Nu venter vi bare…

Nu er det lige op over. Maggie får sine hvalpe. Hvornår det bliver, ved vi ikke helt præcis – naturen bestemmer jo der, men vi er på vagt fra i dag.

Hendes mave er stor og hård som en fodbold, og vi kan se hvalpene sparke, når hun ligger på ryggen – den bedste stilling for hende lige nu.

Når man ligger på ryggen og putter trygt med sin ‘far’ i hundesofaen, er verden i balance.

I torsdags havde hun taget 3 kilo på, og det er helt sikkert mere nu. Det er en stor procentdel, når man normalt vejer 16 kilo.

Hun kan ikke rigtig spise noget. Lidt godbidder glider ned, men der er simpelthen ikke plads til ret meget andet end hvalpe i maven. Det skal nok ændre sig, når hvalpene skal have mælk. Så ved man, hvor ordet ‘hundesulten’ kommer fra.

Som en del af ‘drægtighedspakken’ hos dyrlægen blev hun røntgenfotograferet i torsdags.

Man kan se rygraden og hovederne på billedet.

Det ser stadig ud til, der er fem hvalpe, de ligger rigtigt, og Maggies bækken er stort nok til, at de kan komme ud. Rart at vide…

Opmåling af hvalpehoveder og bækkenvidde.

Husbonden har bygget en hvalpekasse. Alt er klar, vi er klar, og det er Maggie også, for hun er noget besværet. Det er bare hvalpene, der skal ‘modne’ en dag eller to mere.

Vi siger kærligt, at hun ligner en lille tønde med snude og hale 🙂

Nogle vil måske synes, det er lidt meget med scanning og røngten. Hunde har fået hvalpe i årtusinder uden. Men vi synes, det er trygt at have dyrlægen med undervejs. Vi har ikke den store erfaring med at få hvalpe – slet ikke som dem, der har kennel og har fået masser af kuld. Vi kender ikke alle tegnene, og det er rart at vide, at alt er, som det skal være. Og at vide, hvor mange vi skal vente.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “Nu venter vi bare…”

  1. Den sødeste lille tønde med snude og hale!
    Godt, at I har dyrlæge og hele molevitten. I naturen må dyr klare sig, som de kan, og det går oftest godt, men også galt af og til. Når vi mennesker har dyr i vores varetægt ville det da være tankeløst og dumt at løbe en risiko, når vi nu har viden og midler til at undgå sygdom og tab af liv.
    Ser i den grad frem til MASSER af hvalpespam! 🐾♥️🐾

    Like

    1. Det skal nok komme, Katinka. Ja, i gamle dage fødte kvinder jo også bare, men det gik jo også ofte galt. Jeg er sikker på, at dem, der skal føde nu, er rigtig glade for deres scanninger 🙂

      Like

  2. Hvor er det spændende – jeg forstår godt at I glæder jer 🙂 Held og lykke med det hele 🙂

    Like

  3. yep hvalpene skal bar bages helt færdig som i sige her i huset ,så de kanå den helt rigtige start her på vores Jord
    held ogl ykke med den forestående Fødsel

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: