Det er hvidt derude…

Sneflokke kom vrimlende i nat, og det her var, hvad vi vågnede til i dag.

Billede1

Et eventyrlandskab.

Billede4

En verden i sort/hvid.

Billede5

En vej, der næsten var væk.

Billede7

Sne på træer.

Billede6

På buske.

Billede9

På de visne blomsterstande.

Sne, der skal rulles i, sne, der skal leges i, sne, der skal gås tur i. Sne, der skal nydes i fulde drag. Af nogle. Andre beder sig venligst fritaget.

Billede10

God snesøndag.

Nippemad: Majspandekager – fornyelse i tilbehøret

Det har været nogle lidt stressende dage, og vi har mestendels levet af rester fra fryseren peppet op med lidt nyt tilbehør. Jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg leder altid efter nyt og spændende tilbehør til maden. Af og til opstår det ved lidt af et tilfælde. I går var det en rest chili con carne, der stod for tur. Og så var der ikke flere af de der mexipandekager, som jeg havde tænkt mig at rulle chilien ind i sammen med tomater, salat og optøet majs.

Nu lader en bondekone sig jo ikke sådan slå af pinden. Nixen. Men hun kører heller ikke langt i snevejret for at købe det ind, som hun mangler.

Billede4

Derfor biksede jeg selv nogle majspandekager sammen efter de forhåndenværende søms princip. Og de blev faktisk rigtig gode. Dem vil jeg prøve igen, for de kan helt sikkert også spises til andet end til chili con carne.

Dejen var lavet af:

60 g groft majsmel
60 g hvedemel
2 æg
2,5 dl vand
Et drys salt

Pisk de to slags mel, saltet og vandet sammen. Pisk æggene i, og lad det trække så længe som muligt. Mindst en halv time. Det kunne nok have gået hurtigere med fint majsmel, der suger hurtigere, men det var der altså heller ikke noget af i skuffen. Og det grove gav en god struktur i pandekagerne.

Steg dem i smør – det smager bedst. Rør rundt i dejen, hver gang du tager til en ny pandekage. Det tog et par øveture, før jeg fik styr på at stege dem. De skal stege forholdsvist længe, før man kan vende dem, som jeg fandt ud af.

Billede4

Men Bondemanden, der jo er et fantastisk godt menneske, mente bestemt, at det ikke gjorde noget, at de første pandekager var i småstykker. December er jo småkagemåned,  mente han, så hvorfor ikke pandesmåkager?

Og han havde jo ret. De smagte da ens. Men forfængeligheden byder nu, at jeg kun viser billede af dem – ok – DEN, der lykkedes perfekt. Næste gang går det bedre.

God fredag.

Der skal jo også bages småkager

Mon i dag bliver sådan en dag med sol på sne, som vi går og længes efter?

Sneen er der, og det er klart vejr. Måneskin på de hvide marker, da jeg gik med hunden på dagens første tissetur. 9 graders frost, men stille. Masser af stjerner.

WordPress vil ikke lade mig oploade billeder i dag – derfor kun denne kopi fra januar i år. Billeduploaderen hænger, og jeg har ikke tid til at hænge med længere.

For i dag skal der ud over så meget andet planlægges småkagebagning. I går gik hele dagen med arbejde og en dejlig tur til Ridehusets julemarked efterfulgt af mad på Grappa Piccolo ved åen. En rigtig pigetur, som der jo også skal være plads til en gang i mellem.

Men i dag skal der planlægges og købes ind til småkager. En helt uundværlig en er de her småkager med nødder og chokolade fra Karolines Køkken, som jeg bager i miniformat. Det bliver ikke jul uden dem – tror jeg ikke i hvert fald.

Og så skal der bages brunkager. Det bliver nok Mette Blomsterbergs udgave i år. For en inkarneret sukathader lyder syltet appelsin meget bedre.

Endelig skal der også bages nogle med appelsinskal, frisk ingefær, rosmarin og sød chili, som jeg fik en opskrift på sidste år. Blandingen af krydderierne blev til en helt ny og alligevel ‘julet’ smag. Så de skal bages igen – håber, jeg kan finde opskriften et sted på nettet, for sedlen er væk, og jeg kan ikke huske, hvor den kom fra. Hvis nogen kender den, så sig til! Den bestod kun af smør, krydderier og mel – ingen æg eller bagepulver, såvidt jeg husker.

God onsdag.

Sne, sne, sne – og julepynt

Naturen hjælper med at julepynte ude. Alting – også mudderet – er dækket af et fint hvidt lag.

Billede2

Også køerne har sne på – de kunne bare gå ind, men det gør de kun om natten, og så må det jo være sådan, de vil have det. Nogle af de små gik dog ind, da det rigtigt begyndte at sne. Det havde de ikke oplevet før.

Billede1

Køkkenet har været lavet om til julekonens værksted de sidste dage. Det har været for koldt at stå ude i drivhuset med dekorationerne. Til gengæld er der ikke blevet lavet meget mad – men mennesket lever jo heller ikke af mad alene – pynt skal der til.

Her er et par af de ting, der er kommet ud af køkkenet i de sidste dage:

Billede4

Kransen til døren.

Billede3

En lille fugl til at hænge i vinduet.

Billede4

En stor dekoration til bordet. Og mange, mange andre ting.

Det grønne holder sig ikke pænt i hele december. Men så har man jo glæden ved at kunne lave nye dekorationer i løbet af måneden og skifte de dele ud, der er blevet kedelige på dem, man gerne vil beholde.

God tirsdag.

Løgsuppe – det skulle have været jordskokker…

Hvis nogle af jer havekyndige ved, hvad der kan være sket, vil jeg gerne vide det. Jeg har ingen jordskokker i år. Slet ingen. Det vil sige, der var fire. Og de var pæne – javist – men der var kun de fire. Normalt hiver jeg kilovis op fra bedet. Der var kun stænglerne, som har blomstret fint, men der var ingen knolde under dem. Er de spist af noget? Er jorden blevet træt af jordskokker? Meget, meget mystisk.

Nå men det betød jo, at søndagssuppen skulle tænkes om. Der blev derfor brygget en fransk løgsuppe. Til sådan en skal man bruge:

3 løg, 3 fed hvidløg, 1 liter god suppe, olivenolie eller smør, salt og peber.

Skær løgene i ringe, hak hvidløgfeddene. Svits løg og hvidløg i smør eller olivenolie, til de er bløde og klare. Tilsæt suppen og lad det koge en 10 minutters tid. Smag til med salt og peber. Det er nok den billigste suppe, man kan tænke sig – og så smager den skønt.

Første søndag i advent. En smuk, smuk dag.

Billede3

Med sol på sne hele dagen fulgt af en ubeskriveligt smuk solnedgang.

Billede1

I hvis skær hunden og jeg gik tur langs hegnet. Hvor mange timer har man dog ikke gået bag den logrende hale med ét brunt og ét hvidt bagben under? Man har nu meget at være taknemmelig for.

Billede2

God mandag.

Så begynder julerierne

Julen er en både hedensk og kristen højtid. Hos os er der ingen religionskrig. Her lever den gamle solhvervsfest fint sammen med engle og det lille jesusbarn. I aften skal den store kasse med julepynt ned fra loftet, og julerierne begynder.

Det er ikke den sjoveste del, der kommer først. Det er lidt ligesom, når man skal male, hvor man skal starte med at dække af og tape til, før  man kommer til det egentlige. Der skal ryddes op og gøres rent – hylder og borde skal ryddes for hverdagens pynt, så der bliver plads til julens.

Jeg har tyvstartet lidt (ikke på rengøringen, men på pynten).  I det sidste nummer af Isabellas var der anvisning på, hvordan man laver de sødeste kranse af snoet bonsaitråd, som man banker og former. Det skulle prøves med det samme, og det var ikke spor svært. Heller ikke sløjferne, som man vel at mærke skal forme, før man banker dem flade.

Jeg vil prøve med lidt mere metalpynt – se bare de fine engle, man kan lave af metaltråd og perler her. Merete Pedersen har været så sød at lægge omhyggelige anvisninger på nettet.

Ellers handler det om dekorationerne. Kranse, der symboliserer årets cyklus – og livets. Dekorationer med lys og uden lys, fyldt med grønt fra have og hegn: buksbom, cypres, kristtorn – kun meget lidt gran indtil selve julen – kogler fra gran, fyr, lærk og el, tørrede rosenknopper og andre tørrede ting fra haven. Og selvfølgelig lidt guld hist og her. For der skal jo være lidt ‘guld, røgelse og myrra skær’ over julen. Hjerter og stjerner. Mange hjerter. Og pynt, der er samlet og lavet igennem årene.

Billede1

Juletræet på besøg
Hilser os fra eg og bøg
Med besked derude fra
At det lysner dag for dag
Og at solen fra sit skjul
Ønsker os en glæd’li’ jul.

I drivhuset har jeg et lille nærlager af naturmaterialer. De holder sig bedre der end inde, og man kan alligevel finde dem, selvom det er mørkt derude. For det varer jo alligevel en rum tid, før det lysner dag for dag.

God sidste dag i november – i morgen er de’ sørme, de’ sandt, december.

Parmesankoteletter med salvie og citron

Svinekød og salvie er verdens bedste venner. De passer sammen og bringer det bedste frem i hinanden. En kotelet paneret med revet parmesan blandet med finthakket salvie og revet citronskal er ikke det værste, man kan blive udsat for en kold onsdag aften – eller hvilken som helst anden aften for den sags skyld.

Man skal bruge:

1 kotelet – ikke for tynd og helst med ben – pr. person
Revet citronskal, fintrevet parmesan, finthakket eller tørret salvie, lidt rasp, lidt mel og et æg – og selvfølgelig salt og peber. Plus smør/olie til at stege i.

Bland citronskal, rasp, fintrevet parmesan, salvie og lidt salt og peber i en dyb tallerken – ikke for meget salt – parmesanen er jo også salt. Slå ægget ud og pisk det lidt sammen med en gaffel i en anden dyb tallerken. Kom mel i den tredje dybe tallerken og vend koteletterne først i mel, så i æg og til sidst i parmesanblandingen.

Lad dem ligge på et spækbræt i  mindst et kvarters tid, så paneringen kan sætte sig.

Brun dem i fedtstof i to minutter på hver side. Læg dem i et varmt ovnfast fad (lad fadet stå i ovnen, mens den varmer op) og lad dem bage færdige i ovnen på 200 grader i cirka 10 minutter.

Som tilbehør lavede vi et pastafad med rodfrugter i en sovs med resterne af weekendens kvarte fløde – lige knap en dl, der skulle bruges nu eller aldrig – også krydret med revet citronskal og salvie – og gratineret med resten af parmesanrasp blandingen.

Til sovsen brugte vi:

1 dl fløde
1 dl vand
1 tsk revet citronskal
1 tsk finthakket salvie
1 løg
1 pænt stor gulerod
1 pænt stor pastinak
En ikke så stor porre

Salt og peber – og et skvæt citronsaft (sådan nogle rodfrugter har altid godt af lidt syre)

Skræl og hak gulerod, løg og pastinak fint. Skær porren i tynde ringe. Svits det i smør eller olie, til det falder lidt sammen. Tilsæt fløde, vand og salvie og lad det simre, til rodfrugterne er næsten møre. Tilsæt eventuelt lidt mere vand, hvis sovsen bliver for tyk, og smag til med citronskal, salt og peber.

Kog pastaen, bland sovs og pasta i et ovnfast fad, drys resten af parmesanraspen over.

Sæt ovnen på 200, og sæt fadet ind i en kold ovn. Sæt det tomme fad til koteletterne ind samtidig. Så skal det såmænd nok vise sig, at det hele bliver færdigt på samme tid. Man kan gøre det hele klar, og først begynde at stege koteletterne, når der er ca. 20 minutter til spisetid.

Det er de fleksible måltiders uge, hvor det er rart at gøre tingene klar, når der lige er mulighed for det. Der er ikke meget tid at gøre med – alt, alt for mange aktiviteter og alt, alt for lidt tid til hjemmehygge. Og det endda her i den mørke tid, hvor man ellers trænger til at gå lidt i hi med sofa, fyrfadslys og bøger, der ender godt.

Eller måske med en engelsk krimi i fjernsynet. Hvor er du Barnaby, nu hvor vi behøver dig mest?

God torsdag.

Jagt i naboskoven

På vej ud med morgenmad til Klappekalven Heldig (Som i parantes bemærket er noget mudret for tiden. Men ok, hvor er der ikke mudder for tiden?)

hørte hunden og jeg skud. Der var jagt i naboskoven. Men gæt, hvor alle fasanerne var løbet hen?

Jeps. De spankulerede rundt inde på vores græsmark med deres bevisligt sure tæer.

Hunden fik hurtigt fært af dem, men den havde ikke fået øje på dem – endnu. Det lykkedes at aflede dens opmærksomhed, mens den stadig havde snuden i sporet, og vi drejede en anden vej.

De kønne stykker fjerkræ var reddet i denne omgang.

Det er jo begrænset, hvor mange fasaner, der kan være i et område, hvis de ikke skal slås om territoriet, så fjerene flyver – og et eller andet sted har jeg da vist også en opskrift på fasan med alskens lækkert tilbehør? Så lad dem bare blive indenfor vores matrikler til næste gang, hvor Bondemanden bliver til Jægersmand og går hegnsjagt med hunden. Men den dag er de såmænd nok rendt over til naboen…

God onsdag.

Gulerodsbrud

Gulerodsbrud fik jeg første gang for mange år siden, da vi boede inde i Aarhus. De havde dem i kiosken på Langelandsgade, der solgte frisk brød fra en bager om søndagen. De var noget nyt dengang. Bløde, med bid fra solsikkekernerne og søde af honning og gulerødder. Siden er der sket så meget, og jeg havde helt glemt dem indtil en dag, da en tidligere kollega og jeg snakkede om fordele og ulemper ved forskellige typer mel.

Til hendes gulerodsboller duede al slags mel, sagde hun og gav mit et link til opskriften. Det viste sig at være præcis samme slags boller som dem fra dengang. Da jeg satte tænderne i den første, kunne jeg næsten lugte Aarhuslugten og se den søndagsstille Langelandsgade i svag efterårssol for mig (inklusive ispapir og visne blade, der blæser over vejen, en sen brandert på vej hjem, grafitti på væggen…. en tidlig søndag morgen i byen).

(Billedet er selvfølgelig i sort-hvid for at understrege det nostalgiske…)

De er meget lette at bage. Opskriften er her, men for nemheds skyld gentager jeg den her:

5 dl lunkent vand
50 g gær
5 mellemstore gulerødder
En stor håndfuld solsikkekerner
3 æg
3 spsk honning (jeg bruger nu kun ca. halvdelen)
1½ tsk groft salt
ca. 1 kg hvedemel

Skræl og riv gulerødderne groft. Bland vand, gær, gulerødder, solsikkekerner, æg, honning og salt, rør rundt og tilføj et kilo mel. Røremaskinen er din bedste ven her. Dejen skal bare røres sammen – ikke æltes. Det er noget klisterstads, men det skal det være. Lad dejen hæve i en times tid.

Sæt klatter – og det er her, du opdager, hvor meget de klistrer – på en bageplade med bagepapir – opskriften er til to plader. Brug to skeer – en i den ene hånd til at løfte med og en til at skrabe og forme i den anden.

Lad dem efterhæve i tre kvarter til en time og bag dem et kvarter på 200. Bollerne smager godt helt uden noget – men de er også gode som sandwichboller eller med ost.

En stor tak til dig, der lagde opskriften på bollerne på nettet for mange år siden – læser du det her, så giv dig til kende og få æren officielt – og ligeså en stor tak til min tidligere kollega, der bragte begrebet gulerodsbrud fra byen og ud på landet.

God tirsdag.