Glæden ved en hjemmearbejdsdag

Nu er arbejdsdagen ovre for i dag – og for denne uge. Jeg skal bare rejse mig fra stolen, så har jeg fri og er hjemme. Herligt.

Jeg er så heldig, at jeg har to hjemmearbejdsdage om ugen. Dem gemmer jeg til arbejde, der kræver ekstra koncentration. Korrektur, talpilleri og den slags. Koncentrationen er i top, omgivelserne stille og rolige. De dage får jeg også mulighed for at komme ud midt på dagen og i ‘kaffepauserne’. Det er godt for sjælen og helt sikkert også for legemet at komme lidt op og lidt ud.

Ud over, at jeg kan nå enormt meget, når jeg sidder her i fred og ro, sparer jeg også en time til halvanden i transport. Den tid er brugt godt i dag.

Der er sat dej over til langtidshævede flutes/brød/rundstykker (en stor portion) i morges, og i frokostpausen lavede jeg dej til det amerikanske brød med honning og fuldkorn

Fuldkornsbrød med honning

og til engelske muffins.

Engelske muffins

Nu skal der bages.

Når husbonden og Maggie vender hjem fra dagens jagt – de er hundehjælpere på Brahe Trolleborg i dag – er der nybagt brød og nok – og nok slags – til weekendens hyggemad.

I morgen skal vi have engelske muffins med æg og bacon – en klassiker, vi nød mange gange, da vi rejste i USA. Det er lørdag i morgen, og Husbonden har bestukket mig med en tur i Plantorama mod, at vi lige skal en tur i Bauhaus også.

Vi ville ikke drømme om at tage nogle steder, hvis Rosie havde det skidt. Heller ikke bare en smuttur på et par timer. Men hun har det faktisk godt. Hun spiser nu helt frivilligt, for jeg har kogt kylling og ris til hende – klassisk skånekost og superguf – som vi blander med nyremaden for at lokke hende til at spise den. Det giver hende energi og super humør. Vi har endda leget lidt med dummies i dag, og hun nyder legen, selvom hun skal sove et par timer bagefter.

Billedet er fra november, og man kan godt se, hvor meget sygdommen har taget på hende siden dengang. Men blikket og glæden er der også i dag.

Livet er faktisk ret godt lige nu. Det håber jeg, dit liv også er.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: