Er der kommet flere slags hornvioler til?

Er det bare mig, der har fået øjnene op, eller har der virkelig været flere spændende farver hornvioler i handelen i år? Ikke kun de særlige med navneskilte – for der kan man jo forstå det – men i de helt almindelige kasser med 8 potter for 50,- ?

Først fandt jeg den smukke måneskinsgule, som jeg blandt andet satte i det gamle fuglebad, der var revnet.

De ser så fine, lette og glade ud.

Lidt senere fandt jeg de her i en usædvanlig og meget smuk rødlilla farve. Uimodståelige…

De er nu plantet i den flotte jernkurv, jeg købte hos Anettes Flora i sommer, da vi kom hjem efter besøget hos Tante Grøn. Sådan en kurv er dejlig at have – den tager sig lige godt ud med alle årstiders blomster.

Der var også næsten sorte hornvioler – samme farve som de meget mørke petunia, jeg havde i krukkerne sidste år. Dem købte jeg ikke nogen af, for man skal jo vælge, selvom det er svært.

Vi går og venter på, at resten af verden får farver igen. Det har været det skønneste vejr, og man kan se knopperne på træerne vokse fra dag til dag. Rødellene ved bækken ser næsten lodne ud i toppen.

Græsset er begyndt at vokse lidt i totter, men det er så bart, så bart endnu. Det varer nu ikke længe, og i mellemtiden kan hornviolerne lyse op i krukker og kurve i haven.

God onsdag.

 

Hvad opslagstavlen gemte

Opslagstavler bliver let rodede. Som køleskabsdøren hos en børnefamilie. Og alligevel er de ikke til at undvære. De er gode til ‘den der invitation med det søde billede’, til ‘det der kort, der var så fint’, til smådimser, souvenirs, museumsbilletter med kønne billeder, fine fjer fundet på marken og meget mere.

Vi har altid haft en opslagstavle i køkkenet. En lille en, for jo mindre den er, jo mindre rod er der plads til. Den har også altid passet til gardinerne – igen for at skabe en form for orden.

Da vi fik nye gardiner i køkkenet for nylig, og der så oven i købet også blev malet, skulle opslagstavlen renoveres igen.

Det er temmelig enkelt at gøre. Man løsner de søm, der holder pladen på plads i rammen, dækker pladen med et nyt stykke stof, som man hæfter fast på bagsiden af pladen med tegnestifter, sætter pladen tilbage i rammen og slår sømmene i igen.

Derefter kommer det vanskelige. Hvad skal man hænge op igen? Ja, ‘den der invitation’ fra for snart fem år siden – den ryger. Det samme gælder julekort med babyer, der efterhånden er blevet teenagere, musvågefjer, der fælder og alt andet, der bare slet ikke bidrager til hyggen mere.

Men – den lille keramiksag fra Assisi, den lille kirke fra et broderisæt, der kom med et dameblad en gang til jul, de kønne helgenkort, der var med i en pakke fra Nana, dengang hun havde Drømmegaven – de bliver. For hvor skal de ellers være?

Det samme gør den gamle 25-øre, som vi bruger til at skrabe skrabejulekalender. Det kan jo være, den bringer held? Ikke, at den har gjort det endnu – men måske næste gang?

Hvis man vil lære lidt om folk, kan man kigge på deres opslagstavler, hvis de har en. De er afslørende, for det stylede smutter snart, og pladen vil igen være dækket af nye invitationer, julekort, billetter og udklip. Rodet – men ret hyggeligt.

God tirsdag.

Af og til kan man godt bruge lidt hjælp

Der er nu mindre end to uger til Palmesøndag. Påsken er lige om hjørnet, og det er på høje tid at få fundet påskepynten frem.

Vi er lidt forsinkede i år. Det skyldes både, at jeg slog hovedet, og at vi har fået malet. Og når jeg siger ‘har fået malet’, er det lige det, jeg mener.

Vi har fået malet – af malere. Sikke en luksus. Der var så meget, der trængte – alt træværket blandt andet – og da vi fik et samlet tilbud på  træværk, spartling, fugning og vægmaling, sagde vi ja tak.

Jeg er lykkelig for, at vi besluttede os til at få professionel hjælp til malingen. Vi kan bare ikke nå det hele, selvom vi prøver, og af og til må det bare være i orden ikke at gøre alting selv. Det gik lynhurtigt. Professionelle malere kan bare det der. Male dørkarme med pensel – helt uden at spilde eller ramme ved siden af.

Nu stråler det hele, så det er en fryd. Dørkarme, vægge, vindueslysninger – ja, endda hoveddøren har fået et lag og ser helt ny ud.

Vi er langsomt ved at komme tilbage på plads. Der skal sorteres lidt mere og smides lidt mere ud – meget kommer til at se sådan lidt slidt ud, når omgivelserne bliver fornyet – og så skal der påskepyntes for alvor.

Jeg kan altså kun anbefale det. Af og til at give slip og lade nogle andre tage over.

God mandag.

Boganbefaling: Cottagehave – Tante Grøns Haveunivers

I går udkom en ny bog. En smuk og dejlig bog: Cottagehave med undertitlen Tante Grøns Haveunivers. Den har jeg glædet mig til længe.

Cottagehaven er den haveform, som mine – og rigtig mange andres – havedrømme er gjort af. Indrammede bede med et flor af årstidens blomster. Høje, lave, brede og smalle, roser – mange blomstrende roser, hyggelige siddepladser, lokkende kig om hjørner og dekorative og nostalgiske træk.

Hvis nogen skal kunne skrive en bog om Cottagehaven, er det Tante Grøn, hvis skønne have jeg besøgte sidste år i juni. Det var en oplevelse, der varmede sjælen, for der er rigtig meget sjæl i Tante Grøns Have. Det er en have, der taler til hjertet.

Den sjæl bliver videregivet til os i bogen. Den er skrevet med varme og kærlighed, og den er både personlig, poetisk, humoristisk – og oplysende.

Især Tante Grøns egen og meget personlige havehistorie rører ved en, og vi får Cottagehavens historie, som den opstod i England med portrætter af havestilens skabere som Gertrude Jekyll og Vita Sackville-West.

Cottagehavens elementer bliver gennemgået, og der er en grundig og meget tilgængelig gennemgang af årstidernes blomster og planter. Jeg sidder her og er helt fyldt til randen af inspiration og ideer.

Susan og Jesper Durup har taget billederne til bogen, og de har virkelig forstået at fange havens poesi i de mange, smukke billeder, man kan drømme sig væk i. Det er ikke deres billeder her i indlægget. Det er mine. Deres er meget flottere.

Bogen er udkommet på Gyldendal.

P.S. Har du lyst til et kig ind i Tante Grøns Haveunivers, kan du kigge på de indlæg, jeg skrev sidste sommer. Dem finder du her:

Besøg i Tante Grøns Have

Lidt fra den vilde del af Tante Grøns Have

Detaljer i Tante Grøns Have

Rigtig god læselyst!

Nu skal der snart kalkes igen

Mens jeg har gået og helet, har jeg haft god tid til at kigge på og mentalt forberede alt det, der skal gøres ude i foråret.

Vind og regn har været hårde ved de gamle bygninger, og det er – som hvert forår – ved at være tid til at kalke igen. Det er lidt af et smadder, og der går meget god tid med det. Tid, som jeg hellere ville have brugt i haven og på at komme videre med projekt ‘den hvide have’, som jeg laver i samarbejde med KridtvejsPlanter.

Vintergækkerne blomstrer lystigt, og spirer til flere slags hvide narcisser og tulipaner er kommet op. Det kribler i fingrene for at komme i gang med det næste bed.

Men mure, der skal kalkes, skal altså kalkes, hvis de ikke skal komme til at se ufatteligt forfaldne ud.


Det er endnu lidt tidligt at begynde at kalke – og heldigvis for det, for jeg skal stadig passe lidt på med at køre for hårdt på efter mit uheld sidste søndag.

Men pludselig er vejret der. Det må ikke regne, solen må ikke skinne for meget, og der må ikke komme frost, før kalken er hærdet af. Kalk er en primadonna at arbejde med. Så er det sagt. Men kalkede vægge har altså det smukkeste, hvide skær. (Hvis du har har lyst, kan du læse mere om kalk her.)


Jeg har kigget lidt på spandene, børsterne og afdækningsmaterialerne ovre i værkstedet. Der skal nyt til i år. Børsterne er slidte, og afdækningsdugen er stiv af spildt kalk.


Nu er der bare det, at jeg virkelig ikke ret godt kan lide at komme i byggemarkeder. De er store, man farer vild, kan aldrig finde noget, og der er aldrig nogen, man kan spørge. Det kan godt være et kvindeligt mindreværdskompleks, der stikker hovedet frem, men alligevel…

I stedet tyr jeg til nettet. Hos Engelbert-Strauss, som jeg har skrevet om før, kan man købe masser af pensler, børster og alt muligt andet til en ret fornuftig pris, og man kan sidde i ro og fred og bladre i sortimentet. Du kan se mere her.

Der var også nogle kønne viskestykker, nogle gode rengøringsbørster og noget slet ikke så dårligt arbejdstøj, jeg kunne lade mig friste af. De har mange sjove og gode ting hos Engelbert-Strauss – gå ind under ‘products’ på deres side, hvis du vil have et overblik.

Lisbeth fra Høneballehaven

foreslog mig, at jeg købte en hjelm der, så jeg ikke får en gren i hovedet en anden gang. Det dumme er, at jeg faktisk har en hjelm. Den lå bare i kælderen den dag, og der hjalp den altså ikke meget.

Indlægget er sponsoreret, men historien er min egen.

God tirsdag.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Helstegt dyreryg

Af og til skal man have lov at skeje lidt ud og forkæle sig selv og hinanden med luksusmad og god køkken-hyggetid. Det gjorde vi lørdags og lavede helstegt dyreryg. Sådan en lå der nemlig i fryseren.

En dyreryg er ikke svær at stege. Man fjerner senerne helt ind til kødet, gnider med salt og peber og lægger tynde skiver smør på kødet, for at det ikke skal blive tørt.

Det er den største risiko ved vildtkød. Der er praktisk taget intet fedt i det, og noget skal der til for at holde på kødsaften. Smørret får kødet til hurtigt at brune, så saften bliver inde. Det smelter af og kan skummes af stegeskyen, inden man laver sovsen. Man kan tænke på smørret som en slags indpakning.

Varm ovnen op til 225 grader og sæt kødet ind til bruning i et kvarter. Skru så ned til 150 grader, hæld lidt vand ved og lad dyreryggen stege en halv times tid. Mål kernetemperaturen. For dyreryg er 65 grader fint. Lad stegen trække på et bræt på køkkenbordet i en 20 minutters tid, før du skærer kødet fra benene.

Man kan lave mange slags tilbehør til dyreryg, men den gode, klassiske vildtsovs vil vi nødigt undvære. Den passer så perfekt til kødet, og den virker meget mere avanceret, end den er.

Til sovsen skal man bruge:
Ribsgele, blå ost, stegeskyen, piskefløde, salt og peber.

Skum stegeskyen af for fedt – det er bare smeltet smør, for der er ikke fedt i kødet – kog den op og tilsæt et par spiseskefulde ribs- eller druegele samt en god spiseskefuld blå ost. Kog det sammen og hæld fløde i – et par deciliter – og lad det koge et par minutter. Smag til – måske skal der lidt mere ost eller gele i.

Jævn eventuelt sovsen lidt med Maizena udrørt i koldt vand og giv den lidt kulør, hvis den ser for kedelig ud. Smagen er i hvert fald ikke kedelig.

En god salat til vildtkød må gerne være med både nødder og bær. Her var den med glaserede valnødder.

God mandag aften.

Hvor stor var den gren egentlig?

Nu er det en uge siden, jeg fik grenen i hovedet. Stingene skal fjernes i morgen, og så skulle jeg være nogenlunde klar igen. Der er mange, der har spurgt mig om, hvor stor den gren egentlig var, siden den kunne lave sådan en ravage. Her ligger den.

Grene fås i mange størrelser, og den her hører ikke til de mindste. Den sad en fem-seks meter oppe, og nedefra så den ikke særligt voldsom ud. Det var bare ‘den der gren, der tager udsigten, når den får blade’.

Den tykke ende er faktisk ret tyk, og det var den, der ramte. Jeg har kørt trillebørhjulet hen ved siden af til sammenligning.

Lige nu brummer motorsaven ude i haven. Bondemanden er ved at save grenen til brænde, så vi ikke skal se på den mere. Væk med sig.

Jeg ved godt, jeg var heldig. Havde grenen ikke ramt stigen først og sat farten lidt ned, havde jeg ikke kunnet gå rundt og kigge på spirerne i haven eller beundre påskeklokkerne – eller noget som helst andet.

Jeg er faktisk dybt taknemmelig og lykkelig over at være i live – det kan så hurtigt gå galt.

God søndag.

Liv og pippen i haven

Når man sidder og heler, har man god tid til at kigge ud af vinduet. Bare sidde og kigge på landskabet, på rådyrene, der græsser på marken overfor, og på fuglene. Der er så mange, og de elsker vores solsikkebar.

Der er alle de ‘almindelige’, som jeg egentlig elsker allerhøjest, men også de mere eksotiske som kernebideren og stillitsen, som jeg altid prøver at få billeder af. De sidste har vi en lille flok af, og det har vi hvert forår. Senere flytter de op i træerne, og så ser vi dem ikke mere. Vi hører dem kun, og de har den smukkeste sang.

Det er underligt ikke at skulle noget. Meget underligt. I dag, to dage efter syningen, måtte jeg gå i bad og vaske blodet ud af håret. Jeg føler mig som et nyt menneske.

Og alligevel ved jeg godt, at jeg snart skal ned i mit sofahjørne igen. Der skal ikke meget til, før jeg bliver træt. Men først en tur ud med hunden – og så går vi lige forbi skovhaven og giver den dumme gren et spark. Så kan den lære det…

Man skal ikke lade sig kyse.

God onsdag.

Skovhaven gav hul i hovedet

Skovhaven, som vi begyndte at arbejde på sidste år, ligger mellem vejen og skrænten op til marken. Skrænten er høj og stejl og dækket af træer. Store træer, små træer, gamle træer og nye selvsåede træer.

Det blev der gjort noget ved i weekenden. Bondemanden greb først buskrydderen og derefter motorsaven.

De nederste meter blev ryddet, så man kan se den smukke, vilde efeu, der dækker store dele af skrænten.

Mens vi nu var ved det, var der lige en gren på det store træ ud mod vejen, der skulle væk. Ved alle uheldige sammentræf på én gang, endte den med at ramme mig i hovedet – med den tykke ende.

18 sting og påbud om at holde mig i ro, indtil stingene er fjernet i næste uge. Ok – det kunne være gået meget værre, og det gjorde det ikke. Men – lige i dag har jeg ikke noget problem med at holde mig i ro og holde hovedet helt stille. Helt, helt stille.

God mandag.

Forår, solskin og lørdag

Det er lørdag, og det er virkelig blevet forår. Solen skinner skarpt gennem de bare grene og afslører alt det, som trænger til at blive gjort.

Men solen skinner også på Dorothealiljerne, der solbader fornøjet.

Og den skinner både på og gennem de gule krokus.

Et af fuglebadene er revnet her i vinter. Det holder ikke vand længere, men til gengæld har det jo så naturligt dræn, og man kan plante hornvioler i det.

Det bliver rigtig fint, når blomsterne vokser ud over kanten, og det gør de jo, når de først får rigtigt fat.

Der er en pippen og en kvidren, og vi kan høre bækken bruse. Jeg vil slet ikke tænke på, at det sagtens kan blive frost masser af gange endnu – jeg vil bare glæde mig over, at foråret er her i dag.

Rigtig god weekend.