Septembers himmel er så blå

Septembers himmel er så blå – en dejlig sang, en hyldest til den smukke, fuldmodne, lige-på-kanten-til-efteråret måned, september. Alex Garff skrev teksten i 1949.  En tur med hunden omkring marken langs hegnet og ned i haven var som at gå gennem sangens 3. vers. Vil du med?

Hver stubbet mark vi stirrer på, står brun og gul og gylden,

og røn står rød

og slåen blå,

og purpursort står hylden.

Og georginer spraglet gror

blandt asters i vor have,

så rigt er årets sidste flor: oktobers offergave.

God tirsdag – og syng bare med af hjertens lyst.

Food Festival – Dagen derpå

Lørdag morgen – alle de sædvanlige aktiviteter i dobbelt tempo – morgenmad til gæster, til hunden, katten, Heldig og os selv skudt af på ingen tid. Oprydning på plads. En hurtig tur forbi pengeautomaten – jeg havde en – velbegrundet skulle det vise sig – anelse om, at det nok kunne blive nødvendigt – og så ind til Tangkrogen og mødes med Birthe til Food Festival.

Det første syn var overvældende. Som teltene ved en middelalderlig ridderturnering.

Vi kom tidligt og kunne i ro og mag gå rundt og kigge på det hele. Og der var meget at kigge på. Lige fra det sjove,

over det klassisk smukke,

via gamle favoritter

til det nye og overraskende.

Rent inspirationsmæssigt var hele frugt-, grønt- og planteafdelingen det, der fangede mig mest. Urtegartneriets stand var fantastisk veludstyret med oceaner af spændende planter. Selvom de var noget dyre, faldt jeg alligevel for et par stykker. Man kan vel altid klemme en krydderurt eller to mere ind et sted?

Derefter videre til Kirstines Klosterhave – det er et sted, jeg meget gerne vil besøge en gang. Og alle de spændende produkter Kirstine havde med – overvældende – lige den slags, jeg ikke kan stå for. Kirstine er en af de glade ildsjæle, jeg netop havde håbet at møde ved sådan en lejlighed.

Ind i teltet til svampefolket – her var der noget nyt for mig – og det havde jeg jo også håbet på. Karljohan mayo – rørt af æggehvider og olieudblødte karljohansvampe – serveret til smørstegte nye majs, drysset med fintrevet tørret karljohansvamp. Stærkt vanedannende – kunne man ved lejlighed få opskriften med mere nøjagtige mål?

Og jeg smagte de bedste sodavand, jeg nogensinde har prøvet. Normalt bryder jeg mig ikke om sodavand – men de her måtte jeg have et par stykker med hjem af. Der var ikke en antydning af ‘produkt’ over dem. De smagte af frisk, lækker frugt. De var også dyre. Men rigtig frugt er dyrere end diverse kemiske kombinationer.

Der kan nævnes mange flere, Frøsamlerne, kålfolkene, kirsebærfolkene – og måske bliver der det også i kommende indlæg – for nu skal jeg jo til at bruge alle mine indkøbte skatte.

Efterhånden var både Birthe og jeg blevet glubende sultne. Der var nemlig ikke helt så mange smagsprøver, som håbet.

På jagt efter rigtig frokost kom vi forbi Landbrug & Fødevarers telt, hvor der var en gevaldig sammenstimlen. Den sammenstimlen var der god grund til:

Det var virkelig sjovt – dejligt at få rørt lattermusklerne.

Generelt var Food Festival et godt arrangement, og det bar præg af, at mange dygtige mennesker har arbejdet længe og hårdt på at få alt til at klappe. Stor ros til dem. Alt i alt en god lørdag. Det var hyggeligt at møde Birthe, det var spændende at se det hele og snakke med nogle af de mange udstillere og bagmænd/kvinder bag det hele.

Skal man nævne fluen i suppen, var det, at mulighederne for at få noget frokost var stærkt underdimensionerede. Der var køer så lange som i sidste uge i industriferien på en tysk motorvej. Klokken blev tre, før vi nåede frem i en kø og kunne sætte tænderne i en pulled pork sandwich – hos Hellmans. Og da var køen bag os ikke blevet kortere.

Men bortset fra det var der noget for enhver smag – både for dem med en gastronomisk tilgang til mad – og for dem med en mere ideologisk tilgang. Fred være med dem.

Til sidst vil jeg nævne, at jeg da var imponeret over, hvad arrangørerne gjorde for at få os landboere til at føle os hjemme. For noget af det første man mødte, var dem her:

Og de var da ganske uimodståelige.

Chili con Suppe

Chili con Suppe er der nok ikke noget, der hedder?

Nogle vil sikkert sige, at det da bare er en tynd kop Chili con Carne. Men så er det altså en rigtig god kop tynd Chili con Carne. En suppe med saft og kraft, der passer til en dag, hvor man trænger til et boost.

Man skal bruge:
1 liter god suppe
1 dåse tomater
1 dåse røde bønner
1 hakket løg
300 g hakket oksekød
Et par håndfulde frossen majs
3-4 fed knust hvidløg
1 spsk ristet hel spidskommen (stødes i morter)
Chili efter smag
1 spsk engelsk sovs
1 spsk soya
Salt efter smag

Brun kødet på en pande, hæld det over i en gryde. Svits løg og hvidløg klare og hæld også dem i gryden. Tilsæt suppe, tomater og krydderierne og lad det koge godt sammen et kvarters tid.

Tilsæt bønner og majs – bring i kog igen og smag til.

Spis suppen med friskhakket koriander på toppen. Det giver lige det der eksotiske pift…

Prøv den før din nabo.

God weekend.

Store Grisedag

I går var det store grisedag. Den halve gris kom hjem til fryseren. Grisen, der har gået og gnasket lige oppe om hjørnet, og som har haft et rigtig godt griseliv, før den blev til alt det her:

Der er kamstege, nakkestege, koteletter, schnitzler, hakkekød, spæk til leverpostejen – der er bare det hele. Klar til at blive delt i mindre portioner og frosset ned.

Koteletter og schnitzler i poser med to i hver. Hver steg for sig – de største af dem delt i to-tre stege.

Fantastisk flot kød.

Til sidst hakkekødet – 8 kilo i poser med 500 gram i hver.

Og når man har stået der og pakket kød meget længe – hvad spiser man så til aftensmad?

Squashfrikadeller. For man har ligesom fået kød nok for nu.

God torsdag.

Vilde weekendplaner: Food Festival i Aarhus

Normalt er det ikke let at lokke mig ind til byen. Festuge kan ikke gøre det. Besøg af dronningen heller ikke. Det store sommerudsalg slet ikke. Nej tak. Faktisk er sammenstimlen af mange mennesker på én gang overhovedet og slet ikke og absolut ikke noget for mig.

Men i den kommende weekend sker der noget, der trækker som en magnet ind mod byen og ud til Tangkrogen. Det er nemlig i weekenden, at der er Food Festival i Aarhus.

Hele Tangkrogen vil være fyldt med telte, boder, madskoler og film, der er kokkekonkurrencer, og – ok – jeg indrømmer det – noget, der bestemt også trækker: smagsprøver på alskens lækkerier.

Jeg har nærlæst programmet og sat mindst 17 krydser ved ting, jeg bare skal se.

Festivalområdet vil være inddelt i forskellige områder med hver deres tema og arrangementer. Temaområder som Havet, Kødet, Mejeriet, Planteriget, Kornmarken, Nordiske Dråber (og her snakker vi ikke om de alt for kendte regndråber, som gerne  må holde sig væk i weekenden!).

Indenfor alle områderne vil der være stande, hvor nogle af Danmarks absolutte ildsjæle, når det gælder god mad, – avlere, landmænd, producenter, kokke – vil præsentere deres viden, varer og kunnen. Der vil være en markedsplads, hvor man kan købe madvarer og redskaber, ja – der er faktisk ingen ende på løjerne.

Hvordan lyder for eksempel ‘Spis af dit landskab’? Kirstines Klosterhave? Karolines Kogebog live (hvem er ikke vokset op  med den lille ternede ko og lasagnen)? Urtegartneriet?

Hvad med en tur i køkkenet med Louisa Lorang? Eller hvad med at lære at bruge grisen fra tryne til hale? Ny mad med æg og kyllinger? Nye gode opskrifter på simremad? Eller?

Man skal faktisk være ualmindeligt lidt glad for mad, hvis man ikke kan finde noget spændende på Food Festivalen – der er ovenikøbet et område for børn, så dem kan man også tage med uden at være bange for, at de kommer til at kede sig.

Jeg glæder mig. Rigtig meget. Til at se, høre, snuse, smage, mødes med andre glade og madglade mennesker og bære en masse oplevelser plus forhåbentlig en stor pose med brochurer og inspiration med hjem til drøvtygning i fred og ro på landet.

