Otto er ikke et næsehorn

Den storm, der vist er på vej mod os lige nu, hedder Otto. Et ganske tilforladeligt navn og ikke et, der gør så meget væsen af sig. Lad os håbe, Otto er mere fredsommelig, end meteorologerne siger.

Billedet er fra januar sidste år. De gamle bygninger omkring vores hus er ikke stormegnede – eller stormforsikrede. Ja, de var flade af grin hos forsikringsselskabet, da vi spurgte til det, så…

For nogle år siden nævnte jeg overfor en kollega, at jeg ikke kunne lide, når det blæste meget. Det undrede hende. Hun bor i et etplanshus i et villakvarter uden store træer og uden en ådal, som vinden kan suse igennem. Hun forstod overhovedet ikke min uro overfor stærk blæst. Syntes vist nærmest, jeg var lidt af en pivskid.

Men når vinden rigtig tager fat hos os, lyder det som et tog, der kører forbi – inde i stuen. Vinden presses ind gennem ådalen og slippes ud med et brøl. Nogle gange har huset ligefrem rystet. Vi har set – og hørt – store træer knække, og vi har set voldsom regn strømme som en grumset flod ned ad vejen.

Naturens kraft er stor og meget større end menneskets også her til lands, hvor vi ellers er så vidunderligt forskånede for naturkatastrofer. Det gør os måske lidt overmodige og får os til at tro, at der ikke kan ske noget særligt alvorligt her hos os. Og ellers skal der da laves en hjælpepakke, der kan råde bod på det, ikke? ‘Nogen’ må gøre ‘noget’.

Men – nu får vi se, hvor galt det går. Meget tit er det som i Rokokopostens ‘Støvregnen Troels’, der er en af de sjoveste parodier, jeg har læst. Den er, som det hedder på nydansk: Spot On. Læs den bare (igen) – det er så godt skrevet.

Som oftest går det jo ikke så galt, som de spår. Alligevel har jeg den der følelse af uro, der kommer før en storm. Det er ikke decideret frygt. Det er mere en hjernens reaktion på ændret lufttryk, tror jeg. En vagtsomhed. Vi er jo dyr og en del af naturen, når vi tænker over det. For jeg kan altså mærke, der er noget skidt på vej. Tror jeg nok…

God, blæsende fredag.