Solbær til surt og sødt – og snaps

I slutningen af juli er solbærrene modne. Smukke, skinnende, mørke, krydrede bær med smag af sommer og solskin.

Det tager sin tid at plukke dem, men der er nu noget meditativt over at plukke bær.

Man får lidt tid til eftertænksomhed – eller bare til at lade hjernen hvile, mens man lytter til den lille fugl, der pipper et sted inde i rosenhækken. Og man kan tænke over alle de dejlige sager, man vil lave med solbærrene.

Ud over solbærmarmelade er der masser af ting, man kan lave med solbær. Solbærmuffins for eksempel, og solbærsnaps. Det sidste er bestemt ikke at foragte.

Fyld et sylteglas op med solbær, hæld sukker ned mellem  bærrene – til det står et par centimeter op i glasset. Hæld vodka over – helt op til kanten – og lad det stå og trække et par måneder. Engang i begyndelsen af oktober skal man si bærrene fra, og nu kan man smage efter, om der skal mere sukker i. Prøvesmagningen er ikke den kedeligste køkkentjans, man kan få. Snapsen bliver ikke ringere af, at man lader den stå og lagre i yderligere en måned eller to – hvis man da kan. Den smager dejligt i sig selv, til desserter eller hældt ud over vanilleis.

Man kan lave solbæreddike – det giver en dejlig smag til salaten om vinteren, og det kan bruges i kødretter til at give det der lille udefinerbare pift. Fyld også her et glas med solbær, hæld æbleeddike over og lad det trække et par uger.

Man kan også bage en stor og saftig solbærtærte. Det vil jeg gøre i eftermiddag. Og så kommer der en opskrift på den også.

God weekend.

Blomster i julihaven – Studenternellike

Endnu en af de toårige – dem man skal så i bakker om sommeren og plante ud i september. De blomstrer året efter.

Findes der noget dejligere end et væld af farver, der lyser op mod det grønne? Jeg har dem i grupper rundt omkring, hvor der mangler lidt farve. Står de i halvskygge, blomstrer de ekstra længe. Studenternellikerne står i det hele taget i rigtig lang tid – også i buketter -, og man har glæde af dem længe i juli, hvor der tit er et hul mellem junistauderne og de stauder, der først begynder at blomstre i august.

Man kan vælge farveafstemte frøblandinger, eller man kan lade tilfældet råde og bare købe en blandet pakke, der tit er med i de sortimenter til et par kroner pr. pose, man kan købe i supermarkeder. Skulle der komme en variant, man slet ikke kan lide – jamen, så er lugespanden jo altid ved hånden hele sommeren.

Man kan stadig nå at så studenternelliker til blomstring næste år. Sår man dem to år i træk, vil de selvså og være der hvert år. Det kan ske, at de efterhånden udvikler sig til alle at være den samme farve. Men så er det jo hverken svært eller dyrt at starte et nyt hold.

Og sneglene kan ikke lide dem.

God mandag.

Vidunderlige valmuer

Papaver Somniferum – Opiumvalmue. Store, statelige planter. Silkefligede blomsterblade i alle nuancer fra hvid over rosa

til mørk, mørk lilla.

Har man én gang sået den, kommer den igen og igen. Den sår sig selv og laver sine egne farvekrydsninger, og den kommer alle vegne. Heldigvis er den nem at luge op, hvis den kommer et helt forkert sted – eller hvis der kommer en helt forkert farve. Vi fik engang nogle, der var røde med næsten sorte kanter – de lignede uartigt undertøj, gjorde de. Den slags hænder i selv de bedste familier.

De fleste af dem er ganske enkelt en fryd for øjet.

Fra start

Til slut.

Frøstandene er smukke i buketter, og de holder længe i modsætning til blomsterne, der drysser efter få timer. Frøstandene kan tørres og dukke op igen i juledekorationerne.

De er meget nemme at få til at vokse. Det nemmeste er at blande de små frø med jord i en spand, og så smide håndfulde af den frøblandede jord der, hvor man gerne vil have valmuer. Det fordeler frøene og giver det tilfældige look, der klæder dem så godt.

Og frøene er spiselige – de er birkes til bollerne.

Opiumvalmue. Ikke lige et navn, der skaber de bedste associationer. Opiummarker i Afghanistan – og dermed skæggede, lasede, kvindehadende mænd med maskingeværer, der står for en væsentlig del af verdens narkoproduktion. Måske det krigen i virkeligheden handler om?

Men den variation af opiumvalmuer, vi kan dyrke i haven, er light udgaven. Der er ikke opium i. Vi risikerer ikke at blive en del af et narkokartel uden at vide det. Vi kan bare nyde de smukke og nemme blomster i hele juli måned. Og det er jo ikke så ringe.

God onsdag.

Nippemad: Iranske pandekageruller med mynte og valnødder

Frisk mynte og koriander, hakkede valnødder, feta og Philadelphia flødeost. Det er ingredienserne til fyldet i de lækre iranske ruller. En fantastisk god blanding med overraskende, spændende og friske smagsindtryk.

Jeg har været til reception. Til reception for et dygtigt ungt menneske, der netop havde fået sin PhD grad. Han stammer fra Iran, og hans søde og dygtige kone (der selv står overfor at få sin egen PhD næste år) havde lavet maden – blandt andet rullerne, som jeg heldigvis fik opskriften på.

Kan man få de der store fladbrød, som man blandt andet bruger til kebabruller, er det godt. Ellers må almindelige tortillapandekager gøre det.

Rør blød feta sammen med flødeosten – ca. 1/3 feta og 2/3 Philadelphia – og smør pandekagerne med det. Hak valnødder og drys dem ud over pandekagen, og læg så hele mynte- og korianderblade over.

Rul dem sammen – stramt – pak dem ind i film og læg dem på køl i nogle timer. De kan også med fordel laves dagen før.

Til servering skæres de i skiver og anrettes med agurkeskiver. Frisk sommermad – og en god måde at få has på den mynte, der truer med at overtage herredømmet over krydderurtebedene.

God fredag –  håber, at regnen bliver inde i skyerne.

Smukke Fingerbøl

Fingerbøl, Digitalis Purpurea, Foxglove – rævehandske – på engelsk, Fingerhut på tysk, er en af mine yndlingsblomster.

Planten er toårig – første år kommer der kun en bladroset, og næste år skyder blomsterstængelen op i al sin pragt. Der er tusindvis af frø i hver plante. Men de spirer helst på bar jord. Jeg ville ellers gerne have dem til at så sig selv i massevis i det lille vildnis mellem haven og engen og hele vejen op ad skrænten. Men skal de vokse der, skal de plantes ud. Det er heldigvis enkelt. Man graver bare småplanter op fra der, hvor man ikke vil have dem, og planter dem der, hvor man gerne vil.

Digitalis bruges til hjertemedicin – kunstigt fremstillet nu til dags, så man lettere kan styre styrken og effekten. Den er meget giftig. Faktisk så giftig, at den bliver brugt som mordvåben i en Agatha Christie krimi. Portionsanrettet digitalis… mon den hed Mord på Menuen?

Men giftig eller ej – den er smuk, og humlebierne er vilde med den. De fine pletter i blomsterne markerer humlebiernes ‘landingsbane’, og det er kun humlerne, der er store og stærke nok til at kunne kravle helt ind i de lange blomster og finde frem til pollenlageret. Derfor er det kun humler, der kan bestøve digitalis.

Vil man så digitalis, kan man gøre det nu i såbakker og plante småplanterne ud i efteråret. Så kommer der digitalis i haven næste sommer.

God torsdag.

Tirsdag morgen 06.20

Solskin, vådt græs, fuglesang.

Det er tidligt, og der er ikke mange andre lyde end fuglene.  Et øredøvende kor fra elletræerne langs bækken, der gør det svært at skelne de enkelte stemmer.

Bondemanden er på vej med mælk og kalvemüsli til Heldig, der er vokset vældigt.

På marken oven for skoven ligger køerne. Nogle småsover, nogle tygger drøv, nogle er i gang med morgentoilettet.

Hunden og jeg går tur. Op forbi madpakkerne, langs med hegnet og over til den lille vildtskov, vi plantede for nogle år siden. Det våde græs giver våde bukseben over gummistøvlerne.

Og våde ører.

Heldig er færdig med sin morgenmad. Spanden skal lige have en ekstra tur.

Vi går gennem haven og kigger på blomsterne. Riddersporerne, Black Knight, blomstrer.

Rundt om huset

og ind i køkkenet for at lave morgenmad.

Snart er der travlt igen og hundreder af ting, der skal ordnes. Men om morgenen, tidligt, er der et lille frikvarter for dyr og mennesker.

En dejlig måde at starte dagen på.

God tirsdag.

Agurketid

Nu er det juli – og agurketid. Rundt omkring bugner drivhusene af agurker. Ikke mit. I går smed jeg planterne på komposten. Så gør de da nogen nytte. Små, ranglede med masser af blomster, men ingen agurker. Jeg må nok erkende det. Det var ikke varmt nok, da de blev sat ud. Jeg havde givet dem en dårlig barndom, og det var derfor ikke så mærkeligt, at de blev adfærdsvanskelige. For sådan er det. Det læser man i avisen, der i øvrigt også er gået over til agurketid. Det er vist en trend.

Men så kan man glæde sig over, at alt andet blomstrer,

og at naboen har varme i drivhuset og masser af agurker. Og at han er et godt menneske, der gerne forærer nogle agurker væk.

Der er til agurkemadder, der er til agurkesalat, og der er til kartoffelsalat med hyldeblomst og agurk.

Og så skulle man vel være et skarn, hvis man ikke kunne finde noget andet at bruge den nye plads i drivhuset til? Starte et hold koriander og salat mere? Sætte en sart og yndig blomst lige i hjørnet, så man kan se den, når man går forbi?

God søndag.

Nu er der blomster nok

Nok til buketter i massevis. Overdådige blomsterbuketter.

Minimalisme? Tja, der skal vel være noget til enhver. Men må jeg bede om overdådighed, please. Farver, dufte – og nok af dem.

Noget af det mest overdådige lige nu er Vellugtende Aftenstjerne – også kendt som Natviol og på latin Hesperis Matronalis. Den dufter velsignet – stærkest, når duggen falder om aftenen – i fugtig luft.

Vellugtende Aftenstjerne er toårig. Det første år kommer der en bladroset, og det næste de skønneste blomster – den findes i hvid og lyslilla. Så den to år i træk, og den vil så sig selv derefter. Den dukker op alle vegne, men det er jo netop charmen.

Også Akelejer og Akelejefrøstjerne blomstrer nu og fylder godt i buketterne. Akelejefrøstjerne er den yndigste lille støvekost, som kan give lethed til blomstersammensætningerne.

Og så er der storkenæb – geranier – i alle afskygninger. Min yndlings er en mørk blå sag, uden navn og kun med én blomstring, som jeg fandt for nogle år siden. Den er agressiv – tager gladeligt kampen op mod skvalderkål, men den skal begrænses, inden den velfornøjet overtager verdensherredømmet.

Til sammen pynter de i hele juni. Sammen med grene fra dronningebusk, der vælter sig ud over bordet, som den vælter sig ud over hegnet derude.

Og mens man går der og plukker og plukker, kan man tænke store tanker og lytte til fuglene – til gøgen, der kukker, fasanen, der skråkker, til stærene der flyver i støjende småflokke og alle de små fugle, der synger det bedste, de har lært.

God tirsdag.

Projekt ‘Tøm Fryseren’: Hindbærmarmelade

Nu starter projekt ‘Tøm Fryseren’. De bær, der er til overs fra sidste år – dem, jeg har gået og sådan lidt dumnærigt sparet på – sådan lidt ‘til hvis’, skal nu bruges. For der er kun kort tid tilbage, før buskene bugner igen.

Første projekt blev hindbærmarmelade.