Et par uger før, vi skulle giftes for mange, mange år siden, talte jeg i telefon med min nu hedengange svigermor. Da jeg sagde, at jeg glædede mig til dagen, kom det tørt: Ja, forventningens glæde er jo den største. Gulp, som de siger i tegneserierne. Tag den.

Ikke, at der er nogen sammenligning, men forventningens glæde vil nok heller ikke ende med at være den største i dette tilfælde.

God tirsdag.

Myntegele og klassisk engelsk Mint Sauce

Mynten synger på sidste vers. Bladene er blevet mørke og lidt ædt af diverse krible-krable, men det kan sagtens lade sig gøre at finde et ordentligt bundt brugbare blade. Det ville nok have været lettere at finde pæne blade nok, før mynten begyndte at blomstre, men sådan er der så meget, man ikke lige når. Fred være med det.

I England er mynte et must sammen med lam. Det gælder både den klassiske myntegele og den specielle engelske Mint Sauce med eddike. Når man nu er ude og plukke, kan man ligeså godt plukke til begge dele på én gang.

Til myntegeleen skal man bruge:

100 g mynteblade
1 liter vand
750 g sukker
1 pose gul melatin

Der er ingen pektin i mynteblade, så stivelse er nødvendig.

Skyl myntebladene, kom dem i en lille gryde, tilsæt en liter vand og bring det i kog. Lad det koge en ti minutters tid – til hele huset lugter af tandpasta.

Tag gryden af  blusset, si bladene fra og tryk vandet af bladene. Bring ‘saften’ i kog, tilsæt et brev gul melatin og lad det koge i ét minut. Tilsæt sukker, bring i kog igen og lad det koge i endnu ét minut.

Hæld på atamonskyllede glas og sæt ikke låg på, før geleen er helt kold og stivnet.

Vil man gerne have lidt grønne bladstykker i geleen – det ser fint ud, og så bytter man heller ikke om på sin æblegele og myntegeleen – så hak nogle af de kogte mynteblade fint og put lidt i hvert glas. Det lægger sig på toppen.

Når geleen har stået og kølet i en halv times tid, kan man røre lidt rundt i glassene. Der er geleen ved at stivne lidt, og bladene kan fordeles pænere.

Den halve time kan så bruges til at lave Mint Sauce.

1 dl hakkede mynteblade
2 dl æbleeddike
2-3 spsk sukker

Blend mynteblade med lidt af eddiken. Bring resten af eddiken i kog med sukkeret og hæld de hakkede mynteblade i gryden, når sukkeret er opløst. Lad det simre i 10 minutter, smag til og hæld på et atamonskyllet glas. Opbevares i køleskab og spises i løbet af et par uger.

Til Mint Sauce kan man også bruge frossen mynte, når man pludselig står med en trang til Mint Sauce midt om vinteren. Og det kan jo ske for enhver.

God mandag.

Henrivende høstanemoner, solide sankthansurt og pyntelige pileurt

I haven i begyndelsen af september – for det er det jo i dag – nærmest så meget begyndelse, som det kan blive – er der stadig knald på farverne i blomster og løv.

Høstanemonernes blomster svæver yndefuldt over de mørkegrønne blade.

Høstanemoner, Anemone hupehensis, findes også i hvid. Både den hvide og den lyserøde udgave er meget, meget voksevillige, og de breder sig muntert. De har et kraftigt rodnet, og de sender masser af skud ud. Faktisk kan de tage kampen op mod skvalderkål, og så er man bestemt ikke nogen svækling. De vokser fint både i halvskygge og sol, men alt for tør eller alt for våd jord, kan de ikke lide. Almindelig havejord er det, de trives bedst i.

En anden stærk og voksevillig staude, der blomstrer nu, er sankthansurt, sedum spectabilis. I staudebedet har jeg to havevarianter. En med lyse blomster, røde stængler og rødlige blade, der begynder at blomstre i august, og så den ‘almindelige’ med mørkere røde blomster og lysegrønne stængler og blade, der blomstrer i september. De klæder hinanden godt.

Vil man have flere af dem, skal man bare klippe en blomst af nede ved jorden, fjerne de fleste af bladene og derefter stikke den i jorden der, hvor man gerne vil have en ny plante. Den slår rødder fra der, hvor bladene har siddet. Nemt.

Foran mine to sankthansurt står der en pileurt. Jeg kender ikke navnet på den, har fået den af en nabo. Men den er også yderst dekorativ og passer perfekt i farverne.

Den blomstrer fra juni, til frosten kommer. Blomsterne er hvide, men når de afblomstrer, bliver de rosa. De rosa afblomstrede pileurt kan tørres og bruges i dekorationer.

