Påskeroser

10 små, gule roser, et par mosklædte hyldegrene, et lille stykke oasis, en skål og lidt vand. Det er alt, der skal bruges til sådan en køn, lille påskedekoration med roser.

I går købte jeg et lille bundt små roser. Knaldgule som forårssolen, som påskeliljer og som påskekyllinger. Et par dage før havde jeg beundret grenene på en af de gamle hyldebuske i hegnet. I hvert grenhjørne voksede en lille klump mørkegrønt mos. Roser, rå grene, mos og en fin glasskål… jeg kunne dårligt vente på at komme hjem, finde Maggie og gå en tur op i hegnet med saksen.

Mens vi var ude, lå oasisstykket i vand, og da vi kom hjem startede jeg med at klippe blade af roserne og dække oasisstykket med dem. Oasis er ikke så pænt at se på i sig selv. Dernæst klippede jeg grene til og stak dem i siderne af oasisstykket. Til sidst klippede jeg roserne i forskellige højder og stak dem ned i oasisstykket i mellem grenene. Så var den lille deko klar.

I dag, hvor formiddagssolen strømmer ind ad køkkenvinduet, har jeg taget skålen ud i køkkenet til fotografering i en solstribe.

Du kan nemt gøre det samme. Hvis du ikke lige har hyldegrene, kan du sikkert finde noget andet – hold øjnene åbne og hav altid en saks i lommen eller i tasken…

God lørdag før Palmesøndag, hvor påsken rigtigt går i gang.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: