Boganbefaling: Cottagehave – Tante Grøns Haveunivers

I går udkom en ny bog. En smuk og dejlig bog: Cottagehave med undertitlen Tante Grøns Haveunivers. Den har jeg glædet mig til længe.

Cottagehaven er den haveform, som mine – og rigtig mange andres – havedrømme er gjort af. Indrammede bede med et flor af årstidens blomster. Høje, lave, brede og smalle, roser – mange blomstrende roser, hyggelige siddepladser, lokkende kig om hjørner og dekorative og nostalgiske træk.

Hvis nogen skal kunne skrive en bog om Cottagehaven, er det Tante Grøn, hvis skønne have jeg besøgte sidste år i juni. Det var en oplevelse, der varmede sjælen, for der er rigtig meget sjæl i Tante Grøns Have. Det er en have, der taler til hjertet.

Den sjæl bliver videregivet til os i bogen. Den er skrevet med varme og kærlighed, og den er både personlig, poetisk, humoristisk – og oplysende.

Især Tante Grøns egen og meget personlige havehistorie rører ved en, og vi får Cottagehavens historie, som den opstod i England med portrætter af havestilens skabere som Gertrude Jekyll og Vita Sackville-West.

Cottagehavens elementer bliver gennemgået, og der er en grundig og meget tilgængelig gennemgang af årstidernes blomster og planter. Jeg sidder her og er helt fyldt til randen af inspiration og ideer.

Susan og Jesper Durup har taget billederne til bogen, og de har virkelig forstået at fange havens poesi i de mange, smukke billeder, man kan drømme sig væk i. Det er ikke deres billeder her i indlægget. Det er mine. Deres er meget flottere.

Bogen er udkommet på Gyldendal.

P.S. Har du lyst til et kig ind i Tante Grøns Haveunivers, kan du kigge på de indlæg, jeg skrev sidste sommer. Dem finder du her:

Besøg i Tante Grøns Have

Lidt fra den vilde del af Tante Grøns Have

Detaljer i Tante Grøns Have

Rigtig god læselyst!

En julebog

Der er en bog, der altid ligger på mit natbord i december.

billede1

Mord til Jul.

Det charmerende omslag gør den til ren julepynt, og novellerne er fra en tid, hvor bestialske drab ikke blev udpenslet i bøger og film, og hvor fokus var på opklaringen. Nu kan man godt hævde, at et mord er et mord, men der er en alligevel en uskyld og en nærmest blufærdighed over de gamle noveller. Agatha Christie, Ellery Queen, Ngaio Marsh, Conan Doyle….

Det var ikke en mere uskyldig tid, som nogen hævder. Bogen er fra 1952 – 7 år efter afslutningen på 2. Verdenskrig. Vi ved jo godt, at de civile tyskere, der gemte sig i Berlins ruiner, blev slagtet af russiske soldater, præcis som det sker i Aleppo lige nu. Og som det skete efter Roms fald og.. og… og… Der er intet nyt under solen. Det bliver det ikke bedre af. Der har bare aldrig været en uskyldig tid, og menneskehjernen har ifølge hjerneforskerne ikke udviklet sig det mindste siden stenalderen. Trist nok.

Men tilbage til bogen. Mord til Jul hører til på natbordet i december.

billede2

Den er en del af den ret omfattende samling gamle krimier, jeg arvede fra min mormor. Dem hun havde stående i et skab ude i gangen – et skab, jeg kastede mig over hver gang, vi var på besøg hos hende – efter jeg lærte at læse. Så fandt jeg mig en krog for at begrave mig i spænding, engelske godser, logiske udredninger og flotte politimænd med smukke koner. Dejligt.

Sådan har jeg det stadig. Engelske krimier – til nød amerikanske – tiltaler mig så meget mere end Nordic Noir og Sarah Lund trøjer. Sjovt nok er Sarah Lund trøjerne og de tilhørende film kæmpe succeser i USA og England. Vi fascineres nok alle af det, der er anderledes end det, vi kender hjemmefra.

Har du en yndlingsjulebog? Så lad mig høre. Jeg er altid på jagt efter nye læseoplevelser.

God torsdag.

Claus Dalby: Hvid Jul – og lidt om inspiration

Forleden kom jeg hjem med Claus Dalbys nye julebog, Hvid Jul. Jeg havde egentlig tænkt mig at spare lidt på den, at gemme den til vi kom tættere på december. Men det regnede noget så frygteligt, og det stormede også. Lige vejr til at putte sig i sofaen og lade sig opsluge.

Billede1

Bogen hedder Hvid Jul, og det er julepynt og dekorationer med hovedfarven hvid, der er i højsædet. Hvidt sat sammen med grønt og grålige nuancer (med et strejf af blåt i et af kapitlerne). Elegant, rent og direkte opløftende. Der er fine, men også rustikke dekorationer til både ude og inde.

I det hele taget er den fyldt med de skønneste billeder af buketter, opstillinger og dekorationer – og der er de smukkeste billeder fra Claus Dalbys egen have, hvor sneen ligger tykt og oplyses af et væld af julelys. Rigtig, rigtig smukt er det. Guf for øjnene.

Så jeg startede med at bladre og sige neeej, åååh og næææh – og ‘sådan en vil jeg også lave’.

Billede2

Men det er ikke kun en neeeej, åååh og næææh bog, fandt jeg hurtigt ud af, da jeg begyndte at læse. Den er fuld af hyggelig julesnak og fortællinger fra Claus Dalbys eget liv. Om kreativitet og inspiration – og af sjove fakta som, at der faktisk kun er hvid jul hvert 12. år i gennemsnit. Et par julesange bliver der også plads til. Og der er vejledninger, så man selv kan gå i gang. Vejledninger, der er lige til at gå til efter en tur i skoven, hegnet eller haven. Claus Dalby er rigtig god til at afmystificere pyntningens ædle kunst. Hurra for det!

I bogen er der også flere henvisninger til websites, hvor Claus Dalby køber materialer, og det er rigtig nyttig viden.

Selvfølgelig promoverer han også sit eget brand. Men hvad sker der nu ved det? Det ville jeg da også gøre, hvis jeg havde et. Helt afgjort. I den grad.

Bogen er en ren fornøjelse, og den giver kriblen i fingrene efter selv at gå i gang.

Mon hunden vil med en tur over til skoven, hvis jeg bærer kurv og saks?

God søndag.

På kursus hos en mester – anden del

Vi nåede skam mere end det, jeg viste i går. Et lille træ af hvidtjørn.

Billede4

Og denne lille vase, der er flettet af stangmos på et af Else-Maries jernstativer. Den er lille, den er yndig, og den tog en krig at lave.

Billede1

Her ser du den i virkeligheden og i Else-Maries nye bog, Et Blomsterliv, hvor der også er vejledning i, hvordan man laver den. Det er en rigtig god bog, jeg vil vende tilbage til igen og igen. Også bare for at kigge på noget smukt.

Billede2

Min vase mangler stadig at få en gang lak. Else-Marie foreslog, at man lavede nogle stykker og satte dem sammen. Det ville da også se godt ud. Men… jeg tror nu nok, min skal hedde ‘den eneste ene’. Der er jo ikke ubegrænsede mængder af tid til rådighed, hvis man gerne vil nå lidt af det hele. Og det vil jeg gerne. Der skal også læses bøger, ordnes have, passes arbejde, bages brød, laves lækker mad og meget, meget mere.

Og lørdag aften, da jeg kom hjem fra kursus, lavede vi da også lækker lørdagsmad:

Billede5

En kalve roastbeef af egen avl (lavet på ‘den sædvanlige måde’) med sellerisalat til. Mennesket lever ikke af pynt alene – men heller ikke ret godt uden, vel?

God tirsdag.

På kursus hos en mester

Så kom dagen, hvor der var kursus med Else-Marie Andersen hos Bruuns Have. Jeg havde fået kurset i fødselsdagsgave af min rare Bondemand, og jeg havde glædet mig helt vildt. Vi lærte da også rigtig meget, og vi hyggede os fantastisk med blomster og blomstersnak.

En vigtig del af Else-Marie Andersens dekorationer er jernstativerne, tingene bindes op på. Dem kan man købe på Else-Marie Andersens webshop. Godt at vide, for med et godt stativ, ting fra haven og naturen kan selv de mest fummelfingrede sagtens lave noget, de vil blive tilfredse med at have stående i stuen.

Vi lavede blandt andet kransen her af de spidse og prikne slåen, bundet på netop sådan et jernstativ, og selvom det tog lang tid, var det ikke særlig svært.

Billede2

Undervejs i forløbet var der en, der nævnte, at kransen mindede om en Kristi tornekrone – og så kunne jeg pludselig slet ikke lide den mere. Jeg mener – jeg havde lige stukket mig et par gange på tornene, så hvordan måtte det ikke være at få sådan en presset ned over hovedet? Og blive myrdet tillige? Lige skrapt nok.

På selve kurset nåede vi kun at binde kransen – pynten måtte vente, til vi kom hjem, for der var mange andre ting, vi skulle lære undervejs. Jeg har skyndt mig at pynte den, så den ikke længere ligner en tornekrone. Nu minder den bare om Gulspurvekrattet – der hvor de tornede grene stammer fra.

Billede3

Et trygt og godt sted for små fugle at gemme sig.

Billede4

Når vi kommer længere frem mod jul, vil der snige sig lidt mere julet pynt ind i den, og der vil blive stillet lys i midten. Så er det slet ikke en tornekrone længere. Det skal I nok få at se, for det bliver godt.

Vi lærte også at lave buketter bundet på en base af grene bundet sammen i en trekant. Buketten er lavet af blomster, vi fik på kurset, og af ting og sager, vi selv havde med. Det var nok det sværeste – både at få det hele til at ligge rigtigt, men også at passe de ret formelle købe-blomster sammen med det naturlige fra haven.

Billede1

Det skal prøves hjemme, for der skal øvelse til, før man (som Else-Marie) kan lave sådan en buket på fem minutter… meget øvelse. Faktisk rigtig meget øvelse.

Else-Marie har lige udgivet en ny bog, som vi selvfølgelig måtte eje alle sammen. Den er fuld af de skønneste billeder og vejledninger.

Billede6

Mere i morgen – det er tid til hundeluftning, siger Christie. Solen skinner derude efter nattens regn og blæst, og der er blade på græsplænen, der trænger til at blive rullet flade af en hund.

God mandag.

Min mormor hilser og siger undskyld

Jeg har fået en bog af People’s Press. En dejlig bog. Endnu en varm, kærlig, fantastisk sjov og sprudlende bog fra Fredrik Backman, den svenske blogger og forfatter, der står bag En mand der hedder Ove og Britt-Marie var her.

Min mormor hilser og siger undskyld, hedder den.

Billede1

Den er sjov og underfundig på trods af dens egentligt ret alvorlige emner. Det er en historie om venskaber, om ensomhed, om at være anderledes, om at elske og om at håndtere det, når man mister dem, man elsker, til den ubønhørlige død. Og den handler om, hvordan mennesker går skævt af hinanden, og om hvordan intet er helt, som det ser ud ved første øjekast.

Bogen bliver fortalt af Elsa, der er syv, næsten otte. Hun er ikke noget standardbarn. Hun kan læse – og ikke mindst tænke over det, hun læser. Hun bruger Google og Wikipedia, når hun vil vide noget, og hun har allerede læst en hel del af det, hun kalder ‘kvalitetslitteratur’. Harry Potter for eksempel. Og Spiderman. Selvfølgelig bliver hun derfor også mobbet i skolen. Elsas eneste ven er mormor på 77, der bestemt heller ikke er nogen standardmormor. Det er mormødre sjældent, hvis de er den slags, der skyder med paintball geværer mod irriterende naboer, bryder ind i zoologisk have og kører bil uden kørekort for bare at nævne nogle af de mindre ting.

Mormor, der har været kirurg i verdens brændpunkter, og Elsa er ‘to mod verden’. De har deres eget hemmelige sprog og deres eget eventyrunivers i Landet-næsten-vågen. Det er Mormor, der fortæller eventyrene, og de har – ligesom rigtige eventyr skal have – en hel del med virkeligheden at gøre.

Mormor dør, men inden får hun Elsa sendt ud på en ‘skattejagt’, hvor hun skal finde og aflevere en række breve, Mormor har skrevet til alle i ejendommen, hvor de bor. Alle brevene indeholder en undskyldning. For noget Mormor har gjort eller måske især ikke gjort i forhold til hver af dem.

Skattejagten fører til usandsynligt morsomme situationer, morsomme, underfundige og alligevel med et stik i hjertet. For ejendommens beboere har alle deres fortid og historier, og ingen af dem er særligt muntre. Ulvedrengen, Havenglen, Rådvilddyrene  og Nuerne fra Mormors eventyr – kongerigerne i Landet-næsten-vågen og sågar det hemmelige sprog – der er en forklaring på alt.

Vi møder Britt-Marie igen. Britt-Marie, som hun var, før hun flyttede til Borg. Jeg elsker når det sker. Når personer fra forfatteres andre bøger dukker op i de nye historier.

Fredrik Backman giver mere end nogensinde før los for sin finurlige og livsglade fantasi og fortælleevne. Det er en historie om – og med – eventyr. Om eventyrenes magt. Hvor slutter eventyret? Hvor begynder virkeligheden? Og kan man (og bør man) virkelig altid skelne helt 100 procent?

Mormor hilser og siger undskyld er en fantastisk bog, der flyver afsted på sprogligt sikre vinger. Find dig en god lænestol – eller et sofahjørne, der ikke er optaget

Billede3

og gør klar til at få en dejlig historie.

Billede2

God søndag.

Italiensvej

Italiensvej. Sådan hedder Anne Grues nye roman, der udkommer den 28. maj. Min søster, Elsebeth Engell, har anmeldt den, og ikke mindst den anmeldelse gør, at det er en bog, jeg virkelig glæder mig meget til at læse. Anna Grue er altid god, men bogen her er noget nyt og vist ganske særligt.

Billede5

Derfor, mine damer og herrer, overlader jeg hermed ordet til dagens gæsteskribent (og fotograf) Elsebeth Engell:

Det var en mørk og stormfuld nat…

Sådan starter Anna Grues nye roman ”Italiensvej” ikke, men det kunne den have gjort.

Bogen tager sin begyndelse i Rom i slutningen af 50’erne, hvor vores hovedperson Vittoria og hendes lille dreng begynder deres flugt mod Danmark.

Vittoria ankommer til København, hvor vi følger hendes kamp for at skabe sig en tilværelse. Hendes fortid gør, at hun ikke kan bevæge sig alt for frit og slet ikke betro sig til de mennesker, hun møder på sin vej. Det til trods, får hun både en fantastisk veninde, Conny, og et arbejde, som viser sig at være meget mere end det.

Mere skal der ikke fortælles om handlingen. Det ville være synd. Men det er værd at notere sig, at navnet Vittoria betyder sejr. Den viden hjalp i hvert fald mig på de steder i bogen, hvor det hele ser allersortest ud.

Ens nysgerrighed bliver vakt på linje et og øges kun gennem hele romanen, hvor hemmeligheden ligger dommedagsagtigt truende i baggrunden, mens den ene hverdagsdramatiske begivenhed efter den anden udspiller sig i forgrunden.

Anna Grue får det hele med. Tempoet fra dengang, stemningen, de sociale og menneskelige forskelle på danskere, italienere og danskerne imellem, miljøet, den spirende frigørelse – for slet ikke at nævne den teknologiske udvikling.

Som altid kan man se personerne for sig. Ikke via lange udpenslinger, men på vaskeægte Gruemanér, via karakterernes øjne og tanker. En kunst, som Anna Grue efterhånden mestrer til perfektion. Især Vittoria er lang tid om at vokse frem, helt på linje med den hemmelighedsfulde person, hun er nødt til at være. Fælles for alle personerne er, at de viser sig at indeholde så meget mere, end man først antager og det på godt og ondt.

