Det må være postbudet?

Vi var helt sikre på, at der ikke kom flere kalve i år. Ko nr. 13 – Elisabeth – havde ganske vist ikke kælvet. Hun var nok ikke blevet med kalv sidste år, mente vi snusfornuftigt. Men køer kan også gå over tiden.

I går morges – klokken umanerligt tidligt – gik bondemanden sin runde med hunden, før kalven Heldig skulle have sin morgenmælk med kalvemüsli. Og det syn, der mødte ham på marken ovenfor skoven, fik  ham til at studse noget. For sammen med 13 gik en kalv. En ny kalv. En lysebrun kalv.

Fortsæt med at læse “Det må være postbudet?”

Forsommerdeko med døvnælder

Døvnælderne blomstrer. I hegn, på grøftekanter – og i nogle af vores bede i udkanten af haven. Det sidste er vi ikke så stolte af, men de er kønne i naturen, og de kan bruges til at lave en sjov dekoration. Jeg lærte tricket allerede som barn.

Døvnælder retter sig op, når de bliver lagt ned, og det er det, man kan udnytte. Fortsæt med at læse “Forsommerdeko med døvnælder”

Forårsblues og forsommerfryd

Der sker noget hver dag. Selvom man råber stop og beder naturen om at dvæle lidt ved de blomstrende slåen og kirsebær, går den ubønhørligt videre. Foråret er lige så stille gledet over i forsommer. Varmen er kommet – sikkert kun på gæstevisit, men alligevel.

Slåenkrattet er afblomstret, og gøgen kukker.

Fortsæt med at læse “Forårsblues og forsommerfryd”

Her lugter af Østrig

‘Her lugter af Østrig’, siger ungerne, når de er herude. De mener lugten af ko. Den varme, trygge lugt af ko, der især kan mærkes i fugtigt vejr. Fugtigt vejr som nu til morgen, hvor vinden har lagt sig. Fugtigt vejr, der får frø til at spire, græs til at vokse og vinterbyggen til at strække sig mod dråberne.

Fugten hænger tungt mellem træerne, og her lugter af Østrig. Fortsæt med at læse “Her lugter af Østrig”

Børnebanden samles

Nu er der syv kalve. Tre kvier – Henriette, Helene og Heidi – og fire tyrekalve. Der mangler endnu seks. De første er blevet store nok til at lege sammen – og putte sammen.

De har det herligt. Styrter op og ned – fra bunden af engen til toppen ovenfor skoven med en fart, der er en Ferrari værdig. Fortsæt med at læse “Børnebanden samles”

Årets første kalv

I dag kom årets første kalv. En lille kviekalv. Nu begynder det. Mylderet af små, sorte, legesyge, hoppende og dansende kalve.

Men den første dag i ens liv hopper man ikke så meget. Man har lært at gå, ja da. Hvem kan ikke gå, fra de er et kvarter gamle?

Men man er lidt træt af alt det nye og skal sove, mens ens mor passer på. Fortsæt med at læse “Årets første kalv”

Højt til himmelen

Landskaber er én ting – ‘skyskaber’ noget andet. Og alligevel hænger de sammen. Ville landskabet være lige så smukt – eller interessant – uden skyerne? Spillet mellem sol og skyer giver himmelen karakter – som rynker i et ansigt.

En vandrende sky kaster en vandrende skygge over markerne og ændrer øjets fokus. Fortsæt med at læse “Højt til himmelen”

Et blødt øjeblik

Der findes bløde øjeblikke. Når vinden lægger sig, og regnen stilner af, mens man går derude.  Lydene kommer tilbage, når vinden er væk. Sangdrosselen, spætmejsen, solsorten, skovduerne og de mange små mejser, spurvenes evige kævlen og stærenes knebren. Pludren fra det løbende vand i traktorsporene og nede fra bækken.

Det hele ikke bare lyder anderledes. Det ser også anderledes ud. Det bliver lysere – måske fordi man tager regnhætten ned og holder op med at knibe øjnene sammen mod vinden? Fortsæt med at læse “Et blødt øjeblik”