De gode, gamle opskrifter

Det er januar, og det er mørkt. Både mennesker og dyr putter sig lidt og skutter sig lidt. Men vi har taget hul på årets anden uge, og nu må det være tid til at se lidt på hverdagsopskrifter igen.

Der skal både laves nyt, og der skal laves mad efter de gamle opskrifter. For gamle betyder jo ikke ubrugelige. De gamle opskrifter udgør ‘kogebogen’. Min egen kogebog. Du skulle tage at kigge lidt rundt i opskriftsamlingen her på siden. Der er virkelig mange opskrifter, og selvom jeg selv har skrevet opskrifterne – og lavet dem og også tit udviklet dem – er det der, jeg kigger først, når jeg kommer til den der med ‘hvad skal jeg finde på til aftensmad’. Jeg bruger søgefeltet, når jeg tænker ‘noget med kylling’, ‘noget med fars’ og så videre.

I den forløbne uge har jeg haft fat i flere af de gode, gamle opskrifter. Vi startede året med rester af rejemousse fra nytårsaften – denne gang blev den serveret i skåle af hjertesalat (piller man bladene af, danner de enkelte blade en lille, frisk og dekorativ skål.

Vi lavede burgers – tømmermandsburgers selvom vi ikke havde tømmermænd. De hører sig ligesom til. Selvfølgelig med hjemmebagte burgerboller.

Og vi lavede Salisbury Steak. Rigtig comfort food til en januardag.

I weekenden fik vi en flanksteak marineret med den amerikanske Sweet & Spicy marinade. Herremad til en træt jægersmand.

I weekenden lavede jeg også et ordentligt skrald appelsinmarmelade. Nok til hele året og til værtindegaver. Efter den rigtig gamle opskrift – den, der laves over to dage. Det er jo nu i januar, appelsinerne er modne og søde, og det er efterhånden blevet en januartradition. Den solgule farve lyser op, og duften af citrus i hele huset er frisk og god.

Har du også den slags årstidsbestemte traditioner, når det gælder madlavning? Det vil jeg rigtig gerne høre om, for inspiration har vi allesammen brug for. Se en gang, hvor mange opskrifter, jeg har fået af andre, søde mennesker. Der er Fru Grøns fænomenale knækbrød, der er Fru Lauridsens saftige ølboller, og ja – der er mange. Fortæl mig om dine yndlingsopskrifter – de kan måske blive en del af samlingen?

I aften laver vi nok noget græsk inspireret. Jeg har noget Puck feta stående, der skal bruges, og rester skal bruges. Ikke kun på grund af klimaet eller på grund af tidens trends. Også på grund af ganske almindelig sund økonomisk sans og husmoderfornuft.

God mandag – allerede den anden i år.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: