandag.