Der er ingenting i verden…

Derude sner det. Og vinden hyler sin ‘jeg skal komme efter dig’ sang gennem ådalen. Katten er kommet ind og er ved at lægge an til en Store Sovedag. Hunden ligeså. Tre gange rundt i kurven, plonk, ned at ligge og et dybt veltilfreds hundesuk. Huset ånder fred.

Der er nu noget ved sne. Sneen giver stilhed, fjerner vintermørket og får verden til at se ny og ren ud. I hvert fald herude på landet.

Sidste år….

Køerne nød de ekstra rationer.

Vi nød det smukke syn. Og en ekstra kop varm hyldebærsaft, når vi kom ind.

Og hunden nød det. At tumle sig i sneen, rulle sig i sneen, spise af sneen. Og en ekstra godbid, når vi kom ind.

Skal vi have bare lidt at det samme nu? Til weekenden?

Her i huset er vi nogen, der håber.

God snefredag.

En lækker steg

Den første lørdag i lang tid, hvor vi ikke skulle noget. En god dag til supermad. Nærmere bestemt et stykke ungkvægsinderlår fra en Dexter, der har løbet op og ned af bakkerne, spist sig mæt i græs hele året, og som selv har valgt, om den vil være ude eller inde.

En Dexter, der har haft mælkebøtter i munden og rim på ryggen.

Dexter er en lille race. Stegene er små, men intense. Kødet er mørkt, finporet og magert. Og hvis det hænger længe nok – 16 dage – er det uforligneligt.

Det er værd at vente på. Og når man venter, kan man ligeså godt gøre sig det bekvemt.

Det er tit med en vis bæven, at man går til at stege sådan en luns. Den skal hverken være for rød eller for tør – og lidt sovs skulle der da også gerne blive. Men det er faktisk uhyre enkelt. Gå ud og køb et stegetermometer. Det behøver ikke være en avanceret model. Bare det kan vise, hvor varmt kødet er blevet inde i midten.

Gnid stegen med et overskåret fed hvidløg – derefter med salt og peber.  Sæt stegetermometeret i, så spidsen er inden i midten. Læg stegen i et ovnfast fad, og put lidt hvidløg under den. Brun den i ovnen i 15 minutter på 225 grader. Hæld et glas vand ved og skru ned til 160 grader og vent, vent, vent til stegetermoteret viser 63 grader.

Nu skal den ud og ligge på skærebrættet og hvile – ca. 20 minutter. Der skal den stå og samle sig, mens vi laver lækkert tilbehør – og sovs. Weekendsovs, syndig sovs med fløde.

Hæld vandet fra fadet, der nu er blevet til stegesky, op i en kasserolle. Bring det i kog og tilsæt lidt god fløde – smag dig frem. Lad sovsen koge igennem, jævn den evt. lidt, og giv den måske en klat kulør for god ordens skyld.  Så let er det faktisk. Ikke raketvidenskab, men meget mere nyttigt.

Skær stegen i tynde skiver.

Og så kommer vi igen til den hårde del. Husk, at den, der har evnen, har pligten – så spis.

Som tilbehør lavede vi Hasselbach kartofler med sesam, rosenkål fra haven, jordskokgratin – jordskokker fra haven – og langsomt stegte porrer – også fra haven. Et kurfyrsteligt måltid.

God onsdag – I Skivholme er der lige nu 8 graders frost, rim på tage, græs og grene og lyserød morgenhimmel. På med de forede gummistøvler og ud!

Krydderboller

Krydderboller som i gamle dage. Lette, bløde, duftende – men alligevel med brød i – og enkle at lave.

3,5 dl vand

50 g gær

60 g smør

600 g mel

1 spsk sukker

1 tsk salt

1 stor tsk kardemomme.

Smelt smørret og lad det køle lidt af, mens du rører gæren ud i vandet og blander mel med kardemomme, sukker og salt. Pisk det igennem med en gaffel, så krydderierne fordeler sig jævnt.

Hæld gærblandingen og det smeltede smør i melblandingen. Rør det sammen og ælt til en smidig dej. Dejen er lidt våd i det – det er ok – det skal den være.

Lad dejen hæve i en times tid. Slå 12 store boller op. Krydderboller skal være store. Ikke sådan nogle smågnallinger, for så er det slet ikke krydderboller.

Lad bollerne efterhæve endnu en times tid og bag dem så på 200 grader i 15 minutter.

Så let er det. Og som tidligere skrevet, smager de fantastisk med appelsinmarmelade.

Laver man samme dej uden kardemomme, kan den bruges til mange ting. Burgerboller, hvis de får sesam på, pølsehorn, hvis de får pølser i, horn med chiliguf og ost, horn med kagecreme – den er let at forme og let at lave. En grundopskrift af de bedre.

God mandag. ‘Videnskabelige undersøgelser’ viser, at de fleste bedre kan lide lørdage end mandage. Men denne her ser nu lovende ud. Lyset er ved bryde igennem, der er rimfrost på græsset og på taget, mejserne er begyndt at hente solsikkefrø, og der går en flot og fed fasankok i baghaven. Køerne er gået ud og står med rim på ryggen. Nogle ligger og tygger drøv – ude. Men – hvis man ikke kan være ude i 4 graders frost, hvad gør man så, hvis det bliver koldt i vejret?

Appelsinmarmelade – 2. del.

I dag skal marmeladen laves færdig.

Hæld massen i en stor gryde.

Bring den stille og roligt i kog og lad den koge stille i en tre kvarters tid. Det er længe. Men appelsinskrællen skal have tid til at blive mør.

Gå ikke for langt væk. Rør i det med jævne mellemrum.

Her er det, begrebet ‘køkkenbogen’ kommer ind. Man kan nemlig sagtens stå og læse i en ikke for krævende bog, mens man venter. Venter på, at det bobler, venter på, at der skal røres næste gang, venter.  Man kan også blive færdig med søndagsavisen. Skrive huskeseddel. Love hunden igen og igen, at vi går tur, når marmeladen er færdig. Filosofere. Der er mange muligheder. Men lidt af tiden skal man nu bruge på at finde glas frem og skylle dem med atamon.

Når marmeladen har kogt længe nok, tilsætter man sukkeret. Og bringer det i kog igen. Der er lige tid til et kapitel mere.

Lad det koge i et par tre fire minutter og tag så en lille klat over på en tallerken. Lad det køle af og se, om det nu er stift nok. Hvis ikke, kan man lade det koge lidt længere, eller man kan sige, at nu har man altså ventet længe nok og bruge lidt rød melatin. Det skal være rød melatin, for det kan man tilsætte efter, sukkeret er kommet i.

Når konsistensen er fin, når man har smagt lidt på det og synes, at smagen er fin, og når man i det hele taget er fro og tilfreds, hælder man marmeladen over i de atamonskyllede glas. De skal have låg på med det samme.

Færdig. Glas efter glas af rigdom og overflod.  Og køkkenet lugter så godt.

Til sidst må man hellere holde sit løfte til hunden. En tur over til skoven vil gøre os begge godt.

God søndag – i morgen kommer en opskrift på krydderboller. De smager fænomenalt med appelsinmarmelade.

Karen

Appelsinmarmelade – 1. del.

I januar er appelsinerne bedst – søde og saftige, og deres skønne appelsinfarve fryder øjnene en dag som i dag. For det ser ud som om, det slet ikke har tænkt sig at blive lyst i dag. Det sner – store våde snefnug, der hvirvler rundt for den stride vind, rammer ruden og bliver til våde, kolde dråber.

Vejret er perfekt. Perfekt til at lave appelsinmarmelade og nyde synet og duften.

Lav bare hele denne store portion. For den skal nok blive spist. Og så har man altid et glas eller to til at give væk. Til nogen, der virkelig har fortjent at blive forkælet.

2 kilo øko appelsiner – de skal være usprøjtede, man skal nemlig bruge rub og stub.

4 øko citroner

1/2 så meget sukker som frugt. Vej frugten, så du er sikker på, hvor meget sukker du skal bruge (skriv det ned på en lap, så du ikke glemmer det – og glem ikke, hvor lappen blev af).

Ca. 1/2 liter vand

Atamonskyllede glas – og måske lidt rød melatin.

Melatinen er kun til hvis. Frugt arter sig forskelligt. Nogle appelsiner er meget saftige, andre mindre. Nogle indeholder meget pektin, andre mindre. Det ville være ærgerligt, hvis du ikke kunne få marmeladen til at ligge fast på brødet. Og selvom mere sukker kan redde konsistensen, ville det også være ærgerligt, hvis marmeladen blev for sød. Den skal være frisk og lidt syrlig, lækkert sød og lokkende bitter.

Vask appelsiner og citroner grundigt og skær dem i stykker. Kværn dem igennem kødhakkeren. Tilsæt ca. 1/2 liter vand og rør rundt.  Dæk skålen til og stil den køligt til i morgen. Vandet trækker pektinen ud af skallerne, og det hjælper til at give marmeladen konsistens. Jeg sætter min ud på fryseren i baggangen. Der er køligt – mildest talt.

Det var alt for i dag – del to følger i morgen.

Nu er det tid til alle de andre lørdag-formiddags-aktiviteter. Der skal køres træpiller ind, der skal støvsuges en halv hund op fra gulvene (og sofaen?), og der skal også bages brød, så vi har noget at putte marmeladen på i morgen.

God lørdag!

Karen

Gulspurvekrattet

Nogle steder har deres egen mystik. Steder, der gemmer på en hemmelighed. De har en særlig fascination – er omgivet af myter, og gætværk. Amazonas, Bermuda trekanten og Gulspurvekrattet.

Især en let tåget vintermorgen, hvor solen kun lige er på vej op over horisonten – sådan ved 9 tiden.

Gulspurvekrattet ligger oven for marken over skoven. Det er tæt, uigennemtrængeligt tæt, medmindre man er en fugl eller måske et mindre pattedyr. Det er et slåenkrat, mørke grene med lange torne. Inde i krattet vokser knudrede gamle hyldetræer, hvis tykke stammer man kun dunkelt aner gennem krattets tætte mørke. Man kan gå rundt om det – og altid finde læ for vinden et sted. Ikke engang vinden trænger igennem Gulspurvekrattet.

Helt nede ved jorden et sted er der et rundt hul. Det ligner en port – en lav og smal vej til krattets indre. Her går ’nogen’ tit. Men hvilke ’nogen’? Ræven er det ikke, for det ville man kunne lugte – ræve lugter fælt. Og rævelugt gør hunde kulrede. Hunden er ikke kulret. Grævlingen? Ham har vi set tøffe rundt på sin jagt på regnorm og mirabeller. Han ligner en bjørn i en alt for stor pelspyjamas. Efterladenskaber tyder på, at det nok er grævlingen. Men er det kun ham eller også skovfolket? Nisser? Højden på hullet passer til nissers standardmål.

Men dem, der bevisligt er krattets faste beboere, er gulspurvene. Der lever en lille flok af dem derinde. På hyldens allerøverste grene sidder de i godt vejr og vipper, og forår og sommer kan man høre deres karakteristiske sang: 1-2-3-4-5-6-syyyyyyyv gentaget med samme entusiasme i en uendelighed. Deres knaldgule fjer lyser som mælkebøtter i trætoppene.

Om foråret tager krattet festdragten på – et hvidt pur af slåenblomster, en hvid sky, der svæver over marken. Det er der faktisk ikke så længe til.

Om efteråret står det med orange blade og blå frugter. Det er faktisk ikke så længe siden.

Vi har prøvet at lave slåensnaps. Det var mundsammensnerpende bittert – måske var det os, der havde den forkerte opskrift. Eller måske var det bare det, at Gulspurvekrattet ikke har tænkt sig at være til gavn for andre end de vingede og firbenede, der søger ly og læ derinde, sommer og vinter. Et lille stykke ældgammel natur, kroget, tornet, tæt. Det giver ikke noget fra sig, det er et af de steder. Et af de steder, der holder på sine hemmeligheder.

Kartoffelfad med kål

Skal man give sin hjerne ro til at tænke, er det godt at gå en tur. (Når man er hund, er det altid godt at gå en tur.)

Man kan også luge i haven, lege med perler, rydde op i en køkkenskuffe eller – aha! – lave mad. Det er også afstressende.

God, nærende vintermad med fyldig smag – i dette tilfælde kartoffelfad med kål. En lækker og billig ret. Eventuelle rester bliver en glimrende frokost. Men sats ikke for hårdt på rester….. i hvert fald ikke, hvis du som jeg har både en bondemand og en hund i huset.

1/2 hvidkålshovede – snit det i tern eller strimler og kog det i vand med lidt salt, til det lige falder lidt sammen.
8-10 kartofler – skræl dem og skær dem i tynde skiver.
Et par håndfulde revet ost – riv det selv, så du ved, at det er ost og ikke et eller andet mærkværdigt ‘produkt’.
1 pakke af den oversete krydderurt  (bacon) – steg det langsomt til det meste af fedtet er smeltet af, og din krydderurt er lækker, brun og sprød. Lad skiverne køle af på et par stykker køkkenrulle og knus dem så til småstykker – brug bare fingrene – og giv hunden et lille stykke, før du vasker hænder. Det står i både Jyske Lov, Grundloven og i en brochure fra dyreværnet – mener jeg helt bestemt.

Find et fad – læg et stykke bagepapir i, så du ikke skal bruge alle timerne inden sengetid på at skrubbe fad. Og fortsæt så i bedste lasagnestil: et lag kartoffelskiver, drys med salt og peber, en håndfuld revet ost, drys med bacon, kål, og igen kartofler. Det øverste lag skal være kartofler med et par smørklatter på.

Sæt fadet i en kold ovn, sæt temperaturen til 200 grader. Nu har du en hel time til at lave alt muligt andet. Billedet her er kun et forslag – du kan jo også betale regninger eller andet opbyggeligt.

Til sidst er der kun de hårde pligter tilbage – men den, der har evnen, har pligten, så spis!

En hel, en halv eller en kvart?

Hvert år i begyndelsen af november får vi slagtet. Det er studene fra sidste år, der må holde for, og de er cirka halvandet år gamle på det tidspunkt.  Som I kan se, så har de det godt hos os – faktisk lidt forkælede er de. Men det kan de nu godt lide at være. Vi hører ingen klager – udover et muh i ny og næ over for sløv servering af wrapgræs og gulerødder.

Vi sælger dem i hele, halve og kvarte. Det er jo små dyr, så en halv svarer til 60-65 kilo ‘på krogen’, som det hedder.

Men hvordan skal man så håndtere sådan en halv ko?

Kommer der en hærdebred slagter med overarme som egestammer og smider kræet på bordet?

Og er det derefter op til dig og dine spinkle køkkenknive at forvandle dyret til noget, der kan minde om mad?

Heldigvis ikke. For så skulle jeg heller ikke nyde noget, da.

Vi får slagtet i Aidt Slagtehus, hvor de dygtige slagtere sørger for, at din kasse med kød ser sådan ud:

Alt er pakket i poser, med lækre opskrifter – lige til at putte i fryseren.

Det er kun hakkekødet, du selv skal veje af. Lav poserne flade. Så fylder de mindre i fryseren.

Kødet skal afhentes i Aidt Slagtehus. Der har de rigtige, godkendte forhold til at opbevare det.

Karen

Velkommen til Skivholme

Du har forvildet dig ind på min nye blog – den er næsten ikke oprettet endnu – jeg er kun lige begyndt at lege med den  – men her vil der efterhånden dukke indlæg op om vores gård, Dalsgaard, og livet på landet i Skivholme.

Bloggen vil komme til at handle om mange ting:

Om vores små sorte Dexterkøer – og opskrifter på, hvordan man laver lækker mad med oksekød – efter de har endt deres lykkelige græsfyldte liv.

Om vores Bed & Breakfast – og opskrifter på mine yndlingsbrød og boller, der kan bruges til både gæsternes og vores egen morgenmad.

Om haven – og opskrifter til at bruge de ting i køkkenhaven og fra hegnet, der i sæsonen er der i overflod.

Og om stort og småt hos os i en lille landsby mellem Århus og Silkeborg – og opskrifter på…..?

God fredag – kig ind igen. Forhåbentligt er der snart mere indhold på. Men man skal jo lige have lov til at komme i gang – ikke?

Karen