For mig har det været et ekstra krydderi, at en stor del af bogen foregår på Amager, i og med at jeg bor på Italiensvej, og ikke bare på Italiensvej, men i selve forsidehuset, så selvom tiden er en anden, var det lidt som at være der selv og på hjemmebane endda.

Schelenborg

Eksempelvis nævnes bageren på Italiensvej. Netop i vores fredede baggårdshus står en stor gammeldags kulfyret støbejernsovn, og nabolejligheden? Den husede i sin tid et bageri, så mon …?

Jeg afslører heller ikke for meget ved at fortælle, at bogen slutter i min absolutte yndlingspark, Filipsparken, hvor jeg har tænkt mig at indtage bænken på hundeplænen for at læse ”Italiensvej” endnu en gang.

Man behøver dog på ingen måde være Ama’rkaner for at læse bogen. Den er fantastisk. Jeg har grint og grædt, holdt vejret i spænding, råbt i afmagt, blevet dybt rørt. Den har simpelthen det hele med og er, efter min mening, den bedste bog til dato i Anna Grues forfatterskab (og det siger ikke så lidt), selvom de forskellige genrer gør en decideret sammenligning svær. At der er sket meget positiv udvikling med både Anna Grue selv og hendes stil, er der imidlertid ingen tvivl om, og jeg glæder mig allerede til den næste. Uanset genren.

Jeg kan kun sige, læs den, nyd den, tag dig god tid til det – og husk kleenex.

AG1 kat og tablet

God søndag.

Romantiske Haver

I går kom jeg slæbende hjem med en tung pose fra boghandleren. Claus Dalbys nye bog, Romantiske Haver, er udkommet. Flere kilo smukke billeder og tekst trykt på lækkert tykt papir. Det har jeg ventet længe på. Siden jul faktisk, for der fik jeg et gavekort til boghandleren, og det har bare ligget og ventet på, at bogen skulle udkomme.

Det er en uendeligt smuk bog.

Picture1

Inspirationen vælter ud fra hver eneste side med de mange, dejlige fotos. Har du lyst til at se bogen, er der en hurtigvisning her hos Claus Dalbys forlag, Klematis. Det går meget hurtigt, flimrer næsten. Men det giver en ide om, hvad der er at fordybe sig i.

Picture2

Det er nemlig ikke en bog, der skal flimre. Det er en bog, man skal bruge tid på. Tid til at synke ind i billederne, tid til at læse teksten om hver af de mange, smukke haver, tid til at tænke ‘Kunne jeg måske gøre…’, mens man læser. Der er små haver, store haver, potteer og krukker og – de skønneste roser.

Claus Dalby har gjort sig umage med at få så mange sortsnavne med som muligt i billedteksterne, og det er dejligt. Så kan man gå i gang med at lede efter de planter, man bliver forelsket i. For det gør man.

Og det fører videre til det eneste problem, jeg har med bogen. Og det er ikke bogens skyld. Det er min egen. Min svage og letlokkelige sjæl. Jeg blev forelsket mindst 25 gange på de første 25 sider – og der er 396 sider i bogen i alt. Hvordan skal det ikke gå?

Findes der støttegruppe for blomsterafhængige? Hvad? Sagde du ‘nøjes med at kigge?’ Umuligt. Men jeg kan da lige starte med et kritisk blik på bedene i haven – og på de krukker, jeg allerede har – og se, om ikke det er muligt at gøre noget med de forhåndenværende søm.

Billede10

Det tror jeg, det er. For det er ikke købekraft alene, der skaber en smuk have, selvom jeg nok tror, at der ryger en ekstra krukke med, når jeg næste gang skal besøge Bonderosen. Det er det at se, og dermed at se mulighederne. Flytte lidt om her, sætte lidt flere potter sammen der. Plante noget i den der og ikke i den der – sørge for at skabe både liv og ro i bedene. Som Gnags synger i deres Lav sol over Aarhus: For at lære at se, må man kigge.