September i haven og i naturen er i det hele taget en god måned til at få samlet ind til dekorationer. For eksempel begynder bøgetræerne at drysse bog i løbet af måneden, og der er de stadig lyse og kønne. Og frøstande er kønne og endnu ikke hærgede af vind og vejr. Så gå aldrig en tur uden en pose og en saks i lommen. Det kan blive jul, før man aner.

God weekend.

Mere wokket have: kylling, squash og bønner med chili og østerssauce.

‘Noget med squash og bønner’ er det, vi spiser på den her tid af året. Eftersommermad fra haven.

Bønnerne har været længe om det i år, men nu er de der til overflod. Buskbønner og stangbønner. Stangbønnerne har mere fred for sneglene, så dem vil jeg satse mere på næste år.

Vi plukker bønner hver anden dag – spiser, hvad vi kan, og blancherer og fryser resten til vinterforråd.

En af de faste retter på sidst i august-repertoiret er wokket kyllingeinderfilet med squash, bønner, løg og hvidløg. Krydret med chilier fra drivhuset (djævelsk stærke), soya og østerssauce. Ikke en kompliceret ret overhovedet, men den smager rigtig godt.

Man skal bruge:

300 g kyllingeinderfilet skåret i bidder (kom lige til at tænke på, hvor vigtigt det er, at man skriver kyllingeinderfilet og ikke bare inderfilet – for godt nok er der mange indere, men derfor må man alligevel ikke spise dem….)
1 lille squash i tern
1 god håndfuld grønne bønner skåret i mundrette stykker
3-4 fed hvidløg i skiver
1 hakket løg
1 lille stærk og hakket chili eller sambal oelek efter smag
2 spsk soya
2-3 spsk østerssauce
1 glas vand

Brun først kyllingestykkerne i wokken, tilsæt grøntsagerne og rør rundt i et par minutter.

Rør soya og østerssauce ud i et glas vand og hæld det ved.

Wok widere for god warme, til grøntsagerne er møre men ikke uden bid. Det tager en 5-7 minutter.

Smag til og spis med ris.

God onsdag. Morgentågen er ved at lette – det bliver en smuk, smuk dag.

Svin med wokket have og orientalsk sovs

I dag møder Skivholme fjernøsten. Helt derovre, hvor kartofler hedder ris, salt hedder soya, og peber hedder chili.

Spidskålene er klar i køkkenhaven. Selvom de har levet blandt større mængder ukrudt end oprindeligt planlagt, er nogle af dem rigtig pæne

– andre noget afgnavede. Sneglene har ikke sultet. Men det er vel også en slags dyrevelfærd??

De pæne bliver gemt til dampede spidskål, men det af de knapt så pæne, der dur, ender i wokken sammen med gode ting og sager. En wok er god til kål. Lynstegt kål beholder både sprødhed og smag. Og man pusler vel ikke om planterne i flere måneder for at koge al smagen væk?

Menuen blev wokkede grøntsager med spidskål, en orientalsk inspireret, godt krydret sovs, ris og luksuskarbonader af frilandsgris fra lige oppe om hjørnet.

Til wokken skal man bruge:

1 lille spidskål i tynde strimler
1 lille squash i tern
1 snackpeber i tern
1 hakket løg
1-2 spsk olie
Salt

Snit grøntsagerne og wok squash, peber og løg, til de er møre. Vent med kålen.

Form små, lækre karbonader af det bedste hakkede svinekød, du kan få – vend dem i mel, drys med salt og peber. Steg dem i godt 3 minutter på  hver side. Jeg har med vilje valgt ikke at krydre karbonaderne med andet end salt og peber, fordi kødet smager så godt i sig selv.

Til sovsen skal man bruge:

1,5 dl hønsebouillon
2 spsk flydende honning
2 spsk soya
2 spsk risvin (brug sherry, hvis du ikke har risvin)
1 spsk friskrevet ingefær
1 spsk koncentreret tomatpure
1/2-1 tsk sambal oelek eller en lille, finsnittet, stærk chili
1 spsk limesaft

Bland alle ingredienserne i en lille kasserolle og lad dem koge sammen i et par minutter.

Hæld spidskålsstrimlerne i wokken og vend rundt, til kålen lige falder lidt ned. Server med ris og sovsen til. Sovsen er sød, salt, krydret, hot og stærkt vanedannende. Den kan også bruges til andre slags kød som for eksempel kylling eller kalkun.

God tirsdag.