Pasta med laks, asparges og limesovs

Skoven er sprunget ud.

Bøgetræernes kroner står nu lysegrønne over de blomstrende fuglekirsebær. Den skønneste, skønneste tid.

Over marken svæver gulspurvekrattet som en hvid sky af slåenblomster.

Det hele står i grønt og hvidt, let og frisk, alle skarpe kanter glattet ud af nyt løv og hvide blomster.

Sådan blev aftensmaden også.

Grønne asparges, hvid pasta og sovs, grønne limefrugter. Et forårsfad.

Man skal bruge:

2 lakseportioner (en pr. mund)
1 pk frisk pasta
1 bundt asparges
2 limefrugter
1 lille hakket løg
2 dl vand
1 tsk honning
1,5 dl fløde
Salt, peber og blå birkes til laksen.

Hak løget og svits det klart i en klat smør. Tilsæt saft fra den ene lime, 2 dl vand og 1 tsk honning, lidt salt og peber og lad det koge godt sammen i et par minutter. Tilsæt fløden og lad også den koge godt sammen med resten. Jævn evt. med lidt maizena udrørt i koldt vand, og smag til med salt og peber.

Skær de grønne asparges i stykker på ca. 2 cm og damp dem i 3 minutter.

Sæt vand over til pasta og kog den, mens du laver laksen.

Drys sorte birkes over laksen på oversiden og klap dem lidt fast. Steg laksen i lidt smør i en lille dyb pande. Når laksen er sat over, lægger man et stykke sølvpapir over panden. Så behøver man ikke at vende laksen, så alle de fine sorte korn ryger af.

Bland nu de grønne asparges i sovsen, hæld sovsen over den afdryppede (og kogte) pasta, læg laksestykkerne i midten og pynt med den sidste lime skåret i tynde skiver.

Nå, er der vel nok nogen, der vil sige. Hvis det skal være et forårsfad, hvorfor er laksen så sort? Joh det – den skal ligne de bede, der endnu ikke er sået noget i, fordi det bliver ved med at være nattefrost her inde i landet. Minus tre i går nat. Men det må da få en ende.

God tirsdag.

Drama i dalen

Mor og kalv har det fint. Lad os starte der, for lykkelige slutninger er nu de bedste.

Men det var tæt på at gå grueligt galt. Mineralmangel. Man kan dø af mineralmangel. Når man er en ko, kan det gå meget hurtigt. Ved mineralmangel kan en stor anstrengelse – og at kælve må jo nok siges at være en stor anstrengelse – give kramper, lammelser og i sidste ende føre til en ulykkelig bortgang fra de jordiske græsmarker.

Bess er 9 år gammel, hun har fået 7 kalve, og hun er generelt i fin form. En ko i sin bedste alder. En sød ko, en stille ko, der ikke gør så meget væsen af sig, og som er tilfreds med sit lod som ‘en ko i midterfeltet’. Hun kælvede i søndags, alt gik godt, men i går morges lidt i seks fandt Bondemanden hende liggende livløs i engen.

Vagtdyrlægen blev tilkaldt, og han gav hende en mineralblanding som drop. Umiddelbart så der ikke ud at ske nogen ændring, og vi var bange for, at det var for sent. Men lidt efter lidt kom der liv i øjnene, og – stærkt opmuntret af os, der skubbede og puffede til hende, og af kalven, der hele tiden havde trippet rundt og møh’et til hende – kom Bess på benene igen – vaklende, men oppe. Reddet.

Nu skal vi holde øje med hende, og hun skal have ekstra mineraler i en tid. Hun laver jo litervis af piskefløde til den lille, og det kræver sin ko.

Køerne har haft adgang til mineraler hele tiden, så vi skænkede da ikke potentiel mineralmangel en tanke. Men ét er adgang – noget andet er, om de har benyttet sig af den adgang. Det havde hun ikke, så det ud til. Fra nu af bliver der serveret ekstra guf med mineralblanding i til de vordende og nye mødre.

God onsdag – og husk din vitaminpille – med mineraler.

Årets første kalv

I dag kom årets første kalv. En lille kviekalv. Nu begynder det. Mylderet af små, sorte, legesyge, hoppende og dansende kalve.

Men den første dag i ens liv hopper man ikke så meget. Man har lært at gå, ja da. Hvem kan ikke gå, fra de er et kvarter gamle?

Men man er lidt træt af alt det nye og skal sove, mens ens mor passer på. Fortsæt med at læse “Årets første kalv”

Højt til himmelen

Landskaber er én ting – ‘skyskaber’ noget andet. Og alligevel hænger de sammen. Ville landskabet være lige så smukt – eller interessant – uden skyerne? Spillet mellem sol og skyer giver himmelen karakter – som rynker i et ansigt.

En vandrende sky kaster en vandrende skygge over markerne og ændrer øjets fokus. Fortsæt med at læse “Højt til himmelen”

Et blødt øjeblik

Der findes bløde øjeblikke. Når vinden lægger sig, og regnen stilner af, mens man går derude.  Lydene kommer tilbage, når vinden er væk. Sangdrosselen, spætmejsen, solsorten, skovduerne og de mange små mejser, spurvenes evige kævlen og stærenes knebren. Pludren fra det løbende vand i traktorsporene og nede fra bækken.

Det hele ikke bare lyder anderledes. Det ser også anderledes ud. Det bliver lysere – måske fordi man tager regnhætten ned og holder op med at knibe øjnene sammen mod vinden? Fortsæt med at læse “Et blødt øjeblik”

Lørdag var der gang i den

Her i deltidslandmandsland betyder weekenden travlhed. Her skal ikke soves længe eller plejes tømmermænd. Det gnistrer af aktivitet. Især i foråret (og i forsommeren, i høsten og i efteråret) er der travlhed. I weekenden har man to hele dage til at arbejde i. Ikke kun aftener som til daglig. Og når solen så skinner, går det helt over gevind – på den gode måde.

Nogle fælder træer, motorsavenes hvinen går tydeligt igennem. Genboen harver, naboen pløjer, der bliver spredt gødning på en mark ovre bag bakken. Man kan høre pulsen fra de traktorer, der kører længere væk. En dunkende lyd som lyden af en fjern fiskekutter. Flokkene af måger viser, hvor der bliver pløjet, og en rustik aroma i luften tyder på, at der også bliver kørt gylle ud et sted.

Her på egen mark blev der kørt mere foder til. Gødning blev der spredt om morgenen med en lejet gødningsspreder, og nu blev det atter de sultne køers tur.

Lørdag. Dyrene skal passes. Markerne skal passes. Skoven skal plejes. Der skal flækkes brænde, ordnes have, forberedes køkkenhave og også snakkes lidt, når to naboer i traktor møder hinanden på vej til og fra. De fylder hele vejen og kan kun knebent komme forbi hinanden ved at tage rabatten til hjælp.

Og så skal der brænde på pillefyret, og det skal renses. Det sørger bondemanden for, mens jeg laver frokost.

Og ovenover det hele – højt oppe – synger lærken det bedste, den har lært.

Lørdag på landet – findes der noget skønnere?

Nu hjælper det på det

Nu er vi midt i marts. Så midt i marts, som man kan komme. Nu er det ikke kun de små stædige forårsblomster, der tappert peger mod forår.

Det er heller ikke kun lyset – lyset, der er ved at vende tilbage til vores lystørstige øjne.

Det er heller ikke kun udsigten til, at det bliver sommertid om kort tid.

Det er solsorten, der synger, før det mørkner. Man havde helt glemt, hvor smukt det lyder.

Det er hunden, der fælder – vinterpelsen klør, og der skal rulles ved enhver given lejlighed.

Det er køerne, der ikke længere står som en massiv klump ved foderhækken. De ligger spredt ud over græsmarken, tager solbad og tygger drøv.

Det er træerne, der på afstand ser uldne ud – der er knopper på vej.

Det er gæslinger i hegnet.

Det er blomsterknopper i mirabellerne og i Gulspurvekrattet, det er små skud på solbærbuskene. Det er kampen om stærekasserne, skovspurve, der slås, sidste års kalve, der leger stangeleg. Og det er ømme muskler fra forårsklargøring af haven – meget ømme muskler.

Det er hele naturen, der stille og roligt og helt af sig selv går i den rigtige retning.

Nu hjælper det på det.

God forårstorsdag.

Det knækkede kirsebærtræ

I den vilde del af haven, den del, der engang for mange år siden var en frugthave, ligger et væltet træ. Et kirsebærtræ. Det er knækket en meter oppe. Et alvorligt brud. Det lå der allerede, da vi kom hertil for snart ni år siden.

Stammen ligger hen langs jorden. Grenene står ret op i vejret.

Lidt ustruktureret ser det ud. Der er da også dem, der spørger, hvorfor det får lov at ligge der og flyde – når nu vi har gjort så meget ved resten, som de siger.

Men der er en ting, de ikke ved, når de ser det en vinterdag.

Træet er ikke dødt. Det er bare knækket. Det blomstrer. Og det bærer frugt.

Som et symbol på styrke og overlevelse på trods af alle odds ligger det der. Den tynde tråd, der forbinder det med livet, holder år efter år. At komme med motorsaven ville være en form for helligbrøde, en fornægtelse af naturens kraft.

Det er overdreven orden faktisk tit.

Træet får lov at blive liggende. Det er et skulpturelt indslag med en symbolværdi ud over det sædvanlige. Tak, træ.

God tirsdag.

Forår og solbærmuffins

Den allerførste dag i marts. Den allerførste forårsdag – ifølge kalenderen. Det blæser og er bestemt ikke særlig varmt. Men forår – det er det nu, selvom det ser ud til nattefrost.

De afgørende beviser er her:

Vintergækkerne topper og står som hvide søer mod den brune jord.

Man kunne se, hvor man gik, klokken kvart over seks i morges. Nu er risikoen for at falde i et traktorspor voldsomt minimeret.

De første små iris er sprunget ud i haven.

Og bogfinken synger sit ‘Det, det, det, det, det kan jeg sige ligeså tit, det skal være’ i hegnet.

Forår.

Hvilken bedre anledning til at bage solbærmuffins? Hvis man da behøver en anledning?

200 g mel
1 tsk bagepulver
100 g sukker
1 dl mælk
50 g smeltet smør
1 æg
200 g solbær (fra fryseren – andre bær kan også bruges, ribs for eksempel).

Bland mel, sukker og bagepulver. Rør mælk, smeltet smør og ægget i. Tilsæt solbærrene og fordel dejen i en smurt muffinform – en 12 hullers – gerne med fint muffinpapir i – det pynter, men er ikke nødvendigt.

Bag dem i ca. 20 minutter på 200.

Spis en – og gå så ud i foråret igen. Der skal ryddes op i haven.

God første forårsdag.