Hindbærmarmelade er meget populær hos vores gæster hele sommeren, så det skal der altid være nok af. Jeg lavede marmelade af to et halvt kilo hindbær, men for nemheds skyld, skriver jeg her opskriften for ét kilo – så kan man selv gange op.

1 kilo hindbær
500 g sukker
Et par spiseskefulde sukker mere
3 tsk Rød Melatin
Atamon til skylning af glassene.

Lad hindbærrene tø op i en gryde og bring dem langsomt i kog. Lad bærrene koge i små 10 minutter. Gå ikke for langt væk fra gryden. Men brug bare de 10 minutter fornuftigt.

Tilsæt sukkeret og bring langsomt i kog igen. Lad marmeladen koge i 2 minutter. Bland 3 tsk Rød Melatin med 2-3 spiseskefulde sukker og drys det i – ‘under omrøring’, som der står på posen. Pisk det i. Brug piskeriset i stedet for en grydeske – så er det meget lettere at undgå klumper. Lad nu marmeladen koge i yderligere 2 minutter, og hæld den så på atamonskyllede glas, som skal lukkes med det samme.

Udover at være en lækker ting at have i huset, er hindbærmarmelade en god værtindegave. Brug et kønt glas, sæt en lillle stofhætte på, bind med havesnor og lav eventuelt en sød etiket.

Etiketter laver jeg i Powerpoint, klipper ud og sætter på med limstift. Limen fra en limstift er vandopløselig, og det gør det lettere at fjerne etiketten, når glasset skal bruges igen til en ny slags marmelade. For kønne glas skal bruges mere end én gang.

God torsdag.

Heldig og Fennikel

Der er mange, der har spurgt om to ting:

Hvordan går det med den lille kalv, som moderen ikke ville have?

Og hvordan går det med de fennikel, du såede?

Til begge spørgsmål er svarene heldigvis: Godt!

De små fennikelplanter blev plantet ud i Pinsen. De står fint, og de er begyndt at få spæde, men rigtige, fennikelblade.

Til gengæld er de fennikel, jeg såede ude, ikke kommet op. Det kan måske være et spørgsmål om tid, men fremover jeg vil nok foretrække kun at forspire dem. De er så små, de spirer, at man dårligt kan se dem, og står de i hver sin lille avispotte og samler kræfter til udelivet, tror jeg på, at de kommer bedre. Det er jo også en vindomsust have med stiv lerjord, vi har. Et mere beskyttet sted, gik det måske bedre med at så direkte.

Egentlig gælder det samme for kalven, som er kommet til at hedde Heldig. Efter de første 10 dage i drivhuset – stalden – blev også hun plantet ud i Pinsen. Hun voksede fint, og det var på tide, at hun kom ud og lærte kolivet at kende. Hun er som en fisk i vandet. Hun klarer sig godt og er ikke blevet en outsider i flokken. Hun har stadig grime på, så vi kan tage fat i hende, hvis det bliver nødvendigt, men den ryger også snart.

Nu lever hun det vilde kalveliv sammen med de andre kalve. De leger – jagten går over stok og sten, når de leger løbeleg med hinanden. Og så sover de. Godt, trygt og længe.

De store køer tager sig godt af hende. Revser hende, når hun laver ulykker, skubber hende i den rigtige retning, når hun vil gå for langt væk, og sørger for, at hun sover midt inde i flokken om natten. De er nogle gode og ansvarlige køer. Tingene skal gå ordentligt for sig i cow-world, og det sørger de for.

Fodringen kan de dog ikke klare. Det er stadig os, der kommer med mælken – nu i en spand og ikke i en flaske, og nu tre gange i døgnet og ikke fire. Når Heldig får øje på en af os, kommer hun styrtende, mens hun slikker sig sultent om munden. Hun er glad for sin mad. Når hun er færdig med spanden, skal vi hygge og kæle lidt. Hun læner sig op ad vores ben og bliver kløet på ryggen, og så går hun ellers ud til sine legekammerater igen.

Det ser ud til, at det er endnu en gruelig historie, der ender godt.  Vi er også heldige.

God søndag – vi har lige noget mælk, der skal varmes…