Havepesto

Nu er krydderurterne ved at være så store, at man bare kan plukke løs af dem. Løvstikke, purløg, persille, citronmelisse, mynte – de myldrer op.  Især mynten myldrer – og især, hvor den ikke skal. Der er rosmarin og salvie i potter, og nysået koriander i drivhuset.

Det er igen blevet tid til at lave den lækre havepesto.

Man skal bruge to gode håndfulde blandede krydderurter. Halvdelen må gerne være purløg.

Derudover skal man bruge:

3 spsk fintrevet frisk parmesan
1 håndfuld mandler, smuttede og ristet på en tør pande
1 tsk salt
1-2 fed hvidløg – efter smag
1/2 dl rapsolie
Lidt vand

Riv parmesanen, pil hvidløgsfeddene, smut og rist mandlerne, skær purløget i lidt mindre stykker, og kom det hele i blenderen. Kør det til en jævn masse. Hvis det virker for tørt, kan man tilsætte mere olie eller vand.

Det smager forrygende til frisk pasta, men er også godt i sandwich eller bare som dip.

Hurtig mad til en dag, hvor man hellere vil være i haven end i køkkenet.

God torsdag.

Drama i dalen

Mor og kalv har det fint. Lad os starte der, for lykkelige slutninger er nu de bedste.

Men det var tæt på at gå grueligt galt. Mineralmangel. Man kan dø af mineralmangel. Når man er en ko, kan det gå meget hurtigt. Ved mineralmangel kan en stor anstrengelse – og at kælve må jo nok siges at være en stor anstrengelse – give kramper, lammelser og i sidste ende føre til en ulykkelig bortgang fra de jordiske græsmarker.

Bess er 9 år gammel, hun har fået 7 kalve, og hun er generelt i fin form. En ko i sin bedste alder. En sød ko, en stille ko, der ikke gør så meget væsen af sig, og som er tilfreds med sit lod som ‘en ko i midterfeltet’. Hun kælvede i søndags, alt gik godt, men i går morges lidt i seks fandt Bondemanden hende liggende livløs i engen.

Vagtdyrlægen blev tilkaldt, og han gav hende en mineralblanding som drop. Umiddelbart så der ikke ud at ske nogen ændring, og vi var bange for, at det var for sent. Men lidt efter lidt kom der liv i øjnene, og – stærkt opmuntret af os, der skubbede og puffede til hende, og af kalven, der hele tiden havde trippet rundt og møh’et til hende – kom Bess på benene igen – vaklende, men oppe. Reddet.

Nu skal vi holde øje med hende, og hun skal have ekstra mineraler i en tid. Hun laver jo litervis af piskefløde til den lille, og det kræver sin ko.

Køerne har haft adgang til mineraler hele tiden, så vi skænkede da ikke potentiel mineralmangel en tanke. Men ét er adgang – noget andet er, om de har benyttet sig af den adgang. Det havde hun ikke, så det ud til. Fra nu af bliver der serveret ekstra guf med mineralblanding i til de vordende og nye mødre.

God onsdag – og husk din vitaminpille – med mineraler.

Mindre kan gøre det

Har man ikke en hel dyrekølle i fryseren, og det har man sjældent, hvis der ikke er en jægersmand m/k i familien, kan man stege en lille vildtsteg på helt samme måde som en stor.

Det er kernetemperaturen i kødet, der er afgørende, og derfor er det ikke dumt at anskaffe sig et stegetermometer, hvis man ikke har et. Ikke nødvendigvis et af den slags, der kan snakke. Dem bliver man lige så sur på, som man gør på GPS damen. Næ, bare et, der kan vise, hvor varmt kødet er indeni.

En steg – uanset om det er rådyr eller okse – skal brunes først. Jeg sætter ovnen på 250 grader, og når den er varm, kommer stegen ind. Og stegetermometret har jeg sat i, inden stegen kommer ind. Et kvarter skal den stå og brune. Derefter skal temperaturen sættes ned, mens stegen stadig står i ovnen. 150 grader er fint.

Vildt skal op på 65 grader, hvis det ikke skal være rødt. Og det skal vildt altså bare ikke være. Oksesteg/kalvesteg skal kun op på 60 grader.

Når man tager stegen ud, stiger kernetemperaturen stadig lidt. Det skal den også. Og mens stegen trækker, kan man lave tilbehøret færdigt. Til vildt er en salat med nødder i perfekt.

En steg – stor eller lille – kan laves på samme vis. Så hold dig ikke tilbage – eksperimenter – man må godt lege med maden, når man først er voksen.

Er man kalv, leger man i maden.

God tirsdag.

Helstegt dyrekølle

Nu kunne man jo godt tro, at det hele gik op i nye kalve. Især fordi der kom to mere her til morgen. 38 og 39. To tyrekalve.

Men der var skam også tid til gæster. Bondemanden – i sin egenskab af jægersmand – nedlagde et rådyr i efteråret, så det endte med en helstegt dyrekølle, med kartofler, klassisk vildtsauce, bønnesalat (mere herom en anden dag) og en salat med nødder og solbær i en mild olie/eddike dressing. En klassisk vildtmenu.

Fortsæt med at læse “Helstegt dyrekølle”

Årets første kalv

I dag kom årets første kalv. En lille kviekalv. Nu begynder det. Mylderet af små, sorte, legesyge, hoppende og dansende kalve.

Men den første dag i ens liv hopper man ikke så meget. Man har lært at gå, ja da. Hvem kan ikke gå, fra de er et kvarter gamle?

Men man er lidt træt af alt det nye og skal sove, mens ens mor passer på. Fortsæt med at læse “Årets første kalv”

Højt til himmelen

Landskaber er én ting – ‘skyskaber’ noget andet. Og alligevel hænger de sammen. Ville landskabet være lige så smukt – eller interessant – uden skyerne? Spillet mellem sol og skyer giver himmelen karakter – som rynker i et ansigt.

En vandrende sky kaster en vandrende skygge over markerne og ændrer øjets fokus. Fortsæt med at læse “Højt til himmelen”

Når bunden er god… laksetærte med asparges

I begyndelsen af firserne var tærter super moderne. Madtærter. Man kaldte dem quiche – udtalt kiiiish – med et indforstået ‘jeg har styr på de sidste trends’-blik. Man fik kiiiish ved enhver lejlighed. Af svingende kvalitet. Tit med halvrå porrer og hårde salte fetaklumper. Rigtig ‘damemad’, som mænd ikke ville røre. Godt tænkt. Måske man skulle lade tærterne gå over i historiens glemsel?

Nej, for er den lavet rigtigt, smager en kiiiish rigtig godt – også for mænd – spørg bare Bondemanden ham selv.

Fortsæt med at læse “Når bunden er god… laksetærte med asparges”

Et blødt øjeblik

Der findes bløde øjeblikke. Når vinden lægger sig, og regnen stilner af, mens man går derude.  Lydene kommer tilbage, når vinden er væk. Sangdrosselen, spætmejsen, solsorten, skovduerne og de mange små mejser, spurvenes evige kævlen og stærenes knebren. Pludren fra det løbende vand i traktorsporene og nede fra bækken.

Det hele ikke bare lyder anderledes. Det ser også anderledes ud. Det bliver lysere – måske fordi man tager regnhætten ned og holder op med at knibe øjnene sammen mod vinden? Fortsæt med at læse “Et blødt øjeblik”