Børnebanden samles

Nu er der syv kalve. Tre kvier – Henriette, Helene og Heidi – og fire tyrekalve. Der mangler endnu seks. De første er blevet store nok til at lege sammen – og putte sammen.

De har det herligt. Styrter op og ned – fra bunden af engen til toppen ovenfor skoven med en fart, der er en Ferrari værdig.

De store kalve fra sidste år er lukket inde i en indhegning for sig selv. Ellers mobber de alle de nye kalve. Det er vel en slags ‘søskendejalousi’ – de små kommer og tager mors opmærksomhed og får al mælken, som de ellers har fået en sjat af i ny og næ hele vinteren.

Men efter et par dage er der også fryd og gammen i den nye indhegning. De nye magtstrukturer er på plads, og de leger også som de store unger, de er. Og de får specialforplejning – deres helt egen wrapballe som supplement til græsset, der godt nok vokser, men som ikke er næringsrigt nok endnu.

De har deres eget vandkar – og det er den bedste underholdning, man kan tænke sig. Noget at stimle sammen om.

De nybagte mødre går sammen med deres kalve.

Og dem, der endnu ikke har kælvet, bliver tungere og mere besværede fra dag til dag.

Det er en frugtbar tid på landet – kalve og lam springer på markerne, kornet gror, græsset gror, fuglene synger og frugttræerne blomstrer. Vi priser forårets frodighed og liv i høje toner, men formålet er ikke skønheden – det er et biprodukt, vi kan nyde. Formålet er formering, mad og vinterforråd. Årets gang. Der er noget rart og jordnært, i ordets mest bogstavelige betydning, ved at vide, at sådan har det altid været, og sådan vil det altid være.

God onsdag – vi må ud og tælle kalvene.

Pasta med laks, asparges og limesovs

Skoven er sprunget ud.

Bøgetræernes kroner står nu lysegrønne over de blomstrende fuglekirsebær. Den skønneste, skønneste tid.

Over marken svæver gulspurvekrattet som en hvid sky af slåenblomster.

Det hele står i grønt og hvidt, let og frisk, alle skarpe kanter glattet ud af nyt løv og hvide blomster.

Sådan blev aftensmaden også.

Grønne asparges, hvid pasta og sovs, grønne limefrugter. Et forårsfad.

Man skal bruge:

2 lakseportioner (en pr. mund)
1 pk frisk pasta
1 bundt asparges
2 limefrugter
1 lille hakket løg
2 dl vand
1 tsk honning
1,5 dl fløde
Salt, peber og blå birkes til laksen.

Hak løget og svits det klart i en klat smør. Tilsæt saft fra den ene lime, 2 dl vand og 1 tsk honning, lidt salt og peber og lad det koge godt sammen i et par minutter. Tilsæt fløden og lad også den koge godt sammen med resten. Jævn evt. med lidt maizena udrørt i koldt vand, og smag til med salt og peber.

Skær de grønne asparges i stykker på ca. 2 cm og damp dem i 3 minutter.

Sæt vand over til pasta og kog den, mens du laver laksen.

Drys sorte birkes over laksen på oversiden og klap dem lidt fast. Steg laksen i lidt smør i en lille dyb pande. Når laksen er sat over, lægger man et stykke sølvpapir over panden. Så behøver man ikke at vende laksen, så alle de fine sorte korn ryger af.

Bland nu de grønne asparges i sovsen, hæld sovsen over den afdryppede (og kogte) pasta, læg laksestykkerne i midten og pynt med den sidste lime skåret i tynde skiver.

Nå, er der vel nok nogen, der vil sige. Hvis det skal være et forårsfad, hvorfor er laksen så sort? Joh det – den skal ligne de bede, der endnu ikke er sået noget i, fordi det bliver ved med at være nattefrost her inde i landet. Minus tre i går nat. Men det må da få en ende.

God tirsdag.

Drama i dalen

Mor og kalv har det fint. Lad os starte der, for lykkelige slutninger er nu de bedste.

Men det var tæt på at gå grueligt galt. Mineralmangel. Man kan dø af mineralmangel. Når man er en ko, kan det gå meget hurtigt. Ved mineralmangel kan en stor anstrengelse – og at kælve må jo nok siges at være en stor anstrengelse – give kramper, lammelser og i sidste ende føre til en ulykkelig bortgang fra de jordiske græsmarker.

Bess er 9 år gammel, hun har fået 7 kalve, og hun er generelt i fin form. En ko i sin bedste alder. En sød ko, en stille ko, der ikke gør så meget væsen af sig, og som er tilfreds med sit lod som ‘en ko i midterfeltet’. Hun kælvede i søndags, alt gik godt, men i går morges lidt i seks fandt Bondemanden hende liggende livløs i engen.

