Sprøde squashdeller med basilikum og hvidløg

Squashdellerne er en af de retter vi vender tilbage til igen og igen i sæsonen. De er krydret med basilikum – frisk basilikum og nok af det – og hvidløg – nok af det.

Sprød skorpe og blødt indre – og lige så gode kolde Continue reading “Sprøde squashdeller med basilikum og hvidløg”

Saftige madmuffins med squash, ost og timian

Madmuffins er lige så lækre som kagemuffins, og de her muffins med squash, ost og timian er ekstra lækre. Let krydrede, saftige og lidt salte fra osten. Bare spist helt for sig selv med en tomat eller to til eller måske som brød til suppen?

Man skal bruge: Continue reading “Saftige madmuffins med squash, ost og timian”

Cantaloupe-salat

Cantaloupe melon er min yndlingsmelon. Orange, sød, saftig og med mere smag end de gule meloner.

En salat med cantaloupe, frisk koriander, rødløg, chili og limesaft er en skøn sommersalat.

Den er hurtigt lavet, men den har godt af at stå og trække en times tid.

Gør melonen i stand og skær den i store tern. Hak rødløg, en frisk chili med lidt spark i og en god håndfuld koriander og bland det sammen. Dryp med limesaft og lad salaten trække en times tid, så den safter, og melonsaften blandes med limesaften.

Er melonen ikke helt moden og derfor ikke helt så sød og saftig – man kan jo blive snydt – så drys lidt sukker over og vend det rundt i salaten. Det gør underværker.

Salaten kan spises til grillmad – eller bare som den er som en forfriskende sommer-godbid.

God onsdag.

Danske, hvide asparges med beurre blanc

Efter al den havesnak de sidste dage, er der nok nogen, der er blevet sultne. Det bliver man jo af havearbejde – og sikkert også af at læse om det…

Her er en opskrift på noget lidt luksuøst – danske hvide asparges. Det er ellers ved at være slut med danske asparges i denne omgang. Sæsonen slutter til Sankt Hans plus/minus et par dage.

Jeg fandt nogle fine eksemplarer hos grønthandleren netop i fredags til Sankt Hans, og de blev lavet til en lækker forret: med beurre blanc og purløg fra haven.

Hvide asparges skal skrælles, før de koges – og der skal mere af, end man lige regner med. Så skræl hellere en lille smule for meget, end en lille smule for lidt. Knæk enderne af og skræl dem fra hovedet og ned – hovedet skal ikke skrælles. Kog dem 5-6 minutter i letsaltet vand med et dryp citronsaft i.

Sovsen – eller i dette tilfælde saucen, for fransk er den jo – laver man af:
1 meget lille finthakket løg
1 dl hvidvin
1 spsk citronsaft
100 g koldt smør i tern
Fintklippet purløg
Salt og peber

Lad løgene ‘svede’ klare i 1 spsk smør. Tilsæt citronsaft og hvidvin og lad det koge igennem. Si løgene fra og pisk det kolde smør i – af en eller anden grund jævner det. Smag til med salt og peber – og måske en anelse sukker til at trække smagen frem.

Det med beurre blanc er ikke noget, man laver hver dag, men til årets sidste asparges tager man nok ikke skade af sådan en overdosis smør, vel?

Der er noget ved hvide asparges, der kalder på noget blødt og lækkert – også gerne noget lidt traditionelt, fordi man ikke laver det så tit. Lidt ligesom juleanden…

God tirsdag.

Stegt kulmule med ærtepure – eller Kulmulen på ærten

Kulmule på ærtepure, små nye kartofler fra de varme lande og asparges. Luksusmad på en hverdag.

I sin egenskab af Regnskabsmand kommer Bondemanden tit ind til Aarhus. Også af til også i nærheden af havnen, hvor fiskemanden ligger. Det er et af den slags steder, det er svært at gå forbi uden lige at kigge ind og købe lidt med hjem. Derfor luksusmad på en hverdag. Rigtig lækkert.

Kulmulen kræver ingen særlig opskrift. Den skal bare steges i smør på skindsiden for god varme, til den er næsten gennemstegt (du kan se, den bliver hvid, efterhånden som den bliver stegt) og så vendes og steges på den anden side i et minut.

Opskriften på ærtepureen kommer her:
300 g ærter
2 dl grøntsagsbouillon
3 spsk flødeost – Philadelphia typen
eller 3 spsk rygeost
Salt og peber

Kog ærterne i bouillon et par minutter. Hæld vandet fra og gem det. Blend ærterne med flødeost eller rygeost – her er stavblenderen ideel, tilpas konsistensen med kogevandet og smag til med salt og peber.

Rygeost giver et strejf af røgsmag til pureen, mens den bliver mere mild med flødeosten. Vi brugte rygeost denne gang, men jeg tror næsten, det skal være med flødeost næste gang – og måske en dråbe citronsaft.

God torsdag.

Endelig blev majsen moden

Colorado Kate gik sin vante runde omkring ranchens nærmeste marker, mens hun fløjtede sin yndlingssang – en ægte country sang, hun aldrig blev træt af. Den med de lange landeveje, trucken og roserne. Hun gik sammen med ranch-hunden,

Billede14

en stridhåret ulvehund, frygtindgydende, men trofast), da hun lagde mærke til, at majsen endelig var moden. Det var tid til at høste den gigantiske majsmark.

billede2

En lang, lun eftersommer havde sørget for, at majsen var sød og sprød, selvom den kolde og våde juli betød, at de enkelte kolber ikke var ret store.

billede3

Men før de store maskiner skulle komme og høste marken og levere høsten til majsoliefabrikken i næste stat, fyldte Kate lommerne med de søde majs, og den aften blev der festet på den gamle ranch. Nyplukkede majskolber lagt i spilkogende, letsaltet vand og kogt til kernerne skiftede farve til den mørkere gule, der fortæller, at nu er de klar.

billede10

Hun og Rancherman spiste kolberne til aftensmaden med koldt smør og salt – helt på gammeldags og traditionel vis.

For som Colorado Kate altid siger: Der er vel en grund til, at noget bliver en tradition, ikke?

God fredag.

Colorado Kates salsa-salat med majs og koriander

Colorado Kate var vendt hjem til den lille prærieranch efter en lang tur til byen. Byen var ikke lige der, hun helst ville sætte sine støvler, men af og til kunne det ikke undgås. Når der var sherifvalg – eller når hun skulle i banken på hovedgaden.

Hun hoppede ud af sin gamle truck, løftede indkøbsposer og riflen ud fra bagsædet, strakte ryggen med en prærie-ed og gik over for at hilse på præriekvæget, der kom for at tigge godbidder.

billede4

Så gik hun ind for at hælde kærnemælk over kyllingestykkerne, der skulle marinere inden aftensmaden. Colorado Kate og Rancherman skulle nemlig have Buttermilk Chicken til aftensmaden senere, når mørket og aftenens kølighed sænkede sig over prærien.

Billede9

Nu hvor hun var i gang i køkkenet, blandede hun også en frisk og lækker salsa-salat med majs og koriander.

billede1

Jeg skypede hende og spurgte: ‘Du CK, hvad med en opskrift på den der salsa-salat, du plejer at lave?’

Den fik jeg:
2 dl majskerner
1 lille grøn peber hakket i majskerne-store stykker
4 små tomater – skåret i samme størrelse bidder
1 lille finthakket grøn chili med spark
1 drys salt og 3 spsk limesaft og en håndfuld hakket koriander.

Det hele blev blandet og fik lov at stå og trække et par timer, før det blev spist sammen med den sprøde kylling, kartoffelskiver bagt i ovnen med et drys kryddersalt og det uundværlige majsbrød.billede2

Det var nem mad i køkkenet på prærien den aften. Colorado Kate var udmattet efter dagens bytur. Og mens Rancherman vaskede op, Colorado Kate tørrede af og nynnede med på country-kanalen (Sixteen wheeeeeels and a dozen roses), og hunden snorkede stille under bordet, faldt natten på, og det blev tid til at lægge sadlen under hovedet og tørne ind.

En ganske almindelig mandag på den store prærie. For selv på prærien er der mandage.

God tirsdag.