Smukke Fingerbøl

Fingerbøl, Digitalis Purpurea, Foxglove – rævehandske – på engelsk, Fingerhut på tysk, er en af mine yndlingsblomster.

Planten er toårig – første år kommer der kun en bladroset, og næste år skyder blomsterstængelen op i al sin pragt. Der er tusindvis af frø i hver plante. Men de spirer helst på bar jord. Jeg ville ellers gerne have dem til at så sig selv i massevis i det lille vildnis mellem haven og engen og hele vejen op ad skrænten. Men skal de vokse der, skal de plantes ud. Det er heldigvis enkelt. Man graver bare småplanter op fra der, hvor man ikke vil have dem, og planter dem der, hvor man gerne vil.

Digitalis bruges til hjertemedicin – kunstigt fremstillet nu til dags, så man lettere kan styre styrken og effekten. Den er meget giftig. Faktisk så giftig, at den bliver brugt som mordvåben i en Agatha Christie krimi. Portionsanrettet digitalis… mon den hed Mord på Menuen?

Men giftig eller ej – den er smuk, og humlebierne er vilde med den. De fine pletter i blomsterne markerer humlebiernes ‘landingsbane’, og det er kun humlerne, der er store og stærke nok til at kunne kravle helt ind i de lange blomster og finde frem til pollenlageret. Derfor er det kun humler, der kan bestøve digitalis.

Vil man så digitalis, kan man gøre det nu i såbakker og plante småplanterne ud i efteråret. Så kommer der digitalis i haven næste sommer.

God torsdag.

Tirsdag morgen 06.20

Solskin, vådt græs, fuglesang.

Det er tidligt, og der er ikke mange andre lyde end fuglene.  Et øredøvende kor fra elletræerne langs bækken, der gør det svært at skelne de enkelte stemmer.

Bondemanden er på vej med mælk og kalvemüsli til Heldig, der er vokset vældigt.

På marken oven for skoven ligger køerne. Nogle småsover, nogle tygger drøv, nogle er i gang med morgentoilettet.

Hunden og jeg går tur. Op forbi madpakkerne, langs med hegnet og over til den lille vildtskov, vi plantede for nogle år siden. Det våde græs giver våde bukseben over gummistøvlerne.

Og våde ører.

Heldig er færdig med sin morgenmad. Spanden skal lige have en ekstra tur.

Vi går gennem haven og kigger på blomsterne. Riddersporerne, Black Knight, blomstrer.

Rundt om huset

og ind i køkkenet for at lave morgenmad.

Snart er der travlt igen og hundreder af ting, der skal ordnes. Men om morgenen, tidligt, er der et lille frikvarter for dyr og mennesker.

En dejlig måde at starte dagen på.

God tirsdag.

Det må være postbudet?

Vi var helt sikre på, at der ikke kom flere kalve i år. Ko nr. 13 – Elisabeth – havde ganske vist ikke kælvet. Hun var nok ikke blevet med kalv sidste år, mente vi snusfornuftigt.

Men køer kan også gå over tiden.

I går morges – klokken umanerligt tidligt – gik bondemanden sin runde med hunden, før kalven Heldig skulle have sin morgenmælk med kalvemüsli.

Og det syn, der mødte ham på marken ovenfor skoven, fik  ham til at studse noget. For sammen med 13 gik en kalv. En ny kalv. En lysebrun kalv.

Vores køer er sorte.

Tyren var sort – hans forældre var også sorte.

Der er kun én at skyde skylden på.

Postbudet. Landposten må det være.

Slemme ko.

Ok. Der findes også brune, de såkaldte Dun, og røde Dexter køer. Men de er sjældne. Vores ko – eller måske tyren – må have haft genet i sig et sted langt bagude. For vores postbud er en hun, og selvom posten kommer sent her i Skivholme, skal hun nu ikke have skyld for det også.

Nu har vi en lysebrun kalv i flokken. Og 13 er vældig stolt og passer godt på  ham.

God torsdag – og vær altid klar til at blive overrasket.

Men ved midsommer mest…

Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,

når af blomster er flest,

og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;


når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler:

– da går ungdom til dans
på dit bud sankte Hans!
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler.

God Sant Hans – og husk at spise en hyldeblomst i aften.

Nippemad til Sct. Hans: Marineret melon med chili, løg og koriander

Nu kan man få de ‘rigtige’ meloner – dem, der er orange indeni, og som er søde, saftige og duftende. Og som smager kraftigt nok til at kunne tåle en marinade som den, vi plejer at lave omkring Sct. Hans. For det er det jo. I morgen.

Følger man Dannie Druehylds anvisninger, er Sct. Hans en travl dag med mange hekselige gøremål. Følger man dem ikke, er der alligevel én af dem, man bør tage til sig – i hvert fald mentalt. Flet en krans af gråbynke, flet alle dine bekymringer, skidte tanker og utilstrækkeligheder ind i den. Og smid den så på bålet Sct. Hans aften. Vupti – afsted.

Og så kan man spise sine marinerede melontern.

1 melon skrællet og skåret i tern
Lidt hakket rødløg
Saften fra 1/2 citron
Lidt sambal oelek – efter smag – men der skal ikke meget til
Masser af hakkede korianderblade

Pres citronen, rør med sambal oelek og hæld over melonternene. Rør rundt og lad det stå lidt og safte. Bland så med løg og hakket koriander.

En bid af midsommeren med lys, sødme og spark.

Og lige en note om koriander – jeg køber en pose korianderfrø fra Kilic – et krydderimærke, man kan finde i Basar Vest og hos utallige andre indvandrerkøbmænd.

De koster ikke meget, og de spirer fantastisk. Jeg har næsten altid to potter koriander i gang i drivhuset. Hvis man sår med 14 dages mellemrum, har man koriander hele tiden. Og det er jo ikke så ringe.

God fredag.

Hyldeblomstkoncentrat

Her er så opskriften på det hyldeblomstkoncentrat, som kan puttes i – næsten – alting.

Hylden er omgærdet af mange historier og myter. Efter sigende må man ikke plukke af en hyld, uden at takke Hyldemor. Hyldemor er hyldetræets skytsånd – og – siges det – lig med Freja, den gamle nordiske frugtbarheds- og kærlighedsgudinde. Hende vil vi gerne være på god fod med, så husk et lille tak, når du plukker.

Hyld beskytter mod troldtøj, og alle dele af hylden bruges til naturmedicin. Bladene skulle være gode at lægge på et sår, så der ikke går betændelse i det. Hyldebærsaft er godt mod forkølelse, og det samme er hyldeblomst te – te lavet på tørrede hyldeblomster. Barken bruges til plantefarvning, og afkog af bladene skulle kunne skræmme bladlus over til naboen.

Spiser man Sct. Hans nat en hyldeblomst, skulle det kunne forhindre, at man blev syg resten af året. Det er da værd at prøve?

Bor man så langt fra Diagonalstræde, at man skal lave sin egen tryllestav i stedet for at købe en hos Ollivanders (Leverandør af fine tryllestave siden 382 f.kr. jvf. Harry Potter), er det også en hyldegren, man skal bruge. I det hele taget et nyttigt træ – livskraftigt og kønt.

På den her årstid er det blomsterne, det gælder.

Jeg laver et kraftigt koncentrat efter en gammel, gammel opskrift, min mor engang fik af en, der selv havde fået den af en, og så videre.

30 store klaser hyldeblomster, rystet fri for smådyr, men endelig ikke skyllet
2 liter kogt vand
2,5 kg sukker
80 g vinsyre

Hæld det kogende vand over sukkeret og rør rundt, tilsæt vinsyren og rør rundt, tilsæt blomsterne og rør rundt. Lad det nu stå køligt og overdækket i en 4-5 dage, og rør i det et par gange om dagen. Morgen og aften for eksempel. Så skal blomsterne sies fra, og saften skal hældes på rene og atamonskyllede flasker. Det er lidt klistret arbejde.

På grund af det høje sukkerindhold holder saften i årevis. Og den er så koncentreret, at der kun skal meget lidt saft til i forhold til vand, når man laver saftevand.

Der vil efter nogen tid danne sig en brun ‘prop’ i toppen af flasken. Det er bare pollen. Saften er ikke blevet dårlig.

Koncentratet kan bruges til uendeligt mange ting – men man bør unde sig en sommerdrink med lige dele gin og hyldeblomstkoncentrat, toppet op med danskvand og et par isterninger.

Skål og god torsdag.

Heldig og Fennikel

Der er mange, der har spurgt om to ting:

Hvordan går det med den lille kalv, som moderen ikke ville have?

Og hvordan går det med de fennikel, du såede?

Til begge spørgsmål er svarene heldigvis: Godt!

De små fennikelplanter blev plantet ud i Pinsen. De står fint, og de er begyndt at få spæde, men rigtige, fennikelblade.

Til gengæld er de fennikel, jeg såede ude, ikke kommet op. Det kan måske være et spørgsmål om tid, men fremover jeg vil nok foretrække kun at forspire dem. De er så små, de spirer, at man dårligt kan se dem, og står de i hver sin lille avispotte og samler kræfter til udelivet, tror jeg på, at de kommer bedre. Det er jo også en vindomsust have med stiv lerjord, vi har. Et mere beskyttet sted, gik det måske bedre med at så direkte.

Egentlig gælder det samme for kalven, som er kommet til at hedde Heldig. Efter de første 10 dage i drivhuset – stalden – blev også hun plantet ud i Pinsen. Hun voksede fint, og det var på tide, at hun kom ud og lærte kolivet at kende. Hun er som en fisk i vandet. Hun klarer sig godt og er ikke blevet en outsider i flokken. Hun har stadig grime på, så vi kan tage fat i hende, hvis det bliver nødvendigt, men den ryger også snart.

