Det har været sådan en dejlig jul. Afslappet, hyggelig og sjov. Jeg håber, din var lige så god. Nu er det tredje juledag, og faktisk hverdag. Det er lidt snyd, når det er juleaften på en lørdag, for det bliver alt for hurtigt hverdag igen.
Jeg har ferie indtil efter nytår, men det er der rigtig mange, der ikke har. Jeg tænker med medlidenhed på alle dem, der står i butikker og håndterer tusind bytninger og returvarer. En kaotisk dag plejer det at være, og butikkerne kan egentlig ikke opgøre julesalget, før de ved, hvor meget de får retur.

Men det var nu ikke det, det skulle handle om i dag. Det skal handle lidt om solskin og lidt om rejer. For om ikke solen stod op i dag. Viste sit smilende ansigt et sted lige over horisonten helt mod syd allerede lidt over ni. Man lærer at blive taknemmelig for lidt… Men hvor det dog løfter sindet at se lidt sol. Dagen er tiltaget med hele to minutter. Det kan du følge med i her på siden Dagens Længde.
Lyset afslørede, at støvsugeren havde stået i skabet lidt for længe. Der var vel nærmest et ryatæppe af hundehår foran brændeovnen. Jeg forstår nu hvorfor nogle hunde hedder støvere. Vores er springere, men støve kan de bestemt også. En tur med støvsugeren i solskin er faktisk en ret dejlig oplevelse. Man kan se, at der sker noget, og man kan se alt det, man ikke så sidste gang. Nu er der fint igen.

Men en tur ud i solskinnet slår nu altid enhver tur med støvsugeren. Gylden, lav sol over bakkerne og to glade ikke-støvere.
Mens jeg gik, spekulerede jeg over, hvad og hvordan forretten til nytårsaften skulle være. Vi skal som altid have forretten med. Mon jeg skal se at finde en ny måde at servere den kendte, men også højtelskede, rejemousse? Den er blevet varieret på mange måder. I portionsforme, i vandbakkelser, i spinatruller, ja sågar med tynde, runde stykker af Fru Grøns Fænomenale Knækbrød. Man kan bruge et glas som udstikker… Måske den skulle laves som en cheesecake med en bund af rugkiks?

Måske skulle jeg finde på noget helt andet. Der er tid til at tænke over det endnu. Der er bare det, at den mousse er så umanerligt lækker, og man laver næsten kun den slags til nytår… Nej, en endelig beslutning får vente. Men har du ikke prøvet at lave den nemme rejemousse endnu, var det måske i år, du skulle gøre det?

Nu vil jeg spørge hundene, om vi ikke lige skulle gå ud og se lidt mere på den gyldne, lave vintersol. Mon ikke, de er til at overtale? Man tænker så godt, når man går.
God 3. juledag.
se dee er enoet jeg ikke vidste at de findes en tredie Juledag mn man bliver ski aldrig for gamle til,til at lære noget nyt eller for klog for den sags skyld god Bagjul til alle her på Bloggen
LikeLike
Og god bagjul og godt nytår til jer, Hansi – selvfølgelig findes der en tredje juledag. Det er jo faktisk juledage indtil Helligtrekonger. Man har bare ikke fri…
LikeLike