Smukke Fingerbøl

Fingerbøl, Digitalis Purpurea, Foxglove – rævehandske – på engelsk, Fingerhut på tysk, er en af mine yndlingsblomster.

Planten er toårig – første år kommer der kun en bladroset, og næste år skyder blomsterstængelen op i al sin pragt. Der er tusindvis af frø i hver plante. Men de spirer helst på bar jord. Jeg ville ellers gerne have dem til at så sig selv i massevis i det lille vildnis mellem haven og engen og hele vejen op ad skrænten. Men skal de vokse der, skal de plantes ud. Det er heldigvis enkelt. Man graver bare småplanter op fra der, hvor man ikke vil have dem, og planter dem der, hvor man gerne vil.

Digitalis bruges til hjertemedicin – kunstigt fremstillet nu til dags, så man lettere kan styre styrken og effekten. Den er meget giftig. Faktisk så giftig, at den bliver brugt som mordvåben i en Agatha Christie krimi. Portionsanrettet digitalis… mon den hed Mord på Menuen?

Men giftig eller ej – den er smuk, og humlebierne er vilde med den. De fine pletter i blomsterne markerer humlebiernes ‘landingsbane’, og det er kun humlerne, der er store og stærke nok til at kunne kravle helt ind i de lange blomster og finde frem til pollenlageret. Derfor er det kun humler, der kan bestøve digitalis.

Vil man så digitalis, kan man gøre det nu i såbakker og plante småplanterne ud i efteråret. Så kommer der digitalis i haven næste sommer.

God torsdag.

Tirsdag morgen 06.20

Solskin, vådt græs, fuglesang.

Det er tidligt, og der er ikke mange andre lyde end fuglene.  Et øredøvende kor fra elletræerne langs bækken, der gør det svært at skelne de enkelte stemmer.

Bondemanden er på vej med mælk og kalvemüsli til Heldig, der er vokset vældigt.

På marken oven for skoven ligger køerne. Nogle småsover, nogle tygger drøv, nogle er i gang med morgentoilettet.

Hunden og jeg går tur. Op forbi madpakkerne, langs med hegnet og over til den lille vildtskov, vi plantede for nogle år siden. Det våde græs giver våde bukseben over gummistøvlerne.

Og våde ører.

Heldig er færdig med sin morgenmad. Spanden skal lige have en ekstra tur.

Vi går gennem haven og kigger på blomsterne. Riddersporerne, Black Knight, blomstrer.

Rundt om huset

og ind i køkkenet for at lave morgenmad.

Snart er der travlt igen og hundreder af ting, der skal ordnes. Men om morgenen, tidligt, er der et lille frikvarter for dyr og mennesker.

En dejlig måde at starte dagen på.

God tirsdag.

Agurketid

Nu er det juli – og agurketid. Rundt omkring bugner drivhusene af agurker. Ikke mit. I går smed jeg planterne på komposten. Så gør de da nogen nytte. Små, ranglede med masser af blomster, men ingen agurker. Jeg må nok erkende det. Det var ikke varmt nok, da de blev sat ud. Jeg havde givet dem en dårlig barndom, og det var derfor ikke så mærkeligt, at de blev adfærdsvanskelige. For sådan er det. Det læser man i avisen, der i øvrigt også er gået over til agurketid. Det er vist en trend.

Men så kan man glæde sig over, at alt andet blomstrer,

og at naboen har varme i drivhuset og masser af agurker. Og at han er et godt menneske, der gerne forærer nogle agurker væk.

Der er til agurkemadder, der er til agurkesalat, og der er til kartoffelsalat med hyldeblomst og agurk.

Og så skulle man vel være et skarn, hvis man ikke kunne finde noget andet at bruge den nye plads i drivhuset til? Starte et hold koriander og salat mere? Sætte en sart og yndig blomst lige i hjørnet, så man kan se den, når man går forbi?

God søndag.

Nu er der blomster nok

Nok til buketter i massevis. Overdådige blomsterbuketter.

Minimalisme? Tja, der skal vel være noget til enhver. Men må jeg bede om overdådighed, please. Farver, dufte – og nok af dem.

Noget af det mest overdådige lige nu er Vellugtende Aftenstjerne – også kendt som Natviol og på latin Hesperis Matronalis. Den dufter velsignet – stærkest, når duggen falder om aftenen – i fugtig luft.

Vellugtende Aftenstjerne er toårig. Det første år kommer der en bladroset, og det næste de skønneste blomster – den findes i hvid og lyslilla. Så den to år i træk, og den vil så sig selv derefter. Den dukker op alle vegne, men det er jo netop charmen.

Også Akelejer og Akelejefrøstjerne blomstrer nu og fylder godt i buketterne. Akelejefrøstjerne er den yndigste lille støvekost, som kan give lethed til blomstersammensætningerne.

Og så er der storkenæb – geranier – i alle afskygninger. Min yndlings er en mørk blå sag, uden navn og kun med én blomstring, som jeg fandt for nogle år siden. Den er agressiv – tager gladeligt kampen op mod skvalderkål, men den skal begrænses, inden den velfornøjet overtager verdensherredømmet.

Til sammen pynter de i hele juni. Sammen med grene fra dronningebusk, der vælter sig ud over bordet, som den vælter sig ud over hegnet derude.

Og mens man går der og plukker og plukker, kan man tænke store tanker og lytte til fuglene – til gøgen, der kukker, fasanen, der skråkker, til stærene der flyver i støjende småflokke og alle de små fugle, der synger det bedste, de har lært.

God tirsdag.

Projekt ‘Tøm Fryseren’: Hindbærmarmelade

Nu starter projekt ‘Tøm Fryseren’. De bær, der er til overs fra sidste år – dem, jeg har gået og sådan lidt dumnærigt sparet på – sådan lidt ‘til hvis’, skal nu bruges. For der er kun kort tid tilbage, før buskene bugner igen.

Første projekt blev hindbærmarmelade.

Hindbærmarmelade er meget populær hos vores gæster hele sommeren, så det skal der altid være nok af. Jeg lavede marmelade af to et halvt kilo hindbær, men for nemheds skyld, skriver jeg her opskriften for ét kilo – så kan man selv gange op.

1 kilo hindbær
500 g sukker
Et par spiseskefulde sukker mere
3 tsk Rød Melatin
Atamon til skylning af glassene.

Lad hindbærrene tø op i en gryde og bring dem langsomt i kog. Lad bærrene koge i små 10 minutter. Gå ikke for langt væk fra gryden. Men brug bare de 10 minutter fornuftigt.

Tilsæt sukkeret og bring langsomt i kog igen. Lad marmeladen koge i 2 minutter. Bland 3 tsk Rød Melatin med 2-3 spiseskefulde sukker og drys det i – ‘under omrøring’, som der står på posen. Pisk det i. Brug piskeriset i stedet for en grydeske – så er det meget lettere at undgå klumper. Lad nu marmeladen koge i yderligere 2 minutter, og hæld den så på atamonskyllede glas, som skal lukkes med det samme.

Udover at være en lækker ting at have i huset, er hindbærmarmelade en god værtindegave. Brug et kønt glas, sæt en lillle stofhætte på, bind med havesnor og lav eventuelt en sød etiket.

Etiketter laver jeg i Powerpoint, klipper ud og sætter på med limstift. Limen fra en limstift er vandopløselig, og det gør det lettere at fjerne etiketten, når glasset skal bruges igen til en ny slags marmelade. For kønne glas skal bruges mere end én gang.

God torsdag.

Heldig og Fennikel

Der er mange, der har spurgt om to ting:

Hvordan går det med den lille kalv, som moderen ikke ville have?

Og hvordan går det med de fennikel, du såede?

Til begge spørgsmål er svarene heldigvis: Godt!

De små fennikelplanter blev plantet ud i Pinsen. De står fint, og de er begyndt at få spæde, men rigtige, fennikelblade.

Til gengæld er de fennikel, jeg såede ude, ikke kommet op. Det kan måske være et spørgsmål om tid, men fremover jeg vil nok foretrække kun at forspire dem. De er så små, de spirer, at man dårligt kan se dem, og står de i hver sin lille avispotte og samler kræfter til udelivet, tror jeg på, at de kommer bedre. Det er jo også en vindomsust have med stiv lerjord, vi har. Et mere beskyttet sted, gik det måske bedre med at så direkte.

Egentlig gælder det samme for kalven, som er kommet til at hedde Heldig. Efter de første 10 dage i drivhuset – stalden – blev også hun plantet ud i Pinsen. Hun voksede fint, og det var på tide, at hun kom ud og lærte kolivet at kende. Hun er som en fisk i vandet. Hun klarer sig godt og er ikke blevet en outsider i flokken. Hun har stadig grime på, så vi kan tage fat i hende, hvis det bliver nødvendigt, men den ryger også snart.

Nu lever hun det vilde kalveliv sammen med de andre kalve. De leger – jagten går over stok og sten, når de leger løbeleg med hinanden. Og så sover de. Godt, trygt og længe.

De store køer tager sig godt af hende. Revser hende, når hun laver ulykker, skubber hende i den rigtige retning, når hun vil gå for langt væk, og sørger for, at hun sover midt inde i flokken om natten. De er nogle gode og ansvarlige køer. Tingene skal gå ordentligt for sig i cow-world, og det sørger de for.

Fodringen kan de dog ikke klare. Det er stadig os, der kommer med mælken – nu i en spand og ikke i en flaske, og nu tre gange i døgnet og ikke fire. Når Heldig får øje på en af os, kommer hun styrtende, mens hun slikker sig sultent om munden. Hun er glad for sin mad. Når hun er færdig med spanden, skal vi hygge og kæle lidt. Hun læner sig op ad vores ben og bliver kløet på ryggen, og så går hun ellers ud til sine legekammerater igen.

Det ser ud til, at det er endnu en gruelig historie, der ender godt.  Vi er også heldige.

God søndag – vi har lige noget mælk, der skal varmes…

Forsommerdeko med døvnælder

Døvnælderne blomstrer. I hegn, på grøftekanter – og i nogle af vores bede i udkanten af haven. Det sidste er vi ikke så stolte af, men de er kønne i naturen, og de kan bruges til at lave en sjov dekoration. Jeg lærte tricket allerede som barn.

Døvnælder retter sig op, når de bliver lagt ned, og det er det, man kan udnytte. Fortsæt med at læse “Forsommerdeko med døvnælder”

Den frygtelige Kortstråle

I haven i dag skal der sås ude, nu hvor det lunere vejr endelig er kommet med lidt diset solskin. Rødbeder, ærter og andet godt

En masse små planter fra drivhuset skal sættes i jorden, så der bliver plads til tomater, chilier, agurker og peberfrugter derinde stedet for. Og der skal sås græskar, bønner og squash – inde i stuen. Og et nyt bed oppe i hjørnet af græsmarken skal gøres klar til at blive et græskarbed – i fuld sol.

I urtehaven skal såbedene brændes først – med gasbrænderen. For forrige år fik vi en ny gæst i urtehaven – Kortstråle. Gå ind og læs om den og se billederne. En nysselig lille ukrudtsplante, i begyndelsen ganske undselig, men næsten umulig at udrydde. Den smider op til 30.000 frø pr. plante. Breder sig uhæmmet. Starter småt, men vokser sig kæmpe, kvæler andre planter og er svær at trække op, fordi den knækker. Og der hvor den knækker, skyder den tre nye stængler. En træls fætter at dele urtehave med.

Hvis du har den i din have – eller ser bare skyggen af den, så gå til kamp med det samme.

Jeg starter med at brænde såbedene. Eller rettere sagt – Bondemanden brænder såbedene for mig. Det gør, at de frø, der ligger i overfladen, mister spireevnen. Så ka’ de lære det. Men roder man i jorden, åbner man banken. Frøbanken. Den bank, der har mottoet: ‘Hvad kan vi gøre mod dig?’

Hvordan skal man kunne plante og så uden også at rode i jorden? Den har ukrudtet regnet godt ud.

Brænd, lug og bekæmp. På barrikaderne! Landet stander i våde. Hvor er Holger Danske, når man virkelig har brug for hjælp?

God søndag.

Potmaker

Nu har jeg også fået en. En ‘potmaker’. Ikke den slags pot, som hippierne røg nede i 60erne. Nej, en lille trædims, der med et snuptag kan forvandle en strimmel avispapir til en såpotte. Det taler til min sparsommelige sjæl. Og endelig var der noget, jeg kunne bruge sportstillægget til. Jeg overvejede et mere opbyggeligt tillæg, for det er jo små planter, vi taler om her. Og lidt skal man vel lære i planteskolen. Det skal ikke være leg det hele.

Men tilbage til min nye dims. Det er lavteknologi. Det virker. Der er ingen app til det, det er lige til at gå til.

Klip avisen i strimler på ca. 30 x 9 cm. Rul papiret op på overdimsen – håndtaget – endelig ikke for stramt, fold enderne ind under overdimsen, tryk overdimsen ned i underdimsen, og vupti. En potte. 60 potter på en halv time. Hvem, der bare var på akkord.

Nu er de 60 – og mange flere – potter fyldt med jord. Med ét frø i hver af spidskål, mamelukærmer, lathyrus og hestebønner. De står i drivhuset for at undgå de sultne duer og fasaner. Nu skal der laves flere potter. Til bønner, til majs, til fennikel – til alt…. Engang i maj kommer store udplantningsdag. Og så kan potterne bare blive plantet med.

En let og billig løsning. Jeg er glad for min nye dims – potmakeren. Og hvis det regner i eftermiddag, ved jeg godt, hvad jeg skal lave.

God søndag.

Det knækkede kirsebærtræ

I den vilde del af haven, den del, der engang for mange år siden var en frugthave, ligger et væltet træ. Et kirsebærtræ. Det er knækket en meter oppe. Et alvorligt brud. Det lå der allerede, da vi kom hertil for snart ni år siden.

Stammen ligger hen langs jorden. Grenene står ret op i vejret.

Lidt ustruktureret ser det ud. Der er da også dem, der spørger, hvorfor det får lov at ligge der og flyde – når nu vi har gjort så meget ved resten, som de siger.

Men der er en ting, de ikke ved, når de ser det en vinterdag.

Træet er ikke dødt. Det er bare knækket. Det blomstrer. Og det bærer frugt.

Som et symbol på styrke og overlevelse på trods af alle odds ligger det der. Den tynde tråd, der forbinder det med livet, holder år efter år. At komme med motorsaven ville være en form for helligbrøde, en fornægtelse af naturens kraft.

Det er overdreven orden faktisk tit.

Træet får lov at blive liggende. Det er et skulpturelt indslag med en symbolværdi ud over det sædvanlige. Tak, træ.

God tirsdag.