Fasaner har sure tæer

Sneen og kulden får fuglene til at komme tæt på. Spætten. Mejserne. Blåmejse, musvit, sumpmejse, den frække spætmejse og af og til den lille lyserøde halemejse. Rødhalsen, de mange spurve – jernspurv, gulspurv og de utallige skovspurve. Og bogfinker. Sikke nogle billeder, man kunne tage, hvis de var lidt mere indstillet på at stå model.

Fortsæt med at læse “Fasaner har sure tæer”

Sol og bidende blæst

I hegnet øverst oppe på marken under et gammelt æbletræ står en stenbænk. En bænk, hvor man kan nyde udsigten og sidde lidt og fundere. Et godt sted at se solnedgang – om sommeren. I dag hviner vinden omkring bænken og hegnet, og det fyger. Sneen former fantastiske mikrolandskaber omkring alt, der giver den mindste smule læ.

Fortsæt med at læse “Sol og bidende blæst”

Der er ingenting i verden…

Derude sner det. Og vinden hyler sin ‘jeg skal komme efter dig’ sang gennem ådalen. Katten er kommet ind og er ved at lægge an til en Store Sovedag. Hunden ligeså. Tre gange rundt i kurven, plonk, ned at ligge og et dybt veltilfreds hundesuk. Huset ånder fred.

Der er nu noget ved sne. Sneen giver stilhed, fjerner vintermørket og får verden til at se ny og ren ud. I hvert fald herude på landet.

Sidste år….

Fortsæt med at læse “Der er ingenting i verden…”

Gulspurvekrattet

Nogle steder har deres egen mystik. Steder, der gemmer på en hemmelighed. De har en særlig fascination – er omgivet af myter, og gætværk. Amazonas, Bermuda trekanten og Gulspurvekrattet.

Især en let tåget vintermorgen, hvor solen kun lige er på vej op over horisonten – sådan ved 9 tiden.

Fortsæt med at læse “Gulspurvekrattet”