Kornblomstblå

Er der noget i verden, der er så blåt som kornblomster? Måske – men står man foran en mark med kornblomster i, er de det mest blå og dejlige syn, man kan forestille sig.

For et par år siden kørte jeg forbi en mark, der var fuld af kornblomster. En mark nær toppen af Borum Eshøj med udsigten ud over Lading Sø.

Det er sjældent, man kommer forbi så mange kornblomster på én gang, og jeg måtte stoppe og tage billeder.

I år kørte jeg forbi igen i håb om, at miraklet havde gentaget sig. Der var ikke nær så mange. Men nogle var der, og jeg nappede mig en lille buket med hjem.

Jeg plukkede kun nogle få – for måske når resten at sætte frø, så der kommer flere næste år?

Man kan da håbe.

God mandag.

Sommerkrydret svinekam med sprød svær

Da jeg stod og kiggede i fryseren efter weekendmad, fik jeg øje på en svinekam. Man har det med at tænke på svinekam som vintermad. Vintermad med rødkål. Men – kødet er jo egentlig ganske neutralt. Krydringen og tilbehøret bestemmer, hvad retten smager af.

Op kom stegen og ud kom jeg for at plukke krydderurter. Salvie og rosmarin fra højbedene og så et par fed hvidløg. Sommersmag fra middelhavsområdet.

Nye kartofler, dampede forårsløg og spidskålssalat som tilbehør. En lækker sommersteg.

Rids sværen, hvis det ikke er gjort på forhånd. Gnid godt med salt ned mellem sværene. Gnid resten af stegen med hvidløg og drys med krydderurter – lad resterne ende i fadet. Læg stegen i fadet, tilsæt 1 cm vand og sæt stegen i en kold ovn og sæt termostaten på 175 grader.

Så kan du godt gå ud i haven og lave noget andet i en halvanden times tid.

Når stegen er klar – kernetemperatur på 70-75 grader – hælder du stegeskyen fra og skummer den for fedt. Skyen er til sovsen, og den kommer til at smage fortryllende af krydderurterne. Skyen skal bare jævnes med lidt Maizena. Er den for salt, kan lidt fløde hurtigt gøre noget ved det.

Er sværen ikke sprød, kan du smøre den med lidt af det fedt, du har skummet af, og bruge grill med varmluft. Hold øje, for den er hurtigt klar.

Nu skal den trække, mens kartoflerne koger, og du laver tilbehør. Pak stegen ind i folie, så den kan holde varmen – kun stegen, ikke sværen.

God sommerlørdag.

Grænsekontrol mod skvalderkål

På skrænten bag skovhaven mellem haven og marken, hvor vi ryddede en del træer og buske væk i foråret, vokser masser af efeu og bregner. Begge dele er kommet af sig selv.

Der vokser selvfølgelig også skvalderkål. De er også kommet af sig selv. Man kan sige, at det er Dalsgaards signaturplante, og en stor del af min energi bliver brugt i kampen mod dem. Vi har virkelig meget skvalderkål – se bare, hvad der vokser rundt om udsigtshaven…

Inde i bedene vil jeg altså ikke have dem. Og jeg har prøvet et nyt fif. Jeg har gravet en rende mellem bedet og skrænten i skovhaven. En rende cirka 25 cm dyb.

Den rende skulle være dyb nok til, at skvalderen ikke kan sende rodskud ind i bedet. Renden skal graves længere og gå hele vejen langs skrænten i skovhaven. Grænsekontrol.

Jeg læste om den teknik sidste år, og i år prøver vi den af. Det ser ud til at virke. Skvalderkålens rødder ligger i de øverste 15-20 cm af jorden. Længere nede er der ikke flere. Nu går jeg langs renden og fjerner de skvaldere, der forsøger at komme over.

Vi holder nemlig et skarpt øje med forsøget, for det er da så dejligt med et bed uden skvalderkål. Ret eksotisk på de her kanter.