Nu må der godt komme en byge eller to her i de kommende fridage. For så slipper jeg kalkkosten og går i haven i sofaen – i ‘Den Romantiske Have’.

God onsdag.

Kreativt Genbrug

Jeg har købt en bog. Ikke bare en bog, men en rigtig god bog. Det er Nina Ewalds seneste: Kreativt Genbrug – Ideer til Haven.

Billede5

Delt ind i sektionerne ‘Materialer fra have og natur’, ‘Byggematerialer’ og ‘Alverdens ting og sager’ deler Nina gavmildt ud af de kreative ideer, hun har i sin egen have, og som hun er stødt på under sine mange havebesøg i ind- og udland. Der er ideer til enhver, der gerne vil gøre haven mere spændende – også uden at bruge en formue (man ikke har) på projektet.

Allerede da jeg første gang hørte, at bogen var på trapperne, tænkte jeg, at det er en af den slags bøger, jeg vil låne hjem fra biblioteket igen og igen. Og så ræsonnerede jeg, at det nok i virkeligheden var billigere bare at købe bogen end at betale de talrige biblioteksbøder, det nok ville afføde…

Billede6

Jeg bestilte bogen direkte hos Nina Ewald og fik den med posten på udgivelsesdatoen – signeret endda. Ved samme lejlighed bestilte jeg 7 Små Dværge, der kunne tage sig af lugningen, mens jeg gik rundt og lavede kreative ting i haven. Desværre var de i restordre, fik jeg at vide, så lugningen står jeg altså stadig selv for.

Men bogen er god, der er masser af ideer og inspiration, og når man kun et par enkelte projekter i løbet af denne sæson, er der jo endnu en havesæson næste år. Og masser af hyggelig sofatid ind i mellem, hvor man kan planlægge og drømme.

Billede4

God tirsdag.

Boganmeldelse: Konkylien

I sidste uge fik jeg tilsendt en ny bog for at læse og anmelde den. Konkylien. Den er skrevet af Nina Christrup, og det er hendes første bog. Den handler om et evigt aktuelt emne: aktiv dødshjælp og de etiske overvejelser, der hører til hele den problemstilling. Men den gør det på en ret utraditionel måde.

Billede2

Hovedpersonen, Maria, er sygeplejerske på mave-tarmkirurgisk afdeling. I det gamle hus, hvor hun flytter sammen med sin kæreste, finder hun en kasse på loftet. Den indeholder blandt andet en gammel dåbskjole, et rødt bånd og en konkylie. Ting, der gemmer en historie og en række hemmeligheder. En af de hemmeligheder gør hende i stand til at gøre noget for de uhelbredeligt syge og døende patienter. Hun kan hjælpe dem over i ‘De To Soles Land’, hvor smerten er væk, og hvor de får chancen for at blive genforenede med dem, de elsker. 

Det kræver altså bare, at hun slår dem ihjel først – her i denne verden. Hun hjælper flere, men det griber om sig. For Maria opdager snart, at der også er familiemedlemmer, der har brug for hendes særlige hjælp.

Mange tråde flettes sammen i bogen, og de handlingsforløb, der i første øjeblik ser ud til at være adskilte, viser sig at finde sammen og føre frem til en næsten uundgåelig og alligevel overraskende slutning.

Nina Christrup er uddannet sygeplejerske, og afsnittene fra Marias arbejde på hospitalet er særdeles velskrevne og – tror jeg, der godt nok aldrig har været på hospitalet – meget realistiske. Den mere fantasyprægede del af bogen – den, der foregår i De To Soles Land, glider ikke så let ned hos mig. Men jeg tænker undervejs, at når besøgene i De To Soles Land hænger sammen med Marias stærke migræneanfald – er det tankespind? Eller skal det opfattes som virkelighed?

For alt i De To Soles Land er heller ikke idel fryd og lykke, selvom det ser sådan ud i starten – og der begynder det at blive rigtig spændende.

Det er en velskrevet og  ret anderledes bog, og den er absolut værd at læse.

Billede4

God tirsdag.