Kraftig gulerodssuppe med ingefær, spidskommen og chili – masser af chili

Skoven gløder mere og mere.

En ligeså smukt gylden og kraftig suppe, der varmer helt ind i sjælen, er lige, hvad man har brug for efter at have været ude i det evigt silende og dryppende efterårsvejr.

Billig og sund er suppen også – men det kan man heldigvis ikke smage.

Man skal bruge:

3 store gulerødder
3 mellemstore kartofler
1/2 stor porre eller en hel mindre
1 lille løg
Ristet og stødt spidskommen, rist selv, det færdige lugter af armsved – det GØR det altså.
1 spsk revet frisk ingefær
2 fed hele hvidløg

Chili efter smag
Salt
Ca. 1 liter god suppe
Frisk koriander til drys

Gør grøntsagerne i stand og skær dem i småstykker, riv ingefær, rist og stød spidskommen i en morter, og svits det hele hurtigt i lidt olie en gryde. Hæld suppen på og lad grøntsagerne koge møre – det tager en 20 minutters tid. Blend med stavblenderen og smag til med salt og chili. Simpelt.

Kartoflerne jævner suppen, så der er ingen brug for fløde. Kan du mærke, det klør, lige der hvor helgenglorien er ved at vokse ud?? Gør kort proces med det og spis nybagt brød med smør til – det genopretter balancen.

Nu skal der bages – krydderboller og rundstykker til os og til gæster. Der skal vaskes og gøres rent, og der skal laves en portion citron- og ingefærmarmelade. Og i morgen er det så tid til den årlige indfangning af ungdyr, og de skal holdes glade med ekstra godbidder, så de ikke bliver kede af at gå rundt i fangfolden – kødet skal være klart til den 9. november. Det er måske lidt barsk – men det skal jo til.

Rigtig god weekend.

Og temperaturer ned til omkring frysepunktet…

Temperaturer ned til omkring frysepunktet? Allerede –  i nat?? Jamen, jeg er jo ikke klar… og det har slet ikke været rigtig sommer endnu, og… Panikken breder sig ved radioavisens afsluttende ord, og jeg træder endnu hårdere på speederen for at komme hjem.

Hjem for at redde de sidste afgrøder fra frostens klamme hånd.

Hjem for at sætte stearinlys i drivhuset til at holde de onde ånder væk fra de sidste chilier, hjem for at plukke de sidste af de ting, der ikke tåler frosten – græskarrene, de sidste bønner og ikke mindst georginerne – dahliaerne, der ikke tåler det mindste frost.

Fodre Heldig, mens bondemanden giver de andre køer, og så til sidst plukke endnu en kurv hyldebær – bare til hvis – og hente nogle æbler og et par hundrede andre småting.

Et par hektiske timer senere så køkkenet ud som om nogen havde tabt en blandet landhandel på alle flader – incl. gulvet, hvor bondemanden havde indrettet sig med en stol, nogle hegnspæle og lidt ting, der skulle skrues sammen – så kunne vi jo snakke, mens vi arbejdede. Jeg for lige ud for at plukke nogle rosenknopper til tørring – hvad er juledekoer uden tørrede rosenknopper? En rose så jeg skyde og alt det der??

Der blev nippet hyldebær, skrællet æbler, vasket græskar, lavet dekorationer og buketter, bælget bønner, skruet hegnspæle, kogt saft, på hundens inderlige opfordring fodret indedyr – og til aller, aller sidst – også lavet lidt mad. Varmet rester. For til sådan en dag er det godt at have gode rester, der kan varmes i ovnen, mens man rydder det sidste op og fejer gulvet.

Nu til morgen kan vi glade konstatere, at det ikke blev frost her. Temperaturen nåede kun ned på 2 grader – der kan stadig komme flere georginer, og chilierne i drivhuset kan måske alligevel nå at blive røde. Og arbejdet i går er ikke spildt, for det skulle jo gøres alligevel. Men hvorfor kommer det altid bag på en, at den første frost som regel kommer omkring efterårsferien?? Og at efterårsferien ligger i uge 42? I næste uge? Man kan jo se, at efteråret er her.

God torsdag.

Efterår

Det er efterår. Skoven falmer ikke endnu, men den er begyndt at gløde. Det regner, så alt står lidt tåget. Det drypper fra pandehåret.

En kløverblomst har taget fejl af årstiden.

Men gæssene ved, det er oktober nu. Hver dag flyver små og store træk over os efter nattens rast ved Lading Sø, mens de skræppende gåseskændes om, hvis tur det er til at flyve forrest.

Vi begynder at finde de varme trøjer frem, at bage flere kager, at tænde op i brændeovnen, når vi kommer hjem. At sende længselsfulde blikke mod bogreolen, der har været forsømt i den travle sommertid.

Det er efterår på godt og ondt – og vi kan ligeså godt nyde det, der er at nyde. Det er faktisk slet ikke så lidt.

God weekend.

Hyldebærsaft – del 1

Hyldeklaserne hænger tungt og modent rundt i hegnet.

Det er blevet tid til at lave hyldebærsaft. Med en blanding af vemod og lettelse kan man gå i gang med den sidste omgang bærplukning i år. På vej tilbage skal man lige huske at samle eller plukke nogle æbler. Og så lige at sige velbekomme til fuglene, der får alle dem, der hænger højt oppe.

Skyl bærrene, klip de groveste stængler fra, og kom bærrene i en stor gryde. Gør æblerne i stand, ca. 2-3 æbler til et kilo bær, og kom også dem i gryden. Hæld vand på, så bærrene lige er dækket, og bring laaaangsomt gryden i kog.

Bærrene skal koge, til de springer, men mindst et kvarter. Hyldebær er nemlig giftige, når de ikke er kogt.

Forleden læste jeg i avisen, at 60  mennesker var blevet forgiftet på et kursussted. Kokken havde lavet smoothies med rå hyldebær, og rå hyldebær bliver man syg af. Forestil jer lige, at 60 mennesker er syge på én gang – opkastninger og diarre – og tænk på, hvordan der i forvejen altid er kø til toiletterne, når man er på kursus? Et mareridt. Stakkels folk.

Hvad kan man lære af det? Drik ikke smoothies, hvis du ikke ved, hvad der er i dem. Og hop ikke på den ‘rå’ bølge, hvor man i konkret og overført betydning sluger alting råt. Nogle ting kan spises rå – andre ikke. Og nogle ting skal man slet ikke binde an med.

Man skal vide, hvad man putter i munden, og hvordan det skal behandles først. Der er en grund til, at man i gamle dage kogte og stegte visse ting grundigt og spiste andre ting rå. Det er ikke bare ammestuesnak eller et komplot udtænkt af fødevareindustrien for at forhindre folk i at leve ‘naturligt’. At leve naturligt kræver, at man ved, hvad der er hvad.

Nå – men – mens jeg har tænkt disse tanker og  blevet velbehageligt harm over verdens dårskab, er bærrene kogt, og de skal nu over i en saftpose og dryppe af.

Lad dem bare stå til næste dag – det tager sin tid, og man må ikke trykke på posen. Det gør saften uklar.

God onsdag.

Springtur

Når man kigger ud i haven og ser, at noget ser forkert ud. Når der ligesom er sorte prikker for øjnene – store, sorte prikker, der går og spiser af træerne, af blomsterne, af grønkålen og af græsplænen. Store, sorte prikker, der ikke går væk, når man blinker. Så er det ikke synsforstyrrelser. Det er kalve på springtur.

Kalvene har nået en alder, hvor de møfler hinanden. Skubber, slås, prøver kræfter. Nogle af dem havde fået væltet en hegnspæl, så hegnet lå ned et sted, og så var der ingen ende på lystighederne.

Vi brugte vel halvanden time på at få kræene tilbage i folden. De syntes nemlig godt om menuen udenfor hegnet, kunne sagtens spise en grønkålsplante mere og var slet ikke til sinds at gå ind igen. Man har mange fornøjelser, når man bor på landet.

I dag er der blå mærker, man ikke aner, hvor kom fra. Benene er lidt tunge af at have løbet op og ned af de stejle bakker.

Men skidt. Kræene er inde, og det er fredag igen. Det regner ikke, og weekenden vinker.

Denne weekend bliver mere end sædvanligt aktiv på køkkenfronten. Der er gæster i B&B’en, og der skal holdes fødselsdag.

Der skal – som skrevet i går – laves ribbenssteg og mange andre lækkerier. De sidste dage har køkkenet duftet af bagværk. Grovbrød efter samme opskrift som grovbollerne med rug, hørfrø og honning – bare formet til to store brød og bagt i 40 minutter, knækbrød, rundstykker og havreboller.

Der skal også laves en stor, ødsel og lækker kage. Mere herom senere – hvis nu nogle af gæsterne læser med, er det jo ikke nogen overraskelse.

Så følg med i næste uge, hvor alt vil blive afsløret.

God weekend!

Rødbedesalat med peberrod, løg og kapers

En lækker og frisk rødbedesalat, jeg fik første gang i kantinen, da jeg arbejde hos Oracle. Det er mange år siden, men salaten husker jeg. Nu har jeg lavet den selv, og her får du opskriften.

Man skal bruge:

1 kg rødbeder
1 finthakket lille løg
2 spsk kapers – hak dem lidt, så smagen slipper ud
Revet peberrod efter smag

Sennepsdressing:
2 spsk æbleeddike
1 tsk flydende honning
1 tsk Dijon sennep
3 spsk olivenolie

Kog rødbederne i en halv times tid med skal på. Tag dem af blusset, hæld vandet fra, og hæld straks iskoldt vand på og lad dem stå lidt. Det sprænger rødbederne, så de bliver møre. Gnub ‘frakken’ af dem og skær dem i tern. Bland dem med de øvrige ingredienser og lad salaten trække lidt.

Salaten smager godt til al slags kød. Vi spiste salaten sammen med en T-bone steak, nogle af de sidste kartofler og bønner fra haven og de absolut sidste hestebønner.

Så kan det vel ikke blive meget bedre.

God mandag.

At spise æbler

Vinden har revet masser af æbler ned fra det vilde æbletræ i hegnet. De ligger spredt på jorden, hvor de bliver til føde for de mange, der færdes deroppe i hegnet. Fugle, ræven, grævlingen – og ikke mindst hunden.

At spise æbler som en hund er en kunstart i sig selv – en øvelse i nærvær.

Man tager hele æblet ind i munden og brækker det i stykker med kindtænderne, så jorden omkring en er fyldt med æblestykker.

Man tygger hvert stykke grundigt og koncentreret.

Man nyder hver bid.

Intenst.

At leve i nuet. At fryde sig over øjeblikket. At være helt, helt fuld af inderlig tilfredshed med tilværelsen. Sådan er det at spise æbler som en hund.

God weekend.

Dramatisk natur og dramatisk historie

De sidste fire dage har Bondemanden og jeg tilbragt langt fra matriklerne. I det allersydligste Frankrig – så langt nede, at det næsten blev Spanien. I området omkring Carcassonne og Pyrenæerne.

Naturen er dramatisk, ligesom historierne om katharerne, der byggede deres ørneborge på toppen af høje, utilgængelige klipper

for at forsvare sig mod korsriddere og pavens folk, der ville dræbe dem for at have en anden tro – en mere protestantisk præget tro – end den herskende.

OK – jeg tror faktisk, at de kunne have troet, hvad de ville, hvis de ikke samtidig havde nægtet at anerkende kongens og kirkens magt – og dermed nægtet at betale skat til konge og kirke. Den slags giver altid problemer. Og det gjorde det også for katharerne. Der blev ført korstog mod dem, og de blev dræbt fra en kant af. På grusom vis, selvfølgelig. Der skulle jo statueres et eksempel, så andre ikke fik den slags ideer. Verden er grum – og det har den altid været.

Vi besteg bjerget – en god halv times klatren fra der, hvor der absolut ikke kunne køres længere – og nåede op til borgen Montsegur, hvor katharerne modstod en 10 måneder lang belejring, før de måtte overgive sig. De har været fantastisk seje – jeg var da slemt forpustet bare at at klatre ad stier og trapper i en tåleligt tempo – de sprang som bjerggeder ad skjulte stier uden reb og rækværk. Hele tiden med livet som indsats.

Blæsten var hård deroppe, tudede i ruinerne, men udsigten var intet mindre end fantastisk.

Grunden til, at vi tog netop dertil af alle steder, var faktisk en bog. En bog med titlen Labyrint af forfatteren Kate Mosse. En bog, som netop foregår i området omkring Carcassonne, og som handler om katharernes sidste kamp. En fantastisk bog – har du ikke læst den, så gør det nu – den er på biblioteket.

Og årsagen til, at vi kom af sted til et så fjernt og temmelig uvejsomt sted, som man ikke lige kører til for en forlænget weekend – ja – den årsag hedder Ryan Air, der har åbnet en af deres billige flyruter netop til Carcassonne. Herligt.

Efter fire skønne dage med natur – bjergtinder, kløfter, gedestier forceret med en lille lejet Renault, mere natur og gammel historie – er vi hjemme i Skivholme igen. Rigere på oplevelser, fattigere på Euro’er, men med en taske fyldt af specialiteter fra Frankrig. For der blev selvfølgelig også tid til at besøge et af de fantastiske franske supermarkeder. I aften skal vi se på at bruge noget af det specielle boghvedemel – blé de noir – der bruges til crepes. Rapport og opskrifter følger i morgen. Nu skal jeg nemlig over og hente hunden, og så skal vi gå tur i vores skønne, men heldigvis knap så dramatiske landskab.

God mandag.