Heldig og Fennikel

Der er mange, der har spurgt om to ting:

Hvordan går det med den lille kalv, som moderen ikke ville have?

Og hvordan går det med de fennikel, du såede?

Til begge spørgsmål er svarene heldigvis: Godt!

De små fennikelplanter blev plantet ud i Pinsen. De står fint, og de er begyndt at få spæde, men rigtige, fennikelblade.

Til gengæld er de fennikel, jeg såede ude, ikke kommet op. Det kan måske være et spørgsmål om tid, men fremover jeg vil nok foretrække kun at forspire dem. De er så små, de spirer, at man dårligt kan se dem, og står de i hver sin lille avispotte og samler kræfter til udelivet, tror jeg på, at de kommer bedre. Det er jo også en vindomsust have med stiv lerjord, vi har. Et mere beskyttet sted, gik det måske bedre med at så direkte.

Egentlig gælder det samme for kalven, som er kommet til at hedde Heldig. Efter de første 10 dage i drivhuset – stalden – blev også hun plantet ud i Pinsen. Hun voksede fint, og det var på tide, at hun kom ud og lærte kolivet at kende. Hun er som en fisk i vandet. Hun klarer sig godt og er ikke blevet en outsider i flokken. Hun har stadig grime på, så vi kan tage fat i hende, hvis det bliver nødvendigt, men den ryger også snart.

Nu lever hun det vilde kalveliv sammen med de andre kalve. De leger – jagten går over stok og sten, når de leger løbeleg med hinanden. Og så sover de. Godt, trygt og længe.

De store køer tager sig godt af hende. Revser hende, når hun laver ulykker, skubber hende i den rigtige retning, når hun vil gå for langt væk, og sørger for, at hun sover midt inde i flokken om natten. De er nogle gode og ansvarlige køer. Tingene skal gå ordentligt for sig i cow-world, og det sørger de for.

Fodringen kan de dog ikke klare. Det er stadig os, der kommer med mælken – nu i en spand og ikke i en flaske, og nu tre gange i døgnet og ikke fire. Når Heldig får øje på en af os, kommer hun styrtende, mens hun slikker sig sultent om munden. Hun er glad for sin mad. Når hun er færdig med spanden, skal vi hygge og kæle lidt. Hun læner sig op ad vores ben og bliver kløet på ryggen, og så går hun ellers ud til sine legekammerater igen.

Det ser ud til, at det er endnu en gruelig historie, der ender godt.  Vi er også heldige.

God søndag – vi har lige noget mælk, der skal varmes…

Forsommerdeko med døvnælder

Døvnælderne blomstrer. I hegn, på grøftekanter – og i nogle af vores bede i udkanten af haven. Det sidste er vi ikke så stolte af, men de er kønne i naturen, og de kan bruges til at lave en sjov dekoration. Jeg lærte tricket allerede som barn.

Døvnælder retter sig op, når de bliver lagt ned, og det er det, man kan udnytte. Fortsæt med at læse “Forsommerdeko med døvnælder”

Den frygtelige Kortstråle

I haven i dag skal der sås ude, nu hvor det lunere vejr endelig er kommet med lidt diset solskin. Rødbeder, ærter og andet godt

En masse små planter fra drivhuset skal sættes i jorden, så der bliver plads til tomater, chilier, agurker og peberfrugter derinde stedet for. Og der skal sås græskar, bønner og squash – inde i stuen. Og et nyt bed oppe i hjørnet af græsmarken skal gøres klar til at blive et græskarbed – i fuld sol.

I urtehaven skal såbedene brændes først – med gasbrænderen. For forrige år fik vi en ny gæst i urtehaven – Kortstråle. Gå ind og læs om den og se billederne. En nysselig lille ukrudtsplante, i begyndelsen ganske undselig, men næsten umulig at udrydde. Den smider op til 30.000 frø pr. plante. Breder sig uhæmmet. Starter småt, men vokser sig kæmpe, kvæler andre planter og er svær at trække op, fordi den knækker. Og der hvor den knækker, skyder den tre nye stængler. En træls fætter at dele urtehave med.

Hvis du har den i din have – eller ser bare skyggen af den, så gå til kamp med det samme.

Jeg starter med at brænde såbedene. Eller rettere sagt – Bondemanden brænder såbedene for mig. Det gør, at de frø, der ligger i overfladen, mister spireevnen. Så ka’ de lære det. Men roder man i jorden, åbner man banken. Frøbanken. Den bank, der har mottoet: ‘Hvad kan vi gøre mod dig?’

Hvordan skal man kunne plante og så uden også at rode i jorden? Den har ukrudtet regnet godt ud.

Brænd, lug og bekæmp. På barrikaderne! Landet stander i våde. Hvor er Holger Danske, når man virkelig har brug for hjælp?

God søndag.

Potmaker

Nu har jeg også fået en. En ‘potmaker’. Ikke den slags pot, som hippierne røg nede i 60erne. Nej, en lille trædims, der med et snuptag kan forvandle en strimmel avispapir til en såpotte. Det taler til min sparsommelige sjæl. Og endelig var der noget, jeg kunne bruge sportstillægget til. Jeg overvejede et mere opbyggeligt tillæg, for det er jo små planter, vi taler om her. Og lidt skal man vel lære i planteskolen. Det skal ikke være leg det hele.

Men tilbage til min nye dims. Det er lavteknologi. Det virker. Der er ingen app til det, det er lige til at gå til.

Klip avisen i strimler på ca. 30 x 9 cm. Rul papiret op på overdimsen – håndtaget – endelig ikke for stramt, fold enderne ind under overdimsen, tryk overdimsen ned i underdimsen, og vupti. En potte. 60 potter på en halv time. Hvem, der bare var på akkord.

Nu er de 60 – og mange flere – potter fyldt med jord. Med ét frø i hver af spidskål, mamelukærmer, lathyrus og hestebønner. De står i drivhuset for at undgå de sultne duer og fasaner. Nu skal der laves flere potter. Til bønner, til majs, til fennikel – til alt…. Engang i maj kommer store udplantningsdag. Og så kan potterne bare blive plantet med.

En let og billig løsning. Jeg er glad for min nye dims – potmakeren. Og hvis det regner i eftermiddag, ved jeg godt, hvad jeg skal lave.

God søndag.

Det knækkede kirsebærtræ

I den vilde del af haven, den del, der engang for mange år siden var en frugthave, ligger et væltet træ. Et kirsebærtræ. Det er knækket en meter oppe. Et alvorligt brud. Det lå der allerede, da vi kom hertil for snart ni år siden.

Stammen ligger hen langs jorden. Grenene står ret op i vejret.

Lidt ustruktureret ser det ud. Der er da også dem, der spørger, hvorfor det får lov at ligge der og flyde – når nu vi har gjort så meget ved resten, som de siger.

Men der er en ting, de ikke ved, når de ser det en vinterdag.

Træet er ikke dødt. Det er bare knækket. Det blomstrer. Og det bærer frugt.

Som et symbol på styrke og overlevelse på trods af alle odds ligger det der. Den tynde tråd, der forbinder det med livet, holder år efter år. At komme med motorsaven ville være en form for helligbrøde, en fornægtelse af naturens kraft.

Det er overdreven orden faktisk tit.

Træet får lov at blive liggende. Det er et skulpturelt indslag med en symbolværdi ud over det sædvanlige. Tak, træ.

God tirsdag.

Havesyge

Når havesygen melder sig, når de grønne fingre hungrer efter igen at få sorte negle, når man har sået de der chilifrø. Når det stadig  er for tidligt at så andet. Og haven stadig er dybfrossen. Så kan man godt forfalde til lidt pjatværk. Unyttigt, men uundværligt pjatværk.

For nogen tid siden faldt jeg over denne artikel om miniaturehaver. Fortryllende små haver i en skuffe eller skål. Det var på den tid af året, hvor den rigtige have var mest arbejdskrævende, og jeg tænkte, sødt nok, men hvem har tid til den slags, når skvalderkålen truer?

En dag faldt jeg over artiklen igen. Og glemte den igen indtil den dag, jeg fandt havebænken. En 10 cm lang havebænk. Uimodståelig. Jeg var solgt, og den blev købt.  En minirosenbue var let at lave af elefanttråd og vindseltråd. I den der skuffe  – skuffen med ‘muligvis brugbare dimser’ – lå der en lille haveskultur. Og en miniurtepotte. Så skulle der bare nogle miniplanter og sten til.

God weekend.