Vagtdyrlægen blev tilkaldt, og han gav hende en mineralblanding som drop. Umiddelbart så der ikke ud at ske nogen ændring, og vi var bange for, at det var for sent. Men lidt efter lidt kom der liv i øjnene, og – stærkt opmuntret af os, der skubbede og puffede til hende, og af kalven, der hele tiden havde trippet rundt og møh’et til hende – kom Bess på benene igen – vaklende, men oppe. Reddet.

Nu skal vi holde øje med hende, og hun skal have ekstra mineraler i en tid. Hun laver jo litervis af piskefløde til den lille, og det kræver sin ko.

Køerne har haft adgang til mineraler hele tiden, så vi skænkede da ikke potentiel mineralmangel en tanke. Men ét er adgang – noget andet er, om de har benyttet sig af den adgang. Det havde hun ikke, så det ud til. Fra nu af bliver der serveret ekstra guf med mineralblanding i til de vordende og nye mødre.

God onsdag – og husk din vitaminpille – med mineraler.

Og så kom nr. 36 og 37

Søndag morgen bød på to nye glædelige begivenheder. Henholdsvis en lille kviekalv og en lille tyrekalv. Nr. 36 og 37.

 

Her 37, der fik grime på, så han kunne holde sig i ro, mens han fik sine – alt for store, alt for gule – øremærker sat i. Øremærkerne var han ligeglad med. Men tøjret var han sur over. En time gammel og fuld af vilje – i dette tilfælde modvilje.

Samme skæbne overgik 36. Men hun var i det hele taget ligeglad. For hun var søvnig.

Det er i det hele taget en god ide, at lade dem være lidt under kontrol, mens deres klove stadig er hvide – det første døgns tid. De er nemlig fyldt med vand, og de virker som et par gummistøvler – isolerende. De kan ikke mærke strømmen i hegnet, så de tonser bare ud og ind, som det passer dem på deres ufatteligt hurtige små ben. Og så kan vi hente dem i næste kirkesogn, hvis ikke de kommer ulykkeligt af dage inden.

Så dagen ud, venner, dagen ud. Så skal I nok få fri til at gå med mor rundt i engen.

Nu mangler vi kun 11.

God søndag til alle – i grime og uden.

 

 

Årets første kalv

I dag kom årets første kalv. En lille kviekalv. Nu begynder det. Mylderet af små, sorte, legesyge, hoppende og dansende kalve.

Men den første dag i ens liv hopper man ikke så meget. Man har lært at gå, ja da. Hvem kan ikke gå, fra de er et kvarter gamle?

Men man er lidt træt af alt det nye og skal sove, mens ens mor passer på.

Og man skal have en stor portion piskefløde.

Man skal nemlig til at have kræfter nok til alle kalvespilopperne. Man skal løbe væk. Gå igennem hegnet. Man skal gemme sig og sove igennem, mens ens mennesker leder efter en og vader engen tynd med angst i hjertet for, at man skal være faldet i bækken og druknet.

Den slags tænker man ikke meget over som nyfødt kalv. Man holder bare verden beskæftiget, mens man passer sine egne sager. Kalve-business.

Og det er vel også nok til at starte med.

God weekend.

 

Højt til himmelen

Landskaber er én ting – ‘skyskaber’ noget andet. Og alligevel hænger de sammen. Ville landskabet være lige så smukt – eller interessant – uden skyerne? Spillet mellem sol og skyer giver himmelen karakter – som rynker i et ansigt. En vandrende sky kaster en vandrende skygge over markerne og ændrer øjets fokus. Bevares – en helt skyfri blå himmel er da smuk. Men er det ikke kun, fordi den er så sjælden en gæst? Og fordi det som regel er kortvarigt? Ville vi nordboere kunne trives med den skyfri himmel – altid?

Skyer fremhæver landskabets træk.

Får os til se, hvor stor himmelen er.

Giver variation og drama i landskabet.

Skyer er smukke.

Med næsen i sky… God onsdag!

Et blødt øjeblik

Der findes bløde øjeblikke. Når vinden lægger sig, og regnen stilner af, mens man går derude.  Lydene kommer tilbage, når vinden er væk. Sangdrosselen, spætmejsen, solsorten, skovduerne og de mange små mejser, spurvenes evige kævlen og stærenes knebren. Pludren fra det løbende vand i traktorsporene og nede fra bækken.

Det hele ikke bare lyder anderledes. Det ser også anderledes ud. Det bliver lysere – måske fordi man tager regnhætten ned og holder op med at knibe øjnene sammen mod vinden? Man ser dråberne på græstuerne.

De våde grene og disen over marken, hvor køerne har besluttet sig til at gå tur

på én lang række på deres smalle kostier.

Hver fod bliver sat nøjagtigt på linje med den forrige. Præcision en æressag.

Og lugtene mærkes tydeligere i den våde luft – jord, planter, der gror – og lidt komøg.

