For en gangs skyld har de hedenske vejrguder ikke opdaget, det var påske, så de kunne forpurre påskeplanerne. Det har været det skønneste havevejr, udflugtsvejr, gå-tur-vejr… og det har været den bedste påskeuge.
Palmesøndag var vi i kirke, hvor børnekoret optrådte. De er så utroligt søde og dygtige, så det var en rigtig festlig indledning på påskeferien.

I de tre hverdage op til påske blev der ryddet op i haven, klippet stauder ned og revet utallige trillebørfulde af blade. Tirsdag fik vi også bekræftet, at Maggie er med hvalpe. Jeg glemmer aldrig synet af de små bankende hjerter på scanningsbilledet. De slår 300 gange i minuttet – forunderligt, ikke?

Der er blevet lavet mad, kantet bede og lavet masser af påskepynt.

Vi har været til fødselsdag med familie, dejlig mad og en dejlig skovtur.
Vi har været på udflugt til Plantorama for at brænde det sidste af et gavekort af på forårsblomster – og drikke en kop kaffe i den hyggelige cafe.

Og vi har haft tid til at sidde længe over morgenmaden med avisen. Det er indbegrebet af hygge. Påskesøndag var der en fantastisk leder i Jyllandsposten. Den blev indledt sådan her: Påskens budskab er frihed. Eller påskens budskab er også frihed. Et budskab om, at en frihed er os givet, som sætter os ud over døden og mørket, som betyder, at livet og håbet sejrer over dets modsætninger i sidste ende. Trods alt og i trods mod den ondskab, mismod og håbløshed, som også hører menneskelivet til.
Lederen kæder påskebudskabet sammen med ukrainernes kamp mod ondskaben i sin rendyrkede form, og den understreger, at frihed ikke er et givent gode. Fantastisk god læsning. Det kræver abonnement at læse det hele, men har du mulighed for det, så gå ind på Jyllandsposten her og læs den.

Påsken sluttede for os i går med endnu en tur i kirke, hvor det denne gang var kirkekoret, der medvirkede. Smuk sang, smukke salmer, smukke blomster.

Påsken har i den grad været hele det dejligt optimistiske påskebudskab om livets sejr over døden, illustreret af blomstrende mirabelletræer, anemoner og naturens opvågnen – akkompagneret af fuglesang i haven.
Alt det, der er sket i ugens løb, er forklaringen på, hvorfor du har hørt så lidt herfra. Der har ikke været mange ledige øjeblikke. Men en dejlig påske, det har det været. Håber din har været lige så god.
God tirsdag efter påske.
Ja det har da været et helt forunderligt skønt vejr at fejre påsken i! Desværre nåede jeg ikke i kirke i år, da jeg også er ved at sælge hus og flytte planter fra haven.
Men hvor jeg da glædede mig over dit smukke billede fra….hvilken kirke?? Koret med de runde former der går igen både i lampen, krucifikset og buerne, – er virkelig fint! Hvem mon har lavet krucifikset? Umiddelbart ser det nyere ud.
God “efter-påske-tid” – forhåbentlig kan vi se frem til mere lunt forårsvejr. Glæder mig til at se billeder af hundehvalpe.😉
LikeLike
Kirken er Skivholme kirke. Der er så mange finde kalkmalerier der. Du kan se mere på https://www.skivholmekirke.dk/ Jeg er webmaster på siden 🙂
Det er da også vigtigt at få flyttet planter med. Det skal jo ske, før man sælger/flytter, og man kan ikke altid nå det hele.
Du kan tro, vi også glæder os til hvalpe 🙂
LikeLike
vores påske var knap så dejlig oprydnig rengøring og klargøring af Svigermors Hus som skal sælges eftersom hun er kommet på Plejehjem…. men det gik til et godt formål
God tirsdagsdag til alle i og omkring Skivholme
LikeLike
Det er altid trist at rydde op efter et helt liv… Håber, det hele går godt.
LikeLike
vi har indrettet en dejlig to værelses lejlighed til hende på Plejehjemmet med de møbler hun havde knyttet sig mest til
hun er faldet godt til for nu har hun daglig nogle hun kan tale med ud over det får hun tre gange ugentlig besøg af hendes tre Døtre og jeg sagde Hunden
og Dorthe tog en masse billeder som hun kan se på når hun vil og magter
LikeLike
Så har I også gjort det så godt, som I kan for hende. Hun er heldigere end så mange andre, der bare sidder i glemselens tåger og aldrig får besøg.
LikeLike