Nu lever hun det vilde kalveliv sammen med de andre kalve. De leger – jagten går over stok og sten, når de leger løbeleg med hinanden. Og så sover de. Godt, trygt og længe.

De store køer tager sig godt af hende. Revser hende, når hun laver ulykker, skubber hende i den rigtige retning, når hun vil gå for langt væk, og sørger for, at hun sover midt inde i flokken om natten. De er nogle gode og ansvarlige køer. Tingene skal gå ordentligt for sig i cow-world, og det sørger de for.

Fodringen kan de dog ikke klare. Det er stadig os, der kommer med mælken – nu i en spand og ikke i en flaske, og nu tre gange i døgnet og ikke fire. Når Heldig får øje på en af os, kommer hun styrtende, mens hun slikker sig sultent om munden. Hun er glad for sin mad. Når hun er færdig med spanden, skal vi hygge og kæle lidt. Hun læner sig op ad vores ben og bliver kløet på ryggen, og så går hun ellers ud til sine legekammerater igen.

Det ser ud til, at det er endnu en gruelig historie, der ender godt.  Vi er også heldige.

God søndag – vi har lige noget mælk, der skal varmes…

Forsommerdeko med døvnælder

Døvnælderne blomstrer. I hegn, på grøftekanter – og i nogle af vores bede i udkanten af haven. Det sidste er vi ikke så stolte af, men de er kønne i naturen, og de kan bruges til at lave en sjov dekoration. Jeg lærte tricket allerede som barn.

Døvnælder retter sig op, når de bliver lagt ned, og det er det, man kan udnytte. Fortsæt med at læse “Forsommerdeko med døvnælder”

Forårsblues og forsommerfryd

Der sker noget hver dag. Selvom man råber stop og beder naturen om at dvæle lidt ved de blomstrende slåen og kirsebær, går den ubønhørligt videre. Foråret er lige så stille gledet over i forsommer. Varmen er kommet – sikkert kun på gæstevisit, men alligevel.

Slåenkrattet er afblomstret, og gøgen kukker.

Kirsebærtræerne er afblomstrede.

Mælkebøttefrøene er ved at gøre klar til at flyve ud i verden.

Græsset er vokset så meget, at det mange steder når hunden over hovedet.

Det er ved at være tid til at tage første slæt. Lægge første læs på lager til vinteren.

Det hele gror, som om det blev betalt for det. Det er de hvide blomsters tid – hvidtjørnen, der står på spring,

og alle de hvide skærmplanter.

De lyse nætter er i gang. Vi kunne stadig se, da flaskekalven skulle have natmad i går. Og høre nattergalen i krattet.

Forsommer. Grøn, overdådig frodighed. Stadig frisk luft om morgenen og lyst og nyt løv, men noget af det hele er allerede brugt op for i år. Derfor lidt blues midt i forsommerfryden. Det er så smukt, at det gør helt ondt i hjertet – man vil holde fast i øjeblikket, men det kan man ikke.

Så hæng på og tag hele turen med – følg hvert afsnit i sommerens gang og nyd det intenst – der kommer først en genudsendelse næste år.

God tirsdag.

Her lugter af Østrig

‘Her lugter af Østrig’, siger ungerne, når de er herude. De mener lugten af ko. Den varme, trygge lugt af ko, der især kan mærkes i fugtigt vejr. Fugtigt vejr som nu til morgen, hvor vinden har lagt sig. Fugtigt vejr, der får frø til at spire, græs til at vokse og vinterbyggen til at strække sig mod dråberne.

Fugten hænger tungt mellem træerne, og her lugter af Østrig.

Mange danske børn er kun ude på landet, når de er på ferie. Og rigtig mange danske børn holder ferie i Italien. Når man skal til Italien, kommer man gennem Østrig – det passer tit med, at det er der, man overnatter undervejs.

Og i Østrig er der køer inde i landsbyerne. Små landbrug med få køer – gårdene ligger i landsbyen og markerne udenom. Et stykke eng mellem to huse bliver afgræsset af køer, langs stien til næste landsby går der køer, rundt omkring i naturen er der køer med klokker om halsen.

De hyggelige kroer ligger lige ved siden af mælkebrug, hvor køerne bliver taget ind om natten, og man i den tidlige morgen kan høre dem brøle deres ‘kom og malk mig-muh’.

Østrig er et ko-venligt land. Det er hyggeligt. Måske ikke så produktivt som moderne danske mælkebrug, men hyggeligt.

Sådan var de gamle danske landsbyer også indtil for ikke så mange år siden. Man ser det næsten ikke mere. Undtagen måske lige her hos os, hvor køerne også går ude på græsset lige på den anden side af bygningerne. Hvor man også kan blive vækket af en ko, der kalder på sin kalv.

Og hvor der også – især i fugtigt vejr – lugter af Østrig.