Sådan er et blødt øjeblik. Det er det lille øjeblik, hvor verden er i harmoni, hvor tingene er, som de skal være, hvor man bare kan være en stille iagttager/snuser/lytter. En del af det hele.

God fredag – forhåbentlig med et blødt øjeblik hist og her.

Det handler om haven

Det dejlige vejr har sat gang i alting i haven. Jeg troede, jeg var godt med – i forhold til årstiden i hvert fald. Men naturen har overhalet indenom. Jeg er bagud. Vildt bagud. Kan mærke den der klump af stress lige under brystbenet.

Faktisk er der meget, der stadig er på planlægningsstadiet.

Forårsoprydningen er slet ikke færdig.

Der er stadig masser af frø, der skal forspires. Og der er ikke flere ledige vindueskarme.  Det hjalp ikke engang på pladsen, at katten fortærede nogle af de nypriklede chiliplanter.

Der er kun et at gøre. Træk vejret. Tag det roligt. Angrib det på samme måde, som man spiser elefanter: Èn bid ad gangen. Og husk på, at det går nok.

Det går nok, at ærteblomsterne stadig ligger i deres frøposer. De skal nok blive sået og komme op. Det går nok, at hestebønnerne ikke er kommet i jorden. De skal også nok komme op. Det går nok. Og det, jeg ikke når, ja, det må blive en anden gang. Lidt bagud er man vel altid.

Der skal også være tid til at nyde foråret, haven og naturen. Det er ikke kun arbejde. Og nogle ting kommer helt af sig selv.

Der er anemoner, der har slået sig ned i en træstub.

Skovbunden vrimler med guldstjerner.

Det hele ser så dejligt ud – og haven skal nok følge med.  Så det går nok.

I næste uge – uge 13 – holder bloggen ferie. For der har jeg ingen computer. Ingen mail. En hjernepause. Hele næste uge. Men det går nok også.

God uge.

Lørdag var der gang i den

Her i deltidslandmandsland betyder weekenden travlhed. Her skal ikke soves længe eller plejes tømmermænd. Det gnistrer af aktivitet. Især i foråret (og i forsommeren, i høsten og i efteråret) er der travlhed. I weekenden har man to hele dage til at arbejde i. Ikke kun aftener som til daglig. Og når solen så skinner, går det helt over gevind – på den gode måde.

Nogle fælder træer, motorsavenes hvinen går tydeligt igennem. Genboen harver, naboen pløjer, der bliver spredt gødning på en mark ovre bag bakken. Man kan høre pulsen fra de traktorer, der kører længere væk. En dunkende lyd som lyden af en fjern fiskekutter. Flokkene af måger viser, hvor der bliver pløjet, og en rustik aroma i luften tyder på, at der også bliver kørt gylle ud et sted.

Her på egen mark blev der kørt mere foder til. Gødning blev der spredt om morgenen med en lejet gødningsspreder, og nu blev det atter de sultne køers tur.

Lørdag. Dyrene skal passes. Markerne skal passes. Skoven skal plejes. Der skal flækkes brænde, ordnes have, forberedes køkkenhave og også snakkes lidt, når to naboer i traktor møder hinanden på vej til og fra. De fylder hele vejen og kan kun knebent komme forbi hinanden ved at tage rabatten til hjælp.

Og så skal der brænde på pillefyret, og det skal renses. Det sørger bondemanden for, mens jeg laver frokost.

Og ovenover det hele – højt oppe – synger lærken det bedste, den har lært.

Lørdag på landet – findes der noget skønnere?

Nu hjælper det på det

Nu er vi midt i marts. Så midt i marts, som man kan komme. Nu er det ikke kun de små stædige forårsblomster, der tappert peger mod forår.

Det er heller ikke kun lyset – lyset, der er ved at vende tilbage til vores lystørstige øjne.

Det er heller ikke kun udsigten til, at det bliver sommertid om kort tid.

Det er solsorten, der synger, før det mørkner. Man havde helt glemt, hvor smukt det lyder.

Det er hunden, der fælder – vinterpelsen klør, og der skal rulles ved enhver given lejlighed.

Det er køerne, der ikke længere står som en massiv klump ved foderhækken. De ligger spredt ud over græsmarken, tager solbad og tygger drøv.

Det er træerne, der på afstand ser uldne ud – der er knopper på vej.

Det er gæslinger i hegnet.

Det er blomsterknopper i mirabellerne og i Gulspurvekrattet, det er små skud på solbærbuskene. Det er kampen om stærekasserne, skovspurve, der slås, sidste års kalve, der leger stangeleg. Og det er ømme muskler fra forårsklargøring af haven – meget ømme muskler.

Det er hele naturen, der stille og roligt og helt af sig selv går i den rigtige retning.

Nu hjælper det på det.

God forårstorsdag.