Dexter T-bone steak med sellericreme

En af de lækreste udskæringer er T-bone steaken. Saftigt og velsmagende kød. Fra større dyr kan den godt være lidt voldsom. Men fra en Dexter, der jo er en lille ko, er den helt perfekt. Stor nok til wow-effekten, men lille nok til at være lækker. Ikke sådan en kilotung cowboybøf med kød nok til en mindre landsby.

Kødet skal vendes på en tør, rigtig varm pande. Så skal der en klat smør på panden, og kødet skal nu stege ved høj varme i 2 minutter på hver side – det giver en ‘medium’ bøf.

Tilbehøret denne gang blev sellericreme, Hasselbach kartofler med sesamfrø drysset på toppen og bønnesalat. Den gode bønnesalat, som der kommer mere om en anden gang. Det er nemlig en historie for sig selv.

Sellericremen erstatter en sovs, og den er ganske enkel at lave. Den har en mild sellerismag og en luftig konsistens. Rigtig lækkert tilbehør til mange ting. Man skal bruge

1/2 selleri – skrællet og skåret i mindre stykker
1 dl fløde – kogt ind til 1/3
Salt og peber

Kog sellerien meget mør i letsaltet vand. Hæld vandet fra og lad den dryppe af. Kom den tilbage i gryden, tilsæt fløden og blend med stavblenderen. Smag til med salt og peber. Har man hvid peber i huset, kan man bruge det – ellers må man forlige sig med de små sorte pletter i mosen, og det kan jeg altså godt. Man kan sagtens lave sellericremen i løbet af dagen og varme den, når den skal spises.

Samme procedure gælder for jordskokkecreme – og jordskokker har man nok af om vinteren. Hvis man først har dyrket dem én gang kommer de igen og igen det samme sted. En lille jordskokkeknold kan blive til en hel flok.

Velbekomme – den, der har evnen, har pligten – spis!

Og god onsdag før Kr. Himmelfart – en helligdag, vi forhåbentlig får lov at beholde.

Her lugter af Østrig

‘Her lugter af Østrig’, siger ungerne, når de er herude. De mener lugten af ko. Den varme, trygge lugt af ko, der især kan mærkes i fugtigt vejr. Fugtigt vejr som nu til morgen, hvor vinden har lagt sig. Fugtigt vejr, der får frø til at spire, græs til at vokse og vinterbyggen til at strække sig mod dråberne.

Fugten hænger tungt mellem træerne, og her lugter af Østrig.

Mange danske børn er kun ude på landet, når de er på ferie. Og rigtig mange danske børn holder ferie i Italien. Når man skal til Italien, kommer man gennem Østrig – det passer tit med, at det er der, man overnatter undervejs.

Og i Østrig er der køer inde i landsbyerne. Små landbrug med få køer – gårdene ligger i landsbyen og markerne udenom. Et stykke eng mellem to huse bliver afgræsset af køer, langs stien til næste landsby går der køer, rundt omkring i naturen er der køer med klokker om halsen.

De hyggelige kroer ligger lige ved siden af mælkebrug, hvor køerne bliver taget ind om natten, og man i den tidlige morgen kan høre dem brøle deres ‘kom og malk mig-muh’.

Østrig er et ko-venligt land. Det er hyggeligt. Måske ikke så produktivt som moderne danske mælkebrug, men hyggeligt.

Sådan var de gamle danske landsbyer også indtil for ikke så mange år siden. Man ser det næsten ikke mere. Undtagen måske lige her hos os, hvor køerne også går ude på græsset lige på den anden side af bygningerne. Hvor man også kan blive vækket af en ko, der kalder på sin kalv.

Og hvor der også – især i fugtigt vejr – lugter af Østrig.

Forret med rådyrmørbrad, glaserede valnødder og portvinssyltede tranebær

Sikke en lang overskrift – og så skulle der faktisk have stået: Forret med rådyrmørbrad, sukker- og chiliglaserede valnødder, portvinssyltede tranebær på blandet salatbund med krydderurter fra haven.

Bukkejagten starter på onsdag, og der skal optimistisk skaffes plads i fryseren. Ikke at det betyder meget, at man tager  en rådyrmørbrad eller to ud. En rådyrmørbrad er meget, meget lille. Næsten som en lammemørbrad, som man også kan bruge til retten, hvis man ikke lige har rådyr i fryseren. Som al mørbrad er kødet mørt og mildt, når man først har fjernet senerne. Hunden stiller sig gerne til rådighed for bortskaffelse af eventuelle fraklip. Det var nærmest et samarbejdsprojekt. Jeg skar, hunden glubskede bidderne ned, og så var der jo ryddet op.

Rådyrmørbraden – beregn én pr. person – skal krydres med salt og peber, brunes godt hele vejen rundt, stege et par minutter på hver side og ligge og trække på et bræt i en 10 minutters tid.

Men først skal man lave tilbehøret. Det kan man sagtens gøre i løbet af dagen, når man har et ledigt minut.

De portvinssyltede tranebær:

1/2 dl portvin, 2 spsk sukker, 1 god håndfuld tørrede tranebær

Hæld portvin, sukker og tranebærrene i en lille gryde, bring i kog, fjern fra blusset og lad bærrene suge portvinen til sig.

Og de glaserede valnøddekerner:

50 g valnøddekerner
30 g sukker – ca. 3 spsk
25 g vand
Lidt revet citronskal og et nip chiliflager
1 spsk vand

Bland nødder, sukker, vand, citronskal og chiliflager i en lille gryde og bring det i kog. Kog for god varme under omrøring, til sukkeret bliver brunt. Stop før, det bliver sort (!) Det går hurtigt. Kom 1 spsk koldt vand i og rør hurtigt rundt en gang. Hæld nødderne over på bagepapir til afkøling og skil dem ad.  Pas på – de er ekstremt varme.

Gå så ud og pluk en håndfuld blandede krydderurter, hak dem og læg dem på tallerkenerne på en bund af salat. Dryp med lidt valnøddeolie – jeg fandt valnøddeolie fra spiZe i Rema 1000, så det var ikke så svært at finde, som jeg frygtede.

Steg mørbraden – skær den stegte mørbrad i skiver, anret den ovenpå salaten og pynt med valnødder og tranebær.

En meget fin og meget velsmagende forret, der så næsten ‘Molskro-agtig’ ud – et nyt ord i vores ordforråd. Den mætter overraskende meget, så tænk på en let hovedret – eller hold en god lang pause mellem retterne.

Det er ikke lynmad. Det er festmad. Hver ting tager faktisk ikke så lang tid at lave, der er bare mange af dem. Men det var jo lørdag. En travl lørdag, hvor meget blev nået, og det skulle fejres. Ethvert påskud gælder her i huset – der er altid en grund til at fejre et eller andet. For eksempel, at æbletræet over bænken i hegnet er ved at springe ud.

God mandag.

I dag skal der…

… bages, gøres rent her og i B&B’en, tages imod nye gæster, fodres køer, strøs i stalden, bæres brænde, vaskes tøj og meget mere. Og sidst på dagen håber vi på lige at få tid til at læse lidt – mangler to kapitler af Elsebeth Egholms den nyeste – gys.

En glad og travl lørdag er i fuld gang. Vi startede lige med en marktur i blæsten.

God weekend.

Nippemad: Muffins med ost, løg og bacon

Det er lang tid siden, jeg har lavet noget med bacon – den oversete krydderurt. Jeg indrømmer det gerne: Jeg elsker bacon. Det er utrendy. Jeg ved det godt. Man skal hellere bruge italiensk pancetta. Det er faktisk også bacon, men det er trendy bacon – og dyrt bacon. Pyt med det. Jeg ved, at jeg har mange fæller ude i verden. Både åbenlyse og skabs-baconelskere. Denne opskrift er dedikeret til alle os, der elsker bacon.

Til de utrendy muffins skal man bruge:

1 hakket løg
4 skiver bacon skåret i små tern
100 g revet ost – jeg bruger emmentaler
200 g mel
1 tsk bagepulver
1 tsk salt og lidt peber
1 æg
1,5 dl mælk
2 spsk rapsolie

Hak løget og skær 4 skiver bacon i små tern. Svits bacon og løg i 2 spsk rapsolie, til løgene er klare. Hæld 1,5 dl mælk over blandingen, så den køler lidt af.

Bland melet med bagepulver og salt og peber. Hæld løg og baconblandingen med mælk i, rør ægget i og til sidst osten.

Fordel dejen i en muffinform – en 12 hullers – og bag på 200 grader i 25 minutter. Tag dem ud af formen, så snart de er færdige. Det giver sprød bund.

Hvis man kan vente med at spise dem, til man ikke brænder tungen, er det en god ide. De smager allerbedst, når de er lune.

God fredag.

Krydret, frisk, sødt og sprødt – salat med æble og basilikum

Efter besøget på Molskroen i lørdags har planen været at forsøge sig frem med en salat med æble og basilikum, inspireret af deres ‘syltede æblekugler vakumeret med basilikum’. I går blev konceptet testet, og det virker. Æble og frisk basilikum er en ny blanding i min mund, men helt klart også et nyt hit. Krydret, frisk, sødt og sprødt på én gang.

Bondemanden var enig, og der blev ingen rester.

Skræl et æble og skær det i tynde skiver. Læg skiverne i salatskålen og dryp med lidt citron, så de ikke bliver brune.

Skær agurk i meget tynde skiver, en lille tomat i små både, hak lidt rødløg, skær lidt iceberg og hak en god håndfuld friske basilikumblade. Bland det hele sammen og dryp det med basilikumolie.

Basilikumolien lavede jeg ved at blende rapsolie med rigeligt basilikum. Nu skal den stå og trække i nogle dage, hvorefter den skal sies, så kun den fine grønne og duftende olie er tilbage. I går tog jeg bare et par skefulde af olien fra glasset, hvor det står og trækker. Det er ikke blevet smukt endnu, men det smager, som det skal.

Salaten blev spist til en rest lasagne og med hjemmelavede hvidløgsbrød – brød smurt med superstærkt hvidløgssmør og ristet i oven.

Nem og god mad til en onsdag, hvor vejret rettede sig, og alle var i sving ude til klokken alt for mange.

Bondemanden fræsede urtehaven. Hunden legede med sin bold, katten med en ny ven, som den senere åd. Og jeg – jeg priklede alle kålplanterne, der nu er voksne nok til at få en potte hver. Om kort tid skal der plantes til i urtehaven. Så er alt stort nok til at undgå de sultne fasaners og duers grådige næb.

Godt torsdag.

 

Børnebanden samles

Nu er der syv kalve. Tre kvier – Henriette, Helene og Heidi – og fire tyrekalve. Der mangler endnu seks. De første er blevet store nok til at lege sammen – og putte sammen.

De har det herligt. Styrter op og ned – fra bunden af engen til toppen ovenfor skoven med en fart, der er en Ferrari værdig.

De store kalve fra sidste år er lukket inde i en indhegning for sig selv. Ellers mobber de alle de nye kalve. Det er vel en slags ‘søskendejalousi’ – de små kommer og tager mors opmærksomhed og får al mælken, som de ellers har fået en sjat af i ny og næ hele vinteren.

Men efter et par dage er der også fryd og gammen i den nye indhegning. De nye magtstrukturer er på plads, og de leger også som de store unger, de er. Og de får specialforplejning – deres helt egen wrapballe som supplement til græsset, der godt nok vokser, men som ikke er næringsrigt nok endnu.

De har deres eget vandkar – og det er den bedste underholdning, man kan tænke sig. Noget at stimle sammen om.

De nybagte mødre går sammen med deres kalve.

Og dem, der endnu ikke har kælvet, bliver tungere og mere besværede fra dag til dag.

Det er en frugtbar tid på landet – kalve og lam springer på markerne, kornet gror, græsset gror, fuglene synger og frugttræerne blomstrer. Vi priser forårets frodighed og liv i høje toner, men formålet er ikke skønheden – det er et biprodukt, vi kan nyde. Formålet er formering, mad og vinterforråd. Årets gang. Der er noget rart og jordnært, i ordets mest bogstavelige betydning, ved at vide, at sådan har det altid været, og sådan vil det altid være.

God onsdag – vi må ud og tælle kalvene.

Pasta med laks, asparges og limesovs

Skoven er sprunget ud.

Bøgetræernes kroner står nu lysegrønne over de blomstrende fuglekirsebær. Den skønneste, skønneste tid.

Over marken svæver gulspurvekrattet som en hvid sky af slåenblomster.

Det hele står i grønt og hvidt, let og frisk, alle skarpe kanter glattet ud af nyt løv og hvide blomster.

Sådan blev aftensmaden også.

Grønne asparges, hvid pasta og sovs, grønne limefrugter. Et forårsfad.

Man skal bruge:

2 lakseportioner (en pr. mund)
1 pk frisk pasta
1 bundt asparges
2 limefrugter
1 lille hakket løg
2 dl vand
1 tsk honning
1,5 dl fløde
Salt, peber og blå birkes til laksen.

Hak løget og svits det klart i en klat smør. Tilsæt saft fra den ene lime, 2 dl vand og 1 tsk honning, lidt salt og peber og lad det koge godt sammen i et par minutter. Tilsæt fløden og lad også den koge godt sammen med resten. Jævn evt. med lidt maizena udrørt i koldt vand, og smag til med salt og peber.

Skær de grønne asparges i stykker på ca. 2 cm og damp dem i 3 minutter.

Sæt vand over til pasta og kog den, mens du laver laksen.

Drys sorte birkes over laksen på oversiden og klap dem lidt fast. Steg laksen i lidt smør i en lille dyb pande. Når laksen er sat over, lægger man et stykke sølvpapir over panden. Så behøver man ikke at vende laksen, så alle de fine sorte korn ryger af.

Bland nu de grønne asparges i sovsen, hæld sovsen over den afdryppede (og kogte) pasta, læg laksestykkerne i midten og pynt med den sidste lime skåret i tynde skiver.

Nå, er der vel nok nogen, der vil sige. Hvis det skal være et forårsfad, hvorfor er laksen så sort? Joh det – den skal ligne de bede, der endnu ikke er sået noget i, fordi det bliver ved med at være nattefrost her inde i landet. Minus tre i går nat. Men det må da få en ende.

God tirsdag.

Smuk mad

Lørdag var vi til konfirmation – en dejlig dag, der blev holdt på Molskroen ved Femmøller Strand. Et smukt sted,

hvor de virkelig kan lave lækker mad i en klasse, hvor de fleste hjemmekokke giver op. Ikke så meget med hensyn til smagen, for god smag kan de fleste  godt trylle frem, hvis de bare har de rigtige råvarer. Men det kunstneriske indtryk. Pynten. Maden er smuk som en blomsterdekoration. Her et billede af forretten.

Det er næsten umuligt at lave hjemme, for der skal så uendeligt lidt til af hver ingrediens, og hver ingrediens er kunstfærdigt præpareret på en måde, der tager tid at lave. Syltede æbler i små kugler, vakumeret med basilikum, så de blev helt grønne og smagte af både æble og basilikum. Små tapioca gryn udblødt i eksotiske eddiker. 8 gryn på hver portion. Og en selleripure, der så ud som om, den var skåret i supertynde skiver og lagt over den saltede torsk. Smukt. Men – helt ærligt – hånden på hjertet – hvem har tænkt sig at udbløde 16 tapioca gryn for at lave fredagsnippemad til to? Nej, vel? Og en ‘vakumeringsmaskine’ – hvis det da hedder sådan – er heller ikke noget, de fleste har i køkkenet.

Der er kun ét at gøre. Nyde synet og smagen, når man er så heldig at være inviteret et sted, hvor de virkelig kan det der, og lade sig inspirere af det. Måske lidt æbler i salaten sammen med friske basilikumblade næste gang? Måske en klat selleripure til fisk en anden gang? Måske lave en basilikumolie til at dryppe fine grønne dråber på selleripureen? Så er vi ovre i den overkommelige del, hvor det er muligt at være med, og stadig holde fast i en del af festmadens herlighed hjemme på en hverdag.

Der er jo flest hverdage.

God mandag.

Potmaker

Nu har jeg også fået en. En ‘potmaker’. Ikke den slags pot, som hippierne røg nede i 60erne. Nej, en lille trædims, der med et snuptag kan forvandle en strimmel avispapir til en såpotte. Det taler til min sparsommelige sjæl. Og endelig var der noget, jeg kunne bruge sportstillægget til. Jeg overvejede et mere opbyggeligt tillæg, for det er jo små planter, vi taler om her. Og lidt skal man vel lære i planteskolen. Det skal ikke være leg det hele.

Men tilbage til min nye dims. Det er lavteknologi. Det virker. Der er ingen app til det, det er lige til at gå til.

Klip avisen i strimler på ca. 30 x 9 cm. Rul papiret op på overdimsen – håndtaget – endelig ikke for stramt, fold enderne ind under overdimsen, tryk overdimsen ned i underdimsen, og vupti. En potte. 60 potter på en halv time. Hvem, der bare var på akkord.

Nu er de 60 – og mange flere – potter fyldt med jord. Med ét frø i hver af spidskål, mamelukærmer, lathyrus og hestebønner. De står i drivhuset for at undgå de sultne duer og fasaner. Nu skal der laves flere potter. Til bønner, til majs, til fennikel – til alt…. Engang i maj kommer store udplantningsdag. Og så kan potterne bare blive plantet med.

En let og billig løsning. Jeg er glad for min nye dims – potmakeren. Og hvis det regner i eftermiddag, ved jeg godt, hvad jeg skal lave.

God søndag.