Julelisten – hvordan man får styr på julemiddagen

Der er nu under en uge til juleaften, og som traditionen byder, er det tid til at finde julelisten frem. Den liste, der kan hjælpe både nye og gamle køkkenskrivere med at få styr på julemaden – uden panik.

Hvadenten man er erfaren eller uerfaren, er det godt med en liste. Det er jo et år siden sidst…

Hvordan skal man med kun én ovn og fire blus kunne klare rødkål, and, flæskesteg, brune og hvide kartofler og sovsen? For slet ikke at snakke om at få smuttet mandler til risalamande, fundet de fine tallerkener frem – og er der nok fade og skåle?

Det kræver system i tingene – en liste at følge. For så er det ikke længere så svært. Når først man har det skrevet ned, er det ikke så uoverskueligt længere. Her har du mit bud på en virkelig god julearbejdsliste – den er afprøvet mange gange, og den virker.

3 dage før jul:

  • Tag anden op fra fryseren. Den har godt af at tø langsomt op.
  • Skal I også have flæskesteg, og er den stor, så tag også den op.
  • Få de sidste indkøb i hus.

2 dage før jul:

  • Få klaret de indkøb, du glemte i går – har du husket blomster og servietter – og mere prosaisk – køkkenruller og toiletpapir?
  • Kog rødkål, hvis du ikke har gjort det endnu. Den har godt af at trække et par dage på køl. Opskriften på hjemmelavet rødkål finder du her.
  • Stryg dugen.
  • Tjek bestik, tallerkener og fade og glas.

Lillejuleaften:

  • Kog risengrød til risalamande.
  • Smut og hak mandlerne.
  • Kog små aspargeskartofler til de brune kartofler og pil dem.
  • Lav blomsterdekorationen til julebordet og stil den køligt.

Juleaftensdag – om formiddagen

  • Få and og flæskesteg i ovnen – opskriften på, hvordan du steger en and finder du her. Er det en andebryststeg, I skal have, finder du opskriften her. Opskriften på at stege en flæskesteg finder du blandt andet her.
  • Dæk bordet.
  • Lav risalamanden færdig og sæt den på køl.
  • Kog vinger, kråser og hals fra anden til fond til sovs. Lad den bare stå og simre roligt i nogle timer. Si den så, skum fedt af og lad den stå til senere.
  • Skræl kartofler til hvide kartofler.

Juleaftensdag om eftermiddagen:

  • Tag anden ud, lad den køle af og skær den op, så den er klar til grill i ovnen til sidst.
  • Tag fyldet ud og læg det i en skål.
  • Lav skåle med ribsgele og asier.
  • Træk vinen op.

Juleaften, lige inden spisetid (og her er det virkelig, du bliver glad for at have gjort så meget i forvejen…)

  • Kog kartofler til hvide kartofler.
  • Varm rødkålen (det kan gøres i mikroen – så får du mere plads på komfuret).
  • Lav sovsen færdig – jævn den og smag den til.
  • Tag det pæne tøj på og et forklæde over.
  • Grill sværene på flæskestegen sprøde og pak stegen ind i sølvpapir, så den holder sig varm. Kun stegen skal pakkes ind – ikke sværen.
billede35
  • Mens stegen trækker, griller du andestykkerne, så skindet bliver sprødt.
  • Varm andefyldet – æbler og svesker kan sagtens stå i ovnen, mens du griller, hvis du lægger alufolie over.
  • Brun kartoflerne.
  • Anret det hele på fade og i skåle og bær ind. Her kan alle aktiveres.

Så kan julefreden sænke sig…  (Billedet er gammelt – det er fra dengang, vi stadig havde Puma og Christie. Men jeg kan ikke nænne at skifte det ud…)

Huskede jeg at sige, at du skal rydde så meget op i køkkenet som muligt undervejs for at bevare overblikket?

Det er selvfølgelig ikke det eneste, der skal gøres. Der skal også gøres lidt rent, skiftes lys i stagerne og så videre. Men – hvad maden angår – så er det virkelig ikke sværere – og du når det sagtens, selvom der er en del at holde styr på.

God mandag – på lørdag er det juleaften.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Julelisten – hvordan man får styr på julemiddagen”

  1. vi slipper for besværet vi skal holde Jul med svigermor på plejehjemmet hun er meget dårligt gående og da vores toilet ligger på første sal tør vi ikke holde jul herhjemme hun skulle jo nødig ende på skadestuen (eller det som er værrer) efter et fald ned af trappen
    glædelig Jul til alle her på Bloggen samt et godt og lykkebringende Nytår

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: