Potmaker

Nu har jeg også fået en. En ‘potmaker’. Ikke den slags pot, som hippierne røg nede i 60erne. Nej, en lille trædims, der med et snuptag kan forvandle en strimmel avispapir til en såpotte. Det taler til min sparsommelige sjæl. Og endelig var der noget, jeg kunne bruge sportstillægget til. Jeg overvejede et mere opbyggeligt tillæg, for det er jo små planter, vi taler om her. Og lidt skal man vel lære i planteskolen. Det skal ikke være leg det hele.

Men tilbage til min nye dims. Det er lavteknologi. Det virker. Der er ingen app til det, det er lige til at gå til.

Klip avisen i strimler på ca. 30 x 9 cm. Rul papiret op på overdimsen – håndtaget – endelig ikke for stramt, fold enderne ind under overdimsen, tryk overdimsen ned i underdimsen, og vupti. En potte. 60 potter på en halv time. Hvem, der bare var på akkord.

Nu er de 60 – og mange flere – potter fyldt med jord. Med ét frø i hver af spidskål, mamelukærmer, lathyrus og hestebønner. De står i drivhuset for at undgå de sultne duer og fasaner. Nu skal der laves flere potter. Til bønner, til majs, til fennikel – til alt…. Engang i maj kommer store udplantningsdag. Og så kan potterne bare blive plantet med.

En let og billig løsning. Jeg er glad for min nye dims – potmakeren. Og hvis det regner i eftermiddag, ved jeg godt, hvad jeg skal lave.

God søndag.

Aurikler

Aurikler, Primula auricula, er en stor, stor glæde at have i haven. I massevis.

Den er en lidt gammeldags blomst, der får en til at tænke på stråtækt idyl og velpassede gamle haver. Haver, hvor bedene er indrammet af en krans af aurikler i mange farver. Hvor en lille rund kone kommer ud af en lav dør, strækker ryggen og står tilfreds og betragter sin blomstrende have, mens hun tørrer hænderne i forklædet.

Jeg fik mine af en nabo. En klump jord med bitte, bittesmå selvsåede planter. De nye planter er meget små, og man skal være lidt fingernem, når de skal plantes.

De blev priklet i bakker, stod sommeren over og voksede sig store og stærke, og så blev de plantet ud i bedene i september. Næste forår stod i de blomst. Siden har jeg gentaget processen mange gange, og nu er der aurikler mange steder i haven. Til farvefryd og glæde.

De sår sig selv med en livskraft så stor, så ser man en have med aurikler, kan man sikkert tiltuske sig et par småplanter til at starte bestanden op. De krydser sig også på kryds og tværs, og der kommer nye farvekombinationer hvert år. Tit kommer der også en efterblomstring i efteråret.

Som sagt, kræver de små planter fintfølende fingre, når de skal prikles. Men så går det også af sig selv. Og det er jo dejligt, når noget går af sig selv.

God fredag.

I dag skal der bages – og sås

I dag skal fryseren i kælderen – brødfryseren – have en tiltrængt opfyldning. Vi er nede ved krummerne, og der kommer gæster i weekenden.

Der skal bages lidt af hvert: Grove med rug, hvide – halvdelen med birkes og den anden halvdel med sesam, og så skal der bages et hold krydderboller. I en smidig arbejdsgang.

Først laver jeg alle tre slags dej. Så går jeg i haven, mens de hæver.

Så skal brødet slås op. Og så går jeg i haven, mens de efterhæver.

Til sidst skal de bages – og der skal ryddes op, mens de bager – og støvsuges.

Derefter er det mig og mit rene drivhus – en hel masse små potter, og nogle poser frø. En hot date.

God tirsdag.

Et rent og funklende drivhus

Lørdag formiddag er brugt op. Men drivhuset er nu fri for alger, fugleklatter og skidt. Klar til forspiring af alt det, jeg forspirer ude, for at duerne og fasanerne ikke skal tage det.

Det er ‘dirty work’ at gøre drivhus rent. Og man bliver våd  – og kold. I  år blev den lille højtryksrenser taget i brug.

Den er effektiv.

Drivhuset er rent. Det står der og skinner.

Nu skal det tørre, mens jeg laver frokost. Og bagefter skal alt det her –

og alt det her

sorteres, børstes, tørres af, bæres ind, stables pænt og arrangeres på den mest praktiske måde.

Eftermiddagen er vist også gået.

God weekend.

Fennikel i skålen og i haven

I år skal jeg have fennikel i haven. Jeg har købt frø – jeg har forspiret nogle af dem, og så vil jeg ellers forsøge mig frem med at så nogle på friland også. Tror jeg. Fasaner og duer nipper alle spirer, der ser lækre ud, så jeg forspirer det meste i drivhuset. Forrige år såede jeg nemlig bønnerne om tre gange. Men duerne så fede og fornøjede ud.

Fennikel er en køn plante – i bogstaveligste forstand. Bladene ligner kæmpedild. Og så smager den godt sådan en fennikel fyr. Lidt af lakrids – meget af forår. Især i rå tilstand. Det er næsten synd at gøre ret meget ved den, for dens smag er perfekt, som den er. Snittet i en salat med en mild olie/eddikedressing – det er nok. Hvorfor forstyrre billedet? Eller med andre ord: if it works – don’t fix it.

Her er en af mine yndlingssalater med fennikel:

4 spsk æbleeddike
1 tsk flydende honning
Salt og peber
4 spsk olivenolie
1 frisk og flot fennikel
2 forårsløg

Rør en dressing af eddike, honning, salt, peber og olivenolie. Snit fennikel og forårsløg, bland det, og lad det stå og trække lidt.

Er der nogen, der har erfaringer med fennikel, må de gerne skrive til mig. Jeg har nemlig ikke prøvet at dyrke dem før. Tænk – bare kunne gå ud og plukke, når man har lyst?

Men indtil de kommer op, må vi nøjes med dem, vi køber. Der var to i pakken – den anden kan vel blive til… ? Vi får se.

God tirsdag.

Det handler om haven

Det dejlige vejr har sat gang i alting i haven. Jeg troede, jeg var godt med – i forhold til årstiden i hvert fald. Men naturen har overhalet indenom. Jeg er bagud. Vildt bagud. Kan mærke den der klump af stress lige under brystbenet.

Faktisk er der meget, der stadig er på planlægningsstadiet.

Forårsoprydningen er slet ikke færdig.

Der er stadig masser af frø, der skal forspires. Og der er ikke flere ledige vindueskarme.  Det hjalp ikke engang på pladsen, at katten fortærede nogle af de nypriklede chiliplanter.

Der er kun et at gøre. Træk vejret. Tag det roligt. Angrib det på samme måde, som man spiser elefanter: Èn bid ad gangen. Og husk på, at det går nok.

Det går nok, at ærteblomsterne stadig ligger i deres frøposer. De skal nok blive sået og komme op. Det går nok, at hestebønnerne ikke er kommet i jorden. De skal også nok komme op. Det går nok. Og det, jeg ikke når, ja, det må blive en anden gang. Lidt bagud er man vel altid.

Der skal også være tid til at nyde foråret, haven og naturen. Det er ikke kun arbejde. Og nogle ting kommer helt af sig selv.

Der er anemoner, der har slået sig ned i en træstub.

Skovbunden vrimler med guldstjerner.

Det hele ser så dejligt ud – og haven skal nok følge med.  Så det går nok.

I næste uge – uge 13 – holder bloggen ferie. For der har jeg ingen computer. Ingen mail. En hjernepause. Hele næste uge. Men det går nok også.

God uge.

Det knækkede kirsebærtræ

I den vilde del af haven, den del, der engang for mange år siden var en frugthave, ligger et væltet træ. Et kirsebærtræ. Det er knækket en meter oppe. Et alvorligt brud. Det lå der allerede, da vi kom hertil for snart ni år siden.

Stammen ligger hen langs jorden. Grenene står ret op i vejret.

Lidt ustruktureret ser det ud. Der er da også dem, der spørger, hvorfor det får lov at ligge der og flyde – når nu vi har gjort så meget ved resten, som de siger.

Men der er en ting, de ikke ved, når de ser det en vinterdag.

Træet er ikke dødt. Det er bare knækket. Det blomstrer. Og det bærer frugt.

Som et symbol på styrke og overlevelse på trods af alle odds ligger det der. Den tynde tråd, der forbinder det med livet, holder år efter år. At komme med motorsaven ville være en form for helligbrøde, en fornægtelse af naturens kraft.

Det er overdreven orden faktisk tit.

Træet får lov at blive liggende. Det er et skulpturelt indslag med en symbolværdi ud over det sædvanlige. Tak, træ.

God tirsdag.

Havesyge

Når havesygen melder sig, når de grønne fingre hungrer efter igen at få sorte negle, når man har sået de der chilifrø. Når det stadig  er for tidligt at så andet. Og haven stadig er dybfrossen. Så kan man godt forfalde til lidt pjatværk. Unyttigt, men uundværligt pjatværk.

For nogen tid siden faldt jeg over denne artikel om miniaturehaver. Fortryllende små haver i en skuffe eller skål. Det var på den tid af året, hvor den rigtige have var mest arbejdskrævende, og jeg tænkte, sødt nok, men hvem har tid til den slags, når skvalderkålen truer?

En dag faldt jeg over artiklen igen. Og glemte den igen indtil den dag, jeg fandt havebænken. En 10 cm lang havebænk. Uimodståelig. Jeg var solgt, og den blev købt.  En minirosenbue var let at lave af elefanttråd og vindseltråd. I den der skuffe  – skuffen med ‘muligvis brugbare dimser’ – lå der en lille haveskultur. Og en miniurtepotte. Så skulle der bare nogle miniplanter og sten til.

God weekend.