Smuk mad

Lørdag var vi til konfirmation – en dejlig dag, der blev holdt på Molskroen ved Femmøller Strand. Et smukt sted,

hvor de virkelig kan lave lækker mad i en klasse, hvor de fleste hjemmekokke giver op. Ikke så meget med hensyn til smagen, for god smag kan de fleste  godt trylle frem, hvis de bare har de rigtige råvarer. Men det kunstneriske indtryk. Pynten. Maden er smuk som en blomsterdekoration. Her et billede af forretten.

Det er næsten umuligt at lave hjemme, for der skal så uendeligt lidt til af hver ingrediens, og hver ingrediens er kunstfærdigt præpareret på en måde, der tager tid at lave. Syltede æbler i små kugler, vakumeret med basilikum, så de blev helt grønne og smagte af både æble og basilikum. Små tapioca gryn udblødt i eksotiske eddiker. 8 gryn på hver portion. Og en selleripure, der så ud som om, den var skåret i supertynde skiver og lagt over den saltede torsk. Smukt. Men – helt ærligt – hånden på hjertet – hvem har tænkt sig at udbløde 16 tapioca gryn for at lave fredagsnippemad til to? Nej, vel? Og en ‘vakumeringsmaskine’ – hvis det da hedder sådan – er heller ikke noget, de fleste har i køkkenet.

Der er kun ét at gøre. Nyde synet og smagen, når man er så heldig at være inviteret et sted, hvor de virkelig kan det der, og lade sig inspirere af det. Måske lidt æbler i salaten sammen med friske basilikumblade næste gang? Måske en klat selleripure til fisk en anden gang? Måske lave en basilikumolie til at dryppe fine grønne dråber på selleripureen? Så er vi ovre i den overkommelige del, hvor det er muligt at være med, og stadig holde fast i en del af festmadens herlighed hjemme på en hverdag.

Der er jo flest hverdage.

God mandag.

Potmaker

Nu har jeg også fået en. En ‘potmaker’. Ikke den slags pot, som hippierne røg nede i 60erne. Nej, en lille trædims, der med et snuptag kan forvandle en strimmel avispapir til en såpotte. Det taler til min sparsommelige sjæl. Og endelig var der noget, jeg kunne bruge sportstillægget til. Jeg overvejede et mere opbyggeligt tillæg, for det er jo små planter, vi taler om her. Og lidt skal man vel lære i planteskolen. Det skal ikke være leg det hele.

Men tilbage til min nye dims. Det er lavteknologi. Det virker. Der er ingen app til det, det er lige til at gå til.

Klip avisen i strimler på ca. 30 x 9 cm. Rul papiret op på overdimsen – håndtaget – endelig ikke for stramt, fold enderne ind under overdimsen, tryk overdimsen ned i underdimsen, og vupti. En potte. 60 potter på en halv time. Hvem, der bare var på akkord.

Nu er de 60 – og mange flere – potter fyldt med jord. Med ét frø i hver af spidskål, mamelukærmer, lathyrus og hestebønner. De står i drivhuset for at undgå de sultne duer og fasaner. Nu skal der laves flere potter. Til bønner, til majs, til fennikel – til alt…. Engang i maj kommer store udplantningsdag. Og så kan potterne bare blive plantet med.

En let og billig løsning. Jeg er glad for min nye dims – potmakeren. Og hvis det regner i eftermiddag, ved jeg godt, hvad jeg skal lave.

God søndag.

Havepesto

Nu er krydderurterne ved at være så store, at man bare kan plukke løs af dem. Løvstikke, purløg, persille, citronmelisse, mynte – de myldrer op.  Især mynten myldrer – og især, hvor den ikke skal. Der er rosmarin og salvie i potter, og nysået koriander i drivhuset.

Det er igen blevet tid til at lave den lækre havepesto.

Man skal bruge to gode håndfulde blandede krydderurter. Halvdelen må gerne være purløg.

Derudover skal man bruge:

3 spsk fintrevet frisk parmesan
1 håndfuld mandler, smuttede og ristet på en tør pande
1 tsk salt
1-2 fed hvidløg – efter smag
1/2 dl rapsolie
Lidt vand

Riv parmesanen, pil hvidløgsfeddene, smut og rist mandlerne, skær purløget i lidt mindre stykker, og kom det hele i blenderen. Kør det til en jævn masse. Hvis det virker for tørt, kan man tilsætte mere olie eller vand.

Det smager forrygende til frisk pasta, men er også godt i sandwich eller bare som dip.

Hurtig mad til en dag, hvor man hellere vil være i haven end i køkkenet.

God torsdag.

Drama i dalen

Mor og kalv har det fint. Lad os starte der, for lykkelige slutninger er nu de bedste.

Men det var tæt på at gå grueligt galt. Mineralmangel. Man kan dø af mineralmangel. Når man er en ko, kan det gå meget hurtigt. Ved mineralmangel kan en stor anstrengelse – og at kælve må jo nok siges at være en stor anstrengelse – give kramper, lammelser og i sidste ende føre til en ulykkelig bortgang fra de jordiske græsmarker.

Bess er 9 år gammel, hun har fået 7 kalve, og hun er generelt i fin form. En ko i sin bedste alder. En sød ko, en stille ko, der ikke gør så meget væsen af sig, og som er tilfreds med sit lod som ‘en ko i midterfeltet’. Hun kælvede i søndags, alt gik godt, men i går morges lidt i seks fandt Bondemanden hende liggende livløs i engen.

Vagtdyrlægen blev tilkaldt, og han gav hende en mineralblanding som drop. Umiddelbart så der ikke ud at ske nogen ændring, og vi var bange for, at det var for sent. Men lidt efter lidt kom der liv i øjnene, og – stærkt opmuntret af os, der skubbede og puffede til hende, og af kalven, der hele tiden havde trippet rundt og møh’et til hende – kom Bess på benene igen – vaklende, men oppe. Reddet.

Nu skal vi holde øje med hende, og hun skal have ekstra mineraler i en tid. Hun laver jo litervis af piskefløde til den lille, og det kræver sin ko.

Køerne har haft adgang til mineraler hele tiden, så vi skænkede da ikke potentiel mineralmangel en tanke. Men ét er adgang – noget andet er, om de har benyttet sig af den adgang. Det havde hun ikke, så det ud til. Fra nu af bliver der serveret ekstra guf med mineralblanding i til de vordende og nye mødre.

God onsdag – og husk din vitaminpille – med mineraler.

Mindre kan gøre det

Har man ikke en hel dyrekølle i fryseren, og det har man sjældent, hvis der ikke er en jægersmand m/k i familien, kan man stege en lille vildtsteg på helt samme måde som en stor.

Det er kernetemperaturen i kødet, der er afgørende, og derfor er det ikke dumt at anskaffe sig et stegetermometer, hvis man ikke har et. Ikke nødvendigvis et af den slags, der kan snakke. Dem bliver man lige så sur på, som man gør på GPS damen. Næ, bare et, der kan vise, hvor varmt kødet er indeni.

En steg – uanset om det er rådyr eller okse – skal brunes først. Jeg sætter ovnen på 250 grader, og når den er varm, kommer stegen ind. Og stegetermometret har jeg sat i, inden stegen kommer ind. Et kvarter skal den stå og brune. Derefter skal temperaturen sættes ned, mens stegen stadig står i ovnen. 150 grader er fint.

Vildt skal op på 65 grader, hvis det ikke skal være rødt. Og det skal vildt altså bare ikke være. Oksesteg/kalvesteg skal kun op på 60 grader.

Når man tager stegen ud, stiger kernetemperaturen stadig lidt. Det skal den også. Og mens stegen trækker, kan man lave tilbehøret færdigt. Til vildt er en salat med nødder i perfekt.

En steg – stor eller lille – kan laves på samme vis. Så hold dig ikke tilbage – eksperimenter – man må godt lege med maden, når man først er voksen.

Er man kalv, leger man i maden.

God tirsdag.

Helstegt dyrekølle

Nu kunne man jo godt tro, at det hele gik op i nye kalve. Især fordi der kom to mere her til morgen. 38 og 39. To tyrekalve.

Men der var skam også tid til gæster. Bondemanden – i sin egenskab af jægersmand – nedlagde et rådyr i efteråret, så det endte med en helstegt dyrekølle, med kartofler, klassisk vildtsauce, bønnesalat (mere herom en anden dag) og en salat med nødder og solbær i en mild olie/eddike dressing. En klassisk vildtmenu.

Det er en gevaldig en sådan en dyrekølle. Kødet er magert og så kompakt, at der er rigeligt mad til 8, og det var jo heldigt, for det passede med, hvor mange vi var.

Man skal bruge:

1 hel dyrekølle, salt, peber, smørklatter, og lidt vand.

Til sovsen skal man bruge:

Ribsgele, blå ost, stegeskyen, piskefløde, salt og peber og måske lidt af kartoffelvandet.

Vildtkød er, som sagt, meget magert, og det kan let blive tørt. Start derfor med at gnide køllen med salt og peber og med at lægge tynde smørskiver på oversiden af kødet. 

Så ind i ovnen til bruning på 250 grader i et kvarter. Derefter ned på 150 grader med en cm vand i bunden af fadet.  Kødet er klar til at blive taget ud, når kernetemperaturen når 65 grader. Det skal være gennemstegt, men ikke tørt. Når stegen er færdig, skal den trække på et bræt i en 20 minutters tid. Det giver tid til at lave sovsen – og nej ikke saucen – for der skal være nok.

Hæld stegeskyen over i en kasserolle og skum den af for fedt. Det fedt, der er, stammer fra smørskiverne, og det er er ingen grund til at putte i sovsen, når der skal piskefløde i. Bring væsken i kog og tilsæt et par spiseskefulde blå ost og en god klat ribsgele. Lad det smelte sammen. Hæld en halv liter fløde i og lad det koge godt igennem. Tilsæt evt. lidt kartoffelvand og jævn den med lidt maizena rørt ud i koldt vand. Smag til med salt og peber og måske lidt mere ribsgele.

God mad for cowboys og cowgirls.

God mandag.

Og så kom nr. 36 og 37

Søndag morgen bød på to nye glædelige begivenheder. Henholdsvis en lille kviekalv og en lille tyrekalv. Nr. 36 og 37.

 

Her 37, der fik grime på, så han kunne holde sig i ro, mens han fik sine – alt for store, alt for gule – øremærker sat i. Øremærkerne var han ligeglad med. Men tøjret var han sur over. En time gammel og fuld af vilje – i dette tilfælde modvilje.

Samme skæbne overgik 36. Men hun var i det hele taget ligeglad. For hun var søvnig.

Det er i det hele taget en god ide, at lade dem være lidt under kontrol, mens deres klove stadig er hvide – det første døgns tid. De er nemlig fyldt med vand, og de virker som et par gummistøvler – isolerende. De kan ikke mærke strømmen i hegnet, så de tonser bare ud og ind, som det passer dem på deres ufatteligt hurtige små ben. Og så kan vi hente dem i næste kirkesogn, hvis ikke de kommer ulykkeligt af dage inden.

Så dagen ud, venner, dagen ud. Så skal I nok få fri til at gå med mor rundt i engen.

Nu mangler vi kun 11.

God søndag til alle – i grime og uden.

 

 

Årets første kalv

I dag kom årets første kalv. En lille kviekalv. Nu begynder det. Mylderet af små, sorte, legesyge, hoppende og dansende kalve.

Men den første dag i ens liv hopper man ikke så meget. Man har lært at gå, ja da. Hvem kan ikke gå, fra de er et kvarter gamle?

Men man er lidt træt af alt det nye og skal sove, mens ens mor passer på.

Og man skal have en stor portion piskefløde.

Man skal nemlig til at have kræfter nok til alle kalvespilopperne. Man skal løbe væk. Gå igennem hegnet. Man skal gemme sig og sove igennem, mens ens mennesker leder efter en og vader engen tynd med angst i hjertet for, at man skal være faldet i bækken og druknet.

Den slags tænker man ikke meget over som nyfødt kalv. Man holder bare verden beskæftiget, mens man passer sine egne sager. Kalve-business.

Og det er vel også nok til at starte med.

God weekend.

 

Aurikler

Aurikler, Primula auricula, er en stor, stor glæde at have i haven. I massevis.

Den er en lidt gammeldags blomst, der får en til at tænke på stråtækt idyl og velpassede gamle haver. Haver, hvor bedene er indrammet af en krans af aurikler i mange farver. Hvor en lille rund kone kommer ud af en lav dør, strækker ryggen og står tilfreds og betragter sin blomstrende have, mens hun tørrer hænderne i forklædet.

Jeg fik mine af en nabo. En klump jord med bitte, bittesmå selvsåede planter. De nye planter er meget små, og man skal være lidt fingernem, når de skal plantes.

De blev priklet i bakker, stod sommeren over og voksede sig store og stærke, og så blev de plantet ud i bedene i september. Næste forår stod i de blomst. Siden har jeg gentaget processen mange gange, og nu er der aurikler mange steder i haven. Til farvefryd og glæde.

De sår sig selv med en livskraft så stor, så ser man en have med aurikler, kan man sikkert tiltuske sig et par småplanter til at starte bestanden op. De krydser sig også på kryds og tværs, og der kommer nye farvekombinationer hvert år. Tit kommer der også en efterblomstring i efteråret.

Som sagt, kræver de små planter fintfølende fingre, når de skal prikles. Men så går det også af sig selv. Og det er jo dejligt, når noget går af sig selv.

God fredag.

I dag skal der bages – og sås

I dag skal fryseren i kælderen – brødfryseren – have en tiltrængt opfyldning. Vi er nede ved krummerne, og der kommer gæster i weekenden.

Der skal bages lidt af hvert: Grove med rug, hvide – halvdelen med birkes og den anden halvdel med sesam, og så skal der bages et hold krydderboller. I en smidig arbejdsgang.

Først laver jeg alle tre slags dej. Så går jeg i haven, mens de hæver.

Så skal brødet slås op. Og så går jeg i haven, mens de efterhæver.

Til sidst skal de bages – og der skal ryddes op, mens de bager – og støvsuges.

Derefter er det mig og mit rene drivhus – en hel masse små potter, og nogle poser frø. En hot date.

God tirsdag.