Billederne blev taget for en tid siden, mens rododendronerne stadig blomstrede. Det er midt i juli nu, og det virker stadig.

Der skal altså graves render…

God fredag.

Fredløs i kamp mod skvalderkål

Kampen mod skvalderkålene er en evig kamp. For nogle år siden skrev jeg om, hvordan vi flyttede store klumper af gule fredløs fra højbedene foran B&B’en ud i det vilde område mellem haven og engen, hvor de måtte tage chancen for overlevelse mellem skvalderkål og brændenælder. Det kan du læse om her.

De første år skete der ikke meget. Men nu – nu begynder de at brede sig.

De får kamp til stregen. Der er både skvalderkål og brændenælder at slås mod. Men de breder sig, og det andet utøj må efterhånden vige. Næste år er der nok endnu flere.

Skulle der komme til at mangle, er jeg langt fra færdig med at tynde ud i junglen i bedene, hvor der er masser at tage af endnu.

Men – det kan altså lade sig gøre at lade fredløs tage kampen op mod skalderkål. Og man må da sige, at de pynter der i det vilde.

May the best plant win!

God onsdag.

Der må være en kant

At bede bliver der, hvor de skal blive, kræver en kant. Bede skal afgrænses af et eller andet – sten, en skåret kant, træ – et eller andet. De to bede foran huset i blomsterhaven har fået ny kant i går. En kant af brosten.

Det ser ret kurfyrsteligt ud, og det får også planterne til at tage sig bedre ud, at kanten er i orden. Det har givet et stort løft til den del af haven.

Der er sået græs i den bare jord, gravearbejdet efterlod. Nu får vi se, hvor meget græs der kommer, for der er en, der synes rigtig godt om at lege i den tørre jord…

… og om at rulle sig i den tørre jord.

Pyt – det skal nok komme – og vi skal jo alle sammen være der, ikke?

God fredag – den sidste inden ferien for mit vedkommende. Slet, slet ikke så ringe.

Hjemme i haven

At komme ud og se andres haver er rigtig godt. Også for ens egen have, fordi man kommer hjem fyldt med inspiration til forandringer og forbedringer.

Af og til kan man godt blive sådan lidt gnavende utilfreds med, hvad man har nået derhjemme, når man kommer hjem fra et smukt, toptunet og inspirerende sted.

Travlhed på arbejde og i B&B’en i den sæson, hvor det hele vokser så vildt, og man slet ikke kan følge med er en del af frustrationen. Så er det, man har godt af at gå en tur rundt i blomsterhaven mellem bygningerne og bare kigge. For der er jo skønt.

Solen skinner på et væld af frodige stauder, og himlen er blå, selvom det blæser.

Roserne blomstrer…


i  alle bedene.

Tæppepileurten blomstrer, som om den var betalt for det. Godt med sådan nogle trofaste slidere.

Udsigten er som altid skøn fra alle dele af haven.

Og det nye ‘Fru Pedersen-skilt’ er hængt op på det (skal vi kalde det ‘rustikke’ i stedet for ‘faldefærdige’) bindingsværk.

Det er ikke perfekt, men gør det egentlig noget? Man kan jo ikke sprede sig mere tyndt, end man nu engang kan – og det er godt at have noget at stræbe efter.

Der er jo dejligt i haven på trods af ‘ugræs, der er føget over hegnet’ og et rodet hjørne hist og her, ikke? Den slags er bare det, der hedder livet – det er ikke perfekt, men det er da godt – og slet ikke til at undvære…

God onsdag.

‘Forfulgt af held’ – krukkerne i Claus Dalbys have

Aldrig har jeg set så mange krukker med skønne planter som i Claus Dalbys have i lørdags. De er der i hundredevis. Netop overfloden i alt er så betagende – overflod af planter, overflod af krukker, overflod af skønne vaser, kander og potter. Med Ole Henriksens ord: I love it!

Men tilbage til krukkerne. Der er krukker med varme, glødende farver,

og krukker med kølige, rolige, hvide og grå farver.

Opstillet i smukke kombinationer overalt i haven – her i ‘The Sunken Garden’.

Og her som ‘lager’ klar til brug, når der skal fyldes ud der, hvor der opstår huller i bedene i løbet af sommeren.

Claus Dalby fortalte os gæster, at det er hans princip altid kun at plante én slags plante i hver krukke

og så at stille mange krukker sammen i opstillinger, der kan flyttes omkring og udskiftes efter lyst og behov.

Gentagelse er et hovedprincip – flere potter med samme slags plante i hver opstilling. At det virker, ser man tydeligt her i den smukke hvide og grønne opstilling på trappen. Gentagelserne giver harmoni  og ro til øjnene.

Jeg kom hjem ør i hovedet, med øjnene fulde af farver og hovedet fuldt af ideer. Der er mængder af inspiration, der skal tilpasses vores egen have. Jeg gik rundt i haven, rev hækafklip sammen og tænkte muligheder. Så plukkede jeg en buket og satte den i vores Old English vase…

… inspireret af de smukke og halvvilde buketter, der stod på bordene i Claus Dalbys have. Man skal jo starte et sted. Vores roser blomstrer også – og skvalderkål har vi nok af.

Jeg indledte de tre indlæg om besøget i haven med Claus Dalbys bemærkning om at være ‘forfulgt af held’. Jeg elsker den slags ordgymnastik, og jeg elsker gode valgsprog. Et andet Dalby bon mot er: ’Held opstår, når flid og muligheder krydser hinanden’. Det er værd at skrive sig bag øret. For en have som den – og egentlig succes i alle sammenhænge – kræver både flid, muligheder, og ikke mindst: evnen til at se mulighederne.

Det var alt fra Claus Dalbys have i denne omgang. Håber, du ikke er blevet træt af at se billeder derfra? Nej – det kan man da ikke blive?

God tirsdag.

Forfulgt af held – mere fra Claus Dalbys have

Stier belagt med brosten og grusstier med stenmel fører en fra det ene haverum til det andet. Oppe mod huset står roser i fuldt flor. Omkring karnappen og helt op på førstesalen er det Alchymist, der breder sig. Yndlingsrosen lige nu hos os.

Nede mod vejen er det Constance Spry, der stjæler billedet.

En virkelig skønhed.

Alle stier ender med et fikspunkt for øjnene, et point de vue.

Lader man øjnene gå til siden, er der tusinder af smukke detaljer.

Planlagte – og tilsyneladende uplanlagte. Planterne får lov at bestemme lidt selv, og når de gør det så smukt, skal de da også have lov?

Det milde klima tæt på vandet, den læfyldte have og den gode jord gør, at mange af planterne er cirka dobbelt så store – og høje, som de er hos os.

Her er det den skønne ridderspore, Astolat.

Krukkerne er et afsnit for sig selv, så dem venter jeg lige med til i morgen. Der skal sorteres mere i de mange billeder, og der er gæster, der venter på at få deres morgenmad i B&B’en.

God mandag.

‘Forfulgt af held’ – besøg i Claus Dalbys have

Efter to dage med tung regn og blæst dukkede lørdag ud af skyerne med solskin og det mest vidunderlige sommervejr. Sikke et held. Lørdag besøgte jeg nemlig Claus Dalbys have sammen med en stor flok andre medlemmer af Claus Dalbys haveklub.

Claus Dalby tog imod os med et kig på himlen og bemærkningen: ‘Jeg er forfulgt af held’. Den tog jeg til mig, for det synes jeg også, jeg er. Og det var vi i hvert fald i går, alle os, der besøgte haven i det milde sommervejr.

Det er svært at sætte ord på, hvor dejligt det er at gå rundt i haven. Sol og skygge veksler, fugle synger i træerne og alle vegne er man omgivet af blomsterfryd og planteskønhed.

Der er en følelse af blandet ro og energi – ro fra de smukke syn og energi fra den frodige vækst. Øjnene suger til sig – skifter mellem at kigge ud over store og små helheder og fokusere på indtagende detaljer.

Stramt klippede takshække indrammer havens forskellige sektioner, og i bedene bugner det af blomster og planter. Blomsterfarver, løvfarver, former og forskellige højder.

Roserne blomstrer og dufter, bierne summer, og i skovhavens køligere skygge spejler himmel og træer sig i bassiner.

Tættere på huset står metervis af krukker, og robuste jernstativer venter på at blive dækket af hurtigtvoksende klokkeranker og lathyrus.

Jeg er slet ikke færdig – men mere må vente til i morgen, for nu kalder dagliglivet og dets vasketøj. Jeg er stadig helt høj af besøget i går, og i morgen vil jeg vise mere – smukke krukker sat sammen på finurlig vis, blomsterdetaljer og spændende planter.

Jeg besøgte også haven for to år siden. Det kom der disse indlæg ud af – også med mange billeder: Besøg i Claus Dalbys have og Detaljer fra Claus Dalbys have. Dengang var det gråvejr, og det giver faktisk bedre billeder. Men at vandre rundt mellem sol og skygge med rosenduft i næsen er nu dejligt.

God søndag.

Værtindegaver: Pyntekugler fra haven

Da jeg i sidste uge var til åbningen af CPH Garden i Valbyparken fik jeg en ide til en god gave. Ideen fik jeg af blomsterkunstneren Aase Hviid. Hun havde lavet disse fine kugler beklædt med judaspenge. Sådan nogle måtte man da selv kunne lave uden den store ståhej?

Jeg var vild med dem, og jeg tænkte, at de nok ikke var så svære at lave. Det var de heller ikke. Tre styks lavet på en halv time. Det handler bare om at få ideen, og den havde Aase da heldigvis fået…

I gemmerne har jeg en stor kasse med styroporting – kugler, hjerter, kegler og kranse. Små knappenåle er der også masser af i hobbykassen, og i haven er der judaspenge, der lige er klar. Grønne og fine.

Start med at klippe en ordentlig bunke ‘penge’ af. Find så kugler og nåle frem. Start i toppen og arbejd rundt, så pengene efterhånden ligger taglagt hele vejen omkring kuglen. Vend dem samme vej – med den lille spids nedad.

Når kuglen er dækket, dækker man hullet i top og bund med endnu en ‘mønt’, og så er kuglerne klar. Klar til at pynte på et fad, en hylde eller hvor man nu vil. De tørrer fint og holder længe.

Har du ikke judaspenge, kan du lave det samme med efeublade eller lammeøre. Efeu har godt af at ligge en dags tid, før man begynder – så er bladene blevet bløde og håndterbare.

Som gave ville jeg lægge dem på en skiferplade af den slags, trendy restauranter bruger som tallerkener (de kan købes i Imerco og den slags steder til ikke ret mange penge) og pakke det hele ind i cellofan med en sløjfe af havesnor.

Hvis jeg skulle besøge en, jeg kender godt – og til en uformel lejlighed – ville jeg nok også rende ud og plukke en buket af den duftende, uægte jasmin – sådan en kan man altid finde plads til i den korte tid, de blomstrer.

God fredag.


Stafetten er et samarbejde mellem bloggene Mit Landliv, Aargang 73,  Fifty Fabulous og mig. 12 fredage, 12 indlæg og 12 ideer til værtindegaver – skrevet efter tur af en af os fire.

De tidligere indlæg finder du her:

Minder – en fotobog

Syrensaft fra Vadekærgård
Hjemmelavet krydderolie og kryddersalt

Kassevis af blomster til værtinden

En blomst til værtinden
Værtindegave fra hønseneKurv med hjemmelavet konfekt

Noget med noget i