Fødselsdagsmad – igen

Man skulle da snart tro, at livet her i Skivholme er én lang fest. Det er det ikke altid, men i perioder hænder det, at tingene kommer oveni hinanden, og den ene begivenhed afløser den anden. Det er lidt hårdt, men også sjovt.

Det fryser derude, og rimen ligger tyk på blade,

på blomster

og på køer.

Bondemanden er taget ud som jægersmand sammen med hunden, og katten og jeg skal gøre rent og forberede mad til i morgen, hvor der igen er fødselsdag – min denne gang.

Vi skal lave marineret kyllingeinderfilet pakket ind i bacon og coleslaw – coleslaw efter Newyorkerbyhearts opskrift. Begge dele kan nemlig forberedes i dag. I morgen formiddag skal resten laves – men – der er jo nok nogle af gæsterne, der læser med, så sløret vil ikke blive løftet før efter begivenheden.

Der skal også være tid til at komme ud – for det bliver en smuk, smuk dag. Men først ud og fodre lille tilisede Heldig, så hun kan få noget at holde varmen med.

God weekend.

Borlottibønner med italiensk charme og rosmarin

Borlottibønner er italienske af oprindelse, men de vokser rigtig godt her – også i det klamme sommervejr, vi har haft. Når andre bønnetyper skravler og ikke rigtig bliver til noget, er der masser af borlottibønner med de flotte røde og hvide bælge.

Også bønnerne er brogede, og de smager rigtig godt, når de er kogt og krydret.

Alle bønner skal koges – der er et giftstof i dem, Lectin, der giver meget dårlig mave, men som nedbrydes ved kogning. Så kog bønnerne ordentligt – også de grønne – ellers er du selv ude om det. Råt er ikke altid godt. Og lad være med at bruge kogevandet til noget.

Et lækkert tilbehør til alle slags kød – eller såmænd bare til et stykke nybagt brød – er borlottibønner på italiensk med løg, hvidløg, rosmarin og olivenolie. I grunden bare de ting, der vokser lige ved siden af dem i deres hjemland.

Kog de friskbælgede bønner i en 10 minutters tid – tilsæt lidt salt, når de har kogt i fem minutter.

Pil og hak et løg fint, hak et par fed hvidløg endnu finere og klip bladene fra en kvist frisk rosmarin i småstykker. Svits løg, hvidløg og rosmarin i – ja  man tør jo dårligt skrive det – men i RIGELIGT olivenolie, til løgene bliver klare, tilsæt bønnerne og en anelse salt og lad det hele stå og simre i et kvarters tid på lavt blus.

Enkel mad med toscansk inspireret velsmag.

Hvis man gemmer et par bælge med modne bønner og lader dem hænge og tørre, til bønnerne rasler, kan man så dem næste år. Jeg kører på borlottibønner af egen avl på syvende år nu.

God fredag.

Og temperaturer ned til omkring frysepunktet…

Temperaturer ned til omkring frysepunktet? Allerede –  i nat?? Jamen, jeg er jo ikke klar… og det har slet ikke været rigtig sommer endnu, og… Panikken breder sig ved radioavisens afsluttende ord, og jeg træder endnu hårdere på speederen for at komme hjem.

Hjem for at redde de sidste afgrøder fra frostens klamme hånd.

Hjem for at sætte stearinlys i drivhuset til at holde de onde ånder væk fra de sidste chilier, hjem for at plukke de sidste af de ting, der ikke tåler frosten – græskarrene, de sidste bønner og ikke mindst georginerne – dahliaerne, der ikke tåler det mindste frost.

Fodre Heldig, mens bondemanden giver de andre køer, og så til sidst plukke endnu en kurv hyldebær – bare til hvis – og hente nogle æbler og et par hundrede andre småting.

Et par hektiske timer senere så køkkenet ud som om nogen havde tabt en blandet landhandel på alle flader – incl. gulvet, hvor bondemanden havde indrettet sig med en stol, nogle hegnspæle og lidt ting, der skulle skrues sammen – så kunne vi jo snakke, mens vi arbejdede. Jeg for lige ud for at plukke nogle rosenknopper til tørring – hvad er juledekoer uden tørrede rosenknopper? En rose så jeg skyde og alt det der??

Der blev nippet hyldebær, skrællet æbler, vasket græskar, lavet dekorationer og buketter, bælget bønner, skruet hegnspæle, kogt saft, på hundens inderlige opfordring fodret indedyr – og til aller, aller sidst – også lavet lidt mad. Varmet rester. For til sådan en dag er det godt at have gode rester, der kan varmes i ovnen, mens man rydder det sidste op og fejer gulvet.

Nu til morgen kan vi glade konstatere, at det ikke blev frost her. Temperaturen nåede kun ned på 2 grader – der kan stadig komme flere georginer, og chilierne i drivhuset kan måske alligevel nå at blive røde. Og arbejdet i går er ikke spildt, for det skulle jo gøres alligevel. Men hvorfor kommer det altid bag på en, at den første frost som regel kommer omkring efterårsferien?? Og at efterårsferien ligger i uge 42? I næste uge? Man kan jo se, at efteråret er her.

God torsdag.

En giftig skønhed

Venusvogn, Aconitum, (også kaldet stormhat) blomstrer nu i vores have med høje blå spir – de ligner faktisk riddersporer lidt. De blomstrer sent og giver en smuk blå farveklat i et hjørne af haven på et tidspunkt, hvor der ikke er så meget, der blomstrer mere.

Når man ser nærmere på de enkelte blomster, kan man godt forstå navnet Stormhat. De ligner noget, dværge har på, når de skal danse med Snehvide.

Venusvogn er en statelig plante, der bliver op til to meter høj, hvis den står beskyttet og i god jord.

Jeg er glad for at have den, men den er giftig – meget, meget giftig. Så hvis du har børn, der sparker bolde ind i bede og rører ved planterne, skal du nok nøjes med at se på billederne af Venusvogn. Billederne er det eneste, der ikke er giftigt ved den. 2-4 gram af en planteknold kan slå et voksent menneske ihjel, og giften kan trænge gennem huden og i bedste fald give udslet. Når de tørre stængler skal fjernes til foråret, skal man også huske handskerne. Giften, aconitin, har været brugt som pilegift både i Europa og Asien. I England hedder planten Wolfsbane (den plante, der kan dræbe ulve) og den har ofte været forbundet med sort magi.

Kejser Claudius, som mange af os kender bedst fra den fænomenale britiske serie ‘Jeg Claudius’, siges at være blevet myrdet med aconitin af sin fjerde kone, Agrippina den Yngre. Hun var i øvrigt mor til Nero, der senere blev kejser og fik et synderegister længere end resultatlisten fra en dårlig google søgning, men det er en helt anden historie.

Hvorfor skal man så have sådan et giftigt uhyre i sin have? Jo, fordi det er et meget smukt, giftigt uhyre. Når man ved, at man ikke skal røre ved den – ja, så lader man jo bare være, ikke? Og man planter den der, hvor man ikke lige støder ind i den sådan rent fysisk.

Men – stadig – med børn i huset er det bedre af få kulør i sin efterårshave fra mere fredelige planter som for eksempel den her: Strandasters.

God og ugiftig tirsdag.

Springtur

Når man kigger ud i haven og ser, at noget ser forkert ud. Når der ligesom er sorte prikker for øjnene – store, sorte prikker, der går og spiser af træerne, af blomsterne, af grønkålen og af græsplænen. Store, sorte prikker, der ikke går væk, når man blinker. Så er det ikke synsforstyrrelser. Det er kalve på springtur.

Kalvene har nået en alder, hvor de møfler hinanden. Skubber, slås, prøver kræfter. Nogle af dem havde fået væltet en hegnspæl, så hegnet lå ned et sted, og så var der ingen ende på lystighederne.

Vi brugte vel halvanden time på at få kræene tilbage i folden. De syntes nemlig godt om menuen udenfor hegnet, kunne sagtens spise en grønkålsplante mere og var slet ikke til sinds at gå ind igen. Man har mange fornøjelser, når man bor på landet.

I dag er der blå mærker, man ikke aner, hvor kom fra. Benene er lidt tunge af at have løbet op og ned af de stejle bakker.

Men skidt. Kræene er inde, og det er fredag igen. Det regner ikke, og weekenden vinker.

Denne weekend bliver mere end sædvanligt aktiv på køkkenfronten. Der er gæster i B&B’en, og der skal holdes fødselsdag.

Der skal – som skrevet i går – laves ribbenssteg og mange andre lækkerier. De sidste dage har køkkenet duftet af bagværk. Grovbrød efter samme opskrift som grovbollerne med rug, hørfrø og honning – bare formet til to store brød og bagt i 40 minutter, knækbrød, rundstykker og havreboller.

Der skal også laves en stor, ødsel og lækker kage. Mere herom senere – hvis nu nogle af gæsterne læser med, er det jo ikke nogen overraskelse.

Så følg med i næste uge, hvor alt vil blive afsløret.

God weekend!

Sommerfuglekarse, en spiselig skønhed

Som små gule sommerfugle svæver blomsterne over de grønne. fligede blade. Sommerfuglekarse. Tropaeolum peregrinum.

En af de yndigste sommerplanter i haven. Både blade, blomster og frø er spiselige. Blomsterne er et yndefuldt indslag som pynt på salaten.

Og den blomstrer glad og fro endnu, selvom det lakker mod enden af september.

Den er i familie med den almindelige tallerkensmækker, Tropaeolum majus, som muntert dækker metervis af have, hvis den får lov. Den er knapt så vildtvoksende, og den gør sig rigtig godt i krukker med noget at klatre på. Grene fra haven eller et fint pilestativ. En af mine vokser smukt op ad nogle grene i en potte sammen med en rød grønkålsplante, hvis blade i øvrigt gør sig rigtig godt i buketter.

Sommerfuglekarse er en enårig plante, men heldigvis laver den en masse frø. De umodne frø kan spises rå som knas i salaten, eller man kan sylte dem som kapers, ligesom man kan med tallerkensmækkerfrøene.

Men man kan også gemme en håndfuld modne frø, så man har til at så igen næste år. Jeg forkultiverer dem i avispapirpotter. De siges at kunne selvså, men det har jeg nu ikke oplevet. Jeg har også kun haft dem i de senere år, hvor vintrene har været hårde.

De første frø købte jeg hos Camilla Plum. Siden har jeg taget frø i eftersommeren og sået dem i foråret, og det er gået fint. Jeg syntes dengang, at frøene var lidt dyre – men er det nu så mærkeligt, når der er tale om et varigt forbrugsgode?

God onsdag.

Rødbedesalat med peberrod, løg og kapers

En lækker og frisk rødbedesalat, jeg fik første gang i kantinen, da jeg arbejde hos Oracle. Det er mange år siden, men salaten husker jeg. Nu har jeg lavet den selv, og her får du opskriften.

Man skal bruge:

1 kg rødbeder
1 finthakket lille løg
2 spsk kapers – hak dem lidt, så smagen slipper ud
Revet peberrod efter smag

Sennepsdressing:
2 spsk æbleeddike
1 tsk flydende honning
1 tsk Dijon sennep
3 spsk olivenolie

Kog rødbederne i en halv times tid med skal på. Tag dem af blusset, hæld vandet fra, og hæld straks iskoldt vand på og lad dem stå lidt. Det sprænger rødbederne, så de bliver møre. Gnub ‘frakken’ af dem og skær dem i tern. Bland dem med de øvrige ingredienser og lad salaten trække lidt.

Salaten smager godt til al slags kød. Vi spiste salaten sammen med en T-bone steak, nogle af de sidste kartofler og bønner fra haven og de absolut sidste hestebønner.

Så kan det vel ikke blive meget bedre.

God mandag.

Henrivende høstanemoner, solide sankthansurt og pyntelige pileurt

I haven i begyndelsen af september – for det er det jo i dag – nærmest så meget begyndelse, som det kan blive – er der stadig knald på farverne i blomster og løv.

Høstanemonernes blomster svæver yndefuldt over de mørkegrønne blade.

Høstanemoner, Anemone hupehensis, findes også i hvid. Både den hvide og den lyserøde udgave er meget, meget voksevillige, og de breder sig muntert. De har et kraftigt rodnet, og de sender masser af skud ud. Faktisk kan de tage kampen op mod skvalderkål, og så er man bestemt ikke nogen svækling. De vokser fint både i halvskygge og sol, men alt for tør eller alt for våd jord, kan de ikke lide. Almindelig havejord er det, de trives bedst i.

En anden stærk og voksevillig staude, der blomstrer nu, er sankthansurt, sedum spectabilis. I staudebedet har jeg to havevarianter. En med lyse blomster, røde stængler og rødlige blade, der begynder at blomstre i august, og så den ‘almindelige’ med mørkere røde blomster og lysegrønne stængler og blade, der blomstrer i september. De klæder hinanden godt.

Vil man have flere af dem, skal man bare klippe en blomst af nede ved jorden, fjerne de fleste af bladene og derefter stikke den i jorden der, hvor man gerne vil have en ny plante. Den slår rødder fra der, hvor bladene har siddet. Nemt.

Foran mine to sankthansurt står der en pileurt. Jeg kender ikke navnet på den, har fået den af en nabo. Men den er også yderst dekorativ og passer perfekt i farverne.

Den blomstrer fra juni, til frosten kommer. Blomsterne er hvide, men når de afblomstrer, bliver de rosa. De rosa afblomstrede pileurt kan tørres og bruges i dekorationer.

September i haven og i naturen er i det hele taget en god måned til at få samlet ind til dekorationer. For eksempel begynder bøgetræerne at drysse bog i løbet af måneden, og der er de stadig lyse og kønne. Og frøstande er kønne og endnu ikke hærgede af vind og vejr. Så gå aldrig en tur uden en pose og en saks i lommen. Det kan blive jul, før man aner.

God weekend.

Forunderlige floks og fyrige fredløs

Stauder i august. Dem er der mange af. En farverig vrimmel af solhatte og andre ‘solblomster’ i et festfyrværkeri af stærke gule og orange farver.

I den blidere ende af farveskalaen finder vi de forundelige floks, høstfloks, phlox paniculata, og de vildtvoksende hvide fredløs, lysimachia clethroides (sådan et smukt navn) – der lyser op og dufter i augusthaven. Lige nu er blomstringen på sit højeste.

Begge er nemme at få til at gro. Kræver ikke noget særligt. Holder sig selv oprejst. Nærmest besværlige at begrænse. Man er nødt til at gå hårdt til dem med spaden en gang i mellem – men så bliver der jo bare flere planter til andre steder i haven.

De klæder hinanden så godt – i bedet og i buketter.

Og begge er nektarrige – sommerfuglene elsker dem.

Den hvide fredløs købte jeg på grønttorvet i Aarhus for nogle år siden. Der er en dame der, der sælger stauder. Prisen er fornuftig, og de er særdeles levedygtige.

Floks fås i mange farver – hele skalaen fra helt hvid over lyserød til pink og lilla. Den lyserøde floks med den helt ustyrligt dejlige duft købte jeg for en fem års tid siden i en plasticboble i Bilka. Tænk, at den lille rodklump til en tier kunne blive til så meget.

Mangler du blomster til augusthaven og augustvaserne, er både høstfloks og fredløs værd at overveje. Og det er nok ikke svært at finde en glad giver, for snart er det tid til, at der skal graves op og flyttes, rodes og regeres. Lad os håbe på et langt, lunt og havevenligt efterår – men lad det bare vente til først i oktober.

God torsdag.