Kær blomst har spøjse navne

Når jeg går tur – og med en glad hund i huset, sker det temmelig tit – er det ikke altid den vide udsigt, der fanger min opmærksomhed mest. Jeg går og kigger ned. Blomster, sten, græsser, spøjse frøstande, rådyrspor, grævlingens efterladenskaber og meget mere.  Lige nu er der masser af de vilde blomster, der har spøjse navne.

Torskemund.

Galtetand.

Og hanekro.

Der er også gederams, hareurt, stenbræk og mange andre. Navnene er sikkert afledt af, hvad man engang syntes, de lignede – begreber, man måske dårligt kender i dag. Hvis man gerne vil lære dem at kende, er Fugle og Natur et godt sted at kigge. Og vil man gerne vide, hvorfra navnene kommer – hvad de betyder, og hvad planterne eventuelt har været brugt til som mad eller medicin, er der masser af hjælp at hente på Google og i Gyldendals Åbne Encyklopædi på nettet.

Når man er færdig med at finde ud af, hvad de planter, man har plukket, er for nogle, kan man – eventuelt sammen med et par blomster fra haven – lave sig en lille halvvild buket af sine fund. Så er der også noget kønt at kigge på inde.

God weekend.

Solbær til surt og sødt – og snaps

I slutningen af juli er solbærrene modne. Smukke, skinnende, mørke, krydrede bær med smag af sommer og solskin.

Det tager sin tid at plukke dem, men der er nu noget meditativt over at plukke bær. Fortsæt med at læse “Solbær til surt og sødt – og snaps”

Blomster i julihaven – Studenternellike

Endnu en af de toårige – dem man skal så i bakker om sommeren og plante ud i september. De blomstrer året efter.

Findes der noget dejligere end et væld af farver, der lyser op mod det grønne? Jeg har dem i grupper rundt omkring, hvor der mangler lidt farve. Står de i halvskygge, blomstrer de ekstra længe. Studenternellikerne står i det hele taget i rigtig lang tid – også i buketter -, og man har glæde af dem længe i juli, hvor der tit er et hul mellem junistauderne og de stauder, der først begynder at blomstre i august.

Man kan vælge farveafstemte frøblandinger, eller man kan lade tilfældet råde og bare købe en blandet pakke, der tit er med i de sortimenter til et par kroner pr. pose, man kan købe i supermarkeder. Skulle der komme en variant, man slet ikke kan lide – jamen, så er lugespanden jo altid ved hånden hele sommeren.

Man kan stadig nå at så studenternelliker til blomstring næste år. Sår man dem to år i træk, vil de selvså og være der hvert år. Det kan ske, at de efterhånden udvikler sig til alle at være den samme farve. Men så er det jo hverken svært eller dyrt at starte et nyt hold.

Og sneglene kan ikke lide dem.

God mandag.

Vidunderlige valmuer

Papaver Somniferum – Opiumvalmue. Store, statelige planter. Silkefligede blomsterblade i alle nuancer fra hvid over rosa

til mørk, mørk lilla.

Har man én gang sået den, kommer den igen og igen. Den sår sig selv og laver sine egne farvekrydsninger, og den kommer alle vegne. Heldigvis er den nem at luge op, hvis den kommer et helt forkert sted – eller hvis der kommer en helt forkert farve. Vi fik engang nogle, der var røde med næsten sorte kanter – de lignede uartigt undertøj, gjorde de. Den slags hænder i selv de bedste familier.

De fleste af dem er ganske enkelt en fryd for øjet.

Fra start

Til slut.

Frøstandene er smukke i buketter, og de holder længe i modsætning til blomsterne, der drysser efter få timer. Frøstandene kan tørres og dukke op igen i juledekorationerne.

De er meget nemme at få til at vokse. Det nemmeste er at blande de små frø med jord i en spand, og så smide håndfulde af den frøblandede jord der, hvor man gerne vil have valmuer. Det fordeler frøene og giver det tilfældige look, der klæder dem så godt.

Og frøene er spiselige – de er birkes til bollerne.

Opiumvalmue. Ikke lige et navn, der skaber de bedste associationer. Opiummarker i Afghanistan – og dermed skæggede, lasede, kvindehadende mænd med maskingeværer, der står for en væsentlig del af verdens narkoproduktion. Måske det krigen i virkeligheden handler om?

Men den variation af opiumvalmuer, vi kan dyrke i haven, er light udgaven. Der er ikke opium i. Vi risikerer ikke at blive en del af et narkokartel uden at vide det. Vi kan bare nyde de smukke og nemme blomster i hele juli måned. Og det er jo ikke så ringe.

God onsdag.

Nippemad: Iranske pandekageruller med mynte og valnødder

Frisk mynte og koriander, hakkede valnødder, feta og Philadelphia flødeost. Det er ingredienserne til fyldet i de lækre iranske ruller. En fantastisk god blanding med overraskende, spændende og friske smagsindtryk.

Jeg har været til reception. Til reception for et dygtigt ungt menneske, der netop havde fået sin PhD grad. Han stammer fra Iran, og hans søde og dygtige kone (der selv står overfor at få sin egen PhD næste år) havde lavet maden – blandt andet rullerne, som jeg heldigvis fik opskriften på.

Kan man få de der store fladbrød, som man blandt andet bruger til kebabruller, er det godt. Ellers må almindelige tortillapandekager gøre det.

Rør blød feta sammen med flødeosten – ca. 1/3 feta og 2/3 Philadelphia – og smør pandekagerne med det. Hak valnødder og drys dem ud over pandekagen, og læg så hele mynte- og korianderblade over.

Rul dem sammen – stramt – pak dem ind i film og læg dem på køl i nogle timer. De kan også med fordel laves dagen før.

Til servering skæres de i skiver og anrettes med agurkeskiver. Frisk sommermad – og en god måde at få has på den mynte, der truer med at overtage herredømmet over krydderurtebedene.

God fredag –  håber, at regnen bliver inde i skyerne.

Smukke Fingerbøl

Fingerbøl, Digitalis Purpurea, Foxglove – rævehandske – på engelsk, Fingerhut på tysk, er en af mine yndlingsblomster.

Planten er toårig – første år kommer der kun en bladroset, og næste år skyder blomsterstængelen op i al sin pragt. Der er tusindvis af frø i hver plante. Men de spirer helst på bar jord. Jeg ville ellers gerne have dem til at så sig selv i massevis i det lille vildnis mellem haven og engen og hele vejen op ad skrænten. Men skal de vokse der, skal de plantes ud. Det er heldigvis enkelt. Man graver bare småplanter op fra der, hvor man ikke vil have dem, og planter dem der, hvor man gerne vil.

Digitalis bruges til hjertemedicin – kunstigt fremstillet nu til dags, så man lettere kan styre styrken og effekten. Den er meget giftig. Faktisk så giftig, at den bliver brugt som mordvåben i en Agatha Christie krimi. Portionsanrettet digitalis… mon den hed Mord på Menuen?

Men giftig eller ej – den er smuk, og humlebierne er vilde med den. De fine pletter i blomsterne markerer humlebiernes ‘landingsbane’, og det er kun humlerne, der er store og stærke nok til at kunne kravle helt ind i de lange blomster og finde frem til pollenlageret. Derfor er det kun humler, der kan bestøve digitalis.

Vil man så digitalis, kan man gøre det nu i såbakker og plante småplanterne ud i efteråret. Så kommer der digitalis i haven næste sommer.

God torsdag.

Tirsdag morgen 06.20

Solskin, vådt græs, fuglesang.

Det er tidligt, og der er ikke mange andre lyde end fuglene.  Et øredøvende kor fra elletræerne langs bækken, der gør det svært at skelne de enkelte stemmer.

Bondemanden er på vej med mælk og kalvemüsli til Heldig, der er vokset vældigt.

På marken oven for skoven ligger køerne. Nogle småsover, nogle tygger drøv, nogle er i gang med morgentoilettet.

Hunden og jeg går tur. Op forbi madpakkerne, langs med hegnet og over til den lille vildtskov, vi plantede for nogle år siden. Det våde græs giver våde bukseben over gummistøvlerne.

Og våde ører.

Heldig er færdig med sin morgenmad. Spanden skal lige have en ekstra tur.

Vi går gennem haven og kigger på blomsterne. Riddersporerne, Black Knight, blomstrer.

Rundt om huset

og ind i køkkenet for at lave morgenmad.

Snart er der travlt igen og hundreder af ting, der skal ordnes. Men om morgenen, tidligt, er der et lille frikvarter for dyr og mennesker.

En dejlig måde at starte dagen på.

God tirsdag.

Agurketid

Nu er det juli – og agurketid. Rundt omkring bugner drivhusene af agurker. Ikke mit. I går smed jeg planterne på komposten. Så gør de da nogen nytte. Små, ranglede med masser af blomster, men ingen agurker. Jeg må nok erkende det. Det var ikke varmt nok, da de blev sat ud. Jeg havde givet dem en dårlig barndom, og det var derfor ikke så mærkeligt, at de blev adfærdsvanskelige. For sådan er det. Det læser man i avisen, der i øvrigt også er gået over til agurketid. Det er vist en trend.

Men så kan man glæde sig over, at alt andet blomstrer,

og at naboen har varme i drivhuset og masser af agurker. Og at han er et godt menneske, der gerne forærer nogle agurker væk.

Der er til agurkemadder, der er til agurkesalat, og der er til kartoffelsalat med hyldeblomst og agurk.

Og så skulle man vel være et skarn, hvis man ikke kunne finde noget andet at bruge den nye plads i drivhuset til? Starte et hold koriander og salat mere? Sætte en sart og yndig blomst lige i hjørnet, så man kan se den, når man går forbi?

God søndag.

Forsommerdeko med døvnælder

Døvnælderne blomstrer. I hegn, på grøftekanter – og i nogle af vores bede i udkanten af haven. Det sidste er vi ikke så stolte af, men de er kønne i naturen, og de kan bruges til at lave en sjov dekoration. Jeg lærte tricket allerede som barn.

Døvnælder retter sig op, når de bliver lagt ned, og det er det, man kan udnytte. Fortsæt med at læse “Forsommerdeko med døvnælder”

Potmaker

Nu har jeg også fået en. En ‘potmaker’. En lille trædims, der med et snuptag kan forvandle en strimmel avispapir til en såpotte. Det taler til min sparsommelige sjæl. Og endelig var der noget, jeg kunne bruge sportstillægget til.

Det er lavteknologi. Det virker. Der er ingen app til det, det er lige til at gå til. Fortsæt med at læse “Potmaker”